Du har stærke skuldre, sagde en pige som hun havde knaldet engang, mens Odetta havde været udenlands eller i hvert fald andetsteds engageret og hun mente ikke fysisk. Langsomt havde hun ladet hænderne løbe ned over Alondras nøgne skuldre og fundet dem ganske urokkelige, fordi Alondra var det, på den måde virkede de som et karaktertræk i sig selv, som et smilehul eller et modermærke, det ubeskrivelige man huskede først. Alondra kunne ikke længere genkalde sig pigens navn, det var forsvundet i mængden, men hun huskede godt hendes lår og sådan vidste hun, at kropsdele sagtens kunne være vældig karakteristiske.