SIGURD

Sigurd vågner ved en lyd, som om noget er faldet på gulvet. Han har drømt og har en urolig fornemmelse af, at der er noget vigtigt, han har glemt. Det gør forfærdelig ondt i maven og i hovedet, og han har viklet sig ind i et tæppe, der burde ligge ovenpå dynen.
   Hans maveregioner beordre ham ud på toilettet, så han kan ofre det, der ligger og truer med at skvulpe over. Halvt oprejst når han derud og står med hovedet nede i kummen og glor på sine indvolde, der har manifisteret sig som grøn væske, før han trækker ud. Fy for S..... Han pjasker vand i hovedet. I spejlet fremtoner noget, der ligner aftrykket af et todimensionalt blegt ansigt. Det kunne godt minde om hans eget. Han er svimmel og totalt udmattet. Og tom for indvolde. Så tom at ryggen nærmest føles som en flade, der skurer imod det indvendige af maveskindet. Nå så følges de i det mindste ad, ryggen og maven.

Han zig zagger ind og lægger sig på sengen igen. Fornemmer han er alene. Hvor er Melina? Hun hører så gu da til ved siden af ham, hvis hun ellers kan huske det. Det er svigt ikke at være ved hans side, når han nærmest er ved at krepere.
   Langt bag i hans bevidsthed er der noget, der toner uvenskab, øller, noget med at Melina nævnte Patrick, der ikke var kommet hjem, selvom det var nat. Men Patrick er 14 år og har vel en lille skolekæreste, han skal passe. Melina skal i hvert fald blande sig udenom. Hun har anden etnisk baggrund end dansk, har kun boet i Danmark i fire år, så hendes kendskab til den danske opdragelse er minimal, og det er slet ikke hendes søn. Desuden er Sigurd ureglementeret blevet påtvunget Patrick. Tidspunktet er ikke efter de aftalte samkvemsregler. Bare fordi han var flink, sagde han ja til at have drengen, imens hans fordømte mor og hendes kæreste skulle på ferie. Så drengen er næsten heller ikke hans ansvar lige nu.
   Han bliver nødt til at sove igen. Drømme videre. Sove fra hvad der ikke er værd at huske.

Der er nogen, der er ved at tømre noget træ sammen; de bliver ved med at banke. Sigurd ved, han skal derhen og hjælpe. Det er ham, der er sjakbajs. De andre er afhængige af ham. Han opdager, at der er en bred å, han skal over, før han kan nå derhen. Nogen siger, der skulle ligge en båd. Der er ingen båd. Han begynder at gå ud i vandet og råber af sine lungers fulde kraft: "Jeg er på vej, kommer nu", men ordene vil ikke komme ud. Det er svært at gå i vandet. Det bliver ved med at gøre modstand. Det vil tage lang tid for ham at komme over på den anden side. Bankene kommer nærmere og nærmere. Det går op for ham, at det må være hans hoveddør, det banker på, og at han har sovet. Han rejser sig op og går ud i entréen for at lukke hoveddøren op. Der er ingen. De må være blevet trætte af at banke. Han går ind og lægger sig igen.
   Men nu fortsætter bankene højere og tydeligere. Der er et eller andet galt. Hvorfor bliver nogen, der ikke er der, ved med at banke på hans dør?

Lidt efter lidt kommer bevidstheden snigende ind bag øjenlågene, og han opdager, han bare har drømt, han var ude og lukke op for ingen. Nogen er ved at banke hans hoveddør ned, stædigt og indædt. Han får fat i sine bukser og får med møje og besvær højre modstræbende bukseben trukket halvt op om det venstre ben. Om igen. Bankene bliver ved. Så hold da kaje. Utroligt at folk ikke er gået. At de gider blive ved med at banke. Hvem kan det dog være. Melina hvor H...... er du? Kan du ikke få lettet rumpet og gå ud og lukke op. Hvad laver du, og hvor er du? Endelig lykkes det ham at få de forbaskede bukser på og komme hen til hoveddøren. Han kikker ud gennem dørspionen. Det er gu hjælpe mig Politiet med Patrick. Hvorfor dog det??

"Denne unge mand lå og sov på en trappesten i nat."
   Sigurd misser med øjnene mod det skarpe lys fra opgangen, og de lander uden han vil det, fascineret på den talende betjentens overskæg. Det vipper op og ned i takt med de højtidelige formuleringer af knægtens øretæveindbydende opførsel aftenen og natten forinden.
   "Vi fandt ham i aftes så fuld, at han ikke vidste, hvor han boede", fortsætter fipskægget ufortrødent, "så han har fået lov til at sove den ud i detentionen. Vi har ham også mistænkt for at bruge nætterne til at lave graffiti sammen med et par andre gutter."
   De er to betjente. Den ene politimand, ham med fipskægget, løfter på kasketten og klør sig i håret. Har idioten lus eller hvad? Eller skal gestussen retfærdiggøre, at de komme rendende her klokken lort om morgenen? Og der står drengen. Slapsvansen. Her troede man, han var på besøg hos en lille veninde eller en kammerat. En 14-årig knægt må man da kunne give lidt frihed uden at få besværligheder. Bare se hvor slukøret han lister ind.

Nu kommer Melina også rendende. Det er blevet til et helt opløb. Utroligt hun kunne finde ud af at komme hjem. Hun står med en pose fra bageren i hånden. Hun har sikkert købt noget helt forkert. Hvad ligner det at være væk så længe?
   Han har ikke lige tjek på, hvor længe, hun har været væk, da han har sovet det meste af morgenen, men det kommer jo ikke hende ved.
   Den ene betjent letter igen på hatten. Så høflig hva'? Nikkedukken nikke og takker. Tak for hvad? Man er vist ikke lige på højde med situationen.
   Ja tak min bare røv. Sku' det være en anden gang, så bliv væk... La os få den dør lukket.

"Hvor har du været Melina?" udbryder han, så snart hoveddøren er lukket. Du smutter bare fra alting og er totalt ligeglad."
   Hun ser godt nok skyldbetynget ud, måske har hun virkelig været på afveje.

"Har du besøgt en kæreste i nabolaget? Sig det endelig, så vi kan få det på rene med det samme."

"Jeg har hentet morgenbrød", hører han hende sige, "det var for at gøre dig glad, jeg elsker dig jo, det ved du. Der var kø."

"Så har du vel også taget en iskold cola eller to med? Næ, den papirspose indeholder ikke colaer. Du kan ikke finde ud af nogen ting. Alt skal man fortælle dig!"

Nu står kællingen gu hjælpe mig og siger "Undskyld Sigurd".
   Hun er lige grydeklar til et par flade.


PATRICK

Patrick er gået ovenpå til sit værelse. Han er ikke interesseret i en konfrontation med faren, han skal ikke nyde noget af at afbryde farens koncentration om Melina og colaerne.

"Patrick, kom så ned med det samme."

Farens stemme trænger gennem vægge og loft. Pastrick går modstræbende ned ad trappen igen. Det er noget lort alt sammen, når man er hos far. Og mor er i Caribien med Kasper. Pisse irriterende alt sammen.

"Gå ned og hent to store iskolde colaer", beordre hans far.
   Melina står henne ved kaffemaskinen og forsøger at lade være med at græde.

Det strejfer Patrick, som det har gjort før, at hans far har ret i noget af det, han siger til Melina. Gud hvor er hun ynkelig at se på, og smådum eller skrigende naiv må hun også være, når hun finder sig i alle hans humørskift og ondskabsfuldheder. Hun bør svare ham igen eller gå fra ham, give ham modstand, som mor heldigvis gjorde. Men det er nok sværere for Melina, hvis forældre og øvrige familie bor langt væk. Hun har måske ingen steder at gå hen. Han er flov over at være søn af Sigurd. Han er en led tyran, der vil have kontrol og bestemme det hele.

Patrick finder en plasticpose og får nogle penge.
   På vej ud ad døren hører han farens tordenstemme. Alle naboerne må også kunne hører den:

"Hvor har du tænkt dig, du skal hen snotknægt?"
   Han stivner og stopper op.

"Kan du så komme op på dit værelse! Du har stuearrest til din mor kommer hjem fra ferie."

Patrick gider ikke svare ham. Går tilbage og lægger posen. Tager pengene op og skal til at lægge dem, da faren fortsætter:

"Havde du tænkt dig at lade pengene blive i lommen, din lømmel, din kriminelle graffititegner. Er du også blevet en tyv?"
   Patrick fortsætter bevægelsen med at lægge pengene på køkkenbordet.

Han er meget sulten, men han skal ikke nyde noget af at sige det. Han usynliggør sig mentalt og går op ad trappen igen. Håber at hans øreflapper kan lukke alle lyde ude.
   Hans hoved snører sig sammen i hovedpine, og en ubestemmelig og væmmelig knude vokser fra halsen og ned i brystet på ham. Den vil ikke forsvinde.


MELINA

Melina vandrer endnu engang ned mod bageren, denne gang for at købe colaer til Sigurd. Hendes sko klapre mod betonen. Det sorte, smukke hår er i uorden, frakken flagre ud til siderne og er ikke knappet. Hun registrerer det ikke. Hendes nærvær er forsvundet bag et forvirret ubehaget ved Sigurds vrede. Hvorfor huskede hun nu ikke de colaer i første omgang, da hun var nede efter morgenbrød? Hun lærer nok aldrig at forstå den danske mand. Han ville nok have fundet på noget andet at skælde ud over med det humør, hvis det ikke havde været colaerne.

Der er stadig lang kø. Ingen andre butikker har åbnet endnu. Sigurd bliver endnu mere sur, end han allerede er, hvis det tager for lang tid, før hun er hjemme. Han er meget jaloux og kan beskylde hende for at have besøgt en anden. Den eneste anden, hun efterhånden kender, er hendes veninde Diara. Hende må hun heller ikke besøge. De mødes i det skjulte, når de en sjælden gang ses. Melina må helst kun beskæftige sig med ham. Og hvis hun kommer hjem uden colaer, fordi køen var for lang - ja det tør hun slet ikke tænke på.

Hun var så besat af Sigurd. Han var tyve år ældre end hendes dengang fireogtyve år og havde oplevet livet. Hun mødte ham på Lærdansk-sprogcentret for et år siden. Hun havde lige fået opholdstilladelse i Danmark efter flere års ansøgning. Havde fået en lille lejlighed i Brøndby, og var nu begyndt på et danskkursus. Hun følte sig endelig fri og så for første gang i meget lang tid lyst på tilværelsen. Hun var på vej til at få sine drømme om et godt liv i Danmark opfyldt.

Sigurd var underviser på det danskkursus, hun gik på, og de forelskede sig hovedkulds i hinanden. Et par måneder efter sagde hun sin lejlighed op for at dele sit heldige liv sammen med Sigurd i hans lejlighed.

De havde så meget dejligt sammen. De ville begge være sammen hele tiden. Han var det bedste, der kunne hænde hende. Når hun havde mareridt over genkaldelserne af krigen i hendes hjemland, trøstede og hjalp han hende, ligesom han hjalp hende med alt andet i det nye land. Hun behøvede ikke at benytte netværket fra Asylcentret, når hun havde ham. Det var de begge enige om. Tilbage har hun nu kun Diara, som hun ikke fortæller Sigurd om.
   Efter ca. et halvt år kom der noget frem i hans karakter, hun ikke havde ventet.

Hun mærker, hun bliver sur. Sigurd behandler hende somme tider meget dårligt. Hun prøver at tænke positivt. Vil ikke risikere at sige noget ubetænksom, når hun kommer hjem. Det ville være dumt midt i hans tømmermænd og rædselsfulde humør.
   Han har overblikket og magten. Hun bliver nødt til at vente med det, hun vil sige, til han er i bedre humør.


SIGURD

Sigurd går tilbage og sætter sig ved sit natbord med en øl. Han skåler lidt ironisk for sig selv:
   "Skål Sigurd, du har styret din familie godt i dag. Du taklede situationen prisværdigt, selvom alle ods var imod dig. De var stride begge to. Melina var ikke hjemme, da du havde brug for hende og Patrick kom anstigende med to betjente. Du, Sigurd Kalvesen, klarede hele situationen. Knægten er på sit værelse. Melina er nede for at hente colaer til dig."
   Han rejser sig, løfter flasken og tager en lang slurk.
   "En lille velfortjent lur er hvad du trænger til, indtil morgenkaffen bliver serveret."

"Hej skat, så er den cola iskold i glas og kaffe til morgen med rundstykker og æg kogt blødt," lyder Melinas sprøde stemme gennem døren, som hun har skubbet op med foden samtidig med, at hun balancerer bakken ind.
   Han bliver liggende med ryggen til hende, hygger sig lidt med hendes charmerende ordstillinger, men siger bydende:

"Det var du længe om. Sæt bakken på stolen."
   Hun skal ikke tro, han har tilgivet hende.

MELINA

Han er to mennesker. Melina kikke på ryggen af den fornærmede mand. Den ene dag er han den kærligste og sødeste mand, der ikke ved, hvad han skal gøre af godt for hans lille, smukke og sårbare prinsesse. Den næste dag er han en tyran, der kun kan såre og gøre ondt. Han har det ondt med sig selv, det ved hun, og hun har hele tiden forsøgt at hjælpe og forsvare ham overfor ham selv.

Hun har fået meget ambivalente følelser overfor Sigurd. Bagved forelskelsen er der begyndt at spire had, trodsighed og lyst til hævn. Hun spræller i hans net, føler sig bundet af ham. Hun hader det og aner samtidig ikke, hvordan hun skal klare et liv uden ham. En del af hende elsker ham stadig. Inderst inde elsker han også hende, tror hun. Somme tider virker det som det letteste at blive i forholdet og bare komme igennem de dårlige perioder.


ØDELÆGGELSER

Melina når lige at stille bakken. Så lyder der en nogle voldsomme brag ovenfra. Det lyder som om taget ved at falde ned gennem huset? Hvad i al verden er det? Melina oplever med angsten i kroppen, Sigurd tage trappen i to trin. Hun løber efter. De smækker døren op til Patricks værelse. Ødelæggelserne er overvældende. Alt inventar er splintret. Plakaterne er revet i stykker. Det ser ud som om, Patrick har drønet alt sammen gennem luften mod væggene og gulvet. Møbler, stereoanlæg, pc., alt. Sengen ligner en bunke pindebrænde, der ligger i læ af madrassen.

Vinduet står åbent. De træder hurtigt hen over ødelæggelserne til det åbentstående vindue og kikker ned på Patrick, der hænger i tagrenden.

"Kan du komme herop din snothvalp," råber Sigurd.
   Men Patrick fire sig ned, når jorden og løber.

Melina mærker en sugende angst og ser forskrækkelsen i Sigurds ansigt. Hun lytter forundret til hans få forvrængede ord, der er uden proportionsfornemmelse og selverkendelse:

"Se nu, hvad I har gjort imod mig?"

Det strejfer hende med en anelse galgenhumor midt i ødelæggelserne, at han stadig ikke har tilgivet hende for det med colaerne.

Han trækker hende ind til sig. Tager hende med nedenunder.
   Tidspunktet er inde. Hun græder og siger, at i hans dårlige perioder, gør hun i hans øjne alting forkert. Så meget, at hun til tider selv tror det. Det er ikke ok.
   Det er særlig slemt, når han også slår hende. Det er ikke er ok. Det er virkelig kærlighedssvigt. Det er hamrende uretfærdigt, især når man skal forestille at elske hinanden.
   Han stryger hende over håret igen og igen og lover, han altid vil være sød ved hende. Han lover aldrig mere at slå hende. De bliver tættere, trøster sig hos hinanden.


SIGURD

Sigurd sidder i køkkenet og glor ud ad vinduet. Sådan har han siddet i flere timer. Den ene øl efter den anden er blevet trukket op og drukket. Han er faldet tilbage til sit godmodige og lidt sentimentale humør godt hjulpet på vej af øllerne.
   Melina har brugt timerne på at prøve at lave lidt orden på Patricks værelse. Hun kan ikke lade være med at blive skuffet, da hun opdager, hvor beruset han er. Følelser af ubehag mod ham stiger i et virvar op i hende og overskygger angsten, som ligger på lur, når han er fuld.

"Måske er man en fiasko", siger han, "men det er ikke min skyld. Ingen vil høre på mig."

"Du er utrolig."

Hun stiller støvsugeren ind i kosteskabet og står med ryggen til ham. Virker ikke særlig imødekommende. Er hun nu sur, fordi han har fået sig lidt bajsere?

"Sæt dig ned Melina. Snup dig en bajer og hør på mig."

Han retter ryggen op for at demonstrere lidt værdighed. Albuen med øllen, han har i hånden, dratter ned forbi bordkanten. Pokkers til idiotisk bord. Der ryger en skvat øl ud af flasken, som lander på bordet.

"Gider du lige give mig en klud Melina?"

Hun bliver ved med at stå med ryggen til ham. Hvad bilder hun sig i grunden ind?

"Melina for Pokker, sæt dig nu ned."

"Din stemme er fuld af grød i fuldemandsstemme Sigurd, og du kan ikke selv hører det."
   Ordene bølger underligt i diffuse tåger fra Majbrit, synes han. Måske har han alligevel fået et glas for meget. Eller er hun begyndt at tale ligesom støvsugeren?

Nu vender hun sig om. Hendes smukke, brune øjne kikker direkte ind i hans. Hun går tættere på, gad vide om hun skal til at være kærlig. Han rækker ud efter hende, men hun trækker sig resolut tilbage. Det tyder ikke så godt.

"Min mand, jeg elsker, forsvinder. Du er kun fuld eller er ondskabsfuld. Ikke god kærlighed."

"Hva? Forsvinder han? Så skal jeg komme efter ham."
   Sigurd griner, han er da kvik og på mærkerne, kan både forstå og sige en vits. Det er sjovt med hendes ordstilling. Kan hun ikke snart lære det?

"Jeg gider ikke høre plat tale."

"Så så, rolig nu. Jeg kan ikke gøre for det Melina, jeg er ensom og alene i verden, og nu kan du heller ikke lide mig."

"Du gør som et stort barn, der ikke får vilje. Du ødelægger dig selv."

"Hvad mener du med det? Den må jeg lige ha en gang til Melina."

"Du kan få en gang til, jeg flytter. Du bliver ødelagt, når du ikke opfører dig respektabelt."

"Du flytter? Det kan du ikke. Du har ingen steder at gå hen!"

Melina går bare ud ad hoveddøren, som smækker efter hende. Skal han komme efter hende? Næ hun kommer snart tilbage. Hvor skal hun gå hen? Han nikker lidt med hovedet og ser for sig skiltet nede på gaden med "Fyraftensbajere og dobbelt op mellem kl. 16 og 18." Det trænger han virkelig til sammen med et lidt mere forstående selskab. Klokken er næsten seksten.

Han står ude i korridoren og har fået frakken halvt på, da hoveddøren går op. Det er Melina, der kommer tilbage. Han krymper sig og er sig sin usselhed og sit svigt bevidst bag et forsøgt charmesmil. Det virke ikke på hendes direkte og klare blik. Så retter han sig op. Hvad bilder hun sig ind? Det er hendes skyld. Hun træder på hans stolthed i stedet for at hjælpe ham. Hun knuser ham.

"Skrid" råber han.

Han langer hende én på siden af hovedet, så hun vælter. Han bliver tændt af ukontrolleret vrede. Hans øjne lyner faretruende. Han slår og slår imens han holder hende nede. Det er ham, der har overtaget. Sådan en møgfisse.
   Hun græder:

"Hold op Sigurd! Ikke mere!"

Det føltes befriende. Nu er det hans tur til at vende ryggen til og lade hoveddøren smække efter sig.


MELINA

Melina får rejst sig op. Hun retter på tøjet, ser sig i spejlet og kan se, hun om kort tid vil få blå mærker. Indvendig har hun ondt helt nede i mellemgulvet af noget, der ligner sorg. Hun er ikke bange længere. Hun er rasende. Hvad bilder han sig ind? Hendes følelser er ikke længere modstridende. Hun hader ham. Hun er ekstra vred, fordi hun har ladet sig træde på og har fundet sig i sådan noget som dette så længe.
   Hun skynder sig at gå, inden han evt. skulle vende tilbage.
   Igen er hun på vandring ned ad gaden.

I lang tid går hun rundt på må og få og forsøger at få klarhed over sin nye, faste beslutning og sine planer om, hvordan hun skal bære sig ad med at forlade ham.

Det kan være, han er kommet hjem og er gået i seng. Han har drukket i mange timer. Hvis han sover og er helt væk af druk, kan hun, hvis hun går hjem, pakke en kuffert, uden han opdager det. Hvis han ikke er kommet hjem, vil hun gå ud igen uden bagage. Hun vil ikke risikere, han kommer hjem og overrasker hende, imens hun pakker.
   Hun vil ikke, som hun før ville have gjort, bare gå hjem og i seng. Hun vil væk.

Måske er der nogen, hun kan ringe til, når hun senere står med eller uden kufferten på gaden, nogen fra asylcentret, selvom det er det sidste, hun ønsker. Måske er Diara hjemme. Hun har mistet kontakten med næsten alle mennesker fra asylcentret i den tid, hun har kendt Sigurd.

Hun begynder at gå hjemad. Går op til 1. sal, lytter ved dørsprækken. Der er ikke en lyd at høre inde fra lejligheden. Så stille, som det er muligt, låser hun sig ind.

Døren indtil soveværelset står åben. Hun kan se fra korridoren, at han ligger derinde. Han rører sig ikke, så han må sove tungt - py ha, godt. Hun lister helt ind i korridoren.

Hun går ind i soveværelset. Vil pakke med det samme. Forfærdet opdager hun, at et glas, der i går var næsten fyldt med sovepiller, står tomt på natbordet ved hans seng. Han er meget bleg, og der løber skum ud ad mundvigene på ham. Hendes hjerte galopperer. Hurtigt griber hun mobilen for at ringe 112 men kan ikke rammer tasterne. Skal lige have hænderne i ro. Hun prøver igen, rammer tasterne denne gang, men før hun når at trykke 'ring op', ringer mobilen i hendes hånd.

Hun farer sammen af forskrækkelse, taber mobilen, bukker sig febrilsk for at samle den op og trykke på 'besvar', imens hun skynder sig med den ud i køkkenet. Det er Patrick. Han spørger, om Sigurd er hjemme. Hun hører sin egen overnervøse stemme, da hun fraværende svare: "ja - han ligger..." Patrick bryder ind:

"Sig til ham, at han er en tyrannisk bunke lort. Jeg vil aldrig mere se ham og heller ikke dig. Jeg sover hos en kammerat til mor og Kasper kommer hjem." Dyt-dyt-dyt-dyt-dyt. Samtalen afbrudt.

Med stive skridt går hun tilbage til Sigurd og sætter sig på en stol. Hun er i en underlig uvirkelig tilstand. Det hele bliver tåget for hendes øjne. Hun ryster over hele kroppen. Falder lidt efter lidt til ro og får sit syn tilbage. Vil igen trykke 112. Men noget holder hende tilbage. Hånden og fingrene lystre ikke. De ligger bare og holder om mobilen.
   Længe sidder hun og kikker tomt ud i luften.
   Langsomt lægger hun mobilen i lommen.

Mørket har sænket sig. Hun står ved busstoppestedet uden kuffert, har kun hvad der kan være i lommerne. En lille snert af tilbageblevet angst fra tidligere tider for, at han skal komme efter hende, fejer hun væk med en hovedrysten. Det er selvsagt en umulighed. En anden lille angst sniger sig ind. Det er telefonsamtalen med Patrick i de kritiske minutter. Men han kan ikke vide, at hun var hjemme eller hvad hun ville have sagt.

Hun ringer til Diara. Forklare at der er ballade hjemme, at hun har gået rundt i gaderne hele eftermiddagen og aftenen. Spørger, om hun må overnatte.

Bussen dukker frem og stopper.
   Samtidig dukker Sigurds hvide og fordrejede ansigt med skummet ud af mundvigene op på hendes nethinde. Trodsigt verfer hun det væk. Han ville stjæle hendes selvværd og den frihed, hun så hårdt havde kæmpet for, da hun flygtede fra sit hjemlands rædsler.
   "Stakkels Sigurd" mumler hun ud i natteluften, imens hun med en forsigtig følelse af frihed stiger ind i bussen.