Jeg kan ikke selv lave risotto.

Min egen madlavning er simpel, international på den måde hvor alle retterne mister deres nationalitetsforhold. Jeg laver pizza af dej, jeg har købt på køl i Meny. Jeg spiser pomfritter, French fries, fra fryseren. Ikke fra Frankrig - selvom jeg faktisk har hørt et sted, at de oprindeligt er fra Belgien. Potato, potato. Som det er, kan jeg ikke lave risotto. Ikke selv.

Det er Sanne, jeg inviterer over, når jeg har lyst til risotto. Hun laver dén, som jeg helst vil have og mens hun hælder svampe og hvidvin i gryden, hælder jeg kærtegn på hende. På hendes arm. På hendes højre skulder. På hendes venstre. Hun krydrer med salt og peber og fanger derefter min mund i et perfekt tilsmagt kys.

Sannes risotto er den bedste i verden. Måske fordi hun laver den til mig, når jeg har allermest brug for det, måske fordi hun laver den til mig frivilligt og oftest uden at jeg behøver spørge først. I dag vil Es nok gerne have risotto, gætter hun bare og hun tager aldrig fejl. Jeg vil altid gerne have Sannes risotto.

Så vi spiser risotto. Sammen. Vi spiser risotto af hårde tallerkener, men risottoen er blød. Blød på tallerkenen, blød på tungen, blød mod smagsløgene. Vi spiser risotto af hårde tallerkener, mens vi selv bløder hjerteblod, mens vi opblødes af den varme smag af smør og af kærligheden, hvormed hun har tilberedt den. Risottoen.

Jeg inviterer Sanne over, når jeg vil have risotto, for jeg elsker Sannes risotto og jeg elsker også Sanne.