Hendes værelse stank af sex, af sved og fisse og det halve glas rødvin som Odetta havde spildt, da Alondra puffede hende ned på sengen. De bourdeaux pletter vinen havde efterladt på lagenet var helt indtørrede nu, men de havde også været i gang i flere timer siden da, for Odetta var lige kommet hjem fra et to-ugers job i London og før det havde de skændtes om hendes seneste filejs, Alondra huskede ikke længere hans navn, han var jo forsvundet ud gennem svingdøren ligeså hurtigt som han var stødt til. Odetta havde heller ikke nævnt ham, han virkede fuldstændig ligegyldig nu.

De solede sig i efterdønningerne, i skæret fra de rå vægge og de gammeldags glødepærer der var skruet i fatningerne som dinglede fra loftet, Odetta sad med en mintcigaret mellem læberne, pulsede løs med god samvittighed. Det gullige lys fik skyggerne langs gulvet til at danse, men krøbet sådan sammen oppe i sengen var de alligevel så uendeligt langt fra gulvhøjde, at der ikke var noget at være bange for, hvis man altså frygtede den slags. Alondra lod øjnene glide fra gulv til væg til loft, hver centimeter føltes velkendt, hun havde boet i værelset siden hun var sytten år gammel. Den del af hendes liv som ikke var tyre og træning og kamp lå her. De fleste af de piger hun gik i seng med fandt vej hertil, men Odetta lod sig aldrig mærke med deres spor, deres efterladenskaber, det forvildede korset, en i skyndingen glemt trusse, et tabt hår. Modsat Alondra virkede Odetta aldrig til at blive jaloux, havde ikke udvist den slags tendenser en eneste gang igennem det årti de var gået til og fra hinanden.

Alondra rynkede på brynene, lod tæerne glide ind mellem folderne i dynen der var blevet skubbet godt og grundigt ned i fodenden. Selvom klokken var over midnat, sad dagstemperaturerne stadig i væggens sten. Hvis hun rakte ud, ville hun kunne mærke det. Varmen. Som det var tilfældet med mange andre ting også, ikke sandt?

Et halvsmil.

Hun skottede til Odetta, mærkede kurven om læberne blive til noget hårdt. Et drag. Odetta var i gang med at fikse resterne af sin makeup i et lille lommespejl der hvilede fuldstændig ubesværet mod hendes håndflade, ikke som når Alondra skulle sminke sig til sine kampe. Det krampagtige greb om børsten. Aggressionen i hvert strøg. Uroen over sine træks pludselige uigenkendelighed.

De havde altid været meget forskellige, Odetta og Alondra.

Sjældent tog hun sig tid til at mindes deres barndom. Med årene havde de begge mistet den dimension, som om deres forhold først var startet det år Odetta vendte hjem fra sit kostskoleophold i England, hvilket ikke var forkert, men det var en modificeret sandhed som alt andet i verden. En sandhed af den bekvemme slags. Alondra tænkte på filejsen hvis navn hun ikke kunne huske mere, hun tænkte på samtlige af de mænd der var gået forud for ham, hun tænkte på lille Odetta, seks år gammel, som løb igennem staldene og råbte, du fanger mig aldrig, aldrig, aldrig, Alondra! Hendes ni-årige selv der hundsede efter, men ikke kunne følge med.

Måske var deres forholds principper, deres efterhånden vante roller, grundlagt allerede dengang. I en langt mere uskyldig kontekst, en langt mere ærlig én.

"Hvad tænker du på," spurgte Odetta.

Alondra trak på skulderen. "Ingenting," svarede hun.