Før bjergene fødtes, lå englandet fladt hen, det kendte ingen former, det tegnede sig i lige linjer langs horisonten, som lå selve himlen ligesom en tung vægt indover den udstrakte overside og pressede englandet ned i jorden, hvor det kun blev mødt af modstand og mørke.

Til sidst blev presset for stort, mørket for dybt og jorden skælvede under sin betvingers kropsvægt, måtte udskille to rækker af bjergtinder, måtte føde to døtre i bjergform, Imka og Asammika kaldte englandet dem, for den ene var kun stærkere end den anden. Himlen trak sig tilbage til sine højder, da han så, hvad han havde kaldt frem af jorden og englandet lagde sig udmattet til at sove og således sov englandet i de næste, mange hundrede år.

I ensomheden der opstod, mens deres mor genvandt sine kræfter, studerede bjerg-gudinden Imka og bjerg-gudinden Asammika det omkringliggende landskab og de fandt det kedeligt, malet udelukkende i horisontaler.

- Lad os skabe kurver, lad os skabe forhøjninger, bøjninger og cirkler der tegner sig både halvt og helt, sagde Imka til Asammika, men Asammika var mindre impulsiv og mere praktisk anlagt end sin søster, hun så på hende og sagde:

- Hvordan? Himlen har trukket sig tilbage, her er ingen mand som ville kunne befrugte os.

- Hvem behøver mænd, lo Imka og rejste sig i to strunke tinder som bryster der pegede mod himlens tilbagetrukkethed. - Vi er bjerg-gudinder, vi er skabt af tyngde og pålagt pres, vi er skabt af skarpe linjer, vi behøver kun hinanden, min søster.

Og Asammika betragtede Imkas to tinder, imens hun langsomt skød sine egne frem, de pegede stejlt mod det fjerne hvælv over deres hoveder og hun indså da, at hendes søster havde ret, de behøvede blot hinanden, ingen mand.

Over de næste århundreder, imens englandet sov og stille tørrede ud og efterhånden lignede, at det var ganske dødt, gned de to bjerg-gudinder tinderne mod hinanden, således at der af modstandsdygtigheden udsprang en stor flod på hver side af deres bjergryg, en flod til englandet på den ene side og en flod til englandet på den anden.

Imka kaldte østfloden, sit eget barn, for Tilil og skreg til himlen: - Jeg har fået en søn uden din vægt vejende på mig! Asammika kaldte vestfloden for Elasiro, men sagde ikke andet end hans navn i en hvisken, for han var en blidere flod end Imkas brusende vandsøn.

De to løbende kilder vækkede langt om længe englandet til live igen og idet landskabet lidt efter lidt vågnede op til dåd, sprang mennesker frem af hendes nu vædede overflade, for døtrenes flodbørn havde befrugtet hende igen og hun fødte hele Omatays befolkning, dér hvor vandene rørte jorden og blev til banker af mudder.

Af mudder fødtes menneskene, til mudder skal de atter en dag blive, de skal overgives til tvillingeflodernes bugtende løb og underlægges skyggerne, sådan som de bliver kastet, langt og skarpt, af bjerg-gudindernes tinder.

Således startede alt liv og således skal alt liv igen slutte.