Ingen har bemærket, jeg ikke hører til. Jeg får en god idé.

Det er så varmt at selv fluerne ikke gider flyve. Man kan spise og blive overmæt, men ellers er der ingen idé i det. Tankerne flakser afsted som insekter, der er for forskellige til at kunne finde hinanden. Strittende eller klistret hår på de forbipasserendes hoveder kan registreres og også tolkes, hvis det er muligt at nå disse tankehøjder.

Jeg er stået af toget for et par timer siden og har gået rundt i landskabet.
   En tung brummede lyd høres og en todækker turristbus stopper. Folk stiger svedige og slappe ud med bemærkninger som:

-Det er varmt i dag.
   -Ja py ha, det er for varmt, selvom vi har sukket efter varme.
   -Helt rigtigt. I dag er den nok op imod de 30 grader.
   -Vi danskere skal ikke have mere end 20 - 21 grader for at have det tilpas.
   -Det er næsten tortur dette her.
   -Vi er slet ikke vant til de mange grader.

En kvindestemme lyder over de andres: "Er det ikke dejligt med det skønne vejr? Vi har været heldige. Skal vi komme videre og se, om vi kan få frembragt lidt fornuftig viden? Det er jo derfor, vi er her."
   Der lyder mumlen og ja-råb og andre tilkendegivelser rundt omkring.

Folk stiller sig op og begynder at traske afsted med den sidst talende kvinde i spidsen. Så er det, at en brise løber forfriskende igennem træerne og stryger hen over folks pander. Et par damer løber kluntet efter deres sommerlige stråhat, som vinden har snuppet i farten. Jeg står tæt på gruppen og lige i flyvefeltet. En af hattene når hen til mig:

"Værsgo er det ikke din?"
   "Jo tak mange tak, jeg havde aldrig fået fat i den selv, og jeg har næsten lige købt den. Hvor er du stået på bussen? Er der ikke en smuk natur her? Det er ikke som hjemme i byen vel...?"
   Damen bliver ved med at snakke uden at vente på svar eller modargument. Og på en eller anden måde virker det uhøfligt at afbryde hende, så jeg fortsætter med at gå ved siden af hende, som om jeg hører til. Endelig stiller hun mig et konfronteret spørgsmål:

"Mit navn er Janni, hvad hedder du?"
   Jeg hedder vel det samme, selvom jeg ikke hører til gruppen. Men følelsen af at være gået med så langt uden at tilkendegive, at jeg kommer udefra, gør mig flov og tavs nogle sekunder. Janni når lige at se mystificeret på mig, inden jeg svarer:

"Ja, men så må vi hellere præsentere os. Jeg hedder Signe."
   Signe er mit mellemnavn efter min farmor og ikke mit kaldenavn, men så har jeg da ikke løjet.

2

Vi er kommet ind på et laboratorium. Det ligger gemt inde bag nogle grimme, tilgroede høje mure. Man lægger umiddelbart kun mærke til den forfaldne bygning og forventer ikke, at der bagved ligger et fuldt moderniseret laboratorium. På Janni kan jeg forstå, at det er et vigtigt stop på gruppens ekskursion.
   En midaldrende mand står foran os og fortæller:

"Mit navn er Jacob. Under rundvisningen skal jeg give jer et lille indblik i, hvad vi laver her. Som bekendt dyrker vi kulturer af bakterier og gennemfører analyser og udarbejder dokumentation. Desuden uddanner og rådgiver vi vores kunder, hvis varer vi undersøger, således at de kan optimere deres produktionsprocesser og sikre kvaliteten af deres ydelser."
   Manden har et vindende smil. Han er gråsprængt og har buskede øjenbryn over meget blå øjne, der har et koncentreret og stærkt blik. Det angiver noget lyttende, som om han finder ordene ude i en imaginær horisont.

Min hjerne, der ellers har gået trægt i varmen, begynder at vågne lidt op. Jeg må finde en slutning på denne forestilling. Jeg ved ikke, hvor folk kommer fra eller hvad de er samlet om, hvilken forening eller andet denne gruppe tilhører. Ved ikke, hvorfor de er kommet.
   Snart skal vi have frokost, kan jeg forstå, og det er forudbetalt ligesom besøget her og alt andet planlagt for turen. Jeg har ikke betalt en øre. Hvis nogen undre sig over min tilstedeværelse, må jeg finde på en løgnehistorie. For at stille en sådan løgn op troværdigt, må jeg vide lidt mere om gruppen, men hvordan får jeg spurgt, uden jeg selv skal svare på spørgsmål? Det er uoverskueligt. Jeg er nødt til at fordufte ubemærket. Det kan da ikke være så svært. Jeg har fulgtes med disse mennesker, uden nogen har bemærket, at jeg ikke hører til, så kan jeg vel også forsvinde ubemærket.
   Jeg begynder at trække hen imod udgangen, hvor der også står en pil og et skilt med 'toiletter'. Hende, der står tættest, ser kort på mig, og jeg nikker hen mod skiltet som om, jeg skal forklare mig. Sørens altså.
   I det samme er der én, der stikker armen under min:

"Hvordan går det? Bare fødevareindustrien søger for, vi ikke får bakterier i vores mad, er jeg tilfreds. Hver mand sin niche. Vi kan ikke alle kende til alting, men det er da meget interessant lige at snuse til. Dejligt at det snart er frokosttid. Jeg har ondt i fødderne, skal på toilettet og kan også mærke sulten begynde at gnave. Ikke fordi jeg trænger til det, dellerne er svære at få af kroppen, men det er sulten ligeglad med."
   Med hendes arm under min går vi hen mod toiletterne, der ligger til venstre på samme gang, som man skal følge for at komme ud. Det er utroligt så folk tager alting som en selvfølge med mig i dag. Var jeg ikke på vej mod udgangen, på vej til at stikke af? Mit hjerte springe nogle slag over, imens jeg følger med ind på toiletterne.

"Hvad hedder du?" Spørger hun.
   "Signe", svarer jeg.
   "Jeg hedder Marianne, hyggeligt at møde dig Signe."
   "Der er mange her, som jeg ikke kender", siger jeg prøvende.
   "Osse her, du og jeg må være fra hver sit hold af dem, der endnu ikke har spillet imod hinanden, men det kommer vi så til i eftermiddag. Det bliver hyggeligt."
   "Ja, det gør - det." Sætningen knækker lige før 'det', der næsten lydløst kommer efter.

Hun slipper min arm og går ind på et af toiletterne. Jeg går ind på et andet, venter et øjeblik, trækker ud og skruer op for vandet i håndvasken. Forlader så etablissementet og når ca. femten skridt mod udgangen, da Marianne også kommer ud på gangen.

"Hov", ler hun, "du går den forkerte vej; det er jeg også ekspert i, kom vi skal denne vej. Bagefter skal vi ned og have noget godt at spise."
   Idioten, som er mig, vender om og trasker efter hende. Kan ikke andet. Hun ville nok studse en gang, hvis jeg stak i løb ud ad døren. Måske ligefrem tilkalde politiet. Jeg hører dommeren:
   "Indrømmer du, at du har fulgtes med en gruppe uden at tilhøre den og uden at have betalt?"
   Hvad har jeg dog gang i?

Hvad mon turneringen går ud på? Gruppen består af hold, der skal spille mod hinanden. Jeg kan hverken spille billard eller bridge eller fodbold. Jeg er slet ikke en spiller. Det eneste jeg faktisk kan spille er "Bedstemor med slav i". Og det skal de nok ikke konkurrere med.
   Hvis det er et spil, der kræver forudsætninger og øvelse, hvad det ville være naturligt at antage, hvordan skal jeg så kunne klare mig? Iøvrigt kender de nok hinanden indenfor hvert hold, og jeg ville prompte og med mistænkelig undren blive afsløret.

Der er lidt tid til, vi skal spise. Marianne spørger, om vi skal gå en lille smuttur i den bagvedliggende skov, der ligger ud til skrænten. Den er jeg med på. Denne gang mener jeg det. Nu ved jeg, hvad jeg skal gøre.