"... Hvad der fik den 36-årige til at affyre geværet imod tilfældige Netto-handlende vides ikke. Der meldes om tre dræbte - heriblandt ét barn - og mindst otte sårede ..."
   "Vi spiser nu!" råbte Lea.
   Jeg slukkede for fjernsynet og gik ud i køkkenet. Hun havde allerede dækket bordet.
   "Nææh, grøntsager! Sikke en overraskelse, " smilede jeg ironisk.
   Hun smilede tilbage, men gad ikke kommentere. Hun var på kur, hvilket betød at vi var på kur. "Så du Nyhederne?" spurgte hun i stedet.
   Jeg nikkede.
   "Var der sket noget igen?" spurgte hun.
   Jeg havde håbet, at hun ikke ville spørge, for hun var urolig nok i forvejen. Men når hun nu spurgte, skulle hun have sandheden:
   "Ja, der var en mand, der var gået amok i Netto. Fuldstændig uden grund. Sådan en helt normal fyr, ligesom de tidligere. Desværre var han medlem af hjemmeværnet, så han havde et gevær."
   "Var det den femte eller sådan noget?"
   "Nja, nummer syv, faktisk," svarede jeg tøvende.
   Den første var gået amok for en uge siden. En ung mand tævede en tilfældig forbipasserende ihjel med et jernrør, han havde samlet op på en byggeplads. Ligesom alle de følgende var han udenfor pædagogisk rækkevidde, da de fandt ham. Han insisterede på, at den ældre mand, han havde tævet, var et forvokset, ondskabsfuldt firben.
   Det næste var sket tre dage efter. En pædagogmedhjælper i en børnehave begyndte at kvæle børnene, fordi "de lukkede CO2 ud." Og næste dag var en ældre dame begyndt at køre tilfældige mennesker ned. Hun havde ikke haft mulighed for at forklare sig, for hendes tur endte i et frontalsammenstød med en bus.
   De sidste fire var alle sket i løbet af det sidste døgn. Ingen havde nogen anelse om, hvad der forårsagede det. Alle syv tilfælde var sket indenfor en radius af et par kilometer fra centrum, og utallige rygter om årsagen var begyndt at florere. Min chef mente, at det måtte være en smitsom sygdom og Lea havde hørt nogen snakke om psykedeliske stoffer i vandforsyningen, så hun insisterede på, at vi købte vores vand.
   Under opvasken lød der sirener. Vi kiggede på hinanden, mens lyden kom nærmere, indtil den standsede lige nedenfor vores blok. Jeg lagde viskestykket fra mig og gik hen til vinduet.
   To betjente sprang ud af en politibil. De snakkede kortvarigt med en mand, der pegede op på en lejlighed i blokken overfor. Så løb de ind i opgangen, mens manden blev stående. Jeg kendte ham ikke, men jeg kunne huske at have set ham før. Jeg åbnede vinduet, og i det samme kunne jeg høre vores nabo råbe fra sit vindue: "Hvad sker der?"
   "Det er min genbo, Ulrik, " råbte manden op til os. "Der kommer blod ud under hans dør." Han virkede forbavsende rolig, situationen taget i betragtning.
   Jeg mærkede Leas hånd på min ryg og vendte mig rundt. Hun så forskræmt ud, så jeg slog armene omkring hende og trykkede hende ind til mig. Sådan stod vi lidt.
   "Hvad siger du til at se Løvernes Konge?" foreslog jeg og slap hende. Hun var tavs lidt, så nikkede hun. Det var hendes absolutte favoritfilm, og hun havde set den en trilliard gange, for hun satte den altid på, når hun skulle have tankerne bort fra et eller andet.
   Hun gik ind imod stuen, men vendte rundt i døren.
   "Hvad skal du?" spurgte jeg.
   "Jeg vil bare lige tjekke låsen," svarede hun og gik ud i entréen. Jeg hørte, at hun satte kædelåsen på. Den brugte vi ellers aldrig.
   Imens gik jeg ind og fandt dvd'en frem. Jeg satte mig på hug for at få den i maskinen.
   "Lars!" lød hendes stemme tæt bag mig. Jeg havde slet ikke hørt hende komme og fik et lille chok.
   "Hvad er der, skat?" Jeg drejede mig.
   Hun så skræmt ud: "Hvor er Simba?"
   "Øh." Jeg granskede min hjerne, og det gik op for mig, at jeg ikke havde set Simba siden jeg kom hjem.
   "Smuttede han ud, da du var nede med skraldet?" spurgte hun i en barsk tone.
   "Nej," svarede jeg. "Det er jeg helt sikker på."
   "Han er alt for lille til at komme ud," sagde hun i en bebrejdende tone.
   "Det ved jeg godt," svarede jeg irriteret. Det var jo ikke mig, der havde lukket ham ud.
   "Vi bliver nødt til at lede efter ham."
   Jeg sukkede: "Jeg skal nok gå ned og lede. Bliv du bare her."
   Hun så lettet ud.
   Jeg gik ud i entreen og tog sko og jakke på. I det jeg skulle til at træde ud af døren, lød hendes stemme: "Vent lidt!" Jeg vendte mig og blev forbavset over at se hende med en køkkenkniv i hånden.
   "Kan du ikke tage den her med?" spurgte hun. Hun så lidt flov ud over at foreslå det.
   Jeg kneb øjenbrynene sammen: "Tror du ikke, folk bliver temmelig urolige, hvis jeg render rundt med en stor kniv? Jeg skal bare lede efter en kat."
   Hun nikkede tøvende, og jeg vendte mig og gik ud af lejligheden. Først gik jeg op ad trapperne helt op til øverste sal. Ingen kat. Så ned til udgangen. Heller ingen kat. Nogen måtte have lukket den ud. Måske skulle jeg ringe på hos alle i opgangen og høre, om de havde set den. Men jeg besluttede lige at tage et smut ud først.
   Politibilen holdt stadig ovre på den anden side af vejen. Det var ved at være skumring, og der var ikke umiddelbart nogen kat at se. Jeg gik lidt rundt på må og få og ledte bag de nærmeste cykelskure og skraldespande. Der var ingen mennesker på gaden, undtagen en ung mand, der kom cyklende på en gammel damecykel.
   "Hej! Har du tilfældigvis set en lille kat?" spurgte jeg, da han passerede.
   Han bremsede cyklen hårdt og stirrede arrigt på mig: "Ligner jeg en dyremishandler?"
   "Øh..." jeg blev helt paf og anede ikke, hvad jeg skulle svare.
   Han stod af cyklen og smed den fra sig. Så gik han truende frem imod mig, mens han hvæsede: "Jeg kender dig!"
   Jeg bakkede tilbage imod døren, mens jeg forsøgte at huske, om jeg havde set ham før. Han virkede overhovedet ikke bekendt.
   "Du er en af børshajerne!" fortsatte han. "Du er én af dem, der tjener styrtende på finanskrisen, mens vi andre må sejle vores egen sø!" Han bøjede sig og samlede en halvstor sten op.
   Jeg opgav at føre en fornuftig samtale med ham og vendte mig i stedet og løb hen mod døren. Stenen hvislede lige forbi mit hoved og ramte ruden i døren. Den smadrede heldigvis ikke. Jeg rev døren op og låste den bag mig. Udenfor stod manden og så desorienteret ud. Så vendte han rundt og gik tilbage til sin cykel.
   Jeg overvejede et kort øjeblik at ringe til politiet - eller få fat på dem, der allerede var i blokken overfor - men lod så være.
   Mit blik faldt på en krøllet seddel, der hang på opslagstavlen til meddelelser. "Død over kejseren!" stod der med rød skrift og nedenunder var der en meget børneagtig tegning af en mand, der blev hængt over en syrepøl, samtidig med at han blev stukket med knive og savet i. Meget morbidt. Under tegningen stod der: "Jeg ved, du stjæler min avis!"
   Uhyggeligt til mode gik jeg op i lejligheden igen. Jeg låste op med nøglen, men Lea havde sat kæden for.
   "Skat!" gider du lige åbne?"
   Hun kom ud i entréen. "Fjernsynet er dødt!" nærmest råbte hun igennem dørsprækken. Så lukkede hun døren og slog kædelåsen fra.
   Da hun åbnede døren igen, så hun på mig med store forskræmte øjne.
   "Dødt?" spurgte jeg og trådte indenfor.
   Hun lukkede hurtigt døren efter mig og satte kæden for: "Det viser bare støj. Jeg ville se, om der var noget nyt."
   Jeg gik ind i stuen. Fjernsynet var slukket, så jeg tændte det. Der var Husk Lige Tandbørsten.
   Jeg vendte mig og smilede til Lea, der stod i døren: "Det virker da fint..."
   Hun så undrende ud.
   "Skal vi se det?" spurgte jeg.
   "Se hvad?"
   "Husk lige tandbørsten."
   Hun så på mig med et mærkeligt udtryk i ansigtet.
   "Nej, undskyld," sagde jeg. "Vi skulle jo se Løvernes Konge. Hvad siger du til, at jeg henter noget is?"
   Hun nikkede, men jeg syntes, hun virkede en smule ved siden af sig selv.
   Jeg gik ud i køkkenet og åbnede fryseren. Det gav et voldsomt sæt i mig, da et par opspilede katteøjne stirrede direkte på mig. Simba! Hvordan i alverden var han havnet dér? Jeg spolede tilbage for mit indre. Jeg var helt sikker på, at jeg ikke havde været i fryseren overhovedet. Det var Lea, der havde lavet mad. Kunne Simba være hoppet ind, uden at hun havde bemærket det? Nej, fryseren sad alt for højt oppe. Den eneste tilbageværende mulighed var temmelig skræmmende: Min kæreste havde sat sin kat ind i fryseren og senere undret sig over, hvor den var.
   "Kommer du?" spurgte Lea inde fra stuen. Hendes stemme lød sær. Nervøs og insisterende på én gang.
   "Øjeblik!" sagde jeg, mens jeg lukkede fryseren og så mig omkring i køkkenet. Jeg tjekkede køkkenknivene. Der manglede én!
   "Jeg skal lige på toilettet," sagde jeg. Jeg gik derud og lukkede døren efter mig. Jeg stod lidt og så på mig selv i spejlet, mens jeg overvejede situationen. Min kæreste var muligvis gået fra forstanden, og måske var hun bevæbnet med en køkkenkniv. Udenfor kastede tilfældige folk sten efter mig. Jeg fandt tøvende min telefon frem og ringede 112. Der var ingen, der svarede. Pis!
   Jeg nåede frem til, at jeg var nødt til at pacificere Lea, så jeg listede forsigtigt ud til mit sejlerskab og fandt et reb af god længde. Da jeg kom ud i køkkenet igen, stod Lea og kiggede underligt på mig: "Lars. Hvad er der i vejen?" spurgte hun med en fjern stemme. Hun lød helt forkert.
   "Ikke noget," svarede jeg. I det samme bemærkede jeg, at hendes ene hånd var skjult bag dørkarmen. Kniven! Resolut sprang jeg frem og greb om hendes arm. Hun kæmpede imod, men jeg fik vristet kniven ud af hendes hånd. Den landede på gulvet og gled ind under hjørneskabet i køkkenet. Vi væltede omkuld og jeg satte mig ovenpå hende, mens jeg begyndte at vikle rebet om hende. Hun skreg.
   "Shhhh," sagde jeg, mens jeg fortsatte med at binde.
   "Hold op, Lars! Hvad laver du? Hvorfor?!"
   "Undskyld skat. Bare tag det roligt. Jeg gør dig ikke noget. Det er for din egen skyld."
   Lidt efter holdt hun op med at skrige, og jeg fik bundet hende færdig.
   Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op nu, så jeg fik hende på benene og gelejdet ind i sofaen. Hun fulgte stille og roligt med, som om pusten var gået helt ud af hende.
   "Nu ser vi Løvernes Konge," sagde jeg beroligende og ledte efter fjernbetjeningen. Jeg kunne ikke se den nogen steder. "Har du set fjernbetjeningen, skat?" Lea så bare på mig med tomme øjne.
   Jeg gav mig til at lede.
   "Skat, kan du ikke bare fortælle, hvor du har lagt den?"
   Hun nægtede at svare.
   Til sidst fandt jeg den under hjørneskabet i køkkenet, hvordan den så end var havnet dér. Da jeg rejste mig, var jeg lige ved at glide i en rød, klæbrig væske på gulvet. Lea havde det med at grisse, når hun lavede mad.