Han var egentlig en helt almindelig mand. 184 centimeter høj, blå øjne og mellemblondt hår. Han vejede cirka 80 kilogram og var 39 år. Han gik almindeligt, han spiste almindeligt, gik almindeligt klædt, havde et almindeligt job, almindelig lejlighed, almindelig bil, hørte almindeligt musik og havde en almindelig kæreste. Havde almindelige børn. Han sagde almindelige ting og gjorde tingene sådan helt almindeligt. Kort sagt - han var en helt almindelig mand.
Det kan selvfølgelig diskuteres, hvordan sådan en helt almindelig mand ser ud. Men du kender ham godt. Du har set ham. Eller du har måske aldrig rigtig lagt mærke til ham, fordi han netop ser så almindelig ud. Han skiller sig ikke ud, men er netop bare sådan midt imellem alle de andre almindelige.
Her gik vores helt almindelige mand så rundt og var helt almindelig. Det så i hvert fald sådan ud. Det var i hvert fald det, folk så. Eller snarer det de ikke så. For han var jo så almindelig, at man ikke sådan rigtig lagde mærke til ham. Han gik bare sådan helt almindeligt og var altså sådan helt almindelig. Sådan udadtil. Men indadtil. Dér skete ting og sager. I guder. Store ting og sager. Ingen kunne se det. Hverken de ualmindelige, eller de andre helt almindelige. Det lå lige dér inden bag de helt almindelige blå øjne.
Og nu skal I høre, hvordan en helt almindelig mand bliver til en helt ualmindelig almindelig mand. I guder. Det startede en helt almindelig dag, på et helt almindeligt sted, på et helt almindeligt tidspunkt, på en helt ualmindelig måde.
Han forsvandt. Væk var han. Ingen spor. Intet almindeligt spor. Helt væk var han. Der gik han lige før. Hen af vejen. Jeg syntes, at jeg så ham lige der. Henne ved tøjbutikken. I guder, hvor blev han af? Fra det ene sekund til det andet. Væk. Pist borte. Over alle bjerge. Over alle almindelige bjerge.
Her havde man gået og vænnede sig til ham. Det var helt almindeligt at se ham. Være sammen med ham. Høre på ham. Høre på hans almindelige historier, ting og sager. Følge hans helt almindelige dage. Helt almindelige vaner. Og det var nærmest almindeligt ikke at lægge sådan rigtig mærke til ham. Han var der bare - og alligevel ikke.
Men nu var han væk. Pist væk. Der manglede noget. Det var ikke almindeligt. Det er ikke almindeligt bare sådan at forsvinde. Sådan rigtigt. Hvor var han? Hvilke ualmindelige steder var han? Hvad lavede han? Hvilke ualmindelige ting lavede han? Hvem var han sammen med? Hvilke ualmindelige personer var han sammen med? Hvor blev han af? Ih, altså. Hvor i alverden blev den helt almindelige mand af?
Her plejede han at gå. Der plejede han at holde til. Dem plejede han at tale med. Os, plejede han at tale med. Være en del af. Dele med. Lige her. Her midt i den almindelige verden. Hvilken verden var han nu i? I guder! I hvilken ualmindelig verden var han nu i? I hvilken ualmindelig verden var han nu ualmindelig i? Eller var han overhovedet ualmindelig der? Var det overhovedet en ualmindelig verden, han nu var i? En del af?
Pludselig på en helt almindelig dag, på et helt almindeligt sted, på et helt almindeligt tidspunkt, men på en helt ualmindelig måde, kom han så tilbage. Lige der. Lige der stod han igen og virkede sådan helt almindelig. Eller var der ikke et eller andet anderledes ved ham? Var der ikke noget med den måde, han gik på? Talte på? Spiste på? Opførte sig på? Og var han ikke blevet lidt større? Og mere slank?
Folk kiggede interesseret på ham. Sagde ikke noget, men hilste pænt og prøvede at opføre sig helt almindeligt. Han smilede pænt tilbage. Sådan et almindeligt smil. Og så alligevel. Han sagde heller ikke noget. Og så alligevel.
Den ualmindelige almindelige mand gik ned til stationen og tog det almindelige tog hjem til sin almindelige lejlighed og almindelige familie. De spiste almindelig mad, drak almindelig vand og hørte helt almindeligt musik. De gik i seng til almindelig tid, sov almindeligt, stod op til almindelig tid, spiste almindelig morgenmad, kørte almindeligt afsted til skole, job og kørte så helt almindeligt hjem igen.
Det blev ikke ualmindeligt på disse kanter.