Overrumplet mærker han krystalflasken smutte fra ham. Glasset krakelerer med lyden af lys falset og splintret kvas mod gulvet. Chokeret iagttager han som i slowmotion, at den smukke krystalflaske går i mange stykker. Han samler nogle af skårene op og står med dem i hånden. Skjulte billeder toner frem. Billeder af en verden, der er brudt sammen. Hvor døde mennesker ligger på fortovet. En blød lidt spredt menneskemængde forsøger at grave de hårde murbrokker og jord væk for at finde overlevende. Tomheden runger. Hvordan skal han nogensinde få samlet og klinket alle de skår?
Han er alene med sin ulykkelige viden. Den omklamrer maveregionerne. Infernoet er brudt ud. Flasken kan ikke længere skjule det.
På et skilt over murbrokkerne står der: "Skylden er din. Det var dig, der havde flasken. Du havde et ansvar, og du knuste det."
Han går ud i sin bil og kører en tur. Får lidt afstand. Det hjælper ham, at folk ser helt normale ud. Fuldstændig som de plejer.
Tilbage igen henter han en kost og forsøger at feje skårene op på fejebakken. Han får det hele op med støv og hår. Han finder en si og en skål. Da vandet koger hælder han det over i skålen med sien, hælder det over skår, støv og hår. Resterne i sien hælder han ud på bordet. Med pincet og finmotorik samler han flasken som et puslespil, limer skårene sammen stykke for stykke. Der er så små stykker imellem, at de er umulige at få ind i samlingerne.
Sat sammen står en helhed som en kun lidt amputeret flaske. Der er enkelte mikroskopiske huller og ujævnheder. De sidder mest som små grimme revner indvendig. Infernoet med billederne er igen skjulte. De kan smutte ud af de små huller i uopmærksomme stunder, men ingen andre end han vil bemærke det. Ingen andre vil kunne se dem på hans flaske. De har deres egen. Måske, måske ikke er deres flaske intakt.
Al det arbejde med at lime en flaske sammen. Han har diskret stillet den ned i sit hobbyrum sammen med andre private ejendele, hun ikke har del i.
Det er ved at være sent. Snart træder hun ind ad døren efter aftenarbejdet. Hun vil spørge efter flasken. Vil selv have lov at pakke ind og ned i kufferten. Det er en gave i krystal, hun har købt til sin brors bryllup. De skal afsted tidligt i morgen.
Han smiler ved tanken om hende og tænker på den nye krystalflaske magen til den første. Den nåede han at købe, da han var ude at køre.