De sidder på hylderne i soveværelset. Pelsdyrene. Nogle af dem har små, sorte øjne som skinner i lyset fra vinduet, andre er syet med store, rullende plastikøjne. Når han står op om morgenen, vender han dyrene ind mod væggen, så deres lodne rygge peger udad. Han ordner dem altid ét ad gangen, sådan går det bedst, og til sidst låser han døren til soveværelset bag sig. For en sikkerheds skyld.

*

Skal han være ærlig, er han ikke god til at rydde op eller gøre rent. Det har han folk til, typisk hvem end der svarer på hans ophængte annoncer nede i den lokale Brugsen. Han betaler et par hundrede i timen for deres besvær, det plejer at være nok for de unge piger som mangler en ekstra sjat til opsparingen. Husholdningsarbejde, synes han. Det er for andre slags mennesker. Så snart han har lukket dem indenfor, spadserer han en tur, dermed ordner det næsten sig selv.

De eneste to rum han klarer alene er soveværelset og det gamle syværelse nede for enden af gangen på første. Han tager dem med støvsuger og klud, selvom syværelset ofte virker rodet alligevel med alle kasserne, stabler på stabler. Og symaskinen, selvfølgelig, det store, oldnordiske apparat fra starten af nittenhundredetallet som står på sit helt eget bord og samler støv. Den er sort med snørklede, afdankede billeder af langhalsede fugle på flugt. Guldfarvede, tror han, dengang maskinen stadig var ny.

Han syr helst i hånden, det tror han mere på.

*

Hans kæreste har gjort rent hos ham engang for flere år siden, hun blev ved med at komme tilbage, også efter han til sidst måtte fortælle hende, at gulvet næppe kunne blive renere. Nu går de på kaffedate inde i midtbyen et par gange om ugen, han benytter det offentlige transportsystem hele vejen, selvom han egentlig ikke er så tilpas med alle de passagerer. Buschaufføren hilser han afmålt på, goddag og mange tak, derudover flytter han sig konsekvent, hvis nogen sætter sig ved siden af ham. Man må passe på sig selv.

Nede på deres vante cafe sidder hun og venter på ham. Det er en fransk cafe med skarpslebne spejle på væggene og runde borde, hvor man i grunden sidder alt, alt for tæt, men hun foretrækker stedet, og derfor tækkes han hende. Hun elsker det, siger hun nogle gange. Store ord, den slags der virker til at blive hængende i luften, også når andre for længst er kommet til. Han tænker på, hvad hun egentlig mener, hvad hun har oplevet som er anderledes.

Hendes øjne er små og mørke, næsten sorte, og han spejler sig i dem, mens hun spejler sig i væggene.

*

Så snart rengøringspigen har forladt matriklen, går han en runde eller to i alle rum for at nyde hendes indsats. Kun få steder kan man stadig ane støvkornene i luften, et slags ekko af en forstyrrelse. Om det er sundt, det ved han ikke. Med forstyrrelser. Pigerne rykker tit rundt på nogle af de tomme rammer inde på spisebordet for at komme til med støvekluden, det passer ham heller ikke. Man burde trække sådan nogle fejltagelser fra i timelønnen.

Når stilheden bliver stor nok, og det sidste støv har lagt sig, låser han op ind til soveværelset, hvor pelsdyrene sidder bortvendt med den største uskyldighed, lange rækker af lodne, uglede rygge. Nogle gange overvejer han kraftigt at filme bæsterne i løbet af dagen, bare for at se dem glide ud af geled.

Bare for at fange dem i det.

Den ene piber svagt, da han drejer den om mod sig. Det er en underlig lyd, tynd og latterlig, og han klemmer de små, trekantede ører hårdt mellem fingerspidserne for at se, om den har mere i sig. I et langt øjeblik trækker han ikke vejret, venter blot på miraklet mens han stirrer ind i de små, runde perler over snuden. De kaster lyset tilbage til ham i blink, og pludselig husker han måden hun dufter på, før kaffelugten trænger fuldt igennem. Blomster på flaske. Med en dyb vejrtrækning hiver han et par pelsdyr ned og sætter kursen mod syrummet.

*

Han kan lide at omrokere.

Hvis man var tilpas pervers, kunne man med lethed forestille sig en pote på en snude, en hale i en øjenhule - måske endda et øje mellem bagbenene - men han er ikke provokatør og syr mest for sin egen fornøjelse. Derfor bytter han hellere ud, piller forbenet af den ene og sætter det på den anden, så den pludselig bliver langlemmet, hvor den før var pygmæ. Hvis han brugte den slags store ord, ville han kalde det fantastisk, hvordan symmetrien bliver til kaos og dernæst til antydninger, inden den toner frem på ny, ganske forandret.

I stedet rykker han dem fra hinanden, så alt det hvide vælter ud på gulvet og pelsen stritter i alle tænkelige retninger. Han lægger dem ud for sig på rækker, radbrækkede og blinkende, inden han beslutter hvem der taber, hvem der vinder.

En enkelt gang forsøger han sig med symaskinen, fordi han vil undersøge, om den stadig fungerer. Sjældent har man hørt magen til spektakel - den gamle, slidte nål går ganske vist ind og ud, ned og op, prik, prik, prik, men tråden må han selv supplere med efterfølgende, må stikke i det lodne stof med alle sine kræfter, og så er man lige vidt. Ellers står den også mest og fylder, symaskinen, mens fuglene sygner hen i det uvisse.

Pelsdyrene - det beskidte kravl - efterlader rødbrune pletter langs hans fingerspidser.

*

Han sover alene med soveværelsesdøren på vid gab. Langs væggen rykker de på sig, piber og hvæser og skriger og græder, for lige så snart det bliver mørkt, kan han ikke længere se dem rigtigt, og så gør de sig vigtige. Nogle gange kravler de op til ham i sengen, de af dem der stadig har benene til det, og så vælter de rundt mellem fødderne på ham, indtil han sparker dem ud blandt skyggerne.

Til sidst er der alligevel stille. Måske er det noget med tidspunktet, midnat, klokkeslag, måske er det bare endnu en cirkel, men han ved at de stopper, han stopper, og dagen efter vender han dem væk igen, tækkes dem, for sådan går det nu engang bedst.