Den morgen kom Sheila ud af søvnen med et sæt. Hendes drømme havde været fyldte med tegn og forudsigelser, men som altid var det eneste hun kunne huske var trinene på trappen. Hun kunne altid huske den dæmpede lyd af sko på gulvtæppet: "dump, dump, dump". Nærmere, nærmere, men hun vågnede altid inden de nåede toppen af trappen. Mærkeligt eftersom der ingen trapper var i hendes hus. Men det var vel sådan drømme var - uden en egentlig forbindelse til virkeligheden. Af en eller anden grund, var de utroligt skræmmende, de trin, så hun vågnede altid med et sæt; svedende og med bankene hjerte. Hun overvejede et kort øjeblik hvad der ville ske hvis trinene rent faktisk nåede toppen af trappen hvor hendes soveværelse, ifølge drømmen lå, men blev hurtigt enig med sig selv om at det havde hun egentlig ikke lyst til at vide. Senere på morgenen havde hun som altid glemt drømmen, den var blevet en del af hendes liv nu. Endnu senere ville hun huske den igen...

Eric skyndte sig at kaste avisen over hegnet, og håbede at Mr. Evans hund ikke var ude den dag uden egentlig at tro på det. Og ganske rigtigt, lyden af avisen fik den til at komme frem fra hvor den nu gemte sig, med alt sin gøen; visen tænder og hundeagtige vrede. Eric hadede den hund og specielt da Mr. Evans ikke var særligt indlevende i den frygt hans hund indgød drengene på vejen; han sagde altid: "Du må lære at se din frygt i øjnene, dreng". Og "Rover opfører sig bare som en hund, dreng". Eric hadede næsten lige så meget at blive kaldt "dreng".
   Bare vent, møgkøter. Så skal jeg se min frygt i øjnene og du kan få lov til "bare at være hund".
   Avisruten blev senere overtaget af en lille forsagt dreng, men på det tidspunkt var Eric ikke længere i byen og den nye dreng havde ikke problemer med Mr. Evans hund.

Efter hendes bad og øvrige ritualer på badeværelset.."bliv så færdig, din møgtøs!"..gik hun ind i køkkenet for at lave noget morgenmad. Hun havde boet alene i årevis og det passede hende egentlig fint. Ingen selvoptaget mand der forventede at hun skulle forberede morgenmad; som havde forventninger til hvad det skulle være - nej, hun kunne bestemme alt og hun varierede nærmest bevidst sine kostvaner om morgenen. I denne uge havde hun købt æg, så morgenmaden stod på spejlæg og bacon. Efter at havde læst avisen, stillede hun bare alt bestikket på bordet. Igen ingen mand til at brokke sig over opvasken. Hun smilede ved sig selv. Jeg kan gøre hvad jeg vil, være lige hvad jeg vil. Hun udvalgte en håndtaske til dagen, og pakkede fornødenhederne: pudder, spejl, lommetørklæde, hovedpinepiller, eyeliner, læbestift og de evindelige penge. Inden hun forlod huset brugte hun en anelse parfume; hendes favorit med en ikke gennemtrængende duft af koriander.

Myggen under mikroskopet bevægede sig i besynderlige ryk, men det gjorde insekter altid. Han havde et evigt bøvl med at holde den med den ene pincet på plads under mikroskopet. Desuden kendte han resultatet på forhånd. Ligesom med fluer var det umuligt at se en reaktion i myggens øjne, når han behændigt rev et ben af med den anden pincet. Insekter reagerede som om de overhovedet ikke havde nogen smertefølelse. De prøvede bare videre selvom de manglede både ben og vinger. Desuden havde de jo heller ikke øjne i menneskelig forstand. Pattedyr var en helt anden sag. Der var der bid med reaktioner. Desværre vidste Eric udmærket hvilke problemer de kunne give på længere sigt. De eneste pattedyr det var til at komme i nærheden af var andre menneskers kæledyr. Men den slags problemer kunne relativt let klares, hvis man havde et godt skjult og privat sted i skoven hvor man kunne grave dem ned, og dække gravesporene med blade. Selvfølgelig havde Eric sådant et sted - det var det første han havde gået på jagt efter da de først flyttede hertil, men han var ikke så dum at han overbenyttede stedet. En af pointerne var jo netop at stedet var ret privat, og hvis han tog derhen hele tiden, var det kun et spørgsmål om tid inden en eller anden nysgerrig unge fulgte ham i smug. Det var endnu ikke helt gået op for Eric at nysgerrige unger også indgik under betegnelsen pattedyr.

På vej til arbejdet nynnede Sheila en lille melodi, som hun ikke helt vidste hvor kom fra. Den gav hende altid en følelse af sikkerhed, og selv om hun varierede sin morgenmad var hun alligevel et vanedyr omkring hendes gåtur til arbejdet. Ikke mange mennesker bor så de kan gå til deres arbejde, men Sheila boede kun 2 blokke fra TV-stationen. Det skete at der var folk på gaden der genkendte hende; som smilende vinkede, mens de passerede i bil eller på fortovet. Sheila smilede altid pænt tilbage, men vinke var lige at overgøre det lidt. Ligesom i den alder hvor børn siger "Hej" til alle fremmede og vinker ud af bagruden på biler. Af en eller anden grund kommer folk aldrig over dette når det drejer sig om "kendte". Som om "kendte" ikke havde noget behov for privat liv. Som om det var vigtigere at de genkendte den "kendte" og bekendtgjorde for verden at "hey jeg kunne se at det var ..", end at lade den stakkels "kendte" have lidt privatliv. Så galt var det nu ikke helt for Sheila, hun var nok ikke "kendt" nok. Hun smilede ved tanken. Så kendt har jeg ingen ambition om at blive. Men det er ikke altid at man selv vælger den slags.

Erics mor var en stolt kvinde, der udadtil altid fremstod som en perfekt mor. Selv da Erics far havde forladt dem for mange år siden, havde hun nægtet at modtage nogen form for offentlig støtte. Der var et par måneder inden det lykkedes hende at opnå et fast job, hvor de levede på sultegrænsen. Hun havde lagt en dyd i at holde et rent hus, så det var naturligt for hende at rengøre andre menneskers huse og vaske for dem. Det var ikke noget man blev millionær af, men hende og Eric klarede sig udmærket. Især efter at de var ankommet til den nye by. Selv Eric var begyndt at tage ansvar; hendes moderhjerte svulmede når hun tænkte på hans avisrute. Måske kunne det fjerne de små tegn der altid havde været ved hendes søn, som hun mere eller mindre bevidst valgte at overse. Alligevel var der visse ting hun aldrig overså; når man vaskede andre menneskers tøj var det en nødvendighed at holde metodisk styr på kundernes tøj og deres eget tøj. Derfor bemærkede hun samme dag Erics blå skjorte manglede. Og fordi hun var klar over den manglede, overså hun heller ikke det lille stykke blå stof, der lå nederst i skraldespanden, da hun bar køkkenaffaldet ud. Hun stak hånden ned og rev Erics snavsede skjorte ud af skraldespanden. Den var fuld af mørke pletter der ligesom glinsede rødligt i udendørslampens skær.

Tidligere den foregående dag, var Mr. Evans kommet hjem fra arbejde og havde mens han fumlede men nøglen i låsen, hørt nogle underlige piv komme inde fra huset. Han undrede sig også over at hans hund ikke var kommet ham i møde, logrende, som den plejede. Derfor overvejede han kort om han havde glemt at lukke hunden ud den morgen. Selvfølgelig havde han lukket den ud; det glemte han aldrig. Men han kaldte alligevel "Rover?, Rover?", da han var kommet ind af døren. Tavshed. Han kiggede omkring i huset, men hunden var ingen steder at finde. Pludselig hørte han en knirken fra kælderen som om nogen var ved at bruge stormdøren. Han åbnede døren til kælderen og begyndte at gå ned af de stejle trapper. Havde han set ud af vinduet kunne han måske have kunne se en skygge bevæge sig over plænen væk fra huset. Men han var på vej ned i kælderen, ængstelig. Det syn der mødte ham, fik tårerne til at vælde op i hans øjne. På arbejdsboret lå hans hund indpakket i hønsetråd, ubevægelig. Rovers hoved sad fast i skruetvingen, der var skruet helt sammen. Hundens blod flød nedover bordet og ned i kassen med værktøj, der stod nedenunder. Mr. Evans nærmest faldt ned af de sidste trin, hvorefter han sank om på gulvet.

Selv år efter fik Eric sved på panden af at tænke tilbage på den aften. Han var lige kommet ind af døren, da hun kaldte på ham inde fra stuen: "Eric, kom lige her ind!". Udråbstegnet var tydeligt og han frygtede straks at hun havde fundet skjorten, håbede at det var en anden mindre forseelse hun havde opdaget. Han behøvede blot at træde igennem døren og se hendes øjne for at vide at hans frygt havde været berettiget. På tide at forlade dette sted. Hendes ordstrøm flød over ham; han hørte ikke et ord, for implikationerne var klare: han ville blive tvunget til at handle - igen. Det fyldte ham med vrede, når verden tvang ham til at reagere. Denne gang ville reaktionen have større indflydelse på hans liv end han brød sig om.

Dørvagten sad i receptionen og hilste pænt, da Sheila passerede. Hun havde vist hørt hans navn engang til en firma sammenkomst, men som så mange andre navne var det forsvundet i hendes hukommelses hav. Nogen gange når havet var roligt kunne hun se alle navnene ligge på bunden som skibsvrag, som symboler for alle de mennesker hun havde kendt. I dag var der krusninger på overfladen, og hun var lettere irriteret over at hun ikke kunne huske hans navn. Hun spekulerede over en række forskellige navne og forkastede dem alle, på vejen til hendes skrivebord. Dagens manuskript lå på skrivebordet, og hun skulle bare begynde at læse det for at problemet med vagtens navn ville holde op med at irritere hende. Hun prøvede alligevel med et par ekstra navne inden hun opgav, samlede manuskriptet op og lænede sig tilbage for at læse hvilke uhyrligheder verden havde til hende i dag. Hvilke hændelser hun skulle give liv med hendes stemme. Uanset om det var lottoresultater eller tragedier var hendes stemmeføring altid neutral. Andre nyhedsoplæsere på andre kanaler mestrede nogle gange kunsten at knibe en tåre, bæve med stemmen, få en klump i halsen, men deres indlevelse var falsk, hul, en leflen for menneskelig ulykke, følelsesporno. Ikke professionelt ifølge Sheila. Hun leverede varen; nyhedsstof dækket objektivt - både i indhold og i formidling. Folk skulle nok skabe deres egen gru over hændelserne, der blev værre og værre. Børn i skoler med våben. Enlige mødre med benzin. Fyrede mænd med bomber. Det faldt hende ikke ind at valget af historier ikke var objektivt, men dikteret af seertal. Tragedier gav flere seere; i det højtudviklede vestlige samfund var død og ulykke ikke noget man var en del af; det var noget der skete for andre. Folk samledes om totempælen for at få et glimt af ondskaben, meningsløsheden - for at kunne sidde i beskyttelsen af deres hjem og glæde sig over at det ikke var dem det gik ud over. I hvert fald denne gang...

Eric kiggede i spejlet og så en ung mand. Der var gået mange år siden den aften, og det var ikke sidste gang det var nødvendigt for ham at forlade en by. Siden da havde han rejst gennem en række byer og efterladt sit mærke. Igen og igen havde omstændighederne været imod ham og hans eneste svar var at rejse fra byen. Hvis nogen havde været opmærksom ville de have kunnet rekonstruere hans færd, men ingen var opmærksomme; intet var ud over det sædvanlige - og når sædvanen bliver mere og mere grufuld skal der noget virkeligt ekstraordinært til at fange opmærksomheden. I aften. I aften skal det være. Han følte sig fyldt af beslutsomhed. Han kiggede igen i spejlet; stirrede ind i de let lyseblå øjne der gav ham et let hypnotiserende blik - flere kvindelige bekendte sagde at man blev helt svimmel af at se ind i dem, men det var altid med den 'tone' i deres stemme der sagde at de foragtede ham. Lad dem bare foragte mig. I aften ændres det hele. Han havde valgt en let sommerskjorte til de sorte cowboybukser. Tøjstilen på den udsete bar var udpræget "casual", og han skulle nødig falde udenfor. Glatbarberet, veltrænet - jo han skulle nok falde ind i deres overfladiske stil. Som afslutning på ritualet greb han en let sommerjakke, puttede pung og svejtserkniv i baglommen, og gik med raske skridt ud af fordøren som han låste efter sig.

Efter det lange skift med morgen, middags og aften nyheder, hvor hendes hals føltes ru som efter alle de 'urene' ting hun måtte vokalisere, fulgtes Sheila med en kollega til deres stambar hvor de som regel gik hen for at 'skylle efter'. Der var ikke kommet særligt mange mennesker endnu, men det skulle nok ændre sig. Efter at der var blevet indrettet dansested ovenpå, var baren blevet yderst populær fordi man både kunne sidde i baren og snakke, og gå ovenpå hvis man havde lyst til at danse. De satte sig ved baren og bestilte et par martinier. Sheila stirrede på den grønne oliven, der lå i bunden af glasset, indtil hun fik en albue i siden af sin kollega hvorefter de skålede på en afsluttet arbejdsdag. De havde heldigvis fri dagen efter; sådan var det når man havde taget det lange skift. En forudanelse tågede frem i det bagerste af hendes hoved, musikken i lokalet ligesom steg - som om det var optakt til et eller andet. Hun så sig omkring, men der var intet usædvanligt at se. Et ungt par sad længere nede af bare opslugt af hinanden, og en ung mand på hendes egen alder var lige kommet ind af døren. Hun kiggede lidt mere opmærksomt på hans sorte cowboybukser, da hun noterede sig at han var rimeligt veltrænet. Vend dig nu om. Jo, da han satte sig fik hun et glimt af en særdeles fast røv. Hendes kollega fulgte hendes blik og sagde "Sikke en lækker fyr". De fnisede sammen som 2 skolepiger. De bestilte ny martinier og vendte deres opmærksomhed mod drinksene i stedet.

Han bemærkede hende med det samme da han kom ind af døren og vidste at hun var "The One". Eliza Day. Eric satte sig ved baren for at overveje hvad han skulle gøre. Hun sad sammen med en veninde og de så ud til at more sig på hans bekostning. Han bestilte en whisky for at berolige nerverne. Mange whiskyer senere så han hendes veninde forlade baren. Nu! Nu skal det være. Han rejste sig og gik ned imod hende. På vejen stjal han en rose fra en blomster opsætning og da han nåede op til hende vendte hun sig imod ham. "Ja?", spurgte hun. "Her", sagde han og følte sig som en idiot da han rakte hende rosen. Hendes øjne fik et drillende glimt da hun tog den og snusede til den. Hendes hånd strejfede hans, da hun greb rosen og han var næsten forsvundet i en duft af koriander. Hun bad ham sætte sig, og de næste timer talte de om alt og intet. Han huskede ikke hvad de talte om; beruset af aftenens muligheder og whisky lod han sig føre med strømmen. Han var forundret over sig selv, hvor let han håndterede dette som han havde fantaseret om så tit. Pungen og svejtserkniven strammede i hans baglomme, men han ænsede ikke andet end hendes øjne. Da baren lukkede fulgte han hende ud og hun protesterede ikke da han fulgte med hende ned af gaden. De kom forbi en gyde og han trak hende blidt derind og kyssede hendes læber mens en ophidselse begyndte at opbygges i ham.

Da han trak hende ind i gyden, sukkede hun indvendigt. Mænd! Altid ude på det samme. Endnu en gang beviste de hvad hun allerede vidste. Hun kyssede ham lydigt, mens deres åndedræt skiftede karakter. Hun vidste nok hvad det var han ville have. Altid var de ude på det samme.

Eric kunne ikke tro på hans held. Hendes fingre begyndte at bevæge sig på hans krop; bevægede sig nedad. Hun ville rent faktisk...OK! Mine planer kan vente til senere. Hun satte sig på hug og lynede ham ned. Gyden lukkede sig om ham; et perfekt sted - mørkt og næsten usynligt fra gaden. Han lagde sine hænder på muren og bevægede langsomt fingrene ind bag sig. Så nu fik hun den frem og han kunne føle hendes varme ånde. Nu. Nu. Nuuu. Hendes bevægelser blev mere hastige og han mærkede en varme - blev opslugt af mørket.

Det gjorde ondt. Blod. Så meget blod. Sheila lænede sig tilbage. Så meget blod. Hun huskede pludselig. "Clarence". Det var det vagten hed. Så meget blod. Ligesom med hendes stedfar. Nu huskede hun. Det gjorde ondt. Hendes stedfar der besøgte hende i hendes værelse på toppen af trappen. Hendes stedfar der var typisk mand. En dag havde hun smadret sit spejl fordi hun ikke kunne tåle se på sig selv. Det gjorde ondt at huske så klart. Så meget blod. En skarp spejlstump - som hun aldrig glemte at have i sin taske. En talisman, der beskyttede hende mod mænd. Hendes stedfar. Eric. Dyr.

Hun rejste sig langsomt, forlod gyden og gik hjem med en voldsom dunken i hovedet. Nu huskede hun alt. Men lige meget - i morgen ville hun vågne uden at have drømt drømmen. Eller måske ville hun ikke huske noget i morgen igen. Hun håbede at hun i det mindste ville huske Clarences navn.