BLÆNDVÆRK
Marehalmen skærer under fødderne, og de skarpe sten på stranden får blodet frem, imens hun løber. Leane mærker ingenting. Kun angsten, der buldrer i hovedet i takt med, at adrenalinen pumper.
Der lyder skud oppe fra skoven.
Måske er det hende, de har opdaget, måske er det noget andet, de er efter. Måske er det slet ikke dem. Hun tager ingen chancer. Og hun ved, hun må gøre sig usynlig. Hun handler instinktivt og ligger et øjeblik efter i en fordybning bag en af de klitter, der støder op til skoven.
Hun var sprunget ud ad bildøren, imens bilen var i fart. Inden de fik stoppet den, var hun allerede inde i skoven.
Hun løb og gemte sig i lang tid inde i et vildnis. Da lyden af skridtene på de kvasede grene og råbene holdt op, og hun endelig hørte bilen køre igen oppe på vejen, faldt hun udmattet i søvn med camouflage af grene og blade over sig.
De var 'de udvalgte'. De havde al retten. Vidste altid bedst. Hun kendte dem, havde kendt dem altid.
Hun var lige blevet færdig med at pakke sin kuffert, da de kom. Hun havde i nogle dage vidst, hun ville rejse, og nu skulle det være.
"Du har været ulydig", sagde de.
Den ene mand gik bøst hen til hende og vendte hendes ansigt opad.
"Du skal straffes."
Det var ham, der havde taget hendes Allan, hendes elskede mand, med og havde "ombragt" ham i Hytten. Det var fem år siden.
Hytten stod som en frygtet og advarende trussel til alle, der ville forlade 'de indviede'. De af inderkredsen, der vidste, hvad der foregik, sagde, at Hytten var den ultimative tilintetgørelse, hvilket betød døden.
Sammen med en lille modig gruppe havde hun i lang tid agiteret imod 'de udvalgte' . Og endelig for et par dage siden, havde hun valgt for alvor at bryde med dem. Hun hadede deres love og deres enevælde. Kunne ikke se logikken eller retfærdigheden i, at de bestemte og vidste alting bedre. At de havde ret til at straffe for noget, der ikke passede dem.
Hun spyttede ham i ansigtet.
"Vil du gøre bod og undskylde for dine forseelser?"
Hun rystede på hovedet og skævede mod sin vilje til den kuffert, der stod klar til afrejse. Vrede tårer løb ned ad kinderne og den tillukkede mund.
"Du har allerede pakket, kan vi se, så kom med os op i Hytten."
Hun vidste, at derfra forsvandt folk ubemærket. Ingen så dem nogen sinde igen.
De trak hende og kufferten med, skubbede hende brutalt ind i deres bil. Først gjorde hun voldsomt modstand, så blev hun apatisk, nærmest ligeglad. Ville alligevel ikke leve på deres uhyrlige betingelser, så hellere forsvinde for altid fra jordens overflade.
Chaufføren sagtnede farten. Han manglede smøger og ville købe dem for enden af skoven langs vejen, hvor der lå en lille kiosk.
En pludselig indskydelse, hun ikke selv havde forudset, gjorde, at hun åbnede bildøren lynhurtigt, hoppede ned og trillede rundt i rabatten. Så løb hun. De hvinende bremser lød i hendes ører.
Solen står klart på himlen, og i kontrast til hele sceneriet skvulper bølgerne dovent, fredfyldt og fristende mod strandkanten. De enkelte skud, der lød før, er hørt helt op. Alt ånder fred. Hvor ville det være dejligt at kunne dukke ned i de blå bølger, men hun tør ikke rejse sig op endnu. Hun lader sig bage igennem af den varmende sol. Falder i søvn.
"Hvad hedde du?" Hun vågner med et sæt. En lille dreng på omkring 4 år står et stykke fra hende og hælder sand i en spand, imens han kikker interesseret på hende. "Du har vel nok fået mange skrammer", siger han imponeret, "jeg tror min mor har en masse plastre, du hellere må få på."
Lidt længere henne har en kvinde og mand slået sig ned med tæpper, badehåndklæder og badelegetøj omkring sig. Tydeligvis hører de sammen med barnet.
Leane lægger pegefingeren på læberne, ser på drengen og siger:
"Syshhh...jeg har gemt mig...jeg leger skjul... du må ikke fortælle, at jeg er her."
"Heller ikke til mor og far", spørger drengen uanfægtet og hælder mere sand i spanden med sin skovl.
"Nej heller ikke til dem", ikke før jeg har fundet et andet gemmested."
"Hvor vil du så gemme dig?"
"Jamen det er jo en hemmelighed. Er du stor nok til at holde på hemmeligheder?"
"Ja ja - selvfølgelig...jeg er stor...men jeg må ikke snakke med fremmede. Er du fremmede?"
"Ja lidt, indrømmer hun, "jeg gemmer mig deroppe." Hun peger på et vilkårligt sted.
I det samme kommer manden hen mod dem.
"Hvem snakker du med Christian?"
"Allan", udbryder Leane.