En tidlig morgen
Shinkaichi-distriktet
bærer mørkets vægt
Et love hotel venter
på gadens anden side
Værelsets vægge
er malet skrigende pink
Ungpigedrømme
brister under vægten af
det voksenliv sengen ser
Selv når hun er der
står huset tomt, runger som
en ensom klokke
Han vender altid glad hjem
til sine kolde sutsko
I lovens øjne
er de rette ægtefolk
De holder sammen
ved deres ringefingers
yderste, bøjede led
På bare én dag
så hun sig selv forvandlet
fra en Minami
til en fuldstændig fremmed
med en fremmed persons navn
Spiseritual
Bordet står imellem dem
æder deres ord
"Må jeg bede om vandet"
rækker han frem mod hende
Hun betragter ham
på tværs af en afstand som
er ukrydselig
Hvor langt hans blik end rejser
ser han kun hendes ydre
Katten Kouta
er ikke mere lille
Den overgår nu
hendes små "elsker dig'er"
i voluminositet
Ved midnatstide
kysser han hendes læber
uden at vide
gårsdagens elskerinde
spøger i læbestiften
Det samme hotel
på et velkendt værelse
med en ny kvinde
"Love" er ikke et ord
som de velvilligt bruger
De efterlader
kun mærker på hinanden
som kan vaskes af
Fremmed læbestift har lagt
en kontur om hendes bryst
"Så er jeg hjemme,"
råber han til stilheden
og den store kat
Det forestiller hun sig
uden at gå tilbage