Havgus
Månegrus
Galopperende galskab
i endeløse skove
og kviksandsbefængte søer
Bjørneklør,
dystre drømmefangere
og krænkende kvaksalvere
står i kø
ved tankens tankeløse bred
Er du sindssyg?
Jeg tror det rabler
Eller også
er jeg bare
Jeg synker
Holder mig kun oppe
ved hjælp af
sanseløse sammentrækninger,
bedøvende børnesange
og af det
der blev sagt
og ikke
i sin tid
da noget stadig
gav bare en lille smule
mening
Må ligne et faldefærdigt fugleskræmsel
med disse sorte rander
under øjnene
og frastødende arme
på vej ned
i sumpen
I sindssygen
Ned mod bunden
Tomme for tomme
Ned i dybet
Mørket
Er du tosset?
Jeg må være gal
Hvad kan man ellers
sige til sit forsvar?
Øjnene ser
hvad de nu
en gang ser
Hovedet fucker op
som det nu
en gang vil
Skrubtudser fra Heksemutter,
ålegræs
og tankeløse tankestreger
æder mig op
nedefra
Fugle og andet
vanvid
nipper i øre,
næse
og mund
Hvis der er
en slags Gud
eller noget
i den retning
er det altså nu!
En sidste
nervøs trækning
og undren
når mit ene øje
der bruger allersidste
krampetrækning
på at se ud
gennem tågede gittervægge
Nødtørftigt
ser jeg lyset
og meningen
med det hele
i slutningen
af et dirrende,
vanvittigt,
sindssygt digt
og ved
at den måske ikke
er helt gal