Hvis man ikke allerede vidste det, så man det straks. Gaden var fyldt med nedslidte huse - nogle svajede endda i vinden - alle omkranset af en vej, hvor slammet og snavset flød på fortov såvel som på gaden. Hver gang nogen kom kørende ude på vejen spredte skidtet sig ud og ramte alle husene, der stod tæt samlet på fortovet. Ejerne kunne være blevet rasende over snavs på murerne, men slammet fra gaden var ikke spor grimmere eller farligere end det møg, der var der i forvejen.
   Imellem alle de krybende huse lå et træskur. Skuret var lille, men også solidt. End ikke den stærkeste storm havde væltet det lille skur, selvom husene omkring væltede inden stormen overhovedet var kommet. Det lille skur stod. Den lilla røg fra gaden smygede sig om skuret, men kom aldrig indenfor. Skuret havde sin egen lille skytsånd, der gik og knurrede enhver fare væk.
   Skytsånden var stor og korthåret og selvom den gik med næsen i sky, var den hurtig til at hoppe af glæde, når drengen eller manden i huset kom hjem. Og ligeså gjorde drengen. Hver dag, når han kom hjem fra skole, gik han ind gennem den smalle hoveddør og straks kom hunden. Drengen smed sig ned på knæ, lagde armene omkring hundens hals og hoved mod ørerne. Så rejste han sig og kastede den lille runde genstand han havde haft i sin bukselomme. Hunden spænede efter bolden og var inden længe stolt vendt tilbage med den runde tingest. Drengen tog den nu dryppende bold og kastede bolden igen, mens han grinte.
   Når faderen kom hjem, legede også han med husets dyr. Drengen sad på gulvet i et hjørne og kiggede på sin far, der løftede den tunge hund, mens han gøede som en lille hvalp. Den lille dreng grinte højt over det han så. Halen logrede, så faderen fik den i øjnene med et sekunds mellemrum og med en lige så stor frekvens ramte den dryppende tunge, den voksne mands øre, så også han måtte grine hjerteligt. Havde man set forbi det lille, lykkelige scenarie, ville man have set en dreng med blå øjne og en opsvulmet læbe, der dunkede. Man ville også have set tårerne, der kom frem i faderens øjne og hans sammenknebne tænder, da han løftede hunden.
   Sådan blev dagene gentaget. Drengen grinte, faderen smilte og hunden logrede. Men en dag ville hunden hverken løbe eller løftes. Den blev kedeligere dag for dag og lige så træt som kedelig. Til sidst så man den sjældent gå og når den endelig gik, slæbte den maven langs jorden. Indtil en grusom vinter aften, hvor et hundehyl blev til fem.
   Drengen stirrede på de fire små og pjuskede dyr, mens han smilte stort.
   - Far, er de ikke søde?
   - Jo, min dreng, sagde faderen smilende. Men øjnene lyste af en bekymring, som enhver voksen kender.
   - Hvad skal vi kalde dem?
   - Det må du bestemme. Men lad os vente til i morgen med at give dem navne, de kunne godt trænge til lidt nattesøvn og du skal jo også i skole i morgen.
   - Okay far. Men kommer du så ikke med og putter mig? Spurgte drengen lystigt.
   - Selvfølgelig min dreng.
   Og drengen kom i seng, hvor han som normalt skulle sove. Men denne aften var ikke normal for drengen, for han vendte og drejede sig i sengen, mens han spjættede med benene og havde et kæmpe smil på læberne. Han hoppede ud af sengen og gik ned til hvalpene. Hans pupiller var enorme og han hoppede, mens han gik. Men da han kom ned til kurven var der ikke nogen bortset fra den nybagte moder. Hverken faderen eller hvalpene var nogen steder at se.
   I sneen gik faderen med en brun sæk på ryggen. Han gik stille, men stødt frem i den dybe sne og nærmede sig søen. Da han kom dertil, satte han sækken ned og sig selv ved siden af, mens han spejdede over det dybe vand. Enkelte tårer sneg sig ned af hans røde kinder, mens han tog dybe vejrtrækninger, der ikke blev til andet end stille suk. Han rejste sig efter lidt tid og tog fat i sækken. Han holdte den tæt ind til sig og kastede den dernæst ud i søen. Sækken brød igennem vandoverfladen og skubbede de omkringliggende isflager ud til alle sider. Det sidste man kunne se ved sækken inden den sank under overfladen var små buler, der kom og gik, mens der kom små bjæffende lyde. Faderen vendte sig om og gik hjem med tørre kinder.
   Han gik i sneen og så sig omkring - men aldrig tilbage - indtil han lagde mærke til nogle fodspor i sneen. Der var et par store fødder og ved siden af var to små. Hans blik ændrede sig, da han så sporene, men det var først, da han hørte råbene om hjælp, at han spænede tilbage til søen. Da han kom til bredden sprang han i med hovedet først og slog sig på en isflage, men hans retning ændrede sig dog ikke af det. Han svømmede, til hans arme dirrede og pulserede af blod, for at nå kilden til lyden. Det hele gik meget hurtigt, men alligevel stod tiden næsten stille, da faderen brød igennem isflagerne og svømmede tilbage til land. Han havde ikke tid til at smide sig i sneen og få samlet vejret, selvom han hev efter vejret, så han næsten kvæltes. Han rejste sig straks op og løb, men kulden i hans arme var inden længe alt for stor. Han stoppede op og stod med den lille kolde krop i sine arme. Faderen vendte sig om og gik hjem med våde kinder.