Lupe boede til leje i udkanten af russerkvartererne, hun havde formået at indlogere sig i loftsværelset hos en tudsegammel tidligere balletdanser (åh, jeg plejede at være en prima ballerina, ville damen hårdnakket påstå, Rusland var gået op i flammer siden da, ingen kunne længere tjekke efter, om det var rigtigt) som tydeligvis havde levet i luksus før krigen, kunne man fornemme ud fra hendes indretningsstil, hendes mange små skatkamre, fulde af klenodier fra førkrigstidens tåger. De forsvandt selvfølgeligt igen lidt efter lidt, for at få mad på bordet og smør på brødet, måtte man sælge arvesølvet, det vidste russerne om nogle. Hver gang Alondra kom på besøg, vandrede hun forbi endnu en tom plads i nipstingslandskabet på vejen hen til stigen, der ledte op til Lupes gemakker. Fru Balashova skænkede hende aldrig et eneste blik under denne valfart, det forblev hendes tydeligste indikation for, at hun bestemt ikke billigede deres forhold, men hvad skulle man også sige til det, kvinden var tæt på de firs, hun var russer og af en anden tid, hendes forståelse af moral byggede på et helt andet grundlag. Som det var, måtte hun leve med Alondras visitter og det gjorde hun jo også fint, fraset de gange hun kom hen og bankede på døren med sin stok, når de havde sex, noget de selvfølgeligt bare grinede af, før de fortsatte.

På trods deraf betalte Lupe en minimal husleje og fik sine balletlektioner gratis til gengæld for kærlig pleje af sin lærerindes ophovne ankler og krogede tæer om aftenen. Lupe masserede og smurte ind i cremer og klagede sig ikke - og denne kærkomne byttehandel fik da også Alondra til at se med lidt andre øjne på den ældre russer, enhver der viste Lupe venlighed havde gjort et eller andet rigtigt i sit liv.

Hun vidste godt, at det udsagn ikke altid gjaldt hende selv.

"Du har været væk så længe denne gang, Guió," hviskede Lupe mod hendes hals, efterlod store, røde plamager af læbestift fra skulderkurven og opad, hun kom direkte fra en lang eftermiddag i gaderne, hvor hun dansede flamenco til lyden af sine små, medbragte højtaleres ujævne ekko. Turister havde de ikke mange af i Spanien mere, men dem der kom, betalte stadig helst for et billede af det åh så autentiske byliv og det billede gjorde Lupe sig gerne til en del af for nogle håndører, så havde hun råd til flere kostumer, flere trikoter og tåspidssko. Alt hendes udstyr.

Nedenunder loftsværelsets grove trægulve kunne Alondra høre Fru Balashova bevæge sig ud i køkkenet.

"Noget underligt skete i går efter opvisningen," fortalte hun Lupe uden at svare på spørgsmålet der gemte sig så underforstået i hendes konstatering. Hvorfor? Lupe trak sig lidt væk, hvilede hagen på Alondras skulder der så meget mindre bred ud uden hendes tyrefægterdragts skulderpuder til at forstørre omridset, i det mindste var hun lige stærk af den grund, Alondra kunne sagtens bære vægten af den anden piges interesse. "En indisk kvinde lejede sig ind hos mine bedsteforældre i to uger. En indisk kvinde i fuld fransk udklædning."

"En kvinde?" I de to simple ord kunne man allerede høre mistænksomheden ligge på lur. Lupe blev hængende om skulderen på hende, men hendes greb med fingrene i Alondras skjortebluse blev et tak hårdere, mere desperat. "Hvor gammel er hun?"

"Det ved jeg ikke, det er svært at se, hun kunne være 25 eller på min alder, jeg spurgte ikke."

"Er hun smuk?"

En djævel for i Alondra ved hele dette tredjegradsforhør. Hun genkendte godt mønstret, selvfølgeligt, som Odetta kunne pine hende i hendes jalousi, sådan pinte hun selv til tider Lupe, tider som nu, hvor det var uendeligt latterligt overhovedet at tænke, at hun havde nogen interesse i frøken Tanya derhjemme (var det ikke bare, ikke sandt, latterligt), men man sparkede nedad her i verden og Lupe kunne næsten ikke styre sig, Alondra kunne se hendes uro i de udvidede pupiller, den lette bævren ved hendes underlæbe, mærke den i musklernes forkrampelse. Hun var som en kat med pelsen strittende ud til alle sider og fordi Alondra var vant til at kæmpe mod tyre, kunne hun alligevel ikke lade være at træde nærmere, drillende, provokerende, dumt.

Hun gjorde det, velvidende.

"Det er ikke rigtigt til at se for alt det pudder," begyndte hun langsomt, overvejende, imens hun vendte ansigtet en smule for bedre at kunne se Lupes udtryk i konstant forandring ved siden af sig, først opstod der en let sammentrækning af brynene, fulgt af en hård udånding, et spirende smil som endeligt fuldbyrdedes med et lysende glimt af tænder. I lettelse over det manglende seksuelle element, hendes fortsatte enlige status i sin elskede Guiós liv. Alondras ene øjenbryn løftede sig en smule, så fortsatte hun: "Men pudderet kunne man jo altid tørre af, man kunne fjerne det sammen med hendes tøj, det ville være nemmere at vurdere, hvis hun var nøgen, forestiller jeg mig..."

"Guió! Du forestiller dig slet ikke sådan noget!"

Lupe trak sig væk, satte sig surmulende på sengen, helt oppe i hjørnet, hvor Alondra ville blive nødt til at flytte sig, for at kunne komme til hende. Hendes brede mund tegnede en perfekt bue, mundvigene nedad, øjnene hårde og brune som istidsflint. Alondras egne øjne, også brune, men en anden nuance, ikke så mørke, ikke så hårde, snævrede sig ind til sprækker, hun følte sig legesyg nu, hun havde vækket killingen fra sin søde søvn. Ordløst kravlede hun over til den anden pige, sneg armen om hendes talje og hev hende ned at ligge, hvilede det halve af sin vægt mod hendes overkrop, holdt hende nede. Lupe hvæsede, hvislede som en kobraslange, gjorde sig fyrig og arrig og i det hele taget rig på bevægelse, hun vred sig under Alondras kropsvægt, men Alondra var for stærk. Alondra var altid den stærke, hun var Guiomar, Guió.

Sådan som det helst skulle være. Imellem dem.

"Hvad så, om jeg synes vores nye indiske dame er smuk, tossefugl," hviskede hun, idet hun kyssede sig vej ned over Lupes ansigt, pande, kinder, næseryg, hage, kæbeparti, mund, ikke at hun gjorde, fandt hende smuk overhovedet, men hvad så hvis? Lupes hår spredte sig ud til alle sider omkring hendes hoved på madrassen og Alondra begravede næsen i det, løb munden over et hav af hårstrå, åndede hendes særlige duft ned i lungerne. Varm og støvet og hårdtarbejdende, spansk. Lupe duftede om nogen af Madrid, så kunne Thrift tage alle deres fine flakoner, Paris, Stockholm, Berlin og hvad de ellers kaldtes, og sende dem tilbage til London, hvor de blev lavet, lige meget i hvilket navn. Dette, dette var autentisk. Dette var ægte.

Nedenunder hende slappede Lupe langsomt af. Alondras hænder vandrede, holdt hende ikke fast ved taljen længere, men rørte hende i stedet blidt ved maven, ved mellemgulvet, ved brystet og ved halsen. Hendes øreflip fandt vej ind imellem Lupes tænder. "Du synes, jeg er smukkere," spurgte hun i en lang, rystende udånding der fugtede den tynde hud i Alondras øre.

"Mmm," svarede Alondra bare, det var hverken en benægtelse eller en bekræftelse, det var bare en lyd af umiddelbar nydelse.

"Du synes, jeg er bedre end dem alle sammen, det er derfor du bliver ved med at komme tilbage til mig." Lupes åndedræt var ujævnt nu, hendes intonation snublede og sprang vilkårligt, fordi Alondras knæ var på vej op imellem hendes ben, gled langs lægge, gled langs inderlår. Skubbede opad, opad, op.

"Jeg synes, du er tosset, Lupe," svarede Alondra og flyttede hovedet nok til at kunne kysse hende, suttede alle hendes efterfølgende ord i sig, før de kunne komme i vejen, kvalte enhver tilbageblivende tvivl om indiske Tanya i de franske klæder og hvordan hun monstro ville se ud, uden.

Der gik ikke et halvt minut, så kom Fru Balashova og bankede på loftsværelsesdøren med sin stok, bank, bank, bank, i takt.