Kapellet var en lille kvadrat af et rum, rå murværk på alle sider, når døren var lukket, henlå det i mørke, for der var ingen indbyggede vinduer. Engang havde det været udsmykket med kristendommens kors, med katolicismens rosenkranse, men nu var den store støbejernslysestage med plads til hundrede lys den eneste tilbageværende spiritualitet. Sentimentalitet. Det var tradition - at en tyrefægter tilbragte det sidste kvarter inden han gik i arenaen her i kapellet. Alondra gjorde selvfølgeligt det samme, tømte hovedet og lod den sitrende ro overtage sig, den eneste ro der var hende til dels, når hun skulle kæmpe.

Og fordi kapellet vel stadig var et slags religiøst rum i deres ellers demonstrativt ureligiøse verden, havde Alondra udviklet et særligt ritual i årenes løb. Hun tændte altid tre lys, et for hver af sine forældre, matadoren og flamencodanseren, og ét for sig selv, deres datter, hvorefter hun hviskede den samme bøn til luften der hverken lyttede eller gav en eneste lyd fra sig i respons. I denne sammenhæng var kun den underliggende tanke magisk:

"Indtil vi alle tre kan være fælles om døden."

Når maden var sat på bordet til deres familiemiddage søndag aften, skålede Padre altid til hendes forældres ære, til Manuel og Paloma, må de hvile i fred, ville han sige som det første, før glassene begyndte at blive hævet til Ventas-ringens storhed i stedet, til Vivas kvindernes skønhed, klinke til alle de ting man fejrede i takt med at genstandene røg indenbords. Alondra havde ingen romantiske forestillinger om dødens væsen, døden tog en, når tiden var inde og man kunne ligeså godt lade være at forsøge at løbe fra den, de skulle jo alle dø på et eller andet tidspunkt, i hendes hverv kunne man være uheldig og man kunne være heldig, man skulle helst være det sidste på ugentlig basis, endda. Alligevel bad hun, i sine enlige stunder, som et ekko af sin bedstefar, at de levende måtte huske at leve og de døde måtte finde ro.

Netop den ro der ikke var de levende forundt. Den sitrende ro, den sjældne.

I rummets mørke ville hun sidde og lytte til den fulde tyrerings åndedræt. Hun ville lytte til sit eget åndedræt, langsommere og tungere, røgen fra lysene ville kilde i halsen, i næseborene, hvis hun drejede hovedet for hurtigt til siden, lagde dunkelheden sig over hendes øjne som en uigennemtrængelig skærm og et splitsekund fulgte af barnlig forventning, hvor hun tænkte, hun kunne være død nu, men hendes forældre manifesterede sig aldrig og hendes lunger ville derefter fyldes til bristepunktet, så hun igen kunne mærke sig selv. Det prikkede næsten smertefuldt, voksenlivet.

Kontrasten mellem kapellet og arenaen voksede sig hver gang større, voksede sig enorm, ikke blot på grund af eftermiddagslyset, larmen, verdsligheden, men fordi Alondra aldrig ønskede sig andet end at overleve endnu en dag, når hun stod overfor sine tyre. Den første, uudtalte del af hendes bøn vejede i sandets skred under fødderne tungere end de ord hun faktisk sagde i stearinlysenes skær, med mørket altid hængende i kanten af synsfeltet:

Lad mig leve.