"Hvorfor skal vi altid til det her?" sagde Julie og flåede hensynsløst dynen af mig. "Hvor gammel er det nu du er?"
   "Tre år," svarede jeg, "og jeg vil ikke i skole."
   "Man går ikke i skole, når man er tre år," sukkede hun. "Du er 32, og du må sgu da snart kunne finde ud af at stå op uden min hjælp. Jeg er ikke din mor."
   Det føltes nu efterhånden sådan, men det sagde jeg ikke.
   Hun gik tilbage i køkkenet, mens jeg svingede mine ben udover sengekanten. Mine øjne faldt på den "Men in Black"-plakat, jeg allernådigst havde fået lov at hænge over mit computerhjørne. Avancerede gadgets, aliens, eventyr og smarte suits.

"Jeg siger snart op," sagde jeg, da vi sad med hver vores skål müsli.
   Hun kiggede op fra avisen: "Og hvad vil du så lave i stedet?"
   Jeg trak på skuldrene: "Bare noget andet. Noget, der giver mening. Alle de opgaver jeg bliver sat på, bliver alligevel droppet halvvejs."
   "Det siger måske noget om dig, skat," sagde hun og smilede drillende.
   "Det har ikke noget med mig at gøre!" udbrød jeg. "Det er vores uduelige ledelse, der ikke kan beslutte sig."
   "Men jobbene hænger jo ikke ligefrem på træerne for øjeblikket." Hun så alvorlig ud. "Når den lille kommer, er det vigtigt med en stabil indkomst. "
   Jeg slap skeen: "Den lille?"
   Hun så væk.
   "Den lille?" gentog jeg. "Skal man ikke rent faktisk være gravid, før man begynder at snakke om 'den lille'?"
   Det var de sidste ord vi vekslede den morgen.

Jeg ankom til den høje glasbygning, hvor jeg dagligt leverede min arbejdskraft i bytte for nogle lidt højere tal på en computer i en bank.
   Inde i elevatoren trykkede jeg på '9'. På anden sal standsede elevatoren, og da døren åbnede, trådte to mænd ind. Den ene var bredskuldret og iført en lang læder-cottoncoat. Han havde skægstubbe og et ar på hagen. Den anden var spinkel og lignede én, der kom direkte fra et 90'er rave party. Han havde blåt strithår og var iført skriggrønne bukser med lilla mønstre og en orange t-shirt.
   Elevatoren satte i gang, men så trykkede den spinkle på en masse knapper, og den standsede med et ryk. Jeg følte et stik af angst, da de begge vendte sig mod mig. Det var umuligt at se deres øjne, for de bar solbriller med spejlglas.
   "Tag det helt roligt. Vi vil bare snakke lidt med dig."
   "Øh, okay."
   "Vi er kommet for at fortælle dig sandheden."
   "Sandheden?" Et øjeblik overvejede jeg, om det var Jehovas Vidner, der havde taget mere aggressive metoder i brug.
   "Det bliver nok svært for dig, at forstå," sagde den brede og holdt en temmelig lang kunstpause. "Men dette er ikke 2012."
   "Nej," sagde jeg. "Det ved jeg godt."
   Der viste sig et øjebliks forvirring i hans ansigt: "Det ved du godt?"
   "Ja, det er jo 2013."
   De to mænd skævede til hinanden, så fortsatte han: "Nå ja, 2013. Men nej, det her er ikke 2013. Det er snarere 2213."
   "Okay," sagde jeg.
   "Og det her," sagde han og pegede rundt. "Er ikke virkeligheden. Det er bare en simulation. I virkeligheden er menneskeheden slaver af robotterne, som har lagt os i dvale. Men nogle af os er undsluppet og har startet en modstandsbevægelse."
   Hvis ikke jeg havde følt mig så utryg, ville jeg have leet. Det lød som plottet i en film, jeg havde set lidt for mange gange.
   "Vi er kommet for at give dig et valg," sagde den spinkle.
   "Vi vil tilbyde dig at undslippe denne simulation og blive en del af vores modstandsbevægelse," fortsatte den brede.
   "Men det er vigtigt for os, at du træffer valget selv," tilføjede den spinkle.
   "Og det er også vigtigt, at du ved, hvad du går ind til," fortsatte den brede. "Derfor: Spis denne her, og du vil få et glimt af den virkelige verden." Han stak hånden i lommen på sin læder-cottoncoat og fiskede noget frem. En lille grøn pille.
   "Vent!" udbrød den anden. "Det er den forkerte pille."
   Den brede drejede sig irriteret: "Nej, det er ej."
   "Jo, det er den gule, han skal have nu. Den grønne er ..." Den spinkle standsede.
   "Er hvad?"
   "Øh ... C, Y, A, N, I, D," svarede han, som om han troede, jeg ikke kunne stave.
   Jeg sank en klump.
   "Nå, ja," sagde den første og fandt en ny pille frem fra lommerne. Det var en gul pille. "Spis den her, og du vil få et glimt af den virkelige verden!"
   "Nej tak," sagde jeg.
   De skævede til hinanden. Så rynkede ham med pillen sine kraftige øjenbryn og sagde: "Du skal spise den her."
   "Jeg troede, at det var mit eget valg," sagde jeg forsigtigt.
   "Ikke denne her," svarede han skarpt.
   Spontant, og nærmest til min egen overraskelse, kastede jeg mig over imod "alarm"-knappen. Den spinkle sprang til siden, men den brede greb fat i mig og vred min arm rundt.
   Jeg skreg, men han holdt mig for munden: "Hvis du skriger igen, så flår jeg armen af dig! Er det forstået?"
   Et øjeblik tænkte jeg over, om han rent faktisk kunne flå armen af mig, men nåede jeg frem til, at jeg i hvert fald ikke havde ikke lyst til, at han skulle forsøge. Så jeg nikkede, og han fjernede hånden fra min mund.
   Den anden samlede tøvende den gule pille op fra gulvet: "Jeg tror ikke, at det var meningen, at vi skulle ..."
   "Stik nu bare den pille ned i halsen på ham," sagde den brede brysk.
   Den spinkle rakte pillen frem imod mig. "Her," sagde han, og forsøgte at lyde venlig.
   "Hvad er der i den?" spurgte jeg.
   "Det er ikke farligt. Det varer kun et øjeblik."
   "Og hvad så bagefter?" spurgte jeg - mest for at finde ud af, om der var et bagefter.
   "Så får du lov at vælge."
   "Så kan jeg gå?" spurgte jeg.
   "Tja, hvis du vil."
   Jeg rakte min frie hånd frem og tog imod pillen.
   "Spis!" sagde den brede og gav min arm et twist.
   Så jeg skyndte mig at kaste pillen i munden. Et øjeblik overvejede jeg, om jeg bare kunne gemme den i kinden, men de stirrede så intenst på mig, at jeg opgav og slugte den.
   Den brede slap min arm, og jeg rettede mig op. I lang tid stod de bare og kiggede nysgerrigt på mig.
   "Må jeg gå nu?" spurgte jeg forhåbningsfuldt.
   I det samme mærkede jeg en voldsom svimmelhed skylle ind over mig. Jeg vaklede og måtte støtte mig til elevatorens væg. Deres ansigter begyndte at blive slørede, og det var som om, der blev skruet ned for lyset.
   Jeg sank sammen og lukkede mine øjne, og da jeg åbnede dem, var lyset skarpt. Jeg kunne mærke, at jeg nu lå ned, men min krop var paralyseret. Efterhånden som mine øjne vænnede sig til lyset, kunne jeg se tre tykke ledninger, der tilsyneladende stak ud af min pande.
   Jeg lå bag glas, og udenfor glasset var der et kolossalt rum. Det var svært at se ordentligt uden at kunne bevæge hovedet, men det lod til, at der langs væggene var tusindvis af små glaskasser med skikkelser indeni. Det hele var hvidt, glas og ledninger og lignede et hospital fra fremtiden.
   Så sad jeg pludselig igen på elevatorens gulv lænet op ad væggen. Det havde ikke taget mere end tredive sekunder, men jeg følte mig udmattet.
   Ham med cottoncoat satte sig ned på gulvet overfor mig.
   "Har du set sandheden?" spurgte han venligt, som om han ikke for et øjeblik siden havde været ved at vride min arm af led.
   Jeg nikkede.
   "Godt," sagde han alvorligt. "Så er det tid til at træffe et valg." Han rakte begge sine hænder frem mod mig og afslørede to piller. "Hvis du tager den blå pille, vågner du og tror, hvad du vælger at tro. Hvis du tager den røde, så får du sandheden at se og kan hjælpe menneskeheden med at vågne til den virkelige verden."
   Jeg stirrede på de to piller. Lukkede øjnene og åbnede dem igen, halvvejs i forventningen om, at det hele ville forsvinde. Men manden sad stadig der foran mig på elevatorens gulv med solbriller og to piller i sine fremstrakte hænder. Dog havde jeg set noget mere. En helt anden verden! Men var det virkeligheden, jeg havde set, eller et syretrip? Jeg måtte teste dem.
   "Hvor mange ledninger stak der du af mit hoved?" spurgte jeg.
   Den brede så forvirret ud. Men den spinkle brød ind: "Tre."
   Jeg nikkede.
   Nogle etager over os sad mine kolleger og undrede sig måske over, hvor jeg blev af. Ude i Kridthuset rendte min skrukke kæreste rundt og passede børn. Mine forældre var i Skive, men måske lå vi alle sammen i virkeligheden i nogle glasbokse med ledninger stikkende ud af kroppen.
   "Husk," sagde den brede. "Det eneste, vi tilbyder, er sandheden. Intet mere."
   "Det forstår jeg," sagde jeg og rakte hånden frem. Jeg fornemmede antydningen af et smil i hans ansigt, men det forvandledes til overraskelse, da jeg samlede den blå pille op.
   "Men ..." sagde han, og det virkede som om, han skulle kæmpe med sig selv for ikke straks at slå hovedet ned i maven på mig.
   "Det er den blå, der får dig til at glemme," sagde den spinkle. "Det har du forstået ikke?"
   Jeg nikkede.
   "Fjols!" sagde den brede med stemmen fuld af foragt. Han rejste sig resolut og trykkede på nogle knapper, så elevatoren satte i gang igen.
   Kort efter åbnede døren og den brede sendte mig et dræberblik før han skyndte sig ud. Den spinkle vendte sig imod mig og lavede en grimasse, som jeg ikke helt kunne tyde. Så gik han også.
   Det gik op for mig, at jeg stadig sad med den blå pille i hånden. Jeg overvejede et øjeblik at smide den væk, men slugte den så.

"Hvorfor skal vi altid til det her?" sagde Julie og flåede hensynsløst dynen af mig. "Hvor gammel er det nu du er?"
   "Toogtredive-et-halvt," svarede jeg og kom vaklende på benene.
   Hun gik tilbage i køkkenet, mens mine øjne faldt på min "Men in Black"-plakat. Jeg sad og betragtede den lidt. Så gik jeg hen og greb i en pludselig indskydelse fat i den og skulle lige til at flå den ned, men standsede så.

"Jeg siger snart op," sagde jeg, da vi sad i køkkenet med hver vores skål müsli.
   Hun kiggede op fra avisen: "Og hvad vil du så lave i stedet?"
   Jeg trak på skuldrene: "Noget, der giver mening. Alle de opgaver jeg bliver sat på, bliver alligevel droppet halvvejs."
   "Det siger måske noget om dig, skat," sagde hun og smilede drillende.
   "Nej, det siger noget om virksomheden," svarede jeg.
   "Men jobbene hænger jo ikke ligefrem på træerne for øjeblikket." Hun så alvorlig ud. "Når den lille kommer, er det vigtigt med en stabil indkomst. "
   "Nej," sagde jeg. "Når den lille kommer, så er det vigtigt med en far, som er glad for det, han laver ... og en mor, som støtter faren i hans ønske om at lave noget meningsfuldt."
   Hun sagde ikke noget. Sad bare og kiggede på mig, så jeg næsten blev urolig. Så rejste hun sig, bøjede sig indover bordet og gav mig et kys på panden: "Du skal være far til maj."