Vanviddet er en kunstart,
jeg nu har perfektioneret,
det hører ikke til blandt de skønne kunster,
det er ikke smukt som balletten
eller som de blomster du plejede at købe om søndagen
og arrangerede i vasen med ansigtet
og øjnene og næsetippen,
vanviddet er ikke smukt
som nogen smukke ting, min elskede,
det tilhører en anden kategori.
Vanviddet er sin egen, som katten,
vanviddet kommer også og går
på samme måde og tro mig,
jeg kender kattens metoder,
jeg genkender dem som var de mine egne,
for jeg havde engang en kat,
hun var en forklædt prinsesse,
men den døde for mange år siden,
længe før du forsvandt ud af mit liv.
Navneskiltet ned til gaden står stadig i vores begges navn.
Dit og mit. Kattens har jeg heller ikke glemt,
hun hed Miden.
Hvem skal fortælle dig, at det er efterår,
når jeg ikke kan fungere som din kalender,
skal træernes brand eller himlens gråd gøre dig den tjeneste?
Ville dette lille værelse i sig selv være indikation nok,
de hvide vægge og sengen med tremmer for,
mine rastløse skridt fra skrivebordet
til skabet til vinduet til toilettet?
Hvis jeg sidder ned for længe derude, går lyset ud,
lyset går sin vej som du gjorde først,
jeg må huske at spørge det,
hvem der har sagt,
hvor man går hen,
når man går sådan ud af døren.
Døren til værelset kan ikke låses,
de skal kunne komme ind til alle tider,
men på intet tidspunkt i løbet af ugen kommer du.
Ugerne er lange,
weekenden er kort.
Den anden dag sagde lægen,
at jeg er indlagt med et knust hjerte.
Knuste hjerter findes der ingen kur for,
man lærer af tiden
at kompensere.