1. KAPITEL

SOMMEREN 1972

Heksens hus af pandekager
   lokker børn som på dem smager.
   Endnu før de så det skete,
   fik hun fanget Hans og Grethe,
   de skal fedes op til steg.
   Heksen kan ej fange mig.

Vi leger fangeleg. Jeg er dén og fanger Irma Lil.
   "Irma Lil, vidste du at Kong Chr. den 4. tog pulvere af kranier fra kriminelle som kur mod sin epilepsi?"

Irma Lil, jeg og Muffe overvejer lidt at lege kannibaler, og så har jeg lige fundet på at sige den bemærkning om Kong Chr. den 4..

"Ad nej. Hvorfor tror du det?"

"Det har jeg læst. Skal vi lege, vi er kannibaler?"

Muffe hoster et host, der skal gøre opmærksom på hans tilstedeværelse:
   "Hvordan kan vi lege kannibaler Marcus? Var kannibaler kriminelle?

"Overhovedet ikke, de åd bare hinanden, fordi de kunne lide hinanden og ville eje noget af hinandens kroppe."

"Skal vi så blande blod, hvis vi skal være kannibaler?" Irma Lil ser ned på sin ene fod, som hun kører frem og tilbage i gruset som om, hun skriver noget."

"Det kan vi godt, så behøver vi måske ikke at spise hinanden, "Muffe griner lidt småfjoget.

"Vi kan godt blande blod. Det er tegn på ubrydeligt og evigt venskab. Om vi så spiser hinanden bag efter, finder vi ud af."
   Det er mig, der har tjek på det i dag. Jeg løfter lidt storsnudet hovedet op.

"Mogens, du skal op og spise." Muffes mors stemme skærer som knive igennem luften. Mogens lusker afsted for til sidst at spurte.

Irma Lil og jeg står og ser lidt på hinanden og kikker ned. Vi er 12 år og der sker ét eller andet uforklarligt imellem os. Generte og lidt forskrækkede ser vi igen på hinanden.
   Irma er den første, der siger noget:
   "Skal vi to så blande blod?"

"Ja lad os gå hen i hulen og finde en kniv eller et søm. Det skal nok være rent, så vi ikke dør af blodforgiftning."

"Jeg vil ikke, vil ikke" gentager hun. "Jeg vil ikke dø af blodforgiftning."

"Jeg har en idé." Jeg trækker afsted med hende hen i hulen. "Hvad hvis vi bider i os selv, så der kommer lidt blod, vi kan blande. Det er næsten som at være kannibaler, og så er vi også venner for livet."

Irma Lil nikker. Noget må der ske, det kan jeg mærke, og det tror jeg også, hun kan. Sådan føler jeg det i hver fald.

"Vi kan også bide i hinanden f.eks. i maven, det er nok for svært at bide i sig selv indtil der kommer blod."

Hun nikkede igen.

I det samme lyder det: "Irma Lil, vi skal spise. Jeg kommer ned og henter dig."

Æv. Det er Irma Lils søster. Hun er allerede uden for hulen.


18. APRIL 2012, KL. 7.00

MARKUS

Legen for 40 år siden mellem Irma Lil, Muffe og mig dukkede op i dag i min erindring, da noget mærkeligt og uhyggeligt skete.

Det var i morges omkring kl. 7, da jeg var ude at gå tur med min hund. Oscar fik lov til at løbe lidt rundt uden snor. Vi var på den store mark bag rækken af træer, der skjuler vores hjem. På den modsatte side af marken parallelt med træerne ligger vejen, og på den modsatte side af vejen ligger sammen med en del anden bebyggelse en stor offentlige bygning.

Oscar for afsted, som han plejer, når han får lov til at gå løs. Han elsker at farte rundt på egen hånd. Jeg gik og kikkede lidt ned i jorden på de begyndende spirer, der i april måned er ved at komme frem, og lidt mod horisonten. Overordnet holdt jeg med et ikke særligt fokuserende blik øje med hunden. Den havde travlt med at passe sig selv, og der var ingen andre hunde i nærheden, som kunne stjæle dens opmærksomhed.

Med ét blev jeg nærværende og vågen. Oscar var oppe ved vejen. Han plejede aldrig at gå ud på vejen eller at være i nærheden af den. I dag rejste han hovedet og vejrede med et kropssprog, der sagde, at i dag var noget andet. Jeg råbte og kaldte; han reagerede ikke på mine råb. Tværtimod ignorerede han mig totalt. Jeg forestillede mig min hund springe ud på den farlige vej, og som om mine forfærdelige forestillinger blev virkelighed, satte han over vejen.

Mit hjerte dunkede helt oppe i halsen, da jeg løb efter ham. Jeg nåede over vejen og så Oscar stå med forpoterne på trappen til den offentlige bygning bøjet over et eller andet. Lettelsen var stor over, at han var uskadt, men hvad var det, der lå på trappen til den offentlige bygnings indgang, der i den grad havde fanget hans interesse?
   En time senere var jeg til afhøring hos politiet.


AFHØRING PÅ POLITISTATIONEN 18. APRIL 2012, KL. 9.05

"Hvad bilder du dig ind med at insinuere, at der ikke var noget på trappen?"
   Jeg prøvede at få hold på stemmen, for den begyndte at dirre faretruende.

Kriminalassistent Jørgensens blik undveg mit. Han var tydeligvis ligesom jeg beklemt ved situationen.

"Du tager helt fejl. Var det Markus Nielsen, du hed? Jeg kan jo ikke udtale mig personligt om, hvorvidt du har set forkert. Men den vagthavende betjent, der modtog anmeldelsen fra din telefon, sagde, at der ingenting var på den nævnte trappe. Han tog med det samme bilen og var der 5 minutter efter, du havde ringet."

"Du mener altså, at både min hund og jeg har taget fejl? Jeg var der selv og så den afskårne arm. Det var frygteligt. Den lignede en kvindes arm. Jeg havde ikke mobilen med, så jeg skyndte mig hjem for at ringe."

"Det vil sige", sagde betjenten, "at nogen skulle have fjernet en afskåret arm i tidsrummet mellem, Oscar havde fundet den og indtil den vagthavende nåede frem. Det kan i princippet lade sig gøre.
   Vi kikker på sagen ved lejlighed."

Jeg gik frustreret og vred ud ad døren.


2. KAPITEL

KRIMINALASSISTENT JØRGENSENS KONTOR

Jørgensen sidder og klør sig i skægget, efter Markus er gået. Så tar han resolut telefonen:

"Teknisk afdeling, det er Maria," siger røret.

"Jørgensen her. Må jeg lige få Fransen?"

"Øjeblik."

"David Fransen."

"Hej, det er Jørgensen oppe fra kriminal afdelingen. Nu skal du høre David, der er en skør rad, der påstår, han og hans hund så en afskåret muligvis kvindes arm ligge på trappen til Borgerservice for 1½ time siden. Det skulle være det første trin ind til indgangen. Du ved hovedindgangen, den der vender lidt væk fra vejen. Problemet er, at der intet lå, da vi ankom nogle minutter efter anmeldelsen løb ind. Vil du lige for en sikkerheds skyld tjekke og sende en teknikker ud for at undersøge, om der skulle ligge spor af noget sådant? Helst før for mange mennesker kommer trampende."

"Selvfølgelig Jørgensen, den teknikker er så godt som allerede sendt afsted."

Jørgensen trykkede 'rør på'. I det samme bankede det på hans dør:
   "Ja - kom ind"

"Undskyld, men jeg fik at vide at jeg skulle henvende mig her. Jeg vil gerne anmelde, at min kæreste er stjålet - nej sludder - forsvundet."
   Den unge mand hakker forfjamsket i det.

"Hør unge mand, vi har altså andet at lave end at rende efter damer, der forlader deres kærester i utide." Nu er Jørgensen ved at blive godt træt af det hele.

"Ser du," den unge mand retter nervøst på håret og giver et umotiveret kast med hovedet, "hun har altså været væk i en uge. Ingen har set hende siden torsdag for en uge siden, hvor hun og jeg var i biografen sammen."

Jørgensen klør sig igen i skægget. En uvane han har:
   "Vær venlig at tage plads. Mit navn er kriminalassistent Viggo Jørgensen. Hvad var dit navn? Drikker du kaffe?"

"Ja, mange tak", der dukker et overraskende og ganske smukt smil op i den unge mands øjne og ansigt, "mit navn er Thomas, Thomas Jensen."

"Maria, to kaffe af det elendige sprøjt, man kan få fra kaffeetablissementet her." Jørgensen slipper knappen til det interne samtaleanlæg og ser på Thomas.
   "Fortæl så lidt om den biograftur."

"Jo ser du, vi skulle ind og se The Impossible. Den handler om..." Jørgensen afbrød:

"Undskyld Thomas, jeg udtrykte mig forkert. Hvad skete der, da I havde set filmen?"

"Vi skiltes, Ursula, det hedder min kæreste, skulle på arbejde. Hun havde nattevagt på hospitalet. Hun er sygeplejerske. Jeg fulgte hende til hovedindgangen, hvor vi sagde farvel. Så vendte jeg mig om og gik hjem. Men hun var ikke mødt op på afdelingen. Jeg forstår det ikke. Ingen ved, hvor hun er eller har været."

"Var der noget usædvanligt, da I gik fra biografen, nogen der fulgte efter jer, eller andet mistænkeligt?"

"Så er der 2 dampende krus med firmaets bedste kaffesprøjt." Maria stillede papbægerne på bordet.

"Nej, ikke noget jeg lagde mærke til."

"Thomas vi efterlyser din veninde Ursula. Du skal gå ud til skranken og opgive navn, adresse, tlf.nr. osv. både din og Ursulas. Du skal også opgive navn, tlf.nr. og adresse på hendes arbejdsplads. Tag din kaffe med. Jeg har forresten lige et spørgsmål mere. Har hun nogle forældre?"

"Ja men Ursula og hendes forældre ses ikke. Jeg ved ikke helt bestemt hvorfor. Hun bor i en lille lejlighed ved hospitalet og arbejder rigtig meget. Hun har et job ud over sygeplejen. Det er på en Café. Der har jeg ringet til, og de har heller ikke set hende. Hendes forældre bor i Sverige. Så de blev først klar over, at hun var forsvundet, da jeg ringede til dem i dag."

"Den Café skal vi også vide navnet på. Og navn og adresse på forældrene i Sverige." Jørgensen nikker som tegn på, at samtalen er slut.


URSULA, den 18. april 2012

"Luk mig ud. Vil du ikke nok? Ursula hamrer på lemmen i loftet, som hun har gjort i en uendelighed. Hun har mistet tidsfornemmelsen. Der står noget tungt ovenpå loftlemmen. Det lille rum, hun holdes fanget i, må ligge under et betongulv. Det eneste inventar er en madras, nogle tæpper og en spand med låg over. En pære hænger i hjørnet og lyser. Gulvarealet er ca. 2 x 3 meter. Hun kan lige netop stå op.
   Stanken fra spanden er ulidelig. Hun føler, hun er ved at kvæles, men hun kan se en luftkanal i muren og mærke luften strømme ind udefra. Den har et gitter muret ind foran.
   I den tunge stållem i loftet er der en anden mindre lem på ca. 10 gange 10 cm. Hun har fået mad og vand sænket ned i en slags lille hejseelevator.

Hun råber og trygler, især når lemmen åbnes. Den eneste reaktion har været et bøst: "Hvis du rører ved eller ødelægger hejseelevatoren, er der ikke mere vand og mad til dig. Så dør du dernede."

Hun ved ikke, hvordan hun er endt her. Thomas gik, efter han havde fulgt hende til hospitalet. Hun selv ville ryge en smøg inden den lange nattevagt. Thomas kan ikke lide, hun ryger, og hun er så godt som holdt op. Ryger kun ca. tre om dagen. Eller gjorde. Cigaretter er hendes mindste problem nu.
   Hun gik lidt væk ned mod hjørnet af bygningen for at komme til at stå, så kollegaerne ikke kunne se hende fra vinduet. Pludselig blev hun grebet bag fra og holdt fast i et jerngreb samtidig med, at hendes næse og mund brutalt blev lukket til af et stykke tøj, der lugtede af æter. Hun fægtede vildt med arme og ben og skreg, men fik kun indestængte nasallyde frem, imens hun blev slæbt af sted. Så blev alt mørkt.
   Hun vågnede op på madrassen til denne rædsel.


3. KAPITEL

DEN 6. JUNI 2012

MARKUS

Jeg sidder i mit hyggelige hus med nedrullede gardiner. Det ligger afsides i forhold til byen. Kaminen knitrer, og der er kun en bordlampe tændt, hvor Nina, min niece, og jeg har siddet og spillet kort. Hun er lige taget hjem. Hun spurgte tidligere på aftenen, om der boede nogen i mit udhus. Jeg sagde, at nisserne havde lånt det, fordi de ikke var nået til Grønland i ordentlig tid efter jul. Onkel altså, sagde hun og grinede. Hun er lige blevet 16 år, så jeg må hele tiden minde mig selv om, at hun næsten er en voksen ung dame.

Jeg tar en bog ned fra reolen og snupper mig en Cognac, men mine tanker er for ukoncentrerede til, at jeg kan læse. I morgen vil jeg gå ud i udhuset for at se, om der er nogen, en vagabond f.eks., der sådan bebor mit udhus. En overgang overvejede jeg at rive det ned. Det tager en del plads op i min have. For ca. 50 år siden var dette en landejendom, hvor udhuset rummede forskellige rum til redskaber, stald, gruekedel med optændingsumligheder og das. Det hele er intakt. Jeg syntes, jeg engang så røg fra skorstenen, men det må have været synsbedrag. Jeg bruger kun en hjørneplads til mine haveredskaber og er aldrig derude. Et lille skur ville være nok.

Mine tanker kredser også om det makabre fund, Oscar gjorde for halvanden måned siden. Oscar, ja jeg savner ham forfærdeligt. Nogle dage efter fundet af den afskårne arm, fandt jeg ham død i et hjørne af haven. Dyrlægen sagde, det var en forgiftning.
   Det nager mig, at politiet behandlede mine anmeldelser så arrogant. Jeg meldte også Oscars død. Jeg forklarede politiet, at nogen måtte have kastet noget med giftindhold over det tætte og 2 meter høje hegn omkring min noget afsides beliggende ejendom.
   Der har listet en ung mand rundt. Der var noget fordækt over ham. Det er et stykke tid siden, jeg har set ham. Gad vide om det er ham, der har givet Oscar gift for at kunne komme tættere på mit hus? Jeg har også talt med ham. Han sagde, han hed Thomas Jensen, og at hans kæreste var forsvundet. Ingen havde set hende i lang tid. Måske har han ombragt hende og prøver at spille uskyldig. Jeg har ingen rigtig fidus til ham. Hvad skal han rende rundt ved min ejendom for? Men man kan jo ikke melde folk til politiet på fornemmelser.

Samtidig med anmeldelsen om forgiftningen af min stakkels Oscar spurgte jeg, om de havde haft teknikere ude for at undersøge trappen til den offentlige bygning, hvor den afskårne arm lå. Det havde de, og de ville sende mig et brev, så snart resultatet kom. Jeg fik brevet for to uger siden. Man havde ikke fundet spor af DNA fra en menneskearm.
   Jeg har været i chok over begge begivenheder. Og så tror politiet tilsyneladende ikke engang på mig.

Det er blevet midt om natten. Jeg sidder stadig i min lænestol foran kaminen, som for længst er gået ud. Refleksmæssigt rejser jeg mig og tar nøglerne, der er gemt i en tillukket fordybning over skabet til bagdøren. Skabet dækker bagdøren. Det er nøglerne til skabsdøren, bagdøren og udhuset. Her mellem de to døre står nogle træsko. De har min størrelse, og der er noget bekendt ved dem. Der er fugtig jord på dem som om, de har været brugt for nylig.

Jeg går ud i udhuset med træskoene på og sætter mig på en taburet. Det gamle tonstunge skrivebord, der er blevet rykket frem og tilbage utallige gange glidende ovenpå indpakket, lydisolerende rockwool, står ovenpå lemmen. Den jeg satte fast over udbygningen under gulvet. Jeg har ingen gæster for tiden herude - under gulvet. Har kun i det aflåste rum bag ved mig nogle menneskeknogler lagt som collage i smuk mosaik. Henover dette ligger knoglerne af en afskåret arm for at danne samhørighed. Smeltet gennemsigtigt glas er hældt over og stivnet i en fuldendt abstrakt gengivelse.

Med anatomisk nøjagtighed i en særskilt montre er knoglerne samlet af den sidste lækre kvinde, Ursula, som jeg fik indfanget. Hun står og holder kæresten Thomas Jensen i hånden. Han kom for tæt på mine idéer. Jeg måtte inviterer ham til min specielbrygget kaffe for at få ham med i mit projekt. I midten er der Oscar, som fik færten af for meget. De tre danner en families højere enhed.

I nat har jeg fanget min skygge. Endelig. Jeg ringer 112, beder om politiet og forklarer dem om min skygges kunstneriske storhed.
   Stille hælder skyggen sit hoved mod min skulder. Det er rart at hvile.

Heksens hus af pandekager
   lokker børn som på dem smager.
   Endnu før de så det skete,
   fik hun fanget Hans og Grethe,
   de skal fedes op til steg.
   Heksen kan ej fange mig.