Solens stråler stillede skarpt på den ene mands færden over isens blanke flade. Med den tykke frakke svøbt omkring sig standsede han et øjeblik og så op ved lyden af enorme kræfters spil. Som et buldrende tordenvejr fra jordens indre lød et ekko gennem hans fødder, og isens stabile holdepunkt blev for et kort øjeblik rystet. Et enkelt langtrukkent sekund passerede forbi, og den yderste kant af gletsjeren foran hans blik krakelerede og faldt som bytte af tyngdekraften hårdt mod ishavets overflade.
Grønt og frodigt med fuglesang og dyreskrig. Skoven er fuld af liv - nat og dag. Den bærer på en evig cyklus, der bringer lige liv og død. En slange snor sig afslappet i træerne, mens en fugl svæver livligt forbi. På jorden arbejder insekter og gnavere ihærdigt. Men alt ændres, så snart den røde mur nærmer sig. Fuglenes sang bliver skinger, slanges bugten hektisk. Alle løber de, mens træerne med deres dybe rødder er ladt tilbage, knirkende og klagende. Varmen spreder sig, og muren af slikkende røde og orange tunger æder alt grådigt op.
Natten var allerede faldet på, og stjernerne glimtede ivrigt som små diamanter mod den kulsorte himmel. Store, runde og dybe mørke øjne stirrede tavs derpå, undrende og uvidende. Fra sletten lød hyl og knurren. I en evig konkurrence om at nå morgendagens lys. Natten var mild og landbyens lerhuse stille. Kun de mørke blikke mødtes i stumme forventninger om et fremtidens håb.
Med høje hæle, stram frakke, mobilen ved hånden og headsettet dybt boret ind i øregangene. Azurblå øjne fokuserer på den lille skærm med det blålige lys, der langsomt skraber rynker og mørke rander frem under det lyseblå blik. Flere mennesker passerer forbi - alle dybt begravet i dem selv. Ingen ser op. Knap nok når de hvide striber skal passeres ved det grønne lys. De myldrer rundt imellem hinanden - på egne ben eller i dyre og smarte biler. De larmer, højtrystet, råbende, dyttende - men ingen veksler ord.
Støv vivlede rasende op i luften, mens tunge støvler kom trampende ude på hovedvejen. Råb på fremmede sprog skræmte det lille barn i hendes arme, og drengen klynkede håbløst. Hun tyssede på ham, febrilsk og panisk, strøg ham igen og igen over håret. Men lige meget hjalp det. Nye skud lød, samt efterfølgende smerteskrig og hvin af rædsel fra de som så deres kære falde. Hun knyttede drengen mod sit bryst og bad lydløst. Med et ubarmhjertigt brag sprang døren op, og morgendagens spæde lys trængte ind omkring formen af en robust mand. Drengen græd højlydt nu, og hun stoppede ham ikke. Soldaten sigtede og skød.
Forsvedt og håbløst viklet ind i de underliggende lagner vågnede den tidligere soldat brat. Det var endnu mørkt i værelset, selvom enkelte morgenfriske fugle allerede havde påbegyndt en trillen. Manden lå stiv som et bræt, stille og ubevægelig, men i hans tanker løb han fortvivlet rundt. Billederne var stadig friske i hans hukommelse, som var han aldrig kommet hjem fra krigszonen. Alle ansigterne var som ætset fast for hans blik, lydene af rædsel, død og skud resonerede igen og igen. Det var det samme hver nat som dag. Hvert eneste vågent øjeblik var han som hjemsøgt. Forsvundet fra familie og venner. Indtil han en dag ikke længere hørte morgenfuglens sang.
Alle sammen venter de. Venter på den dag, de kan gå over.