Hun var lagt i seng og vågnede. Hun var fem år og var helt alene. Månen skinnede ind gennem vinduet til hende.

Lydene. Det var lydene, der var de værste. Af dem kom billederne, som ikke kunne måle sig med virkeligheden i al deres gru. Somme tider var der også lugte. En lugt af noget, en mus der puslede under sengen. Hun kunne ikke se den, men den måtte være der.

Sindet var i højeste beredskab. Hun kunne høre og genkende forældrenes skridt, kunne høre deres stemmer i natten langt væk fra, dvs. helt oppe fra før åen. Hun lyttede uafbrudt. Lettelsen var stor, når hun hørte dem. Hun turde røre sig igen.

I aften sidder hun i stuen og prøver at strikke en dukkekjole. Hun har lige lært hulmønsteret til den og har fået lov til at være oppe til forældrene kommer hjem. Lillebror på to år blev lagt i seng, inden forældrene gik. Strikketøjet driller, så hun må trævle det op og begynde forfra. Hun er 9 år og er stolt over at have lært at strikke så fint. Det er for børn, der er ældre end hende. Da strikketøjet driller tredje gang, hiver hun pindene ud og smider det i arrigskab i brændeovnen.

Huset har en hoveddør, kælderdør og en indvendig trappe ned til kælderen. Udenfor står Bongo, en meget stor schæferhund. Han er lænkehund, vagthund og politihund, der skal passe på og hjælpe far på hans vagt-runder. Bongo er hendes ven. Hvis nogen slemme tyveknægte kommer ind på gårdspladsen og vil tage noget, de ikke må, som f.eks. at stjæle hendes fars farvede benzin til hans traktor, kommer Bongo farende frem og gør helt vildt. De formastelige, som far kalder dem, drøner hurtigt væk. De ved ikke, Bongo er bundet eller, hvis de opdager det, hvor lang lænken er.

Hendes forældre går til vigtige kurser nogle aftener om ugen. Derfor er hun og hendes lillebror nødt til at være alene ind imellem. Og Bongo passer jo på dem.

Det er godt, hun har Bongo til at jage fremmede på flugt.
   Alligevel fylder forsatsvinduerne over halvdelen af hele den ene væg i stuen. Der er ingen gardiner. Kælderen har flere vinduer ud til lyskasserne, og huset står et godt stykke fra, hvor Bongo står bundet på den anden side af gårdspladsen.

Hun skal lige til at tænde for fjernsynet, da hun ser et ansigt på ruden. Der står en mand og kikker ind. Hun bliver bare så forskrækket. Han lægger hovedet på skrå og siger: "Goddag lille ven." Sådan lyder det i hvert fald som om, hans læber siger, dér bagved ruden. Så smiler han underligt, synes hun. Pludselig genkender hun Jensen, naboen. Han står bagved den fremmede mand. Py ha. Godt. Men hvorfor står de og kikker ind ad vinduet?
   Jensen gør tegn til, at hun skal lukke dem ind. Hun ryster energisk benægtende på hovedet. Hun har fået strenge ordre på ikke at lukke nogen ind. Jensen smiler venligt forstående og lægger hænder og arme sammen i en gestus opad. Han spreder dem fra hinanden igen udad som et overgivende tegn på et "ok". Så forsvinder både Jensen og den fremmede.

Hun tænder for fjernsynet. Der er Ramasjang endnu. Man diskuterer lommepenge. Spændende emne. Mon loven siger, at forældre skal give deres børn lommepenge? Det må hun spørge om. Hun har hørt hendes mor og far snakker om, at man skal gøre som loven siger. Loven er måske ligesom den Vorherre, hun har hørt om i skolen, der bestemmer.

I det samme buldrer det på døren ned til kælderen. Hun bliver stiv af angst. Har hun sat haspen på? Det må hun have gjort, men man kan sagtens mase døren op. Nogen må være kommet ind ad kælderdøren udefra, eller et af kældervinduerne.

Lynhurtigt løber hun ind i soveværelset og kryber ind under køgesengens underetage, som lillebror ligger og sover på. Hun har i farten ikke fået lukket døren til soveværelset efter sig. Kan hun nå at smutte ud ad den og videre ud ad hoveddøren? Men hvad så med lillebror? Han er kun to år og kan nok ikke forstå noget eller tie stille, hvis hun hiver ham ud af sengen og tar ham med.

Hun ligger musestille. Ikke en muskel tør hun røre. Hvorfor gør Bongo ikke, skælder ud og jager dem væk? Nu kan hun svagt høre stemmer og skynder sig at holde hænderne hårdt for ørerne, imens hun skubber sig helt ind i hjørnet under sengen. Lillebror vender sig i søvne. Selvom hun holder sig for ørerne, så registrerer hun, at døren ned til kælderen blive revet op med et brag.

Lydene
   Det var lydene
   der var de værste
   Af dem kom billederne
   som ikke kunne måle sig med virkeligheden
   i al deres gru.
   Somme tider var der også lugte
   En lugt af noget
   en mus der puslede under sengen
   Hun kunne ikke se den
   men den måtte være der