I yderkanten af skoven står skovfoged Nicolajs hus med udkørsel op til vejen. Når man kommer inde fra skovmidten ser man det mellem træerne. Idyllisk og smukt ligger det.

Helt anderledes er det med idyllen inde bag facaden på huset.

LIONE
   Oprør

Hjertet hamrer i hendes bryst efter skænderiet. Nicolaj var stormet ud ad døren og havde smækket den kraftigt efter sig. Formodentlig var han taget direkte på arbejde.

Hun pakker en taske. Den er ikke tung. De har kendt hinanden i en måned, så hun har kun det vigtigste hos Nicolaj. Hun har hele tiden haft på fornemmelsen, at deres forhold ikke duede. Der er for mange kontroverser og forskelligheder på den uheldige måde. Hun vil hjem til sin lejlighed inde i byen endnu før i aften, når han kommer tilbage. Han har glemt sin madpakke. Den står på køkkenbordet sammen med en Cola. Hun snupper begge dele på vejen ud. I hast lægge hun en besked om, at deres uoverensstemmelser er for store til, at hun kan blive ved med at være sammen med ham. Resten må komme senere.

LIONE
   Gennem skoven

Ved en pludselig indskydelse tar hun bagvejen til skoven i stedet for at tage bussen oppe ved vejen direkte mod byen. Lige uden for haven står hvide anemoner og gule smørblomster fredeligt under skærmende træer. Sollyset glimter imellem bladene og viser deres silhuetskygger på skovbunden. Hun går rundt i skoven længe og lader naturen bringe fred i hendes sind.

Hun følger skoven mod byen. Vil gerne hvile lidt endnu i den blide virkning, naturen og solen har. Det pusler under nogle blade; hun bliver lidt forskrækket og opdager med undren en hare. Den må have forvildet sig væk; måske er det kun en stor unge. Men indlysende er den ligeglad med hendes tanker og hopper ind i krattet, før hun når at se meget andet end bagdelen af den. Et egern piler lynhurtigt op i et højt træ.

Der er en lysning, hvor hun sætter sig i skovbunden på en plasticpose, hun havde i en af taskens ydre lommer. Solen varmer og føles gennem tøjet. Hun bliver helt opstemt og har for en tid næsten glemt Nicolaj.

Maven rumler. Skulle hun tage et stykke mad? Hun tar madpakke og cola frem. Papiret knitrer om kap med træernes eventyrlige hvisken og susen, imens hun pakker maden ud.
   "Super hyggeligt," tænker hun, "super" er for tiden et super brugt ord," tænker hun videre, "lige meget: Leverpostej, rødbede indpakket i en plasticpose, kogt laks og lidt af gårsdagens rester, dufter indbydende og smager endnu bedre i den frie natur. Det er livet!" Det sidste siger hun højt til publikummet i skoven.
   Bruset fra colaen rammer hendes næsebor så det kilder.

Efter at have spist føler hun sig træt. Hun sætter sig mageligt på plasticposen op ad et træ og bruger rejsetasken som rygstød og hovedpude. Hun suger luften med græssets duft og lugten af jord ind i dybe åndedrag. Hun næsten har glemt, at hun tidligere på dagen var så oprørt pga. Nicolaj.

Pludselig mærker hun noget, der ikke føles som det skal. Hun ser sig uroligt omkring og ser en skikkelse stå næsten skjult mellem træerne.

PER
   Inde bag nogle træer står han og får øje på hende. Hun sidder op ad en træstamme midt i solen, der får hendes gyldenblonde hår til at glimte, som om der er små diamanter i det. Hun sidder og har det tilsyneladende helt fredeligt. Han nyder naturen, imens han iagttager hendes slanke krop og opadvendte ansigt, der er fuldstændig opslugt af nydelse. Det er den lyse side af hans sind, der iagttager og opsuger. Han bliver ét med hende i en drømmeverden, som ingen kan tage fra ham.

"I den virkelige verden er hun uopnåelig", tænker han.
   Hans sind formørkes. Spiren til en mulig plan bliver skabt. Hun skulle bare vide...

I det samme vender hun sig i retning mod ham. Hun begynder at samle sine ting sammen. Han er ikke tæt nok på til at se hendes ansigtsudtryk.

LIONE
   Hun tør næsten ikke trække vejret. Personen mellem træerne står helt stille, halvt gemt. Det skrig, der er ved at komme, bliver siddende i halsen. Ud af øjenkrogene holder hun øje med personen. Hendes skygge, som hun sidder der i solen, er blevet lang, og skygger fra træerne er også ved at nå hende. Det må være blevet sent eftermiddag, og hendes lille udflugt må have varet i flere timer nu.

Til egen undren bliver hun sekundvis helt nøgtern og knivskrap i hjernen, næsten for rolig og fattet. Knæene ryster modsigende, da hun rejser sig og samler madpapir, colaflaske, beholder og plasticpose sammen. Hun kan se, han har en hætte over hovedet; ansigtet er bortvendt. Han har stillet en stor rygsæk mod et træ, der, som hun kun kan skimte, vist har forskellige flag på. Det er nok en blaffer, tænker hun for at berolige sig selv, og de der hætter er så moderne.
   Hurtigt skridter hun op til vejen, imens personen endnu er et stykke fra hende. Gennem øjenkrogene holder hun øje med ham, eller måske er det en hende.


LIONE
   Uvejr

"Æv, der går ikke flere busser i dag fra denne her udørk", mumler hun, da hun ser på busstoppestedets tavle. Så hun går ind mod byen.
   Blafferen, som det måske var, gav hende et adrenalin skud ved så pludseligt at dukke op, og førte hende tilbage til virkeligheden fra skovens drømmerier. Med bemærkelsesværdig afklarethed ved hun nu, at det er rigtigt af hende at handle i forholdet til Nicolaj. Hun vil ringe til ham i morgen.

Hun går over mod stien, der strækker sig over bakken på den modsatte side af vejen. Det er en genvej frem for, hvis hun skulle følge vejen.

Himlen bliver mørkere. "Det har vel ikke tænkt sig at regne", mumler hun. Lige netop regntøj skænkede hun ikke en tanke i sin oprørte tilstand, da hun forlod Nicolajs hus i fuld solskin. Hun kikker bekymret mod himlen. Enkelte optimistiske mennesker går nede på den næsten mennesketomme vej. Det begynder at dryppe, så at regne.

Uvejret rammer hende med fuld styrke. Regnen pisker i ansigtet; den rammer som små sten. Det er store hagl, der slynges gennem luften. Vinden tager til, og træerne begynder at give efter. De pisker frem og tilbage, og hun er kun nået halvvejs. Hendes ellers gode kondisko siger sjip svup, sjip svup. Jakke, trøje og bukser er gennemblødte af vand.
   Hun kan næsten ingenting se, så meget stormer og hagler det. Det er som om, alle kræfter er sat ind på at stoppe hendes fremgang, stoppe hendes vej væk fra Nicolaj. Foroverbøjet prøver hun i stiv modvind at løbe men falder over en sten, skraber knæet og glider lige ned i et vandhul. Hun bliver totalt mudret til og kravler med besvær op. Tasken bliver skrabet med op. Med lidt bidsk humor afgør hun, at mudderet på tøj og sko nok bliver skyllet væk af regn og hagl, inden hun når hjem. Åh ja, et lunt køkken med en kop varm kaffe eller kakao lyder både meget tillokkende og meget fjernt.

Endelig hjemme flår hun indgangsdøren op. Dørlukkerens knirken lyder ironisk mod hende. Hun løber op ad trapperne og hører døren gå langsomt i, imens det stormer ind. "Vindfang min bare...", tænker hun.

PER
   Han ser Lione gå ad stien over markerne, hvor der til venstre for hende står en række træer og et krat. Bagved løber en sti mere. Per følger denne sti og kan skjult mellem bladene let iagttage den intetanende Lione.
   Pludseligt mørkner himlen og et massivt uvejr bryder løs. Per skynder sig at tage regntøjet op af sin rygsæk. Han kan se, at Lione bliver drivende våd og mudret til.

Han må selv kæmpe med den stive modvind og regn og er på et tidspunkt ved at tabe hende af syne. Det lykkes ham alligevel at følge hende hele vejen.
   Ved indgangsdøren er Lione så optaget af at komme indenfor i læ, at hun intet ser. I ly af den voldsomme regn følger han hende ret tæt. Han smutter ind, inden døren lukkes helt efter hende, og ser, hun bor 1.th.
   Med smidige bevægelser som en kats lister han ned i kælderskakten og lader rygsækken stå i det inderste hjørne.

Herefter går han ned til blomsterforhandleren. Hans plan er nu fastlagt.

Tilbage igen lykkes det ham hurtigt at komme ind i opgangen samtidig med en anden person, og han tager trappen i få trin.

Han skal til at ringe på døren hos Lione, da han til sin glæde opdager, den står på klem. Han kan høre bruserne fra badeværelset. Lydløst som en skygge sniger han sig ind. I entréen ser han yderligere noget glædeligt: to nøgler, som ligner en hoveddørsnøgle til lejligheden og en yderdørsnøgle til opgangen ligger på kommoden. Dem lægger han lynhurtigt i lommen, hvor kniven, elefanthuen, et lommetørklæde og noget tape også ligger. Ansigtet er camoufleret til ukendelighed med maske og sminke. En hætte beskytter mesterværket og skjuler hovedfaconen. Regnfrakken har han beholdt på. Han glæder sig til at se hendes angst, når hun opdager ham. Somme tider har han på mørke aftener brugt elefanthuen med eller uden maskering. Det giver ekstra skræk og forøger spændingen. I dag har han brugt maskering. Han har endda en anden farve øjne ved hjælp af kontaktlinser.

LIONE
   Uventet besøg

Indendørs smider Lione rejsetaske og al sit tøj. Hun stiger op i badekarret. Med det varme brusebad mod huden kommer der lidt liv i kroppen igen. Badehåndklædet gør den varme hud helt rød.

Hun laver kaffe og tar den og nogle småkager med fra køkkenet og går ind mod stuen. Hun glæder sig til at tænde for tv'et og til at sætte sig mageligt til rette i hjørnesofaen med benene oppe.

Idet hun skal til at træde over dørtrinet og kikker op, ser hun en mandsperson tildækket med hætte og stor regnfrakke i hendes stue. Hun bliver så forskrækket, at hun taber bakken med kaffe og småkager. Hun må have glemt at låse døren i forvirringen ved hjemkomsten. Han har den ene hånd bag på ryggen.

PER
   Han står bag den halvt åbne dør i stuen og ser Lione fuldt påklædt komme ud fra badet og gå ud i køkkenet. Efter lidt tid kommer hun ind mod stuen med en bakke med kaffe og småkager. Hans forventning bliver ikke gjort til skamme, da han træder frem. Da hun ser ham, bliver hendes øjne vilde af angst, og hun giver et skrig fra sig.

I det samme går entré døren op. Et barn kommer styrtende ind med en masse ord og standser pludseligt op. Han mærker spændingen som blød gelé i knæene, den forkerte spænding, den der går ud over ham selv. Med bortvendt ansigt går han med stive og lange skridt frem i døråbningen, hvor Lione står. Han rækker hende blomsterne, som han har haft på ryggen og siger:
   "Undskyld forstyrrelsen og påklædningen, men jeg blev overfaldet af regnen og døren stod åben; jeg er din nye nabo og ville blot giver dig disse blomster som tegn på godt naboskab." Han gør sin stemme anderledes.
   Hurtigt som lynet smutter han ud, helt ud og ned mod bussen.

Han glemmer sin rygsæk i kælderen.
   Et sted bag nogle lag i hans sind ved han dog godt, han har glemt den, men det kan måske komme ham til gode, når han får samlet sig.

CAMILLA
   "Mor døren var åben, jeg vidste slet ikke, du var hjemme, jeg fik lov at hente mine regnbukser af far, og jeg fik også lov til selv at tage bussen."

Hendes våde hår er i vild uorden, kinderne røde efter at have drønet af sted i regnen, og øjnene gløder af stolthed over selv alene at have kørt i bus.
   Hun smutter dryppende ind i korridoren, først uden at ænse noget.

Nu stopper hun brat op og ser direkte på mor. Et kort øjeblik forstår hun ingenting. Udtrykket skifter som pludseligt vejrskift.

Hun har set mor, som står og stirrer underligt ind i stuen, og hun ser i samme øjekast det smadrede porcelæn, kaffen og småkagerne, der ligger på gulvet. Den vidunderlige følelse af fart, styrke og glæde erstattes af rædsel fra morens vibrationer og bange udtryk. Hun giver et lille skrig fra sig, selvom hun endnu ikke aner, hvad der foregår. Nu toner en ukendt mærkelig mand med regnfrakke og hætte ud i døråbningen fra stuen. Han ser mørk ud i blikket og virker forvildet og usikker. Tårerne begynder at pible frem i øjenkrogene på hende. Der er noget helt galt med hendes mor, og manden skal ikke være der, fornemmer hun. Hun kan instinktivt ikke lide ham; han er fjenden, der har gjort hendes mor bange.

"Undskyld forstyrrelsen og påklædningen, men døren stod åben og jeg blev overfaldet af regnen. Jeg er din nye nabo og ville blot giver dig disse blomster som tegn på godt naboskab," siger manden pludselig og bryder tavsheden. Han vender ansigtet væk fra hende og rækker mor en buket blomster og skynder sig meget hurtigt ud ad døren.


JÆGEREN
   I bussen

Han stiger op i en tilfældig bus. Det gør han undertiden uden at have noget mål for kørslen. Bussens summende motor beroliger ham, og han tænker godt mellem mennesker, der ikke bryder ind og er forstyrrende elementer.
   Han har enkelte ubetydelige principper, men er ellers en flink og stilfærdig mand, nærmest konfliktsky, siger hans kæreste. Det mener han også selv og prøver at glemme, at han engang overfaldt en pige, som gik alene nede på en mennesketom havn en sen aften. Elefanthuen var med til at øge spændingen. Hun blev rædselsslagen og ville flygte. Det hidsede ham fuldstændig op, og han forfulgte hende som en jæger, der jager sit bytte og ikke giver op før han føler tilfredsstillelsen ved, at det er indhentet og nedlagt. Hun havde nær hevet hans elefanthue af, før hun mødte kniven. Der var også lige de andre gange... Nej, det er hans mørke side, som han ikke beskæftiger sig med, når han er "normal".

Han plejer at være i stand til at dele sine de to halvdele, så de agerer uafhængigt af hinanden. Han ved, han ikke gør nogen noget ondt, når han er den flinke person, som har en dejlig kæreste og nogle gode venner. Hans to verdener har ikke noget med hinanden at gøre.
   Den mislykkede indtrængen i Liones lejlighed bryder ind i hans overvejelser og gør ham forvirret og rasende. Der var godt nok det store, søde øjeblik, hvor han så den vilde angst i hendes øjne, men så kom ungen ind ad døren og ødelagde det hele.

Ingen kender til hans "mørke side". Knapt nok ham selv. Dem, der har mødt den, kan ikke fortælle noget mere. Hvor var det godt, han havde købt en buket blomster på vejen, så han havde et argument for at opsøge hende, da han blev afbrudt af barnet. Han ville have ringet på og givet hende blomsterne fra den nye nabo, og så have trængt ind i hendes lejlighed. Men døren stod jo åben - på klem endda, så han kunne se, den var åben.

Nu sidder han i bussen og funderer over, om han skal stå af ved næste stoppested og opsøge Lione igen. For en sikkerheds skyld må han nok bruge elefanthuen, hvis han vender tilbage i nat eller i morgen nat. Pigen kom på tværs, men ellers interesser hun ham ikke. Hun kan knapt have fået noget indtryk af hans maskering i den mørke korridor. Det, der interesser ham og ophidser ham, er Liones udtryk af ægte rædsel.

Nej, siger han til sig selv, han bør ikke tage chancer, han er nødt til at vende tilbage og gøre sit forehavende færdigt. Han står af bussen og vender tilbage til stedet, hvor Lione bor.

Det er mørkt nu, lyset fra den udendørs lampe lyser ind i opgangen. En elefanthue og en kniv, noget tape og et lommetørklæde samt nogle handsker ligger stadig i lommen ligesom Liones nøgler. Han stiller sig i kældertragten i et hjørne, hvor lyset ikke når ham, heller ikke hvis trappelyset skulle blive tændt. Her har han fuldt overblik over, hvem der kommer og går.

LIONE OG CAMILLA
   Camilla ser på sin mor. Hele morens krop dirrer. Ansigtstrækkene er underligt krakelerede og udtrykket formørket, al farve i ansigtet er forsvundet. Øjnene stirre lige ud, som om hun slet ikke har set Camilla. Med stive skridt går Lione ud og låser hoveddøren. Hun har stadig blomsterne i hånden. Hun vender sig fra hoveddøren og ser underligt uforstående på dem. Endelig lægger hun dem distræt fra sig på det lille bord i korridoren. Camilla begynder at hulke højt. Morens angst går direkte over i hende.

Ved hendes gråd bliver moren nærværende igen men alligevel på en underlig fraværende måde. Hun træder over skår, kaffeplet og småkager og går med ben, der næsten ikke kan bære hende, over i sofaen.

"Undskyld lille skat, jeg blev bare så forskrækket over den nye nabo, der pludselig stod i vores stue. Det er ved at gå over igen. Vi har låst døren, og han kommer ikke tilbage. Vi må ringe til far og få ham til at hente dig."

Hun føler uden rimelig grund, der er noget bekendt ved den nye nabo, der uden invitation kom ind i hendes stue. Det distraherer hende men beroliger hende også. Måske overreagerer hun. Måske var det bare en uheldig og klodset opførsel fra en ny nabo, der i venlighed kun ville give hende en buket blomster.

Den våde Camilla tager hun i favnen og de finder et håndklæde og noget tørt tøj. Camilla hører morens trøstende ord og mærker ligesom moren gør, at trygheden og varmen kommer tilbage i kroppen. Angsten slipper lidt efter lidt.

PER
   Ventetid

Han står nede i kælderskakten. Minutterne sniger sig af sted. Han er vant til at planlægge og opdage vildt på vejen, ikke vant til at vente. Situationen er akavet for ham, og han skal passe på, han ikke bliver alt for utålmodig og gør noget dumt, så han bliver opdaget. Hans begær for fangst efter at have set Liones angst, har ikke sluppet ham.

Nu står han her skjult af mørket. Tiden føles uendelig. Den selvlysende sekundviser på hans ur har aldrig bevæget sig langsommere: Ryk - ryk - ryk - ryk - går den frem. Hans før så katteagtige bevægelser er stivnet. Han sveder. Vil ikke vedkende sig det. Han får øje på en kvinde i vinduet i blokken overfor. Dvs. han får øje på silhuetten af hende gennem et tyndt gardin. Han kan ikke se nogen mand, men han kan umuligt være sikker på det.

Det her er ikke holdbart. Han kan ikke holde det ud. Nu har han stået her næsten en halv time, og det føles som et halvt år. Skulle han prøve at besøge kvinden i blokken overfor? Han må improvisere for at finde ud af, om hun er alene i lejligheden. Det er alvorlige ting, han skal foretage sig. Med jægerens kunstfærdighed skal han snige sig ind på byttet for at lægge det ned og snitte og dræbe. Han må ikke lade sig distrahere af et enkelt nederlag. Han må planlægge. Lione har gjort ham ondt. Ungen kom brasende og ødelagde det hele. Det er uretfærdigt. Hvis han overfalder en anden kvinde, vil hans plan i aften ikke være fuldbyrdet. Så vil han være nødt til at komme igen senere for at få hævn over Lione. Og to kvinder så tæt på hinanden er for farligt.

Han sætter sig ned i sit mørke hjørne med benene udstrakte for at tænke. Sekundviseren viser: Ryk - ryk - ryk - ryk -
   "Tik tak, tik tak, tik tak". Han drømmer, han sidder på gulvet i sit barndomshjem i stuen under bornholmeruret. Han vil gøre forbudte ting og føler oprør og lyst til at hævne, uden han helt selv kan forklare det. Trangen føler han altid, men han skal sikre sig, at ingen ser det. Lige nu holder han Samba, deres hund, i dens halsbånd og har planer. Hans far er på arbejde. Han selv er alene hjemme. Samba klynker og vrider sig. Den er bange for ham. Det pirre ham. Han vil høre den klynke og skrige. Han vil se dens øjne blive vanvittige af angst og smerte. Han vil have kontrol og magt over Samba.
   Midt i det hele brager døren til stuen op, og hans far kommer væltende ind. Faren burde ikke være hjemme endnu. Hvorfor er hans far hjemme? Per vil flygte, for hans far tæver ham sønder og sammen, uanset hvad han har gjort eller ikke gjort, for han spørger ikke først. Han kan ikke komme væk fra faren og må slippe Samba. "Jeg gør det ikke mere," jamre han imod sin vilje, for han har ikke gjort noget - endnu. Efter kløene, hvor faren bliver ved med at slå til han er udmattet, ved Per, at faren går ud og laver mad, som om intet er hændt. Det hele er overstået indtil næste gang. Som altid spiser de middag i ro og fordragelighed, ham og hans far. De er jo de eneste familie sammen med hunden, og så må man holde sammen. Efter aftensmåltidet giver han Samba mad, som han plejer. Faren smiler til dem og tænder for aftennyhederne.

Per vågner med et sæt ved, at dørtelefonen ved indgangsdøren brummer højlydt. Sveden hagler ned over panden på ham, så han må tørre sig over øjnene. Han ser en mand komme ind i opgangen. Lidt senere kommer samme mand ned igen med et barn ved hånden. Han ser til sin store lettelse, at det er tøsen fra Liones lejlighed. Nu er banen snart fri.

PER
   Forberedelse

Han rejser sig nede i kælderskakten. Er meget koncentreret og målbevidst nu. Med Liones nøgle låser han sig ind i kælderen, hvor der er lys. Han søger med øjnene for at orienterer sig om, at der ingen mennesker er. I en lille sidegang vælger han et kælderrum, hvor han dirker hængelåsen op. Rummet kan skjule ham, hvis nogen skulle komme forbi. Han tager kontaktlinserne ud og sin maskering af. Trækker en kedeldragt over sig med vvs mærke på brystlommen og tager et par af sine tynde operationshandsker på. De ting, han skal bruge til sit forehavende, tager han op af rygsækken og lægger i lommerne på kedeldragten. Rygsækken vil tage med op til Liones lejlighed. Han rydder grundigt op og tørre af. Hængelåsen låser han og tørre også den af.

PER
   Handling

Oppe i Liones lejligheden låser han sig lydløst ind. Han har øvelse i lydløshed. Han kan høre fjernsynet spille og snakke. Han stiller rygsækken indenfor døren til badeværelset og trækker elefanthuen ned over ansigtet. Hvis hun pludselig skulle dukke op i korridoren, er han uigenkendelig og ville i det tilfælde lynhurtigt tage sin rygsæk og smutte. Nu tar han et lommetørklæde i venstre hånd og noget tape i højre. Kniven ligger i lommen.

Lydløst lister han sig bagfra ind på Lione, som sidder i sofaen med ryggen til døren i stuen. I en lynhurtig bevægelse stopper han lommetørklædet i munden på hende og sætter tape over. Inden hun når at reagere, viser han hende kniven og sidder i et spring oven på hende med et ben på hver side. "Ikke en lyd", hvæser han med fordrejet stemme. Med kniven tæt på hendes hud og med sin kropstyngde taper han først hendes håndled bag på hendes ryg og så hendes ankler. Det kræver øvelse, at hun ikke får held til at slå kniven ud af hånden på ham, og den har han. Han ser, at hendes øjne er sorte af angst. Det pirre ham næsten til vandvid, men han vil lege lidt endnu. Straffe hende. Hun har såret ham. Så tar han elefanthuen af. Hendes øjne viser i et splitsekund overraskelse.
   "Det er mig, der bestemmer din lille mær", mumler han indædt, skærer hende let i armen og mærker med fryd, hvor meget hun vrider sig under ham. Han trækker blusen op på hende og snitter i hendes brystvorte, så der pibler blod. "Det er mig, der har magten ", siger han, "har du forstået det? Ikke sådan en betydningsløs mær som dig. Jeg bestemmer!" Stemmen er stadig lav og hvæsende. Hun er besvimet. Irriteret slår og rusker han hende, indtil hun kommer til bevidsthed. Han ser rædslen og dødsangsten vende tilbage i hendes øjne. Hun spænder kroppen i desperat modstand. Han snitter igen. Og mærker hende blive helt slap, imens han får udløsning.

Per rejser sig hurtigt fra sofaen for at undgå for meget blod, tørre kniven af i et lommetørklæde, klapper den sammen og stikker den i lommen. Der er ingen grund til at tørre noget af i stuen; han har hele tiden haft handsker på både første gang han var her og nu. Han går ud på badeværelset, tager kedeldragten af og lægger den i en plasticpose. De brune kontaktlinser, han har i en lille beholder i lommen på hans almindelige tøj, tager han på igen. Ansigtet og hænder med handskerne på skyller han grundigt med vand. Han sminker sig igen, og sætter en strikkehue over håret. Endelig lægger han også de tynde plastichandsker ned i posen sammen med kedeldragten og tøjet. Posen med indhold skal brændes hjemme i hans have sammen med andet tøj og noget haveaffald.

NICOLAJ
   Nicolaj lægger begge Liones nøgler, som Per havde, tilbage på kommoden i korridoren. Det er langt over midnat. Fra fjernsynet i stuen lyder skud fra en Western. Lione er faldet i søvn foran fjernsynet efter deres vidunderlige elskovsakt. Han vil lade hende sove og liste hjem.
   Stille lukker han hoveddøren og synes i det samme, han hører et uhyggeligt skrig inde fra lejligheden, som om nogen er i stor nød.
   "Så livagtigt de laver film i dag", tænker han med en hovedrysten og skynder sig smånynnende ud i natten.

EPILOG

I yderkanten af skoven står skovfoged Nicolajs hus med udkørsel op til vejen. Når man kommer inde fra skovmidten ser man det mellem træerne. Idyllisk og smukt ligger det.
   I denne lange nats mulm og mørke dukker huset frem med to lys, der tændes i et par af vinduerne.
   På døren ud mod vejen pryder et navneskilt skovfoged Nicolajs dør.
   På skiltet står der:
   NICOLAJ PER ANDERSEN