Hun kom med septembersommeren
der rider på halen af august og klynger sig til høstfesterne,
kornstakkene og æblerovet og
nøgne, støvede fødder som synker ned i
vindrueklaser
langt ud på eftermiddagen.
Hun minder mig om de søde
vine fra sydlandet
som vi drikker til aftensmaden, som
mundskænken hælder op i mit glas
før turen kommer til hendes og jeg forestiller mig at
flaskens mund er min mund der rører kanten af hendes
glas og derpå hendes
rødmende læber,
let fugtige.
Langt ind i vinterens greb
er hun mild som septemberhimlens farve, denne særlige
blå, helt glasklar og
gennemsigtig og indhyllet i kærtegnende vindpust,
jeg betragter hvordan hendes
kammerpiger sætter hendes hår, de tæmmer disse lange lokker
der også lokker mig, men jeg lader i stedet
tavse skikkelser gemme
hendes
sidste
tilbageværende
vildskab
væk
i deres sved og møje, i
en ukendt mængde nåle og under
et tykt lag af pudder,
sådan er vi begge fanget i vores egen skønhed, ligeså vel som
i hinandens.
I min søn fik jeg et oktoberbarn, i skønne Rosalie
finder jeg hvert nyt, ømt øjeblik et barn af den niende måned.
Det er fuldbyrdelsens
tid.