Fuldstændigt tom er hun ikke, hun tænker på ting - som måden farverne drypper af bladene udenfor, måden bladene drypper af grenene og antallet af kilometer fra Aarhus til Sapporo, Hokkaido, Japan (8094), hvor efteråret skulle være ligeså flygtigt som det er smukt, fortalte et naturprogram på DR hende engang. Hun kender ingen japanere hun kan spørge. Hun kender i virkeligheden så få. Sin forlægger og sine læsere kender hun ikke eller sin bostøtte, de er hinanden fremmede, stadigvæk. Trods alle deres ivrige udvekslinger rører mennesker egentligt højest facaderne og de blanke overflader og spørgsmålet er, med hvilke ord man kan lukke nogen indenfor. Ord har hun nok af, men er det de rigtige hun skrev ned, dengang hun faktisk skrev. Er det de rigtige der sidder fast i fingrene nu. Hvor gemmer det sig, hendes eget sesam sesam?

Sådan tænker hun.

Sengen er blevet hendes nærområde, et postnummer burde følge med rammen og en sikker e-mailadresse, så hun ikke behøver rejse sig eller løfte armen, hver gang hun skal tjekke post. På Facebook får hun invitationer til arrangementer hun gerne ville vise interesse, arrangementer som hun forventes at deltage i selv eller som hun syntes godt om, før september gjorde skumringen mørk og mat. Det er enogtyve dage siden, hun sidst forfattede noget af betydning, ordene afviser hende og hun ødelægger hele sætningskonstruktioner, når hun alligevel prøver sig frem.

Disse dage når lyset hende til sokkeholderne, hun bevæger sig igennem sit trinsprog per automatik og lyset følger modvilligt i hendes fodspor, går hende i leveren, går hende i lungerne, men ikke længere. Lyset når hende ikke til hjertet, nej, det går hende heller ikke til hovedet.