Hun vågner som i en drøm, hun ved at søvnen kan forekomme hende, at søvnens tur er kommet nu. Så meget opfatter hun og ligeledes i sovende tilstand, at dette land umuligt kan eksistere i de vågnes verden, verden her er skabt af en anden slags atmosfære, den er opbygget af synsbedrag og tankespind. Alle forhåndsgivne regler opløses i skyggernes hvidhed, under disse bjerges rene tyngde lever man som fredløs og fredssøgende i lige mål, fordelt, fordelt. Over krop, under ånd.

Blink.

Emma gnider søvn ud af øjnene, hun ved at bussen ikke tilgiver nogen forsinkelser, så hun lader søvnens sandheder klæbe til fingrene og løber fra sin egen træthed, hendes sko trommer traditionelle rytmer mod fortovets fliser. I mellemtiden er hendes ellers ensomme busstop blevet befolket, enligt, pigens hud er skåret i mahogni, indfarvet i nuancer af kanel og efterår. Hun ser velkendt ud. Emma stiller sig ved siden af, de røres ikke ved, de venter, men på hvad? Det samme, sammen, spørgsmålstegn.

Blink.