Lupe var tyve år gammel, da hun en våd oktobermorgen passede Alondra op på markedet, fik hende råbt til sig med et rungende Guiomar, Guiomar(!), Alondra selv var seksogtyve. Ikke kun tid, men verdener lå imellem dem.

Dengang.

-*-

Alondra på snart tredive var i mellemtiden holdt op med at betragte skærmen, når Lupe kiggede forbi med sin uregistrerede og sikkert ulovlige PC under armen for at se piratkopierede Blu-Rays af hendes mors optrædener, siddende på Alondras seng, hun betragtede i stedet Lupes ansigt, den barnlige begejstring og fascination hun tydeligvis følte ved hvert trampende trin, hvert sving af kjolen, hver stærkt buet arm i bevægelse. Kastagnetternes særlige klang kastede ekko, selv i halvdårlig kvalitet fra et stykke skrammelteknologi.

Ikke mange timer efter at hun overhovedet havde mødt Lupe, havde Alondra stirret sig mæt og delvist også blind på sin mors pixelerede krop, afstanden imellem dem blev jo ikke mindre, blot fordi hun vidste, at de begge huggede fremad på en let genkendelig måde, når de drejede højre omkring. Det var deres fællestræk, deres stærke ben.

-*-

Dengang.

Egentligt uinteresseret vendte Alondra sig imod lyden, imod den fine gadedanser som var lydens ophav, imod hendes brus af en kjole, rødt på hvidt, selvom snavset allerede havde lagt sig i lag hen over den slæbende, nederste kant. Intetsteds på hende stod der skrevet "sigøjner", men man vidste det, når man så hende, mærkatet klæbede til hendes brede mund, til hendes buede næse, til mørket i hendes hudtone, Alondra lagde alle disse træk sammen og kunne regne resten ud.

"Hvad vil du," spurgte hun. Jeg giver dig ingen penge, tilføjede hun muligvis ikke, men det hang i luften, sammen med støvregnen. Lupe betragtede hende længe i stilhed. Alondra ville til at gå.

-*-

"Kom her, Guió," kaldte Lupe nu i en høj hvisken, som ville hun ikke forstyrre afspilningens skrattende billede, dens skrattende lyd. Alondra sukkede og skubbede sig op af sin stol, vandrede på bare fødder over til den anden pige, kravlede på knæ og på hænder hen over dynen, hen til den ukrydselige grænse mellem video og virkelighed. Idet hun satte sig til rette mod muren, kyssede Lupe hendes skulder gennem skjortestof og ambivalens.

De havde givet Alondra så meget, havde både Lupe og Den Store Holguín, også kendt som Paloma Vivas, også kendt som Alondras mor, men visse ting kunne de stadig ikke skaffe hende.

Tilbage.

-*-

"Du ligner hende," havde Lupe svaret, selvom det selvfølgeligt ikke var noget svar på Alondras spørgsmål, det var helt uden foregivender.

"Hvem ligner jeg?"

"Din mor."

Pludseligt var det ligemeget, om Lupe var sigøjner, så det kunne ses og om hun var her for at tigge penge af hende, Alondra stirrede uforstående på hende, kunne for sit indre blik fremkalde hundredvis af stillestående motiver i sin mors billede, hun havde aldrig set hende bevæge sig, havde kun sine bedsteforældres fotobøger at vurdere ud fra, men selv i stilstand var det nemt at se, hvor lidt hun lignede hende, Den Store Holguín, som havde været høj og langlemmet, lidt som pigen i flamencokjolen foran hende var det. Ikke meget højere end Alondra, nødvendigvis, ikke alenlang og svanehalstynd som Odetta, for eksempel, men nok til at det gjorde sig noteret.

Visse ting var tabt på forhånd.

-*-

Måske var Alondra stærkere, men Lupe var længere og smallere på alle de tydeligste steder og hun havde ingen bedstemor, hvis navn hun kendte, at arve sin bygning fra. Lupe havde kun sin mor og hende brød hun sig ikke engang om, fordi de var navn- og ansigtsløse, kunne alle slægtled derudover være hende ligegyldige. Her sad Alondra ved siden af hende og kunne navngive sin slægt ud i tiende generation, men det vigtigste led var til gengæld ikke mere end et navn, et foto, en bevægelse på en optagelse. Engang.

-*-

"Jeg ligner ikke min mor," havde Alondra sagt og det var et nederlag der lå til konklusion.

"Men jeres bevægelsesmønstre er så ens, du fraserer også til kanten i dine crescendoer, præcis ligesom hende," sagde Lupe og afslørede i denne ene sætning både at hun havde set Alondra i arenaen og at hun havde set Alondras mor danse, et sted. Alondras øjne snævrede ind, blev til sprækker, hun var ikke dum, pigen var alt for ung til at have set Spaniens mest berømte flamencodanser i levende live. Alle vidste jo hun var død i barselssengen, Alondra vidste tilmed, af erfaring, at hun aldrig havde nået at holde sin datter.

"Hvor har du set hende henne?"

-*-

Og imens hendes mor dansede på skærmen, det var en scene fra forestillingen Carmensita, lænede Lupe sig varmt og blødt ind imod Alondras side, deres skuldre rørte hinanden og deres arme slangede sig, men alt Alondra kunne tænke på var, hvordan hun engang havde haft tusind forestillinger om måden hvorpå hendes mor ville have løftet hende i vejret og snurret dem begge rundt i høj fart, nu var alt hun havde tilbage disse brugte disketter der hakkede som ind i helvede og en dag ville de vel sidde fast i drevet. De ville ikke stå til at redde.

For sådan lød historien om hendes mor.

-*-

"Hvis du vil, kan jeg vise dig det," inviterede Lupe, lovende og lokkende - og Alondra så sig ikke tilbage, før hun gik med hende hjem den første gang, så måtte pigen frarøve hende alt hun ejede og havde, hvem vidste, om det ikke var præcis hvad hun havde gjort allerede. Ved den blotte sammenligning.

-*-

Imellem dem lå tiden.