Jeg tager altid forbi stadion-søen på vej til arbejde. Det er egentlig lidt en omvej, men jeg kan godt lide at stå af cyklen og sætte mig på en bænk et par minutter. Så sidder jeg og kigger lidt udover søen og lader batterierne op til den kommende arbejdsdag.
   En morgen, da jeg sad på bænken, fik jeg øje på noget usædvanligt. En mærkelig skygge bevægede sig rundt nede i søens mudrede vand. Pludselig dukkede en grå, glat pude op af vandet ikke mere end fem meter fra mig, og der lød en prustende lyd, imens der stod en sky af vand højt op i luften.
   Jeg kom forskrækket på benene, mens vanddråber ramte mit ansigt. Den dykkede igen, og bortset fra bølgerne var der ikke længere noget af se. Jeg trådte forsigtigt nærmere til bredden, og efterhånden som bølgerne lagde sig, kunne jeg igen ane skyggen, der nu var helt ovre i den modsatte ende af søen. Den nærmede sig hastigt, og så kom den igen op til overfladen. Denne gang med et par øjne, der stirrede direkte på mig. Så dykkede den igen.
   Jeg spejdede rundt, men kunne ikke se andre mennesker i nærheden. Skyggen fortsatte med at svømme rundt i et tilfældigt mønster. Imens fandt jeg min telefon frem og stod lidt og stirrede på displayet. Så fik jeg øje på klokken, og det gik op for mig, at jeg var for sent på den. Jeg sukkede, lagde telefonen tilbage i lommen og kørte på arbejde.

"Er der nogen, der ved, hvad den hval laver i Stadionsøen?" spurgte jeg, mens min computer startede op.
   Daniel og Joe ænsede mig ikke. Morten var den eneste, der tog øjnene fra sin skærm: "Ahva?"
   "Der svømmer en hval rundt i Stadionsøen. Det er da noget nyt, ik?"
   Han kiggede på mig med et blankt udtryk i ansigtet "Øh ...". Så kiggede han tilbage på sin skærm.
   "Jeg tænker, at man nok burde fortælle det til nogen," fortsatte jeg. "Jeg ved bare ikke lige hvem."
   "Peter!" lød Michels stemme. Jeg vendte mig og så Michel stå i døren. Han var iført en ny, smart halsklud. "Du kommer for sent. Har du styr på det hele til præsentationen i morgen?"
   Jeg skulle lige skifte kanal i min hjerne, før jeg kunne svare: "Ja, jeg mangler ikke ret meget."
   "Glimrende. Husk nu at dobbelttjekke alt. Det her er een af 'the big ones'. Vi har ikke råd til tekniske fejl."
   "Det er forstået," svarede jeg.
   Han stod lidt og betragtede mig, så sagde han: "Og Peter ... prøv lige at vaske dig ordentligt i morgen, ik? Du skulle gerne se lidt præsentabel ud." Med disse ord drejede han om på hælene og fortsatte hastigt ned ad gangen. Han havde nok en lang liste af folk, han skulle genere den dag.
   Jeg spekulerede over, hvad han havde ment, så jeg gik ud på toilettet og så mig i spejlet. Jeg havde fine mudderpletter i hele ansigtet.

Tilbage ved skærmen kunne jeg ikke rigtig samle mig om arbejdet. Jeg googlede "hval stadion søen" og "hval aarhus", men der var ingenting.
   Så gik jeg ind i et tomt mødelokale og ringede til politigården i Aarhus.
   Det var en kvindestemme, der svarede: "Hvad drejer det sig om?"
   "Jo altså," begyndte jeg. "Jeg bemærkede, at der svømmede en hval rundt i Stadionsøen. Altså jeg kørte forbi Stadionsøen i morges, og så bemærkede jeg en hval. Og jeg tænkte på, om ..."
   "Øjeblik," sagde kvindestemmen. Så var der tavshed et par minutter. Jeg var netop begyndt at overveje at lægge på, da der lød en mandestemme med et brysk "Hallo".
   "Øh. Hej," sagde jeg.
   "Og hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte stemmen træt.
   "Jo altså, jeg vil bare høre, om det er meningen, at der skal svømme en hval rundt i stadionsøen."
   Der var nogle sekunders tavshed i den anden ende. "Du er godt klar over, at du ringer fra et vist nummer, ikke?"
   "Øh, ja," svarede jeg - uden helt at forstå, hvad han mente.
   "Ja, du plejer jo at ringe fra et hemmeligt nummer. Men nu ved vi altså, hvem du er. Så skal vi ikke aftale, at du holder op med at ringe med dine sære historier, og så undlader vi at sigte dig for forstyrrelse af ordensmagten?"
   "Øh ..."
   Der lød en stemme i baggrunden: "Det er en hvis Peter Søvndal, Lindevej 12". Jeg fik et lille chok ved at høre mit navn. "Han har ren straffeattest. Jeg finder lige ud af, om han har kontakt med det psykiatriske system."
   "Peter Søvndal," fortsatte stemmen fra før i et faderligt toneleje.
   "Øh, ja," svarede jeg spagt.
   "Hvad siger du til at skrive alle dine historier ned og udgive en bog i stedet. Jeg læser den gerne i min fritid. Men lige nu har jeg - og alle de andre på stationen - et arbejde at passe. Så det ville være rigtig rart, hvis du ville holde op med at spilde vores tid."
   "Okay," sagde jeg og lagde på. Jeg sad lidt i staver og stirrede på telefonen, mens jeg forsøgte at forstå, hvad der lige var foregået.

Så gik jeg tilbage på kontoret og fandt min jakke.
   "Hvor skal du hen?" spurgte Morten.
   Inden jeg nåede at svare, brød Daniel ind: "Du Peter, jeg har fundet en fejl." Han flyttede ikke sine øjne fra skærmen. "Når du swapper rundt på to items og så swapper tilbage igen inden animationen er færdig, så sker der en 'divide-by-zero'-fejl."
   "Jeg ordner det, når jeg kommer tilbage," sagde jeg.

Tilbage ved søen satte jeg igen cyklen fra mig. Jeg fandt min telefon frem og stillede mig parat. Først var der intet at se, men så så jeg den. Søen var dybere end jeg havde forestillet mig, men nu kom skyggen stigende opad. I det den brød overfladen stod endnu et vandsky op. Jeg skærmede mit ansigt med armene, så det kun var min jakke, der blev ramt af det mudrede vand. Så begyndte jeg at filme, men det var for sent. Hvalen var dykket ned igen.
   Jeg kunne stadig se skyggen svømme rundt nede i det mudrede vand, men på displayet kunne jeg se, at det ikke ville være tydeligt nok på optagelsen. Jeg måtte vente, til den stak hovedet op igen.
   Efter et par minutters venten kom en ældre dame forbi. Jeg ænsede hende ikke, før hun spurgte: "Hvad er det, du kigger efter?"
   "Æh. Der svømmer et eller andet stort rundt dernede," forklarede jeg. Jeg tænkte, at det var bedst ikke at sige præcis, hvad jeg troede, det var.
   Hun trådte interesseret nærmere og kiggede ned.
   "Se," sagde jeg og pegede på skyggen, der netop da svømmede tæt forbi os.
   Damen kneb øjnene sammen. "Jeg ser desværre ikke så godt." Hun smilede undskyldende og fortsatte.
   Hvalen svømmede stadig rundt, men den havde åbenbart luft nok, for den kom ikke op til overfladen.
   Pludselig gjaldede "The Imperial March" fra Star Wars udover søen, og Daniels bebrillede og aldrig-smilende stenansigt dukkede op på displayet. Jeg tænkte mig om et øjeblik, så trykkede jeg afvis. Han ringede op igen. Endnu engang afviste jeg. Skyggen var ovre i den anden ende af søen nu.
   Så lød marchen igen, men denne gang var det Mortens venlige ansigt.
   "Hej Morten, gør det lige kort."
   "Hej. Hvor er du?"
   "Nede ved søen."
   "Hvornår kommer du tilbage? Vi har fundet en fejl i din 'item'-klasse, som gør det lidt svært for os andre at komme videre. Når man kalder 'startup' med tre parametre, så ..."
   Jeg afbrød ham: "Jeg kommer så snart jeg kan, jeg skal bare lige ..." i det samme lød der et prust, og vandskyen stod endnu engang op i luften.
   "Pis," udbrød jeg, mens jeg trykkede 'læg på'. "Kom nu, kom nu ..." Men da kameraet igen var klart, var hvalen for længst dykket ned igen.
   Så var det bare om at vente endnu en gang.
   Lidt efter ringede Morten igen, men denne gang tog jeg den ikke. Så ringede et ukendt nummer. Jeg gættede på, at det var Joe.
   Sms'erne begyndte at tikke ind.
   Jeg overvejede, at slå telefonen af netværket, men jeg vidste ikke, hvordan man gjorde, og jeg turde ikke gå i gang med at rode rundt. Kameraet skulle være klart.

Efter et par minutter hørte jeg et mylder af barnestemmer nærme sig.
   "Hvad laver du?" spurgte en dreng, da børnehaven passerede.
   "Jeg kigger efter en hval," svarede jeg uden at tage øjnene fra søen.
   "Er der rigtige hvaler i søen?" spurgte en pige.
   "Kun een," svarede jeg.
   "Er det rigtigt Inge-Lise?"
   En kvindestemme svarede: "Hehe, nej, hehe, selvfølgelig er der ikke hvaler her. Hvaler lever i havet."
   "Hvad er det så, der svømmer rundt der?"
   "Er det en søhest?"
   "Hvad er det, Inge-Lise?"
   "Eh, hehe." Inge-Lise lød ikke lige til at have et svar parat, men en mandlig pædagog brød ind: "Det er en stor fisk."
   "Sådan een vil jeg fange!"
   "Skal vi ikke fiske her?!"
   "Nej, vi skal hjem og spise frokost."
   Så var det på plads, og børnehaven fortsatte.

Hvalen svømmede stadig rundt i et uberegneligt mønster. Somme tider dykkede den dybt ned, somme tider kom den tæt til overfladen, men der gik tyve minutter - og 17 opkald og 28 sms'er - uden at den kom op. Jeg spekulerede på, hvor længe hvaler kunne holde vejret, men jeg nåede frem til, at det nok afhang af, hvilken hvalart det var, og det anede jeg jo ikke.
   Så dukkede der pludselig en ny figur op på displayet. Det var Darth Vader. Per refleks trykkede jeg "svar", men fortrød straks.
   "Hvor er du henne, Peter?" spurgte Michel uden nogen form for formel introduktion.
   "Jeg er nede ved søen," svarede jeg. "Jeg har set en ..."
   "Så du synes lige, du ville gå dig en tur, eller hvad?"
   "Nej, men ..."
   "Er du klar over, at der sidder tre medarbejdere her, som ikke kan komme videre, før du får rettet dine amatørfejl? Og imens synes du lige, at du vil gå dig en tur i det dejlige gråvejr?"
   "Men ..."
   "Nu får du din røv tilbage her med det vuns, eller også ..."
   "Men det her er altså helt specielt," sagde jeg. "Der svømmer en hval rundt i Stadionsøen. Det er sgu da ikke helt normalt."
   "DU er sgu da ikke helt normal," svarede Michel. "Du har ti minutter til at bringe dit korpus tilbage på plads, og ellers kan du komme tilbage i morgen og pakke dine ting."
   Med disse ord lagde han på.
   Jeg vidste, at jeg kunne være tilbage på kontoret på syv et halvt minut, så jeg stod præcis to et halvt minut og stirrede på skyggen, der svømmede rundt.
   Så steg jeg på cyklen og trådte i pedalerne. Efter cirka hundrede meters kørsel hørte jeg et prust bag mig.

"Godt, du er tilbage, vi er lidt 'stuck' her," sagde Morten, der som den eneste så op, da jeg trådte ind på kontoret.
   Jeg hængte min mudrede jakke på stumtjeneren og satte mig på min plads.
   "Jeg mistænker, at du har lavet en 'off-by-one' error i din 'startup'-procedure," forklarede Daniel, "jeg får fejl, når jeg kalder den med max-værdien."
   "I'm on it," svarede jeg med et suk.

Imens dukkede hvalen op til overfladen efter luft en sidste gang. Så dykkede den ned i dybet og forsvandt.