Gaden er min. Det har den været siden ulykken på Tjernobyl. Den dag, nogen mente, det var muligt at måle det radioaktive udslip fra bag jerntæppet selv her i højborgen for nej tak til atomkraft. Jeg havde netop sagt farvel til EFG og var samme dag rykket ind i min første private førerbunker. En halvkold kælderlejlighed, men med min underskrift på lejekontrakten. Mand, jeg følte mig fri den dag. Og gaden var endeløs, når jeg stak hovedet ud af det høje vindue og så mig mange gange til begge sider, som en unge, der skal lære at gå over en vej.
   I dag er det Jesu' fødselsdag. Sådan sagde min mormor altid. Hun er for længst rejst op for at hilse på ham, men jeg tænker altid om dagen i dag på den måde. Jesu' fødselsdag. Det lyder tilpas højtideligt uden at være pop. Tror jeg på ham? Niks. Min mormor gjorde, min mor tvivlede, og jeg er helt stået af. Sidste gang, jeg var indenfor i Jesu' hus var til en eller anden begravelse, og jeg har glemt, hvem vi fulgte på vej. Min mormor var det ikke. Da hun blev begravet, sad jeg på Det rene glas. Ja, jeg ved, jeg skulle have taget til Aabenraa, men hvis jeg skulle nå alt det, jeg virkelig gerne vil, så skal jeg leve mindst et par hundrede år. Men jeg tænkte på min mormor den dag, ligesom jeg altid gør det i dag. Jesu' fødselsdag. Hov, ham der ligner en lidelsesfælle.
   - Hey, makker, må man bomme en smøg?
   - Ja, ok, så pyt da. Det er jo jul.
   - Netop, min gode herre. Man takker for venligheden.
   - Helt i orden. Mangler du også ild?
   - Nej, man har en lighter. Vil du se den?
   - Næh, men god jul.
   - Man siger i lige måde.

Så Mr. Zip, hvor er du? Yes, der, i inderste lomme selvfølgelig. Ah, det lunede. Og så en ægte Prince. Den holder i hvert fald tre blokke. Måske helt ned til 7-Eleven, hvis jeg pulser forsigtigt. Det var der, jeg flyttede ind i kælderlejligheden. Lige overfor 7-Eleven. Eller, det vil sige, det var det jo ikke. Dengang lå der en herrefrisør på hjørnet. Han klippede mig hver anden måned for en flad 50'er. Håret skulle være i orden. Det var håret, pigerne var vilde med. Krøller er et hit blandt damerne. Sådan sagde Fritz Frisør altid, når han havde mig i stolen. Fritz Frisør. Mand, jeg grinede meget af det navn. Men den gamle nazist havde sgu ret i det med krøllerne. Det var ikke damer, jeg manglede i kælderen søndag morgen. De sjoveste var dem ude fra Albertslund. De var så nemme. Bettina, der i tre uger troede på, jeg kunne skaffe hende en rolle i Een gang strømer. Eller Lis. Lis, der ville være den næste Renée Toft Simonsen. Jo, Lis var da smuk, men ikke på den måde. Jeg var ligeglad. Jeg kunne få hende til at tro på, hun havde en chance i det modelbureau, jeg var spejder for. Og hvad hed de ellers? Hanne, var det ikke hende den rødhårede, der ville have mig med ud til sine forældre på Koglens Kvarter? Eller var det Susanne? Susanne, Hanne og Lis. Jeg var sgu en helt Otto Brandenburg dengang. Pumaen i kælderen. Det var mig. Altså indtil Anne-Line dukkede op.
   - Undskyld, men du fylder hele fortovet.
   - Hvem?
   - Ja, dig selvfølgelig.
   - Åh, man beklager. Man var lige faldet i staver. Det sker jo sådan en dag.
   - Fjols.
   - Ja, ja, frue. Glædelig jul alligevel. Men frue, De har vel ikke en lille cigaret, man må få?
   - Nej.
   - Undskyld.

Nå, jeg må klemme lidt mere ud af Princeskoddet. Måske er det Ahmed, der står i 7-Eleven i dag? Han skal jo ikke fejre jul. Han plejer gerne at ville give kredit. Anne-Line flyttede ind, da vi havde kendt hinanden i tre uger. Hun var nu ikke videre vild med kælderen. Der var fugtigt, sagde hun. Hun var jo også vant til at bo lidt højere. Hendes de gamle fløj nærmest, når de sov. På 28. sal i Domus Vista. Skandinaviens højeste beboelseshus pralede hendes far altid med, men han pralede nu med så meget. Tidligere Valbymester i svær mellemvægt. Ved sgu ikke, om han talte sandt. Hans næse kunne godt ligne en, der havde fået nogle dask, men det gav vel ingen bælter at få tæsk? Nå, anyway, udsigten fejlede godt nok ikke noget fra toppen af det monsterhus. Heller ikke om natten. Anne-Line var med på lidt at hvert. En nat fik vi tusket os adgang til taget. Hun ville se stjernerne fra toppen af byen, sagde hun. Jeg ville se hende nøgen under stjernerne, sagde jeg. Og det fik jeg lov til. Mand, et syn. Anne-Line altså. Stjernerne kan jeg ikke huske. Stjerner er vel stjerner, men hvis hun var vild med de flunkende pletter på en blegsort storbyhimmel, så var jeg det også. Og hun havde ret i, at der ikke var mange stjerner at se fra mit kældervindue, så en søndag morgen bankede hun på hos viceværten med en pose rundstykker i den ene hånd og en pakke smør i den anden. Vi havde været på Montmartre til klokken fem og rundet en bager bagom på vej hjem. Viceværten må have været i usædvanligt godt humør. Klokken syv kom Anne-Line ned og ruskede mig vågen. Vi skal flytte, sagde hun, op på anden. Og sådan blev det. I løbet af en eftermiddag slæbte vi mine Cerwin Vega tre etager op, mens resten af indretningen stod hun for. Vi endte med sådan set ikke at mangle noget. Heller ikke penge. Hun var lige blevet færdig som sparekasseassistent i SDS, og jeg kørte taxa. Mest om natten. Om dagen prøvede jeg at passe mine studier med udsigt til Forum. Det haltede dog lidt med at følge med. Jeg var tit træt, hvis jeg endelig dukkede op. Men der var masser af gode venner. Og masser af fester. Også derhjemme. Næsten hver weekend var vores lejlighed arnested for en lang nat med sprut, gæster og sure naboer. Men vi fik aldrig nogen officielle klager. Anne-Line kunne åbenbart sno den vicevært om hvilken finger, det skulle være. Den aften, fattigfirserne flettede sig ind i 90'erne, sket der ellers nok til, at hvem som helst ellers ville været røget ud med lejeloven proppet op et vist sted. Anne-Line havde inviteret otte veninder til middag med bordbomber, hatte, nedringede kjoler og hele molevitten. Ved nitiden dukkede så ti-tolv af mine venner fra studiet op. Der var Sleeping My Day Away og Arh Dér, så den ene Cerwin Vega stod af, inden champagnepropperne sprang, men den anden holdt til halv otte næste morgen. Da vi endelig fik øjne, længe efter den sidste vovehals havde smidt sig og sin farvede heldragt ud over kanten i Garmisch-Partenkirchen, måtte vi forcere tre spisestuestole, der havde valgt et nyt liv som pindebrænde, et mindre bjerg af aske på gulvtæppet og flere flasker, end de vasker om dagen på Carlsberg, for at komme ud på toilettet. Her opdagede Anne-Line, at spejlet manglede, men jeg fandt det hurtigt, for jeg kom i tanke om, at det var mig, der havde pillet det ned. Det lå ude på køkkenbordet ved siden af et par sammenrullede plovmænd. Jo, jeg gik så sandelig ind i det nye år med stil. En helt ny stil faktisk, der nok var værd at dyrke lidt mere.
   - Ahmed, godt du er på arbejde.
   - Hey du. Glade jul. Skal du have smøger?
   - Ja, stik mig ti Corner.
   - Har du penge i dag, min ven?
   - Nej, ikke så mange. Kan man ikke skylde? Bare til i morgen?
   - Desværre. Politik i forretning, du ved.
   - Ah, come on Ahmed. Det er jo jul.
   - Ikke i min land. Men det er lige meget. Vi må ikke lade nogen købe uden penge.
   - Det plejer du da ikke at bekymre dig om. Kan man så ikke låne af dig? Som en god ven.
   - Måske. Hvis jeg må få din den der lighterting.
   - Mr. Zip? Niks, ikke tale om. Den har man fået af den gamle, før han stak til Filippinerne. Et eller andet skal da minde en om ham.
   - Ok, du love at betale i morgen, så? Her er dine cigaretter. Og farvel, inden der kommer andre.
   - Mand, du er en sand ven i nøden. Det skal man ikke glemme. Tak.

Ti cigs. Det er nok til en per blok op til det store kryds. Ahmed, gid der var flere som dig. Sande venner. Jeg smutter sgu lige over i porten og får ild på den første. Måske bor han der endnu, den nar. Det var mig, der skaffede ham ind, da Anne-Line og jeg rykkede endnu et par etager op. Han overtog endda de fleste af vores møbler. Vi skulle selvfølgelig have nyt. Med en privat tagterrasse kunne det ikke gå an at skulle forbi en halv IKEA-afdeling for at komme derop. Det kunne jeg faktisk godt se det rimelige i, så vi fik installeret nyt køkken, før det blev moderne. Og mand, et køkken. Jeg tror, vi indviede det 14 nætter i træk. Anne-Line blev liderlig af den mahogniplade, det er jeg sikker på. Det må have været duften. Og nede i den gamle lejlighed boltrede Sune sig. Han beholdt nu ikke meget af vores gamle menageri. Han ville vist ikke stå tilbage for os. Og klart nok. Det var jo faktisk hans skyld, jeg havde råd til alle Anne-Lines lyster ud i boligindretning. Sune fik mig i hvert fald sat i kontakt med Vetter, der ikke tog det så nøje, at min eksamen ikke var i top tusind blandt de nyudklækkede anno 1993. Vetter A/S - it, strategi og management stod der printet med guld på de visitkort, Sune og jeg elskede at flashe, når vi indtog IN. Og det var ofte. Gerne tre nætter i streg, og gerne med mindst tre streger per nat. Altså tre til hvert næsebor. Anne-Line var også med på den hvide leg. Det var ikke altid, vi endte de samme steder i byen, hun var mere til private fester end fri bar i Nørregade. Og der var fester nok at vælge imellem. Jeg synes bare ikke, de private var så interessante. Det var nemmere at finde en mørk krog på IN, og for under et gram var det let at få et blowjob. Eller fellatio, som jeg gik meget op i at kalde det. Mange af tøsepigebørnene anede ikke, hvad det var, men de synes altid, det lød megacool. Jeg er sikker på, at Anne-Line også faldt i af og til. Nogle gange kom hun først hjem fra fest om tirsdagen, men vi havde det jo skønt sammen, så ingen gad klage. Hun sagde godt nok altid, at hun havde været ude i højhuset og set til mesterbokseren, men hvorfor skulle hun dog gide det? Jeg var stået af pralhalsens IC3-tog flere år forinden, og Anne-Lines øjne lyste heller ikke ligefrem af beundring, når hun talte om hendes ophav. Min egen gamle styrede stadig trælasten i Herlev, og morlil stegte og kogte, så bordet stod dækket og klart i parcellen hver dag klokken 18. Cirka en gang hver tredje måned fik jeg lokket Anne-Line med derud, men kun hvis jeg gav en taxa. Hun skulle ikke overfaldes i et S-tog eller udsættes for vanvidskørsel af en halvdrukken HT-stodder med brun hat, sagde hun. Og selvfølgelig skulle hun da ikke det. Der var rigelig råd til en taxa. Og til en dusk til morlil og en flaske fin fransk til den gamle, og så var de såmænd pacificeret et kvartals tid igen. Eneste minus ved turene til den herlevske ligusteridyl var stikpillerne om småfolk. Anne-Line sendte mig de ondeste lyn, når det emne kom op. Det fadede da også ud med tiden. Jeg tror, de lyn ramte andre end mig. Og fint. Der var slet ikke tid til den slags ansvar. Vetter krævede min tilstedeværelse helst på den høje side af 60 timer om ugen, og IN og Anne-Line skulle jo også passes. Og det blev passet, det hele. Især, da jeg fik klistret et spejl bag på min musemåtte, blev det lettere at holde sig i gang. Hu hej, en hurtig streg og videre.
   Nå, han bor der ikke mere. Det ville også have været mærkeligt. Det er for resten også mærkeligt at gå ind i porten igen. Den ligner sig selv på trods af, der er kommet postkasser op. Og ja, der er vist da også blevet sat nye vinduer i. Det var ganske givet ikke termoglas i kælderlejligheden dengang. Sjovt. Der står et juletræ derinde. Mon der er træer i alle lejlighederne i dag? Anne-Line og jeg havde også juletræ, men det var hvidt og af den fineste plastic. Og så måtte der kun hænge røde glaskugler på grenene. Ja, selv gaverne skulle være pakket ind i rødt glanspapir. Stil var det over det, det kunne hun, Anne-Line. Der er også allerede lagt pakker under træet derinde. Grønne, gule, blå, røde og spraglede. Ha, det der kan jeg gætte, hvad er. Det er en gyngehest. Sådan en, som William også skulle have haft. Hvis jeg bare havde fået lov.
   - Halløj, du der, hvad står du og glor ind af det vindue for? Kan du så skrubbe af.
   - Så, så, man ville bare lige have læ til at tænde en smøg.
   - Ja, den er god med dig. Men her i ejendommen holder vi øje med hinanden, at du ved det, så bare glem det.
   - Glem hvad?
   - Af sted, ud.
   - Man kender ellers Bent.
   - Bent hvem?
   - Vicebent. Viceværten. Ham, der bestemmer her.
   - Vi har ingen vicevært her. Jeg er formand for andelsforeningen, og du er på vej ud nu.
   - Andelsforening? Jamen, hvad så med Bent? Man vil gerne vide, hvor Bent er.
   - Tænker du på Bent Petersen? Det er vist rigtigt, der var en vicevært, som hed det, da vi stiftede foreningen. Men han døde.
   - Er Bent død?
   - Ja, det tror jeg, og det må være over to år siden, så vær nu rar at gå din vej.
   - Man går nu. Det var trist, det med Bent. Men glædelig jul.
   - Hvad? Nå, ja, glædelig jul. Farvel.

Hun fortalte mig det en eftermiddag, vi vadede rundt om søerne. Det var søndag, og jeg havde et strejf af tømmermænd. Både fysiske og moralske, men det var efterhånden blevet så normalt, at jeg ikke ænsede nogen af dem. Det bliver midt i august, sagde hun, lige omkring min egen fødselsdag. Jeg regnede straks baglæns. Det passede meget godt med, da vi var på hytteweekend med slænget for at fejre årets julebryg. Sikke en tur, det havde været. For at komme i den rette julestemning, fik Sune den tvivlsomme ide at male hele hytten udvendig med en skumslukker. Så var der sne både ude og inde. Vi var 12, der drog til Nordsjælland. Syv drenge og fem tøser, hvilket enhver med den mindste sans for logistik, burde kunne regne ud, var en dårlig kombi. Der var kun fire af os, som var i faste forhold. Anne-Line og mig, og så Thorbjørn og Thea. Allerede den første aften knaldede Thorbjørn med Birgitte, og et par af de andre tøser brugte den halve nat på at gå rundt ude i skoven med lommelygter og lede efter Thea. Da de endelig fandt hende ude i brændeskuret, var hun ved at kløjes i Sunes pumpestok, og så var temaet ligesom slået an for den weekend. Lørdag eftermiddag var jeg et smut i selvsamme brændeskur med Thea, og da Anne-Line var faldet omkuld med blod dryppende ud af det ene næsebor klokken to lørdag nat, lagde jeg mig op i Jeanettes køje. Det ville jeg aldrig have gjort, hvis jeg havde vist, hun var en skriger. Men Anne-Line opdagede ikke noget, og hun havde jo åbenbart også fået, hvad hun skulle have af mig tidligere på aftenen, kunne jeg forstå, mens jeg betragtede Irmahønen lægge endnu et æg. Tror du, vi kan klare det? spurgte hun. Tja, svarede jeg i et neutralt tonefald, vi har da plads nok. De næste måneder fik Anne-Line god brug for pladsen. Hun voksede i hvert fald støt, og da jeg en morgen kom ravende hjem klokken halv seks og kaldte hende Moby Dick, tændte hun helt af. Så vidt, jeg husker, var hendes yndlingsord i den tid ansvarsløs, og det havde hun jo nok ret i, men det gik ikke op for mig, før den dag, jeg kom hjem fra Vetters fængsel og fandt et brev tapet fast på den ene lænestol, der stod tilbage i stuen. Svin, stod der. Det var godt nok, det korteste brev, jeg nogensinde havde fået. Jeg skyllede det ned med en flaske vodka, og så indhyllede jeg mig ellers i en tåge, der først lettede, da bønderne forberedte de første høstfester. Det blev en dreng, fortalte mesterbokseren mig i telefonen. Anne-Line har det godt, og det har den lille også. Du kan komme og se ham i morgen klokken ti. Jeg stod der på slaget, og jeg fik ham at se. Anne-Line derimod så jeg ikke noget til. Det var en jyde i hvid uniform, der rakte mig den lille bylt, som jeg forsøgte at få øjenkontakt med. I en time sad jeg så stille som en kat på lur ved et musehul og så ind i en sjæl, jeg øjeblikkeligt følte mig forbundet til. Ungen havde sgu endda krøller. Telefonsvarede blinkede til mig, da jeg kom tilbage til hjemmefronten. Anne-Line havde benyttet sin alenetime til at taste sit tidligere telefonnummer. Jeg ved, du har tænkt på, at jeg sikkert også bollede udenom ligesom alle andre den weekend, men nu har du set ham, og det må være svar nok. Når han bliver lidt større, skal han nok få at vide, hvem hans far er, men indtil da, så holder du dig væk. Min far kommer forbi hver måned og henter to tusser. Det har du rigelig råd til, hvis du lader snestormen løje lidt af. Jeg har fået en lejlighed i Valby ikke så langt fra far og mor. Og ved du hvad, hvis du bare havde ... nej, ikke noget. Jeg orker det ikke. Nå ja, forresten. Han skal hedde William.
   Juleaften købte jeg en bamse og gav den til mesterbokseren, da han hentede de to tusser. Han lovede højt og helligt, at den nok skulle komme under træet, men jeg fik aldrig noget tak. Da decemberbjælderne igen klingede, var det en gyngehest, der blev sendt med til Valby, pakket ind i rødt papir. 3. juledag stod den uden for min dør, stadig pakket ind. Måneden efter flyttede jeg ned hos Sune.
   - Hvad koster træerne? Man kunne da godt tænke sig et juletræ.
   - Vil du købe et træ? De små der koster 300.
   - Det var mange penge. Man vender lige tilbage. Men pæne er de. Er der gang i salget i år?
   - Tja, som det vel plejer at være. Der har været bedre år, og der har været værre.
   - Det virker ellers som et godt sted.
   - Fryser du ikke? Den frakke ser lidt slidt ud.
   - Næ, man er vist immun over for vejrlig. Men man kunne godt bruge en cigaret at varme sig på.
   - Selvfølgelig makker. Her, tag bare et par stykker. Ild har du, ser jeg.
   - Ja, er det ikke en smuk lighter. Den er min faders.
   - Øjeblik, du, der er vist en kunde. Ja, frue, kan jeg hjælpe Dem?

Sune og jeg slæbte et kæmpetræ hjem fra pladsen ved det store kryds, den første jul jeg crashede hos ham. Vi ville fejre, det var næsten et år, vi havde delt lejlighed. Ofte var Sune dog ikke hjemme. Han rejste meget, mest til Rusland, hvor Vetter havde fået færten af et uendeligt marked. Hver gang Sune kom hjem derovrefra, sov han i flere dage. Det var de russiske damer, sagde han. De bankede på hans dør hver nat. De damer, der bankede på min dør, kunne tælles på en hånd. Jeg foretrak dem stadig uden for hjemmets fire vægge. Zoo Bar var altid garant for lidt lir, og IN virkede også stadig. Der var også en del andre steder, men det blev til en grød, jeg tog hovedspring ned i hver torsdag, og mandag morgen var der Vetter på programmet, og så kunne jeg ikke huske, om det havde været havregrød eller risengrød, der var på menuen. Vetter havde fået den geniale ide at lade mig få en ny titel. Management head coordinator. Det lød fint, og det betød endeløse frokostmøder på Victor og middage betalt af repræsentationsguldkortet på Restaurationen. Alle ville bidrage til Vetters kage, og jeg skrev under på investeringskontrakter i endeløse baner. Et par gange om året sneg jeg med ned i maskinrummet. Her sad alle Vetters bebrillede fyre med deres colaflasker og programmerede. I nørderi blev de kun overgået af manualfyrene, som også boede i maskinrummet. De kunne lige så godt have talt serbokroatisk, men jeg skulle heller ikke forstå det, sagde Vetter. Jeg skulle bare koncentrere mig om at kradse penge ind, så han kunne betale fyrene i maskinrummet. Og det gjorde jeg så. Morgen, middag, aften og nat. Snart flød grøden ud over hele ugen, da Sunes russere begyndte at blive fløjet ind og absolut skulle smage vodkaen på Wonder Bar. Sune foreslog, at vi inviterede nogle af dansepigerne hjem til os juleaften. Andesteg og julestrip. Jo, hvorfor ikke, tænkte jeg. Jeg var alligevel efterhånden blevet på fornavn med de fleste, og dem, der gad dukke op, skulle se et juletræ, de aldrig ville glemme. Da vi endelig fik det bakset ind i lejligheden, måtte vi skære en meter af det. Mens jeg monterede en stjerne, jeg havde nuppet fra juletræet på Zoo Bar, spurgte Sune, om jeg havde sendt en gave til Valby år. Nej, svarede jeg, soen vil jo ikke have, jeg ser ham. Du skal sgu da kæmpe for det, brægede Sune videre, men i det samme ringede det på døren, og Sandy, Lulu og Coco kom storhujende springende op ad trappen.
   Damen køber en ædelgran til 450 kroner. Hun bakser noget for at få den ind bag i vognen, og jeg tænker, hun da vist har travlt, hvis hun skal nå at få det pyntet. Mørket er begyndt at falde på, og jeg vender snuden den anden vej. I lejligheden over SuperBrugsen brænder der allerede stearinlys. Jeg tænder en af juletræshandlerens smøger. Der er et mærke, jeg ikke lige umiddelbart kender, men godt smager den. Mr. Zip lister tilbage til sin lomme.
   De næste par år bredte grøden sig. Af og til dukkede jeg op af tallerkenen og hev lidt luft ind, og i de øjeblikke forsøgte jeg altid at få fat på Anne-Line. På Williams fjerde fødselsdag fulgte jeg efter mesterbokseren, da han tog af sted mod Valby med konen under den ene arm og en gave til barnebarnet under den anden. Siden klokken syv om morgenen havde jeg stået bag en busk ud for Domus Vista og luret, og de var åbenbart inviteret til eftermiddagslagkage, for først klokken halv to kom hr. og fru Anne-Lines forældre daskende ned fra højborgen. De tog bilen, men jeg havde lånt Vetters Alfa Romeo, så jeg listede efter i behørig afstand. Turen var nu ikke længere, end jeg ville have kunnet gå den på ti minutter, men det er svært, når destinationen er ubekendt. Huset var hvidt og i to etager. I haven stod en flagstang, der ikke havde følt berøringen af en malerpensel i en del år, og fra toppen vajede det danske flag. De gik ind i huset, og gennem et halvbeskidt vindue kunne jeg se, de steg op til førstesalen. Selvfølgelig boede Anne-Line højest oppe, selv om det kun var et toetagers hus. Derfra kunne jeg ikke se mere. Jeg sad i Alfa Romeoen i tre stive timer og håbede, det skulle være en havefest, men jeg så ikke et øje, før mesterbokseren sneg sig ud og røg en cigaret ved femtiden. Derefter gav jeg op. Anne-Line havde lovet, at jeg ville få lov at se min søn, når han var gammel nok, men fire år var åbenbart ikke det magiske tal. Efter den fødselsdag stod den på grød i mange, mange måneder. Jeg levede af sne, vodka, billige piger og ettallet på Sunes telefon, der var indkodet med pizzeriaet oppe ved det store kryds. Vetter hev mig af og til ind til nogle tågede samtaler om at oppe sig og ikke glemme investorerne, når de stod i lufthavnene med deres russiske bagagemærker og spejdede efter et skilt med deres kyrilliske navne. Femte gang, jeg glemte turen til Kastrup, bad Vetter mig pakke mine ting. Det var fem uger, før alverdens computere alligevel ville bryde sammen. Halvandet år efter gik han konkurs.
   - Kender I den om Rudolf? Rudolf med den røde tud. Han er et dejligt rensdyr ...
   - Klap dog lige i.
   - Hvorfor det? Man er vel ikke forbudt at synge på gaden, og så i dag. Ho, ho, ho.
   - Fulde stodder. Gå hjem og syng der.
   - Næh, min frue. Man er ikke fuld. Man drikker ikke på Jesu' fødselsdag. Der holder man sig til guld, røgelse og myrra skær.
   - Du skal i hvert fald ikke stå her og synge. Jeg ringer til politiet, hvis du ikke er væk om et minut.
   - Jamen dog, jamen dog. Der ser ellers så hyggeligt ud bag Deres vinduer. Venter De familien til julemiddag?
   - For sidste gang. Gå din vej. Politiet holder ikke fri i dag.

Nå, hun var vist ikke i julehumør endnu. Men hendes hyggestue smittede helt herud på gaden. Den kære Rudolf måtte lige luftes. Det skal han da, den stakkel. I nat skal han ud på den lange flyvetur. Godt, det ikke er mig. Så var det alligevel ikke i nummer 67, de gav en luns andesteg sidste år.
   Sune synes ikke, jeg var værd at have boende, når nu jeg ikke længere var en del af Stald Vetter. Idioten havde dog ikke mandshjerte nok til at fortælle mig det, men lod mine få ejendele stille ud på trappen. Vicebent havde hjulpet ham, og selvsamme gårdfejer forbarmede sig over mig og sagde, jeg kunne få kælderlejligheden igen. Den var stadig fugtig, men dog et hjem, og hvorfor egentlig ikke. Den var god nok ti år tidligere, og begynde på en frisk var vel aldrig for sent? De sidste krøller forsvandt, samtidig med lønnen ikke længere gled ind på kontoen hver måned. Vetter måtte betale det første halve år af mit frie liv. IN var dog ikke så interessant med vigende hårgrænse, og uden guldkortet mistede Wonder Bar sin charme. Ok, så lad mig da også starte på en frisk ud i festlokaler, nåede jeg frem til. Og der var så pokkers langt ind til centrum. Hvis jeg forlod kælderdomicilet klokken 11, kunne jeg sidde på Det rene glas fem minutter over. Så der sad jeg så. Hver dag. I mange dage. Mange. Sne fik jeg nu kun i form af juleøl, når det var den tid, men snaps og hof er heller ikke at foragte. Mine nye venner hed Laust og Lille-Kjeld. Laust var smidt ud af konen, mens Lille-Kjeld ikke gad se sin. Det kunne de snakke meget om, men skulle de høre røverhistorier, henvendte de sig altid til mig. Jeg kunne nok grave en eller anden nat frem fra grødsuppedasen, som de to herrer ikke vidste, om de skulle tro på eller ej. Jeg vidste det heller ikke altid selv. Men nogen må jo have oplevet de ting, hvordan skulle de ellers kunne dukke op i min hjernebark? Bag bardisken stod Slidte Sally. Fra hendes højre underarm rakte en rød tunge ud og slikkede på alle, der fik en flaske langet over disken. Hun havde fået den lavet som et minde om sin nat med Mick Jagger, der angiveligt skulle have fundet sted i begyndelsen af halvfjerdserne. Alle på Det rene glas havde hørt den historie flere gange, end rullestenen havde været på verdensturne, men jeg tror, det var fordi, jeg et eller andet sted også troede på den, at Slidte Sally inviterede mig med op i privaten en aften. Ja, ja, det tog da trykket bag ørerne, og Sally bød på snaps og hof hele den næste dag, hver gang jeg fandt vej til hendes seng. Laust og Lille-Kjeld var meget interesserede i Slidte Sallys anatomi, men havde jeg efterhånden ikke så meget andet tilbage, så beholdt jeg dog min diskretion, og krøller eller ej, hun var i hvert fald glad. Hjemme i opgangen løb jeg af og til på Sune. Han var blevet taxachauffør, da Cirkus Vetter styrtede i grus med samme hastighed - og sjovt nok også på samme tid - som tvillingerne i det store æble. Sune hilste aldrig på mig, og jeg opfattede ham som luft. Det morede mig dog kosteligt, at han måtte slide sin røv i laser i en Mercedes med kuglesæde for at betale sin femtesalslejlighed, hvor han lige nåede at møve sig ind, før den russiske kilde løb tør. Min leje for kælderen var ikke mere, end bistanden dækkede den og de øvrige få udgifter, jeg havde. Og var der for alvor lavvande, så kendte jeg vejen op ad trapperne bag Det rene glas. Mand, det var ingen fornøjelse, men så igen. Det var der ikke så meget, der var. Ugens højdepunkt var onsdag, hvor der var dartturnering på glasset. Jeg blev en ørn til pile. En ørn, der kunne blanke de andre for et par halvtredsere, der dog altid endte i Slidte Sallys kasse.
   Øv, Ahmed må have fået fri. Nu er det hende den sure teenager med ringen i næsen, der står derinde. Hun giver under ingen omstændigheder kredit. Har prøvet. Hvor mange smøger har jeg endnu. En, to, to-en halv. Nok til op til gaden slutter, så må jeg tage den derfra. Mr. Zip er ikke ligefrem på overarbejde i aften. Nu er der lys i mange vinduer. Blafrende lys bag stille gardiner. Se, der er nogen i sving rundt om granalteret. Tju hej, og nu er det jul igen.
   Da William var syv, tog hun endelig imod en julegave til ham. Mesterbokseren var for længst holdt op med at indkradse de to månedlige tusser, da selv han ikke ville være bekendt at trække håret af en tidligere krøltop. Han gav endda snaps på Det rene glas, da han fandt ud af, det var der, jeg henslængte dagene. Laust og Lille-Kjeld synes, det var mægtigt at møde en tidligere mesterbokser. Jeg sagde ikke så meget, men håbede, han ville fortælle lidt om Anne-Line og knægten. Det gjorde han ikke, men som sagt, han gav snaps til stambordet, og så synes han, det var tid at stikke den skæve næse hjem mod Roskildevej. Den julegave, der ikke kom retur, var den første, jeg forsøgte mig med, siden gyngehesten. Fødselsdagsgaver havde min mor sendt for mig, uden jeg vidste det. Ikke før, jeg en dag fandt hende grædende i køkkenet, da jeg endelig efter års fravær kom en tur til Herlev. Hun græd, fordi far var stukket af til Filippinerne, sagde hun. Jeg sagde, at det da ikke var noget at græde over. Så sagde hun, at hun i virkeligheden græd over mit spildte liv. Det sagde jeg ikke noget til, og så var det, hun fortalte om alle fødselsdagsgaverne, som posten havde slæbt fra Herlev til Valby og retur igen. Det var Slidte Sally, der fik mig til at sende en julegave igen. I et anfald af selvmedlidenhed havde jeg en nat fortalt hende historien om mig og Anne-Line, og hun insisterede på, at jeg stadig havde en chance for at lære min søn at kende. Det tror jeg nu ikke, jeg havde, men Slidte Sally trængte til en opmuntring. Hun havde lige fået konstateret, at knuden i hendes venstre bryst ikke var godartet.
   - Hvorhen?
   - Man vil bare lidt rundt. Op og ned af gaden. Hvad koster det?
   - Vil du ikke et bestemt sted hen?
   - Næ, man vil bare se på julevinduer.
   - Har du overhovedet nogen penge?
   - Snart.
   - Det er sgu ikke godt nok, du. Men god jul.

Nå, så må jeg jo gå, men jeg orker ikke en hel tur til. Måske kan jeg bare tage den op til 7-Eleven og så vende der? Tøsen derinde er måske alligevel til at tale med? Der er langt uden smøger. Mr. Zip må nok holde resten af julen i lommen. Ved midnat åbner kirken, skal jeg sætte mig hen på trappen og vente? Julegudstjenesten er altid smuk, og når ens mormor nu troede på ham deroppe, så er der nok ikke nogen, der opdager en ateist blandt menigheden. Sally! Det var selvfølgelig hendes begravelse, der trak mig på besøg i Guds hus senest. Mand, det gik stærkt, da først den knude begyndte at vokse. Men hun blev på sin plads i Det rene glas, så længe hun overhovedet kunne stå på benene. Og hun røg til det sidste. Som en skorsten, men så en dag var hun væk. Lille-Kjeld fandt frem til, at Sally var blevet hasteindlagt, og at hun næppe kom hjem igen. Det gjorde hun nu, men som aske i en urne. Den stod på parade blandt gravøllet på Det rene glas, mens hullet, hun skulle i, blev gravet helt ude i Rødovre. Jeg var den eneste, der tog med derud. Laust, Lille-Kjeld og et par af de andre stammere syntes, det var lige lovligt langt væk med en tur til Rødovre en onsdag eftermiddag. Jeg gik hele vejen derud alene, men ok, jeg var også den eneste af sjakket, der havde besøgt hende i privaten. I det hele taget var det en lortemåned. Vicebent påstod, jeg skyldte husleje for et halvt år, og at han ikke så nogen anden udvej end at sætte mig ud. Og nu er han også død. Og der er kommet andelsforening. Ja, ja, det havde jeg nok alligevel ikke havde haft råd til. William blev glad for gaven, stod der i det brev, Anne-Line sendte mig. Og hun mente, det var på tide, jeg mødte ham. Kom sankthansaften, så laver vi et bål i haven, men husk, du kun er en god ven af familien. William kalder Henrik for far, skrev hun med sin sirlige håndskrift. Henrik? Ham havde jeg ikke hørt om. Jeg fik heller aldrig mødt ham. Eller William for den sags skyld. Dagen begyndte ellers fint. Jeg fik lov til at låne Lille-Kjelds tilkalkede brusehoved, og de tre hårde stråler fik gjort kål på de værste lag støv. Mit tøj var heller ikke ligefrem her kommer far-klart, så igen var Lille-Kjeld på pletten. Tag noget af mit, sagde han, mens jeg tørrede mig i et hullet håndklæde. Jo, tak, Lille Kjeld-Kjeld har jo ikke fået sit øgenavn for ingenting, men en stumpet skjorte og bukser, der råbte ned til skoene, var alligevel bedre end min egen kludebunke. I et sjældent muntert tempo begav jeg mig af sted med kurs mod 2500. Præcis klokken 18 stod jeg foran det hvide hus og ringede på. Jeg hørte en dør blive smækket oppe fra første sal. Bliv der, lød Anne-Lines stemme, og så buldrede det på trapperne. Hej, sagde jeg og rakte en buket frem, som naboen ikke ville savne i sit overdådige blomsterbed. Lynene fastfrøs mig øjeblikkeligt til trappestenen. Du er godt nok utrolig, lød det fra sprækken under lynsenderne, hvor svært kan det egentlig være? Og bang, døren blev smækket i. Jeg bankede knoerne hudløse den næste time, men der kom ingen reaktion indefra overhovedet. Med hovedet i et større grødfad end nogensinde luskede jeg væk. Den heks, den heks, boblede det inde fra grødmasserne, jeg håber, kosten taber hende på vej til Bloksbjerg. Laust og Lille-Kjeld sad og savnede Slidte Sally, da jeg på uforklarlig vis fandt tilbage til Det rene glas. Hvordan gik det? pippede Lille-Kjeld. Jeg satte mig på min plads og sagde ikke noget. Nå, sagde Laust, så dårligt? Jeg nikkede. Det var synd, kammerat, men op med humøret. Jeg giver en hof, og så kan jeg fortælle en munter historie fra i går. Det var sgu ellers en sjov aften. De kunne ikke få ild på bålet ovre i Fælleden, men det kunne de jo have sagt sig selv. Det pisser jo altid ned sankthansaften. Noget inde i grøden gav et elektrisk udslag. Sankthans. Det er jo den 23. Det er juleaften, der er den 24.
   - Hør, du kan ikke sove her. Kirken lukker nu. Gudstjenesten er forbi.
   - Man ser, at præsten genner menigheden ud af Guds hus. Er det i den gode sags ånd?
   - Har du nogen steder at tage hen?
   - Man kunne gå den lange vej, men orker det ikke i aften. Ikke uden smøger.
   - Ja, cigaretter har jeg ikke, men jeg kan da give dig en seng at sove i. Bare i nat. Og lidt at spise. Er du sulten?
   - Det takker man mange gange for. Og lidt i maven ville da være en dejlig sag. Anden fløj sin vej uden om ens mund i år.
   - Kom så op med dig. Min kone har helt sikkert et stykke berberiand til overs. Og sikkert også et par brunede kartofler.
   - Er hr. præsten sikker på, at der ikke kan blive en lillebitte cigaret til efter middagen?
   - Nu ser vi på det. Her, tag min arm. Har du hverken råd til mad eller cigaretter?
   - Nogle gange har man penge. Andre gange er det lidt lavvande, det erkender man. Men kun et par dage endnu. Så kommer der et nyt hus forbi.