fortovet er en afstand, ligesom busstoppestedet er en afstand og strøget er sin egen afstands-
opmåling, fra banegården til domkirkens plads, hvor vi slår os løs og trækker tættere på
hinanden. på
trods.
dine fingre er et fangstnet imellem mine, jeg fastholdes på
stedet.
fra min venstre pupil til din højre hænger et lydspor udspændt, opfyldt af akavede rettelser, modvillige stilheder, musikken som spiller (i baggrunden), når man er
usynlig og italienske Tonys:
call me, I mean it.
I mean it.
I mean it.
regnbuerne, har jeg hørt, lyder på en anden måde, når de ikke knuses mod det asfalterede, under uvidende skosåler eller når de lettes
og stiger (til vejrs) op over, ligesom vi to står distancen fra ende til anden - over alle jordens rundinger, tilbage til domkirkepladsen.
jeg kysser dit kindben, din fint konstruerede amorbue (som jeg har lagt mig under for), da ingen udover dig ser alle mine kulører, vi står i skyggerne, ingen ser os.
to
veninder.
verden beskriver helst
fra den anden planet til
den fjerde,
I mean it.
I mean it.