"Lad nu være med at blive bidt af af varulve på vejen hjem," råbte Mathias og pegede op på fuldmånen.
   Jeg vendte mig om i havegangen: "Bare rolig, jeg har lagt sølvkugler i min revolver!"
   Vi havde set en film om nogle varulve, der hærgede en lille by. Men jeg var gammel nok til at adskille film fra virkelighed. Jeg gik og tænkte på de lektier, jeg havde glemt at læse, da jeg pludselig fik sådan en uhyggelig fornemmelse af at blive betragtet. Jeg standsede op og lyttede. Et sted langt væk kunne jeg høre gøende hunde, men ellers var der stille i villakvarteret. Jeg kiggede rundt, og der var ingen at se. Så rystede jeg på hovedet af mig selv og gik videre.
   Gaderne var næsten øde. Den eneste jeg mødte på vejen var den gamle kone, som alle kaldte "Heksen". Hun gik rundt som om hun ledte efter et eller andet og lod ikke til at ænse mig, men da jeg var gået forbi hende, talte hun pludselig til mig: "Unge mand!"
   Det løb mig koldt ned ad ryggen, og jeg vendte mig: "Ja?"
   "Må jeg give dig et råd?" Uden at give mig tid til at svare, fortsatte hun: "Hold dig indendøre, når det er fuldmåne." Hun pegede op på månen med en dramatisk mine.
   "Og hvad med dig selv?" spurgte jeg. Egentlig ikke for at være uhøflig, men fordi jeg synes det var lidt besynderligt at gå rundt udendørs og anbefale folk at holde sig indendøre.
   Hun fnyste og gik. Jeg stod lidt og kiggede efter hende. Pludselig hørte jeg en lyd bag mig. En raslen i hækken. Jeg snurrede rundt, mens mit hjerte nærmest holdt op med at slå. Men foran mig sad bare en lille fugl. Pyha.
   Jeg fortsatte lettet. Men følelsen af at blive betragtet var der stadig. Så jeg vendte mig igen og så, at den lille fugl var fulgt med mig. Jeg gik prøvende nogle skridt videre, og fuglen fulgte efter - hele tiden med blikket rettet stift imod mig. Det havde jeg ikke været ude for før.
   Da jeg kom hjem, lugtede der rimelig slemt på mit værelse, så jeg åbnede vinduet og gik ud for at børste tænder. Jeg kom tilbage på mit værelse og stivnede overrasket. Fuglen på min seng og stirrede på mig med sine små øjne.
   Jeg stod lidt uden at bevæge mig, så hviskede jeg: "Hvad vil du?"
   Den svarede selvfølgelig ikke, og det havde jeg vel heller ikke forventet. Så trådte jeg frem imod den for at forsøge at jage den ud af vinduet igen, men i det samme lettede den med et hop og fløj direkte imod mig! Det gik så hurtigt, at jeg slet ikke nåede at beskytte mig, før den var landet på min skulder og havde hakket mig lige på siden af halsen med sit lille næb.
   Forskrækket fik jeg skubbet den væk med min hånd. Straks flaksede den ud af vinduet igen og var borte.
   Jeg stod forundret tilbage og tog mig til halsen. Det blødte en smule fra såret. Hvad i alverden var der foregået?
   Jeg lukkede vinduet og gik ud og fandt et plaster. Så gik i seng. Men jeg lå og vendte og drejede mig mindst en time, før jeg endelig faldt i søvn.

Næste dag fortalte jeg Mathias om, hvad der var sket.
   "Så du er blevet bidt af en musvit?"
   "Jeg ved ikke, om det var en musvit. Men en lille fugl i hvert fald."
   "Det var da godt, at det bare var en fugl."
   "Tja. Men det er da sært, er det ikke?"
   "Måske havde den fuglegalskab," foreslog Mathias.
   "Fuglegalskab?"
   "Ja, altså ligesom hundegalskab, som får hunde til at gå amok. Rabies. Det kan også smitte mennesker, og det fører til en meget ubehagelig og smertefuld død. Du ser forresten en smule bleg ud."
   "Øh ..."
   "Havde fuglen fråde om munden?"
   "Nej, det tror jeg ikke," svarede jeg tøvende.
   "Nå, så er det ikke rabies. Men du må hellere gå til lægen alligevel."
   Jeg nikkede.

Men jeg kunne ikke få mig selv til at gå til lægen og sige, at jeg var blevet bidt af en fugl, og jeg havde det i øvrigt også helt fint.
   Efterhånden glemte jeg episoden, men ved næste fuldmåne skete der noget sært.
   Jeg vågnede op midt om natten med en mærkelig fornemmelse i kroppen. Mine ben var næsten følelsesløse, og mine arme virkede underligt forvredne. Og så var jeg enormt sulten og tørstig. Men ikke efter en nattoast eller et glas mælk. Jeg havde kun lyst til én ting, og det var dejlig, varmt og saftigt ... menneskeblod!
   Da jeg så rundt på mit værelse, virkede det hele så stort. Til gengæld kunne jeg se alting ganske klart og tydeligt, selvom det var nat. Jeg kiggede ned ad mig selv, og det gav et gib i mig. Jeg havde fjer!
   Jeg lettede fra sengen og fløj lidt rundt i værelset. Rundt om lampen, op over skabet og hen til det lukkede vindue. Jeg havde før drømt, at jeg kunne flyve, men det havde aldrig føltes så virkeligt som nu. Det gav det vildeste sus i hele kroppen. Ude på vejen skinnede gadelygterne og fuldmånen skarpere, end de plejede, og jeg så en ung mand, der kom cyklende forbi. En ung mand fyldt med varmt, saftigt, drikkeklart blod. Hvor ville jeg dog gerne hakke et hul i ham og smage.
   Jeg fløj hen til døren og forsøgte at skubbe dørhåndtaget ned, men jeg havde ikke kræfter nok. Vinduet kunne jeg heller ikke åbne. Jeg måtte nøjes med at sætte mig i vindueskarmen og se på de blodfyldte mennesker, der i ny og næ kom forbi i den lyse fuldmånenat.

Om morgenen vågnede jeg nøgen på gulvet foran mit vindue. Mit nattøj lå tilbage i sengen under dynen. Jeg huskede stadig drømmen ganske tydeligt. Hvor fedt det havde føltes at flyve rundt, og min mærkelige trang til rødt, nytappet ...
   "Er du oppe?"
   Det var mor, der kaldte.
   "Ja ja!" råbte jeg og skyndte mig at komme i tøjet.
   Da jeg var på vej ud af værelset, standsede jeg op. Jeg havde fået øje på noget i vindueskarmen. Da jeg trådte nærmere, gik det op for mig hvad det var. En lille fjer.

"Du ser træt ud," sagde Mathias i første frikvarter.
   Jeg overvejede kort, om jeg skulle fortælle ham om episoden, men jeg endte med at lade være.

Da jeg kom hjem hældte jeg saftevand i en kande og satte mig til at søge på internettet. Jeg søgte på "forvandlet til fugl" og lignende ting. Men det eneste jeg fandt, var en masse gamle eventyr.
   "Må jeg tage noget saft?" spurgte min lillesøster.
   "Ja, ja."
   "Hvad laver du?"
   "Ikke noget."
   "Hvorfor søger du på 'forvandlet til fugl'?" blev hun ved.
   "Det er til en skoleopgave."
   "Føj!" udbrød hun og spyttede.
   Jeg tog øjnene fra skærmen og kiggede over på hende.
   "Du har glemt at putte vand i saften!" sagde hun og vrængede på næsen.
   Det gik op for mig, at jeg havde siddet og drukket saften ufortyndet. Jeg havde ikke tænkt nærmere over det, men den havde bare været så dejligt tyktflydende, rød og mindet om ...
   Jeg rystede forskrækket på hovedet af mig selv.

Senere cyklede jeg på biblioteket, hvor jeg bad en bibliotekar om at hjælpe mig med at finde alt om mennesker, der blev forvandlet til fugle. Hun smilede og viste mig hen til hylderne med eventyrbøger.
   "Jeg er nu mere interesseret i noget, der ikke er historier," forsøgte jeg.
   Hun løftede øjenbrynene: "Som ikke er historier?"
   "Ja, altså noget om folk, der bliver forvandlet til fugle i virkeligheden."
   Hun kiggede undersøgende på mig: "Så vidt jeg ved, går folk ikke rundt og bliver forvandlet til fugle i virkeligheden."
   "Øh, nej ok," sagde jeg og kiggede væk. "Jeg kigger her så."
   Jeg sad lidt og læste i eventyrerne, men det fik jeg som ventet ikke meget ud af.
   Jeg anede ikke, hvad jeg så skulle gøre, så jeg forsøgte at glemme det hele.

"Jeg gider altså ikke se flere splatterfilm," sagde Mathias en dag. "Hvorfor er du blevet så besat af dem? Du plejede at synes de var latterlige."
   Han havde helt ret. Jeg plejede ikke at kunne lide dem, fordi jeg hadede synet af blod. Nu havde jeg det lige omvendt.
   "Man har vel lov at ændre smag," sagde jeg.
   "Du er altså mærkelig for tiden," fortsatte han.
   "Vi kan godt se noget andet."
   "Nej, jeg mener, jeg synes du opfører dig sært."
   "Okay ..." Jeg rodede hans film igennem og forsøgte at lyde uinteresseret, men han fortsatte:
   "Du er blevet så bleg, og du falder hele tiden i staver."
   Han havde helt ret. Jeg faldt ofte i staver. Når jeg snakkede med andre, måtte jeg holde øje med mig selv, ellers endte det med at jeg bare stod og stirrede på deres hals.
   "Jeg har bare meget at tænke på for tiden," sagde jeg.
   "Som hvad for eksempel?"
   "Øh ... lektier og sådan."
   "Lektier?"
   "Nej øhm ... Jeg ved det ikke. Skal vi ikke se den her? Den ser god ud." Jeg pegede på en tilfældig film.
   "Ja, den har vi jo i hvert fald ALDRIG set før," sagde Mathias sarkastisk. Det gik op for mig, at jeg havde peget på Spiderman.
   "Den skulle være smaddergod," sagde jeg. "Noget med en dreng, der bliver forvandlet til en edderkop."
   "Gud nej, det tror jeg ikke jeg tør!" sagde Mathias med et skævt smil og satte en hånd for munden.
   "Du har ret. Måske er Twilight mere noget for os," sagde jeg ironisk.
   Mathias kastede en pude efter mig.

Tiden gik, og da det næste gang blev fuldmåne, sørgede jeg for at lukke vinduet og døren tæt, selvom det var midt på sommeren og stegende hedt.
   Om natten vågnede jeg, fordi jeg kogte af varme. Der var ikke noget, der tydede på, at der var ved at ske noget usædvanligt med mig, så jeg besluttede mig for at åbne vinduet bare i fem minutter og få luftet ud. Netop da jeg havde åbnet, begyndte en mærkelig snurrende fornemmelse i kroppen. Jeg så på min arm og gispede, da det gik op for mig, at der var poppet en fjer ud igennem huden! Desperat greb jeg ud efter vindueshåndtaget for at lukke vinduet i, men jeg kunne ikke få ordentligt fat, for mine fingre var begyndt at skrumpe. Samtidig var det som om verden blev større, og efter højest tyve sekunder var forvandlingen komplet. Jeg var igen en lille fugl.
   Jeg fløj op og kredsede et par gange rundt i værelset. Så fløj jeg ud i nattemørket - som pludselig virkede lyst. Det var en ligeså berusende følelse som sidst. Jeg fløj opad i en spiral. Højere og højere. Hele byen lå under mig og alle husene lignede dukkehuse. Og dér på vejen ved siden af vores hus, kom en skikkelse gående. Et menneske, fyldt med dejlig, varmt blod! Jeg dykkede, og det var nær ved, at jeg fik for meget fart på til at kunne nå at bremse. Men det lykkedes akkurat, og jeg landede på fortovet foran skikkelsen. Det var "heksen" - eller Juliane Sølvvinge som hun hed. Men på det tispunkt var jeg ligeglad med, hvem det var. Det der interesserede mig, var var blodet, der løb rundt i hendes årer. Jeg lettede og fløj direkte imod hendes strube. Hun reagerede prompte med at slag med sin hånd. Det lignede nærmest et karatehug, og det sad lige, hvor det skulle sidde - hvis det altså skulle sidde lige i næbbet på mig. Jeg fløj igennem luften ind i vores hæk og så blev alt sort.

Det næste jeg husker var, at jeg vågnede op liggende splitterragende nøgen i vores have, halvvejs ind i hækken. Det var tidlig morgen, og mine forældre og søster lå gudskelov og sov. Der var ingen mennesker på gaden, så jeg kunne ubemærket kravle op på garagetaget og liste mig igennem mit åbne vindue. Da jeg så mig i spejlet, gik det op for mig, at jeg havde haft næseblod.

"Hvad er der sket med din næse?" spurgte Mathias i skolen.
   "Jeg gik ind i en dør," svarede jeg.
   Han kiggede skeptisk på mig: "Ja, ja, så siger vi det."
   Det var faktisk første gang vi havde snakket sammen i noget tid. Jeg havde fornemmelsen af, at Mathias var begyndt at undgå mig, for han havde altid een eller anden undskyldning, når jeg spurgte, om vi skulle ses.
   Resten af dagen kunne jeg slet ikke koncentrere mig om brøkregning og temauge om landbruget i middelalderen. Jeg vidste, at jeg måtte finde en måde at sætte en stopper for det, der foregik.

Ved aftensmaden var jeg også mentalt fraværende indtil min far sagde: "Hende heksen bliver da også mere og mere skør."
   "Tal pænt," sagde mor. "Hun hedder ikke heksen. Hun hedder ... øh ..."
   "Ja ja," sagde far og fortsatte. "Men skør er hun i hvert fald. Nu har hun været rundt i kvarteret og dele små håndskrevne pamfletter ud."
   "Tilbyder hun at spå folk igen?" spurgte mor.
   "Nej, nej, hvis bare det var det, så ville det være til at forstå. Nej, der står bare 'Problemer med fugle? Kontakt Juliane Sølvvinge'."
   "Problemer med fugle?" spurgte mor undrende.
   "Ja 'Problemer med fugle' spørgsmålstegn."
   "Hvad mener hun med det?"
   "Ja, det er jo det jeg mener," sagde far. "Hvad i alverden mener hun med det? Er hun blevet fuglefanger?"
   Jeg forsøgte at skjule min interesse i samtalen, og efter maden listede jeg ud i skraldespanden. Der fandt jeg ganske rigtigt en seddel, hvor der stod: 'Problemer med fugle? Kontakt Juliane Sølvvinge'. Jeg kunne godt have sparet mig, for der stod ikke andet end det. Men jeg behøvede heller ikke mere.
   "Jeg tager over til Mathias," råbte jeg.

Juliane Sølvvinge boede i et hus lidt inde i Lilleskov. Alle kaldte hende "Heksen", selv de voksne. De fleste mente det måske i sjov, men der var vist også mange, der var bange for hende. Jeg selv med, hvis jeg skal være ærlig, for hun lignede vitterligt en heks taget lige ud af de grummeste eventyr. Hun havde en stor vorte på næsen, kraftige øjenbryn og hendes ene øje var altid blodskudt. Hun holdt sig helst for sig selv, undtagen når hun gik ærinder, og hun havde et hidsigt temperament. En gang hvor der var udsolgt af kattemad i Aldi, havde hun efter sigende kastet en forbandelse over den stakkels kassemand, så han ikke kunne andet end at mjave i en måned. Det vidste jeg nu ikke helt, om jeg troede på. Der var også nogle, der sagde, at man kun så hende efter mørkets frembrud, og jeg kunne faktisk heller ikke komme i tanke om at have set hende i dagslys.

Jeg stod af cyklen et stykke fra huset og efterlod den op ad et træ, for der var hverken nogen vej eller sti, der førte det sidste stykke. Der var gået en mørk sky for solen, og det trak op til aftenregn. Det lille stråtækte hus lå midt imellem træerne omgivet af en lille have og et mosbegroet stakit. Jeg standsede ved havelågen. Der kom røg op af skorstenen, og jeg stod lidt og kiggede, men jeg kunne ikke se noget lys igennem vinduerne.
   "Hallo?!" råbte jeg.
   Der var helt stille.
   I det samme følte jeg noget glide imod mit ben. Jeg hoppede af forskrækkelse, men det var bare en sort kat.
   "Hej med dig," mumlede jeg og bøjede mig ned for at ae den. Den gled væk og hoppede igennem stakittet og spadserede hen mod døren. Den standsede halvvejs og kiggede tilbage på mig.
   Jeg råbte igen: "Hallo?! Juliane!?"
   Da der stadig ikke var noget svar, skubbede jeg havelågen op og gik op ad flisegangen. Jeg standsede foran den gamle egetræsdør og skulle lige til at gribe dørhammeren, da katten skubbede døren op. Jeg fik udsyn til en entré, hvor der hang nogle frakker, og der lå en stor opslået bog på gulvet. Der var intet andet at se eller høre.
   "Hallo! Er der nogen?" råbte jeg. Min stemme rystede en smule.
   Katten havde sat sig midt på gulvet ved siden af bogen og kiggede op på mig.
   Jeg havde ikke lyst til at være der længere end højest nødvendigt. Hvis hun alligevel ikke var hjemme, måtte jeg vel komme igen en anden gang. Jeg drejede mig og skulle til at gå, da katten pludselig hvæsede. Det gav et sæt i mig og jeg skævede undrende tilbage på den. Den stirrede direkte på mig og havde sat sin ene pote på bogen. '
   I det samme så jeg overskriften på den side, bogen var slået op på, og ordet vækkede min nysgerrighed. Jeg nærmede mig forsigtigt, og katten fjernede sin pote og holdt op med at hvæse. Bogen så gammel og laset ud og siderne var gulnede. Der stod:

VARSPURV

Varspurvene er varulvenes mindre kendte fætre. Er du så uheldig at blive hakket af en varspurv, må du selv lide den tort at blive forvandlet til en spurv ved hver fuldmåne. Varspurve nyder ikke megen respekt i overnaturlige kredse, så hvis du endelig skal blive lykantrop, da er varulv så langt at foretrække.
   Til alt held findes der en kur: Slug blot en rubin, som er skaffet på uærlig vis.

Så stod der ikke mere på den side, og den næste handlede om enhjørninger, som åbenbart var uddøde i 1923.
   Jeg havde ikke lyst til at være i huset ét sekund længere, så jeg skyndte mig ud. Mens jeg lukkede døren bag mig, sad katten stadig og kiggede op på mig. Der var noget ikke særlig katteagtigt over dens øjne og dens måde at kigge på. Jeg kunne ikke lade være med at nikke høfligt til den og sige "øh ... tak og farvel".
   Så halvvejs løb jeg tilbage til min cykel.
   Det var da godt at have fået en forklaring på det hele, og heldigt at der var en kur, for i film var der ingen kur for den slags. Dér måtte man slå varulvene ihjel. Men nu var det mig, der var uhyret, og så det var pludselig ikke så god en løsning.
   Der var kun een ting, jeg kunne gøre nu. Jeg måtte skaffe en rubin - på uærlig vis.

Næste dag efter skole listede jeg ind i mine forældres soveværelse og fandt min mors smykkeskrin. Jeg anede ikke, om min mor havde en rubin, men det kunne da være. Jeg havde ikke meget lyst til at stjæle fra min egen mor - eller fra nogen i det hele taget - men jeg synes ikke, at jeg havde meget valg.
   Jeg havde tjekket op på, at rubiner var sådan nogle røde diamanter, men jeg synes ikke rigtig, der var noget rødt at se dernede. Mens jeg rodede lidt rundt med hånden, mærkede jeg pludselig en brændende smerte på min finger. Det gjorde afsindigt ondt, og jeg kunne ikke lade være med at udstøde et skrig.
   Min lillesøster kom straks løbende. Hun standsede i døråbningen og gloede på mig: "Hvad laver du?"
   "Øh ... jeg brændte mig," svarede jeg. Jeg skubbede hende til side og fór ud i køkkenet for at få fingeren under vand. Der var et brændmærke med form som to buede streger på min finger. Tydeligvis aftrykket af en fingerring.
   "Marcus," sagde min søster, der var fulgt med. Hun kiggede på mig med alvorlig mine i sit syv-årige ansigt: "Er du blevet narkoman?"
   "Ahva?" udbrød jeg.
   "Du opfører dig så underligt, og nu stjæler du fra mor. Er det for at få penge til stoffer?"
   "Jeg stjæler ikke. Jeg er bare ved at skrive opgave om smykker."
   "Ja, ja, så siger vi det," sagde hun og rystede voksent på hovedet. På vejen ud greb hun sin gennemsigtige sparegris og tog den med. Den havde hun ellers havde stillet frem, så vi kunne se, hvor meget hun havde sparet op til sin kommende pony.
   Jeg kiggede på min finger og spekulerede på, hvordan en fingerring i et smykkeskrin kunne være brændende varm. Eller var det i virkeligheden syre? Havde mor hældt syre over sine smykker, for at undgå at nogen stjal dem? I så fald havde hendes krimier vist taget overhånd.
   Pludselig dæmrede det for mig: Ringen var af sølv!

Da smerten fra brændmærket var blevet til at holde ud, fjernede jeg fingeren fra vandstrålen. Jeg satte smykkeskrinet ordentligt på plads, og så cyklede jeg ned til butiksgaden. Det eneste sted, jeg kunne komme på, der kunne tænkes at have rubiner, var "Smykker og Ure".
   Indehaveren hr. Olsen så overrasket ud, da jeg kom ind. Drenge i skolealderen var nok ikke hans sædvanlige kunder.
   "Er der noget, jeg kan hjælpe den unge herre med?" spurgte han høfligt.
   "Øhm, ja. Jeg påtænker på at købe en rubin til min mor. De kunne vel ikke være så elskværdig at vise mig een?" Jeg ved ikke , hvorfor jeg pludselig slog over i fint, gammeldags sprog. Det forekom mig bare mest naturligt, når jeg nu skulle se på rubiner.
   Hr. Olsen smilede skævt og pegede på en montre:
   "I så fald vil jeg anbefale den unge herre at tage et kig i montren derhenne. Der er nogle ganske nydelige ringe med indfattede rubiner."
   Jeg gik hen og betragede ringene.
   "Må jeg have lov at spørge, om der er tale om sølvringe?"
   "Det må du, og det er ganske rigtigt sølvringe."
   "Min mor bryder sig ikke meget om sølv. De har vel ikke en rubinring i et andet materiale?"
   Hr. Olsen smile stadig: "Jo da, hvis hun foretrækker guld, så har vi rubinindfattet guldring derovre." Han pegede.
   Jeg gik over, hvor han pegede. Prisskiltet sagde en pris, som jeg efter lidt hovedregning nåede jeg frem til, at jeg med mine nuværende lommepenge ville have råd til om ti år. Men det var jo også lige meget, for bogen havde sagt, at jeg skulle skaffe rubinen på uærlig vis. Jeg havde ikke lyst til at stjæle fra hr. Olsen, og jeg havde heller ingen anelse om, hvordan jeg skulle bære mig ad. Ringen lå låst inde i en montre, så man kunne ikke bare stikke ubemærket af med den. Jeg var ikke smykketyv. Jeg havde faktisk aldrig stjålet noget. Forretningen havde sikkert en masse alarmer, og der var også gitter bag ruderne. Man skulle bruge en nedstryger for at komme ind. Eller også ...
   "Jeg tror desværre ikke, jeg har råd lige nu. Men jeg kommer tilbage om ti års tid," sagde jeg.
   "Ja, gør du det," smilede hr. Olsen. "Det vil jeg se frem til."

Der var ikke andet at gøre end at vente til det blev fuldmåne igen. Jeg holdt mig meget for mig selv den måned og så ikke meget til Mathias. Aldrig havde jeg lavet så mange lektier, og jeg tror ikke helt mine forældre kunne finde ud af, om de skulle være glade eller bekymrede.
   Endelig kom dagen - eller rettere natten. Da mine forældre var gået i seng, listede jeg mig ud af vinduet, som jeg lod stå på klem. Jeg gik ned til en bænk overfor "Smykker og Ure" og satte mig til at vente. På vejen havde jeg fundet en stor sten, som lå godt i hånden.
   Mens jeg sad og spekulerede, blev jeg mere og mere usikker. I virkeligheden var det jo en afsindig plan. Og juveltyveri er en alvorlig ting. Tænk hvis jeg blev snuppet. Ville jeg mon blive sat i ungdomsfængsel?! Så var jeg nok nødt til at få lært at ryge, selvom jeg fik et kæmpe hosteanfald, så jeg troede jeg skulle dø, dengang Mathias og jeg prøvede at ryge. Eller tænk nu hvis dødsstraffen blev genindført, mens jeg sad i fængsel!
   Pludselig blev mine tanker afbrudt af en underlig, men efterhånden velkendt snurrende fornemmelse, der bredte sig i min i krop. Jeg kiggede ned på min hånd og så, at der var kommet en lille fjer til syne på bagsiden.
   Nu skulle det gå stærkt! Jeg tog stenen kastede den imod butiksruden med fuld kraft. Jeg havde regnet med at høre en høj lyd af glas, der splintres, men i stedet lød der bare et lille bump. Det var ikke almindeligt glas! Stenen havde kun efterladt et lille hul i ruden.
   I det samme forsvandt benene under mig, og det føltes som om mine arme blev vredet rundt. Min mund og næse smeltede sammen og formedes til et næb. Forvandlingen var fuldendt.
   Der lød en høj ringelyd inde fra butikken. Alarmen måtte være blev udløst af slaget imod ruden. Jeg lettede og fløj opad og satte mig på et skilt, hvorfra jeg kunne kigge ned på gaden. Der var desværre ingen blodfyldte væsner at se.
   Et eller andet drog min opmærksomhed imod butikken med den smadrede rude. Jeg fløj derned, og hullet i rudenvar lige akkurat stort nok til, at jeg kunne mase mig igennem. Gitteret var intet problem for en lille fugl som jeg. Inde i butikken fløj jeg straks over imod en montre, hvor der var et lille trekantet hul i et hjørne af glasset bagtil. Ikke stort nok til en menneskehånd, men stort nok til en lille fugl. Jeg fik klemt mig ind, og samlede en ring med en blodrød, glimtende sten op i næbbet. Jeg vidste ikke helt hvorfor. Så fløj jeg ud af montren og tilbage igennem gitteret. Da jeg sad halvvejs ude af hullet i ruden, standsede jeg op. Dér foran mig stod en sikkerhedsvagt med en lommelygte og lyste op på mig.
   "Hvad pokker!" udbrød han forbavset.
   Jeg sad med ringen i næbbet og kiggede på ham. Et menneske. Fyldt med dejlig varmt blod. Lige der foran mig. Lige til at hakke i! Jeg skulle til at slippe ringen, der fyldte mit næb, da det var som om en fremmed stemme brød ind i min bevidsthed og beordrede mig til at flyve. Så jeg lettede og fløj bort. Jeg fløj højt op i luften, hvor jeg havde udsyn til hele menneskebyen. Så fik jeg øje på et bestemt hus, som jeg syntes virkede særlig bekendt. Jeg dykkede og fløj direkte imod det. Pludselig mærkede jeg en snurren i mine vinger. Det var som om jeg blev tungere og mine vinger kunne ikke længere holde mig oppe.
   Jeg styrtede og landede på garagetaget med et bump. Av! Imens jeg lå og ømmede mig blev forvandlingen fuldendt. Så gik det op for mig, at mine forældre kunne være blevet vækket, så jeg kom på benene og hoppede ind af vinduet. I det samme hørte jeg mine forældres vindue åbnes. Kort efter kom min far ind på værelset. Jeg lå under dynen og lod som om han vækkede mig.
   "Hørte du også noget på garagetaget?" spurgte han.
   "Ahva?" spurgte jeg søvndrukkent.
   "Lige meget," sagde han og lukkede døren igen.
   Jeg lå og ventede lidt, før jeg stod op. Jeg måtte have tabt ringen i faldet, så jeg kravlede forsigtigt ud på garagetaget og gav mig til at lede med en lommelygte. Den var ikke til at se, så jeg måtte have tabt den ned fra taget. Jeg kravlede ned og ledte videre, men uden held. Til sidst måtte jeg give op og kravle i seng igen. Det hele havde været til ingen nytte.

Næste morgen var jeg temmelig træt ovenpå nattens strabadser. Ved morgenbordet løftede min far hovedet fra avisen:
   "Har du læst det, Irene? Nu er fuglene også begyndt at begå røverier."
   Jeg spidsede ører.
   "Der er en spurv, der har stjålet en ring fra hr. Olsen! De har det hele på film fra overvågningskameraet. Man skulle tro, det var 1. april."
   Mor gik hen og læste med.
   "Det ligner da din trøje," sagde hun og viste mig et billede.
   Jeg prøvede at virke uinteresseret: "Ja, hvad med den?"
   "De fandt et sæt drengetøj udenfor butikken."
   Ups! Jeg havde jo efterladt tøjet, da jeg blev forvandlet.
   "Sådan én er der mange, der har," sagde jeg uskyldigt. "Kan du ikke huske, vi købte den på tilbud nede i Centeret. Mathias har også én."
   "Nå ja," sagde mor, og så snakkede vi heldigvis ikke mere om det.

"Du ser frisk ud," sagde Mathias i skolen.
   "Jeg føler mig nu ikke ligefrem på dupperne," sagde jeg træt.
   "Nej, okay. Frisk er måske det forkerte ord. Jeg tror det er fordi, du har farve i kinderne i dag. Du plejer at være så bleg."
   Jeg orkede ikke rigtig at snakke mere om, hvordan jeg så ud, eller at jeg var blevet underlig eller om jeg var narkoman. Jeg orkede heller ikke, at tænke på, at jeg nu skulle til at skaffe en ny rubin.

Om aftenen bragte de historien i tv-avisen. Der var mange bud på, hvad der var foregået. Nogle mente, at spurven havde været special-opdrættet af nogle snedige tyve. Andre mente, at fuglen slet ikke havde været ægte, men fjernstyret. Måske et militært eksperiment. Eller en muteret fugl, der var blevet intelligent.
   Jeg havde ledt videre om eftermiddagen, men jeg måtte til sidst indse, at ringen var pist forsvundet.

Indtil dagen efter hvor jeg sad på toilettet, og der pludselig lød et klonk. Jeg kiggede overrasket ned og så ringen ligge og glimte nede i kummen. Adr! Men aldrig var jeg blevet så glad for noget så ulækkert. Jeg måtte have slugt den i faldet og nu var den var røget igennem mit fordøjelsessystem og ud i den anden ende. Jeg overvejede lidt bare at trække ud og glemme alt om den, men så tog jeg mig sammen og hentede et par af de vandtætte plastichandsker, som mor brugte til rengøring. Jeg fik den fisket op, og den var heldigvis meget let at gøre ren, så ingen ville nogensinde opdage, hvor den havde været henne.
   Jeg havde stadig dårlig samvittighed over at have stjålet fra hr. Olsen, så jeg lagde ringen i en kuvert og kørte ned og smed den diskret ind af hans brevsprække.
   Da jeg kom tilbage stod der en sort kat i vores indkørsel. Den kiggede undersøgende på mig.
   Jeg smilede bredt til den. "Tak for hjælpen. Jeg har ikke flere problemer med fugle. Men måske skulle du selv finde en kur?"
   Katten hvæsede. Så drejede den sig og gik majestætisk bort.
   Jeg er aldrig blevet forvandlet til en spurv siden. Og jeg har i øvrigt heller ikke følt den mindste trang til at drikke menneskeblod. Jeg holder mig dog inden døre ved fuldmåne, for hvem ved, hvad der findes af varspurve, varbiller og varmyg derude?