Regnbuen forsvandt med dagens sidste solstråle.

Og nu er det blevet mørkt. I aften er det stjerneklart, og Simon går langs grøftekanten.
   Månen er i tiltagende. Universet spejler sig i søen længere henne og giver dobbelt rum af uendelighed.

Han føler sig ydmyg under himlens storhed, og lille bitte som et mikroskopisk sandkorn blandt billiarder af samme slags.
   Han føler tryghed. Ingen kan se ham.
   Et vindpust strejfer hans kind og erindrer ham et par sekunder om uforudsigelighed. Vinden hvirvler noget sand op, der ligger lidt længere henne.
   Simon traver videre.

Det var et helt tilfælde, han opdagede, han kunne camouflere sig. Han gik og længtes efter at kunne gå frit omkring og blande sig med mennesker uden at blive betragtet som anderledes. Han stirrede intenst på ryggen af et af dem, for hvor var han dog misundelig. Mennesket kunne måske mærke det, for det vendte sig om og gik hen og snakkede med ham og kikkede på ham som om, han var et rigtigt menneske. Og så var det, han vidste, han var camoufleret og var ligesom et menneske. Hjemme så han til sin enorme glæde i spejlet, at han virkelig var ligesom et menneske.

Byens kunstige lys er i sigte og ødelægger lidt af stemningen.
   Omsider når han ind til byen, hvor de små gader ligger i skæve firkanter som et netværk omkring højhusene.
   Han gemmer sig i skyggerne i de mørke smøger. Der er for mange mennesker på de stræder, der løber vinkelret på.

Der var en hage ved camouflagen, opdagede han senere. Den varede kun i ca. et par timer, næsten som i Askepot, hvor fortryllesen blev ophævet klokken 12 midnat. Han så i sit spejl senere samme dag, at han igen ikke var et menneske. Det må han leve med og må altid huske at lægge mærke til tiden.

Han føler en voldsom trang til at dukke frem og blande sig med menneskemængden, så han camouflerer sig. Nu kan han falde helt ind i mængden, være en del af den, så han går hen hvor der er lys og mennesker.

Hans mor svigtede ham, da han var lille, fordi han var for grim. Han sinkede sin mor på mange måder; det sagde hun. Allerede som fireårig så han sig i sit lille spejl og så, at han virkelig var grim. Han kunne se sorte hår og en masse rynker i hele ansigtet, og hovedhårene var stive pigge ligesom på et pindsvin.
   Nogle overtroiske gammelkoner i området påstod, efter hans mor havde fortalt dem, hvor grim han var, at hans far havde været en trold med gener fra gorillaerne. De koner ville gerne sætte lidt ekstra kulør på historien.
   Simon hørte, de talte sådan, især når hans mor ikke hørte dem.

En gruppe studenter, arbejdere og mange andre kommer i optog mod ham. Det er en broget flok, ser han, der dog alligevel ligner hinanden på hele deres fremstød. De smiler, synger Marseillaisen og danske protestsange. De er højrøstede med mange forskellige stemmer: lyse, hæse, mørke, melodiske, hvinende umusikalske. De danner kreds om ham og danser. Spørger om sådan en enlig vandre vil være med. Han bliver lykkelig. Slutter kreds med dem. De finder tilsammen et andet "offer" at danne kreds om og får hende med ind i sammenholdet. Sådan fortsætter de. Alle vil de demonstrere for en bedre verden. En verden uden sult, krig og økonomiske kriser. En verden med accepteret anderledeshed. En verden uden naturkatastrofer. Det sidste som en bøn til videnskabelig udvikling.

Sådan en grim dreng var hans mor nødt til at sende på børnehjem. Her gemte han sig, så ofte han så sit snit til det, i et hjørne af sovesalen bag gardinet sammen med sin eneste ven. Vennen var en Kamæleon. Den kunne han gemme, fordi den kunne skifte farve og komme til at ligne omgivelserne. Det var han meget fascineret af og spurgte sin ven mange gange om, hvordan denne bar sig ad. Kamæleonen forklarede og forklarede og gjorde sig helt usynlig for at demonstrere sin forklaring. Men på det tidspunkt var Simon måske for ung til at klare opgaven. Ingen på børnehjemmet anede noget om hans ven. De anede knapt nok, at han selv eksisterede.

Så var det, at han blev voksen og fik sin egen lejlighed at skjule sig i og opdagede, at det gode venskab med kamæleonen alligevel havde virket. Han kunne for en tid camouflere sig og blive som de mennesker, han var sammen med.

Han danser og danser og - ja for første gang i sit liv glemmer han tiden. Da han for sent kommer i tanke om den, falder han i samme øjeblik ned i et mørke. Der ligger han og bliver igen den grimme frastødende. En del af optoget fortsætter uanfægtet. Resten stopper op omkring ham lidt efter lidt. Han mener at høre flere af dem råbe: "Ad, hvem er den væmmelige mand, der er væltet?" "Vil du følges med os?" råber andre hånligt. "Så skal du vist skynde dig fulderik."

Han rejser sig, børster sig af og kikker ned ad sig selv og på de omkringstående. Der er et eller andet, der får ham til at rette ryggen, som den aldrig før er blevet rettet. Måske fordi det med ét går op for ham, at han selv er et menneske også uden camouflering. Dette helt på højde med de andre, som han pludselig har svært ved at respektere. Og han udbryder: "Så meget for demonstration for accepteret anderledeshed. Jeg kunne aldrig drømme om at følges med sådan en gang handicappede åndsboller. Jeg er sgu min egen."