Erika og hendes legekammerat Sebastian



3En god idé
Ingen har bemærket, jeg ikke hører til. Jeg får en god idé. · Det e... [...]
Noveller
10 år siden
3Hævn
Christian savner far. Far rejste til Grønland for at arbejde, da ... [...]
Noveller
10 år siden
2Oven over
Lyden i rummet · en flyver på vej i natten · blandt stjerner · målet uk... [...]
Digte
10 år siden
2Blændværk
BLÆNDVÆRK · Marehalmen skærer under fødderne, og de skarpe sten på ... [...]
Kortprosa
10 år siden
2Et postulat
Tiden · Ingen · og intet · kommer udenom - · Barn voksen · videre · videre · al... [...]
Digte
11 år siden
4Monolog i synsbedrag
Hvad? Har jeg fået en vorte til på næsen? De er snart ikke til at... [...]
Blandede tekster
11 år siden
4Kældertrappen
Hun var lagt i seng og vågnede. Hun var fem år og var helt alene.... [...]
Kortprosa
11 år siden
3Sommer snapshot
Lange solklare dage · hvor strandgæster · spiller bold i sandet, · bygg... [...]
Digte
11 år siden
4Det store kick
I et stille villakvarter sidder Sofus og Petersen på en tyk træst... [...]
Noveller
11 år siden
5Gummistøvlekøb og vrøvledigt i regnvejr
Med paraply og gummestøvler · går min lille hund og vrøvler · for hun... [...]
Rim og vers
11 år siden
6Krystalflasken
Overrumplet mærker han krystalflasken smutte fra ham. Glasset kra... [...]
Kortprosa
11 år siden
2Fangeleg
1. KAPITEL · SOMMEREN 1972 · Heksens hus af pandekager · lokker børn so... [...]
Noveller
11 år siden
5Sandslottet
Porten åbner sig · foran dig · og lukker sig · bag dig · Du er et sandkor... [...]
Digte
11 år siden
3Det forfulgte skrig
Vi kommer slentrende over broen gnaskende på hver sit æble. Arthu... [...]
Noveller for børn/unge
11 år siden
4Jeg er sgu min egen
Regnbuen forsvandt med dagens sidste solstråle. · Og nu er det blev... [...]
Noveller
11 år siden
1Erika og hendes legekammerat Sebastian
I gamle dage boede der en pige lidt syd for København. Hun hed Er... [...]
Blandede tekster
11 år siden
18Nabohilsen
Gik en tur ned ad stien. · Da jeg et øjeblik vendte mig, så jeg min... [...]
Smilebåndet
11 år siden
5Kommunikation
Uudgrundeligt · reflekterer dine øjne · en unik · og utrolig verden · Jeg... [...]
Digte
11 år siden
5Kære du
Somme tider, når jeg lytter til vinden, hører jeg ord fra dig. Bl... [...]
Blandede tekster
11 år siden
5Et vers
Se et vers er godt at have, · du kan få det på din mave · og gå rundt... [...]
Rim og vers
11 år siden
3Jægeren
I yderkanten af skoven står skovfoged Nicolajs hus med udkørsel o... [...]
Noveller
12 år siden
8Maleriet
Eftermiddagslyset blegnede og prøvede at lokke de sidste rester i... [...]
Eventyr og fabler
12 år siden
3Den stjålne frihed
SIGURD · Sigurd vågner ved en lyd, som om noget er faldet på gulvet... [...]
Noveller
12 år siden
6Skyen
Oppe på skyen tænkte hun, · da hun så ned over afgrundens ubestemm... [...]
Digte
12 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Anne Lilleager (f. 1945)
I gamle dage boede der en pige lidt syd for København. Hun hed Erika.

Et firben

Erika sidder med knæene under hagen og det gyldne hår bredt ud over skuldrene. Hun har fundet et gemmested mellem nogle træer og buske og leger, det er hendes hemmelige hule, for her kan ingen se hende, heller ikke hendes mor. Hun kan selv holde øje med, hvad der sker udenfor hulen, og der er meget at se på. Haven med hulen ligger på en bakke, og hun kan se langt forbi åen. Tankerne myldre frit frem og finder højlydte ord. Lige nu kikker hun ned ad bakken mod stien, ikke efter noget bestemt, men øjnene ser alt, hvad der bevægede sig. Hun er i sin egen verden.

Lidt længere henne i haven står Erikas kirsebærtræ. Det er fyldt med hvide blomster, der ligner de hvide, lette skyer på den solfyldte blå himmel. Hun kravler ud af hulen og op i træet mellem blomsterne. Heroppe kan hun se himlen ekstra godt. Skyerne laver billeder. Det er alle mulige slags billeder som dyr, huse og træer med mange flere, der bevæger sig med vinden.

Sebastian kommer løbende nede på stien. Han holder noget i hånden og han ser ud som om, det er noget spændende. Erika skynder sig ned fra træet for at løbe ham i møde. Han viser hende det lille dyr, han har i hånden:
"Du må gerne kikke, men forsigtigt", siger han stolt; "min far siger, det er et firben, som er i familie med øglerne, og hvis man forskrækker det, så taber det halen."
"Ov", siger Erika, "hvad hvis nu det taber halen?"
"Så vokser den bare ud igen" siger Sebastian, "det siger min far selv."

"Skal vi lege indianere?" spørger Erika, "vi må jo ikke gå ned og fiske hundestejler i åen, når der ikke er nogen voksne med."
"Jo, men tror du så ikke, din mor godt vil passe mit firben imens?"
Sebastian løber ind til Erikas mor med firbenet. Hun står lige midt i nogle syltetøjsglas, siger hun, så hun sætter firbenet ned i et af dem.

Hulen

De farlige indianere, som nu hedder 'lille ulv' og 'brummende bjørn', drager ud i pileskoven. De har lavet en hovedrem af noget bølgepap og har sat en fjer foran. I hovedet har de smurt noget mudder, så de er uigenkendelige. Pileskoven ligger lige ved siden af mellem Erikas fars gartneri og åen.
Da de er kommet et godt stykke ind i skoven, opdager de nogle drenge, der er ved at skære pile af ved jorden.
Brummende bjørn retter ryggen og begynder at se meget vred ud:
"Sig mig, skal fjenden til at trænge ind på vores område? Det er vores pileskov; skal vi kaste noget efter dem og så rende vores vej?"
Lille ulv nikker. Når indianerne er på togt, kan man ikke have, at fjenden er der.
Lille ulv og brummende bjørn genkender drengene som dem, der bor på en feriekoloni overfor lille ulv; de kommer fra København og kalder sig PUK (politiets ungdomsklubber). Lederne er politibetjente inde fra København.
"Se lige", siger lille ulv, "der er en voksen."
Den voksne er ved at skrælle blade og bark af nogle afskårne pile lidt væk fra børnene.
"Man må vist ikke kaste noget efter en rigtig politibetjent", siger hun videre, "heller ikke selvom man er indianer og politiet ikke har uniform på".
I det samme får den voksne øje på dem:
"Velkommen til vores hus, indianere", råber han, "vil I være med til at lave en hule? Hvis I hjælper os, bliver vi nok færdige i dag."
Erika og Sebastian overgiver sig til fjenden og nikker helt begejstret. De har aldrig selv prøvet at være med til at laver en rigtig hule af pilene.

Hulen ligner efterhånden et indianertelt. Den er ryddet indvendig for pile og omkring i en rundkreds er pilene samlet i toppen. Der er blevet flettet afskårne pile og blade ind i de opretstående pile og lavet en åbning. Da den er næsten færdig, lægge lille ulv løst græs og blade på jorden inde i hulen, så der bliver rent og blødt at sidde derinde. Hun lægger ikke så meget mærke til at lederen udenfor siger:
"Det er et flot og stort stykke arbejde, vi har lavet i dag, og vi har haft to ekstra hjælpere med. Skal vi sige det er nok for i dag?"
Til gengæld hører hun, at der pludselig bliver så stille. Det får hende til at stikke hovedet ud af åbningen. Alle er væk.
"Sebastian", råber hun, "Sebastiaaaaaan, hvor er I alle sammen?"
Hun kan høre, det er Sebastian, der kommer løbende imod hende. Hun kravler helt ud af hulen og rejser sig arrigt op:
"Hvad bilder du dig ind med at løbe din vej? Hvor er det tarveligt! Hvad bilder I jer alle sammen ind?"
Sebastian griner, da han ser hende. Han ser slet ikke ked ud af, at alle bare sådan har forladt hende, og han kan ikke engang holde op med at grine:
"Hvor ser du sjov ud. Du står altså der med græs og mudder i hele hovedet og på tøjet og i håret. Du ligner en rigtig græs-indianer, du skal slet ikke hedde lille ulv, du skal hedde græssende ulv."
Erika er stadigvæk lidt fornærmet, i hver fald indtil hun får græsset og bladene børstet nogenlunde af tøjet og ud af håret. Så griner hun også og siger:
"Hej brummende bjørn, her har du så græssende ulv."

Begravelse

Indianerne trænger videre frem i skoven og går over på den anden side af vejen, hvor Sebastians fars gård ligger. Her hujer de over korn- og roemarker i vilde hyl mod den blå himmel.
Midt i det hele stopper brummende bjørn op. Han bliver underlig at se på i hovedet og øjnene bliver helt mørke. Græssende ulv bliver lidt bange.
"Jeg trådte i en død hare", siger han, "hvor var det altså væmmeligt."
De går hen og kikker lidt på haren. Den ser meget fredelig ud, hvis ikke lige det er fordi, man godt ved, at brummende bjørn har trådt på den.
"Skal vi begrave den?" spørger græssende ulv.
"Ja, så finder jeg to pinde, så vi kan lave et kors og stille op ved siden af haren".
"Helle for at lægge jord på den."
"Ja ja, og så skal vi også sige noget, så den kan komme op til Gud", brummende bjørn siger det meget højtideligt, "jeg kender en go én, man bruger, når de små børn skal døbes."
Brummende bjørn finder to pinde, lægger den ene over den anden og prøver at binde dem sammen med bark. Det er altså svært, selvom de lige har set de store drenge gøre det med pilene til hulen. Pindene sidder lidt skævt og løst i forhold til hinanden, men ellers bliver det et ret flot kors. Græssende ulv har lagt jord oven på haren, og de sætter korset i jorden ved siden af. De har hver en pind i hånden og brummende bjørn siger:
"Vi skal svinge med pindene helt op i luften og så skal vi sige: Jeg døber dig i saltevand, så blir du til en sprællemand."

Græssende ulv og brummende Bjørn svinger med pindene i luften og siger med mørke stemmer:
"Jeg døber dig i saltevand, så blir du til en sprællemand." De gentager, imens de begynder at gå rundt om korset og den tildækkede hare:
"Jeg døber dig i saltevand, så blir du til en sprællemand." Stemmerne bliver højere og lysere. Til sidst løber indianerne rundt, svinger med pindene og lægger melodi på stemmerne:
"Jeg døber dig i saltevand, så blir du til en sprællemand."
"Skraldespand", siger græssende ulv og dejser om på jorden. Lidt efter sidder brummende bjørn også på jorden.
"Skal vi gå hjem til dig?" spørger hun.

Pusterum

De går ind på gården i bryggerset til brummende bjørns mor. Hun er ved at plukke en høne.
"Davs", siger brummende bjørn, "må mig og græssende ulv gerne få noget varm chokolade?"
"Hvem har fødselsdag?" spørger hans mor.
"Ingen", siger brummende bjørn, "men vi har puklet og arbejdet med at bygge en hule for nogle drenge, og den blev lige så stor som en giraf, og så har vi lavet begravelse for en død hare".
"Nå da, så må I hellere komme med ind i køkkenet og hjælpe med at lægge mine nybagte småkager i kagedåser, vi skal have spist de kager, der er gået i stykker." Det synes de vilde indianere lyder som en rigtig god idé.
"Men", fortsætter hun, "I skal lige vaske jeres hoveder og hænder først."

At fange fisk

Græssende ulv og brummende bjørn er blevet Erika og Sebastian igen. De trasker af sted inde langs siden af vejen. Hjemme hos Erika står hendes far i på gårdspladsen og siger:
"Jeg har en overraskelse til jer, se hvem der et kommet".
Niels, som er naboens næsten voksne søn, komme inde fra udhuset med glas, et fiskenet og to par børnegummistøvler.
"Hurra" råber Erika og Sebastian i munden på hinanden, "vi skal ned til åen og fiske."
De skynder sig at tage gummistøvler på og så stormer de af sted mod åen. Nu er de fiskere, der skal ud at fange sjældne, store og meget farlige fisk.

Åen løber under vejen gennem et kæmpe betonrør, som man, hvis der ikke er for meget vand, kan gå igennem med fødderne på siden af røret. Da de kommer derned trækker Niels til børnenes store glæde en lille fin træbåd frem, han har lavet. Den søsætter de, og de styrer den med en lang pind. Der er ikke så meget vand i dag, så de kan godt gå gennem røret med den også. De fanger store, fremmedartede fisk og skiftes til at styre båden, som er et fragtskib på de store verdenshave. De har store diskussioner om, hvilke slags fisk de fanger. Erika driller Sebastian og siger, at det er hundestejler, han fanger. Men Sebastian påstår, at det er farlige og giftige fisk, han har fanget med nettet og som svømmer rundt i hans glas, indtil de bliver fragtet over på fragtskibet. Han vender hovedet imod hende og siger:
"Du må kunne regne ud, der ikke findes hundestejler ude på de store verdenshave."

De sejler og fisker videre. Erika sætter sig lidt ned og kikker på det hele i den sene eftermiddagssol. Sebastian går lidt hen langs åen, vender sig om mod Erika og råber glad: "Se Erika, nu er jeg på vej til Canada."
Men så sker der noget mærkeligt.

Hr. Bjørn

Erika ser lige pludselig en kæmpe stor bjørn komme luntende. Den sjosker af sted i vandkanten og har en stor spand i sin ene lap, og fanger sild med den anden. Nogen gange spiser den fisken og nogen gange putter den en fisk ned i spanden.
Erika spørger:
"Hvad laver du dog her bjørn? og hvor kommer du lige pludselig fra?"
"Jeg har en stor familie derhjemme", siger bjørnen, " som jeg er nød til at tage noget mad med hjem til. Jeg kommer fra de store bjerge med skove i Canada."
"Jamen, hvor er Canada henne? Sebastian sagde lige, at han var på vej til Canada?"
Selvom Erika ikke helt ved, hvor Canada er henne, tror hun nok, det er langt væk
"Det ligger lige over på den anden side af vejen", siger bjørnen.
Erika griner:
"Sikke noget vrøvl bjørn, for der bor Sebastian og hans lillesøster og hans far og mor og farfar. Tænk hvis Sebastian også tror, at Canada ligger hjemme hos ham selv. Nu må han altså stoppe med alle hans fremmede fisk - og Canada?"
Bjørnen fortsætter med at fange fisk.
"Hvad hedder du? spørger Erika.
"Jeg hedder brummende bjørn", siger bjørnen, "og du kan da lige smutte med over på den anden side og sige hej til min familie, så kan du selv se, at det er rigtig, når jeg siger, vi bor der."
"Brummende bjørn", Erika lyder mistænksom, "det er jo Sebastians indianer navn."
"Det har jeg ingen idé om, men jeg går tit og brummer, når jeg går på jagt og hygger mig, og du kan vel se, jeg er en rigtig bjørn."

Bjergbestigning

Erika hjælper brummende bjørn med at fange fisk. Da de har fanget en hel spandfuld, går de over på den anden side. Her er helt anderledes, end Erika kender det. Der er høje og stejle bjerge og en masse træer. Bjergskråningerne er meget svære at kravle op ad, så brummende Bjørn løfter hende op og bærer hende. På den måde kommer de hurtigere opad.
Højt oppe kommer de til et vandret stykke og brummende Bjørn sætter Erika ned på jorden igen. De går igennem en tæt skov. Det er næsten helt mørkt og temmelig uhyggeligt, fordi trækronerne lukker det meste lys ude. Til Erikas lettelse når de endelig ud i en lysning, men så ser hun endnu en bjergskråning. Hun bliver helt modløs ved tanken om endnu engang at skulle være med til en stejl opstigning.
"Skal vi virkelig til at klatre igen?" udbryder hun.
"Nej", siger brummende Bjørn, "vi skal ind i bjerget. Jeg bor i en grotte sammen med familien derinde."
Lige foran bjergskråningen står der træer, buske og krat så tæt, at Erika slet ikke kan forstå, hvordan de skal kunne komme bare hen til bjerget. Brummende bjørn siger, at det kun er godt, for så vil uvedkommende have svært ved at finde indgangen til grotten.

En uroforstyrre

I det samme er der noget, der pusler i krattet foran dem. Den kæmpe bjørn rejser sig helt op på bagbenene. Den åbner munden i et brøl og viser alle sine frygtindgydende tænder. Erika løber meget stærkt hen bag et tykt træ. Brummende bjørn er vist i virkeligheden frygtelig farlig.
En ræv flygter og hr. Bjørn drejer hovedet og brøler endnu engang efter ræven.
Erika ryster over hele kroppen. Den hyggelige brummende bjørn synes hun pludselig er vild og farlig. Men brummende bjørn brummer trøstende:
"Du må altså ikke være bange for mig. Jeg passer jo på dig, og du har hjulpet mig med at fange fisk.".
Brummende bjørn ved, hvordan de kommer igennem krattet og helt ind i grotten. Der er en næsten usynlig sti. Erika opdager, at grotten er en hule i bjerget.

Fru Bjørn

Indenfor hos fru Bjørn er der lunt og hyggeligt. Hun hilser venligt og spørger, hvad Erika hedder.
Hun har tændt bål og sat mad over i en gryde med hank, der hænger på en gren, som sidder tværs over bålet. Den hærdede grens ender ligger fast på nogle opsatte sten. Det dufter dejligt af urter fra gryden, og Erika opdager, at hun er skrub sulten.
Fru Bjørn siger: "Det var godt, jeg lige nåede at få redt bladene i sengen i soveværelset, når vi sådan har fået gæster."
Erika siger temmelig stolt: "Ja, det er jo sådan man gør i huler; jeg har lige lagt græs og blade derhjemme i vores nye hule.
"Ak ja", siger fru Bjørn "og jeg er næsten lige stået op for en månedstid siden efter en hel vinters uafbrudt søvn. Så skal man have en masse mad, og hvor er jeg glad for, at I har taget så mange fisk med."
"Altså, man kan nok ikke sove en hel vinter, er det ikke meget lang tid at sove i? Du er vist en være en værre sovetryne."
"Jeg går i seng, når det bliver koldt om efteråret og sover hele vinteren til det bliver forår og lunt i vejret igen. Vi bjørne spiser os tykke og fede hele sommeren sammen med vores unger. Derfor behøver vi ikke at stå op af vores lune senge om vinteren for at spise. Vores kropstemperatur, stofskifte og åndedræt bliver nedsat, når vi går i hi, så vi bruger ikke ret mange kalorier."
Erika ved ikke, hvad kropstemperatur, stofskifte og åndedræt eller kalorier er, men det vil hun spørge sin mor og far om, når hun kommer hjem.

Måltidet

Maden er færdig, og de sætter sig alle tre til bords for at spise. Erika kommer i tanke om, at hr. Bjørn har sagt, han har en stor familie, der skal have meget mad.
"Hvor er jeres børn? Har de glemt spisetiden?" Siger hun.
"Vi har ikke nogen unger endnu," siger fru Bjørn, "vi er unge og nyforelsket og er lige blevet gift. Brummende Bjørn kom og friede, lige da jeg var stået op for en måned siden. Han og jeg skal først hygge os og spise rigtig meget mad; på den måde kan vi få nogle sunde og stærke unger. De ligger allerede inde i min mave. Det var derfor brummende bjørn skulle finde mad til en stor familie."
"Ja", brummer brummende bjørn, "og de fleste hanbjørne går deres vej igen, når al det med hygge og mad er overstået og ungerne er kommet. Hunbjørnene vil helst passe deres unger selv, og så kommer vi hanbjørne igen til næste år."
"Hvad laver I så, når I sådan går jeres vej?"
"Vi jager, finder mad og spiser til det bliver efterår. På det tidspunkt går vi i dvale i vores egen herregrotte," svarer brummende bjørn.

Niels og Sebastian kalder

Erika sidder ved bjørnebordet og skal lige til at putte en skefuld mad i munden, da hun hører Sebastian og Niels kalde på sig:
"Erika, Erika, kom nu, vi skal hjem," bliver de ved med at råbe.
"Vent dog lige lidt", siger hun, "jeg er på besøg hos en bjørnefamilie og skal lige til at spise. I vil næsten slet ikke tro det, når I får at vide, hvad jeg har oplevet."
Men de kan ikke høre, hvad hun siger; de bliver bare ved med at råbe på hende.

Fru Bjørn og brummende bjørn ser ud som om, de slet ikke hører, at Sebastian og Niels råber på hende og at hun har svaret dem. Men hvis hun taler til bjørnene, kan de måske godt høre hende. Nu kommer hun i tanke om, at hun ikke må spise hos andre og slet ikke må gå med fremmede hjem, - og hvordan kommer hun dog hjem?
Meget højt siger hun ind i fru Bjørns øre:
"Hvordan kommer jeg hjem herfra; jeg kan ikke huske vejen, og udenfor er der meget farligt. Da vi kom, var vi lige ved at blive ædt af et dyr?"
"Vil du gerne hjem?" siger fru Bjørn irriterende roligt.
"Ja, for søren, jeg skal jo hjem og spise aftensmad. Min mor og far bliver sure, hvis jeg kommer for sent. Jeg må ikke spise hos fremmede uden at have fået lov, og jeg må slet ikke gå med nogen fremmede nogen steder hen. Og Sebastian og Niels og kalder på mig."
Erika er blevet bange. Tænk hvis hun ikke kan komme hjem og de flinke bjørne måske er farlige og vil lave hende til aftensmad. Det, de har lavet, er kun urter og fisk, måske trænger de til rigtigt menneskekød.
Hvor hun dog lige pludselig savner sin mor og far og lillebror.

Bagdøren

Ja men så tak for i dag," brummer både fru Bjørn og brummende bjørn i munden på hinanden, "det var hyggeligt at have dig på besøg!"
"Men hvordan kommer jeg hjem?" råber Erika. Tænk hvis de ligesom med Niels og Sebastian ikke kan høre hende og ikke forstår, at hun ikke selv kan finde vej.
"Nå det" siger fru Bjørn igen roligt, som om de ikke aner, at Erika er helt fortabt og meget bange. Brummende bjørn fortsætter med at sige:
"Du skal bare gå ud ad bagdøren!"
Bagdøren. Erika anede ikke, der var en bagdør i bjørnegrotten, og hun skynder sig hen for at lukke den op.
Udenfor kan hun ikke finde rundt. Der er lige så mørkt som om hun er inde i den skov, hun og brummende bjørn gik igennem, da de kom. Hvordan skal hun dog finde hjem herfra? Hun prøver at løbe, for Niels og Sebastian råber hele tiden på hende, men hendes ben er blevet så tunge, at hun næsten ikke kan flytte dem.
Så opdager hun lige pludselig, at hun går på Sebastians fars marker og bliver utrolig lettet og glad.
Tænk at bjørnenes bagudgang i Canada fører ud til Sebastians fars marker.

Hun mærker, at solen skinner. Så åbner hun øjnene og opdager, hun ligger på græsset ved siden af åen. Hun fryser lidt, selvom solen skinner, og er sulten. Sebastian og Niels hoveder er oven over hende og kalder på hende. "Vi skal hjem", siger Niels og griner: "Du er vel nok en "køn" fisker, når du sådan falder i søvn midt i arbejdet."

På vejen hjem skal Niels og Sebastian lige aflevere gummistøvler, fiskenet og glas hos Erika, før de går hjem til sig selv, hvor aftensmaden venter dem. Erika spørger på vejen Sebastian, hvordan hans leg var gået med turen til Canada. Sebastian fortæller om sørøvere og store slag fra Nils' båd og om at fange kæmpe fisk, større end husene og at det var hvaler. Erika siger til sidst:

"Sebastian, jeg var rigtig i Canada hos en bjørnefamilie. De har en bagdør på din fars marker. Skal vi prøve, om vi kan finde den i morgen?" Hvis vi ikke finder den, kan vi jo bare lege, den er der."
Forfatterbemærkninger
Dette er en børnehistorie, der er en blanding af barndomserindringer og fiktion. Målgruppe: Børn fra ca. 4 år til ca. 9 år. Egnet til højtlæsning.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 21/02-2013 22:50 af Anne Lilleager (Lilleager) og er kategoriseret under Blandede tekster.
Teksten er på 3520 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.