Arenaen var altid tæt pakket om søndagen, i kølvandet på endnu en uge, hvor Madrids befolkning, høj som lav, havde været lænket til deres arbejdscomputere, for de færreste kunne følge hendes eksempel og frasige sig digitaliseringen bare halvtreds procent, ikke engang hvis de ønskede det. For de velhavende bredte fladskærmsunderholdningen sig også hjem i stuerne. For resten var den tidlige spærretid det eneste de fik at lege med og kun hvis de havde kontanter til bestikkelse. Realiteten for langt de fleste, disse dage, var ikke så gavmild.
Bag sig kunne Alondra høre Chocolatero vende - en tung, dundrende lyd af 600 kilo på klove der skred i sandet. Det første en tyrefægter trænede sin tyr til, inden de gik i ringen sammen, var altid at vende tilbage til sin torero. I denne kunstart var det den eneste garanti man kunne få; det tætteste man kom på forudsigelighed. Ligesom den tvingende sandhed at alle mennesker skulle dø, men ikke hende, ikke her og ikke i dag. Sådan vidste hun, idet hun vendte sig om i en hvirvelvind af rødligt fløjl, at Chocolatero ville stampe i jorden, så hele hans brede omrids udviskedes af støvet, og sætte i løb mod hende.
Et brunt, blødt tordensvejrsrabalder. I fremdrift.
*
Lupe duftede af cigaretrøg, sved og aromaafsmitningen fra hendes kastagnettræ. Hver gang hun havde rundet hjørnet ved Calle de Alcalá i løbet af dagen, havde Alondra fanget et glimt af den anden kvinde. Klædt i et af sine fuldbårne kostumer, imens små højtalere tilsluttet hendes telefon kastede ekkoer af flamencomusik ud imellem murstensbygningerne omkring hende. Turisterne betalte hendes balletundervisning, så hun dansede stædigt. Videre, videre. Alondra vidste, at hun drømte om Akademiet. Hvor Alondras egen mor uddannede sig og startede sin karriere, før verden var gået helt af lave.
Nu havde hun sat sig på kanten af Alondras seng, en nøgen udstilling af elfenbensindpakkede former. Store, faste bryster og hår der lignede kastanjebrus. Bølgende og blødt, idet Alondra lod fingrene løbe over spidserne. Blot spidserne. Lupes hår var blødt på en anden måde end hendes tyres pels. Man kunne --
Ja, sådan. Lige præcis sådan. Med et gisp og en stakåndet latter lod Lupe sig hive baglæns, ned oven på det uordentlige bjerg af lagener og dyner, Alondras hånd begravet i det nærmeste hav hun kendte.
*
To gange lod Alondra tyren passere, så tæt at kun hendes kappes tynde stof adskilte dem fra hovedkulds kollision. Hun drejede på en mønt, indhyllede sig selv - hele sin længde, i et nytteløst skjold af gult og pink. Igennem Lupe havde hun lært, at man i balletverdenen kendte trinnet som en piruette. Farverne behøvede vist heller ingen oversættelse. Talte for sig selv, på trods af at Chocolatero var farveblind og kun undgik at spidde hende, fordi hun kunne aflæse hans bevægelser ned til den mindste muskeltrækning.
Han lavede en U-vending, før han nåede enden af arenapladsen. Var allerede begyndt at løbe, da hun stillede sig ansigt til ansigt med ham igen - hovedet bøjet og hornene majestætisk svunget opad. Naturens helt egen kalligrafi. Engang forlod de færreste tyre ringen i live, men reglerne havde forandret sig med tiden. Var blevet anderledes, menneskeligere. Noget havde de som art taget ansvar for.
På tilskuerpladserne begyndte råbene at stige i volumen. De rejste til himmels som flaksende, bevingede lydspor. Hun lod kappen falde.
*
Deres forhold var skævt, hendes og Lupes. Havde været skævt fra begyndelsen. Ikke på grund af aldersforskellen, for de fleste kvinder Alondra havde været sammen med var yngre end hende selv. Også Odetta. Det var diskrepansen imellem hvem Alondra var - og hvem hun var, sammen med Lupe. Ikke at Lupe kunne se forskellen og lad hende endelig leve i lykkelig uvidenhed, men Alondra kendte sandheden. Som et vilkår levede hun med den.
De kyssede hinanden som vilde dyr. Bed og flåede; Lupes lange negle efterlod røde mærker ned af ryggen på Alondra, da hun hev hendes løse sommerkjole op over hovedet på hende. Hendes fingre spejlede sig i mindet om Alondras, få minutter før og sled i Alondras korte, pjuskede hår uden at miste identitet som et kærtegn.
Alondra mindedes fra franskundervisningen, at man i Frankrig plejede at kalde orgasmen "den lille død". Disse dage havde man ikke længere råd til at kaste netop det ord i grams, så udtrykket havde ikke overlevet verdenens tilstande og franskmændenes pludselige ordentlighed. Hun huskede det bare. Huskede sin fransklærer udtale det, langsomt og tydeligt, med sine malede læber. Glinsende og svulmende. Svagt røde.
*
Hele tyreringen trak sig sammen i et ellevildt skrig, da Chocolatero en sidste gang dundrede mod hende. Selvom tyrefægtning ikke havde været et drabeligt spektakel i årtier, var det stadig ikke ufarligt. Ikke for hende. Men hun var ikke blevet en af Spaniens mest kendte matadorer, kun fordi hun satte sit hår med et spænde (der skabte det infamøse omrids af en hanekam) eller fordi hendes dragt ikke kunne skjule hendes bryster (hvor diskrete de ellers syntes at være i langt de fleste sammenhænge). Alondra havde skaffet sig sit andet navn, fordi ingen andre tyrefægtere i Europa kunne give dødsstødet med samme styrke og ynde som hun.
Uden kappen til at aflede ham var Chocolateros eneste fokus hendes krop. Hvert af hendes bevægelser, så hun forsøgte ikke at bevæge sig for meget. Mærkede jorden ryste under sin egen vægt der til sammenligning var ligegyldig. Hun havde trænet ham godt; vidste at han ikke med vilje ville skade hende, men overfor ham - nosser og testosteron eller ej - ville selv den mindste fejltagelse bliver til en ulykke. Hendes.
Et sekund før sammenstødet trådte hun til side og fik fat med den ene arm over ryggen på ham. Svang sig henover det smalleste sted og holdt fast med knæene, imens Chocolatero fortsatte i ring. Rundt og rundt, et bukkespring et eller andet sted i sammensuriet. Dette øjeblik var det farligste. Så længe hun ikke stod med fødderne plantet i sandet, styrede han. Indtil hun gav ham tegnet tydeligt nok til at han forstod, var hun i hans magt. På én og samme gang var hun så tydeligvis i sit rette element og langt, langt ude i stratosfæren.
Hele hendes system var sat på automatpilot, imens hun fiskede espadaen frem fra sin inderlomme. Alt hun gjorde, var at reagere. Hun lod sig rive med af stemningen og stemmerne (Guiomar, Guiomar, Guiomar) der fik hende til at le. En smule manisk. Sejrrigt, sejrrigt.
Med et hårdt slag af sin arm smadrede hun den lille plasticpose med teaterblod mod siden af Chocolateros hals. Han hadede det, vidste hun. Hadede uforudset bevægelse og al berøring ved hovedet. Da han gryntede og hoppede til siden, havde hun derfor allerede forudset det. Hun rakte frem og hægtede sig fast i hans ene horn med begge hænder. Lod sig glide sidelæns af og brugte hele sin kropsvægt til at hive ham med. Han kunne rive hendes skulder af led eller det der var værre, men han var død nu.
*
Sædvanligvis var Lupe ikke lavmælt. Hun talte højt, råbte højere endnu og Alondra kunne kun komme i tanke om to steder i verden, hvor hun var stille. På scenen og i sengen. Med benene spredt og Alondras kind hvilende i dalen imellem lår og underliv, var Lupe intet andet end hviskende åndedrag og svedig hud. Spændte muskler. Alondra spredte hendes skamlæber, duften af ophidselse sød og frugtagtig i luften. Som var de tilbage i Edens Have, ikke at nogen tænkte for meget over altings begyndelse mere. Religiøse mennesker var de generelt ikke i Europa.
Hun lænede sig ind, langsomt. Åndede, vådt og tungt, henover venusbjergets fald. Lupes kønshår var mørkere end bølgerne som Alondra var dykket ned i tidligere, stridere og tæmmet i en trekant der syntes at falde naturligt sammen med alle hendes andre formers arkitektoniske landskab. Modsat Alondra (som havde arvet sin bedstemors spinkle bygning) var Lupe ikke andet en røv, hofter og lår. Alondra havde set sin mor danse på film og Lupe var bygget præcis ligesom hende, men det var noget Alondra valgte ikke at tænke for indgående over. Lige meget hvor skævt de gik af hinanden, så kunne hun faktisk godt lide det Lupe gav hende. Dette, dette.
Hendes frie hånd havde et fast greb i Lupes venstre lår, pressede det ud til siden. Åbnede hende endnu mere op. Lupe snappede efter vejret. Alondra skubbede sig bedre til rette, slikkede brede spor hen over hendes indre skamlæber - spor der i sidste ende ledte op til hendes klitoris. Rytmen kom af sig selv. Indgroet og indøvet på nuværende tidspunkt. Om Alondra stod i arenaen eller lå her, var reglerne de samme. Hold rytmen. Bliv på takten. Præcision. Fart.
Idet hun begyndte at lade sin tunge spille hen over Lupes klit, pressede hun langsomt to fingre ind imellem de våde folder. Glinsende, som hendes fransklærerindes læber. Alt der fulgte efter var blot aflæsningen af muskelspændinger og vejrtrækning. Den intense opbygning af varme og vildskab i kroppen, under huden, som en feber. Sex og tyrefægtning var i bund og grund ikke så forskellige i natur.
For da Lupe svajede skarpt i ryggen og spændte musklerne, indtil de gik i stykker i et efterskælv, mærkede Alondra det. Det samme rus som når hun endnu engang forlod tyreringen uskadt og i live. Følelsen - ikke af "den lille død", men af den overvældende livslyst som den efterlod.
*
Modvilligt lod Chocolatero sig slæbe ned på knæ, men han kendte hende og han kendte rutinen, så da hun kom på benene og holdt sin skinnende røde håndflade op mod publikum, blev han liggende som det symbol han var. Symbolet på den menneskelige urkraft der overlevede, overlevede sin egen svaghed, verdens vælde og som så sin værdi reflekteret i floder af blod.
De skreg hendes navn. Ikke hendes rigtige navn, men det navn hendes bedstefar gav hende i gave, første gang hun gik i arenaen som professionel. Guiomar. Det berømte slag. Måske var det på tide, tænkte hun, imens hendes hjerte langsomt faldt til ro til lyden af det evigt stigende brøl fra menneskemasserne på alle sider, at døden ikke længere blev omtalt i størrelse, men i skønhed.