Hendes lejlighed er stor og sparsomt møbleret, der er langt fra sofaen til hjørnerne, hvor skyggerne bor som edderkopper, de kravler frem hen ad eftermiddagen, bliver større i takt med aftenens fremskred, hun spiller afrikansk trommemusik til langt ud på natten for at holde mørket væk, men taber i sidste ende altid til bagsiden af sine egne lukkede øjenlåg. Lejligheden byder ikke nogen velkommen, så Lea tager aldrig piger med hjem, i stedet besøger hun helst andres langt lysere boligsituationer.

På diverse værelser ved Trøjborg, i Brabrand og Hasle gør hun sine knæfald foran dem der har inviteret hende indenfor, hun søger helt ind bagved strømpebukser og trusser, kysser ophedede inderlår, bestiger venusbjerge. Som hun ser dem, er alle kvinder engle uden vinger, kun stumperne sidder tilbage, de stikker ud på ryggen og for nemheds skyld kaldes de skulderblade nu, men det er resterne af en anden værensform, en gammel virkelighed. Uden deres vinger er hendes kvinder selvfølgeligt faldne væsner, de kan kun genrejses igennem tilbedelse og derfor lader hun sig selv falde sammen med dem, når hun går på knæ, derfor kalder hun sine eskapader mellem deres ben for englefald.

Når hun endelig vender tilbage til lejligheden, sidder der støv fra falmede fjer på hendes fingre, om hendes læber, i alle hendes tunges smagsløg og støvet bærer et særligt lys med sig som ingen edderkopper kan fortære. For hver pige hun genrejser ved et egenfald, lukker hun lyset ind endnu en anelse og en dag må selv hjørnerne da kunne kastes i et andet skær, så hun ikke behøver frygte, hvad de gemmer. Så hun ikke bliver nødt til konstant at flytte sin sofa en tak længere ind mod midten af rummet.