Dagen før havde Luka holdt en begravelsestale for sin far, kong Kalos. Både tronsalen og slotspladsen havde været fyldt af undersåtter, der ville tage afsked med deres konge. For kun en uge siden havde kong Kalos været på årets første jagt. Nu lå han kold og stiv i sit gravkammer.
   Der var usædvanligt stille på slottet. Stilheden nærmest rungede i de lange korridorer. Alle tjenerne og vagterne gik rundt med sorte sørgebind, og ingen så meget som smilte. Så i dag ville Luka væk fra det hele. Om to uger var sørgeperioden ovre, og han skulle bestige tronen. Så ville der sikkert være nok at se til.
   Han havde lokket sin bror med, selvom det havde været svært. Victo ville åbenbart helst sidde på sit kammer og glo ud af det lille vindue ned på voldgraven - og tænke på deres far. Men det gavnede jo ikke nogen. Luka var sikker på, at deres far ville have sagt "kom så ud og nyd foråret, drenge!" Så det ville Luka gøre.
   Han bar sin fars bue, som nu var hans. På ryggen havde han farens jagttaske og et pilekogger. Victo havde kun medbragt en kurv, for han var på svampejagt. Bortset fra tøjet lignede de to brødre hinanden til forveksling med deres glatte, brune hår og mørkegrønne øjne. Men Victo gik stadig med sit sørgebind om armen, hvorimod Luka havde viklet sit om panden. Kong Kalos ville have smilet ved synet, det var Luka sikker på.
   Mens de gik ad den støvede grusvej mod vest, forsøgte Luka at snakke lidt om vind og vejr, mens han omhyggeligt undgik alt, der kunne lede tankerne hen på deres far. Men Victo svarede bare "ja", "nej" eller "hmmm", når han overhovedet svarede. Til sidst gad Luka ikke længere, og så gik de i tavshed. Luka gik med faste skridt og måtte jævnligt standse op og vente på sin bror, der traskede sløvt afsted.
   De nåede til et hegn og et stort gammelt, halvråddent skilt, hvorpå der stod "Adgang Forbudt." Det var indgangen til Kongeparken, men skiltet gjaldt ikke for dem.
   Bag hegnet lå et stort område med bløde bakker og spredte træer. Græsset var spækket med gule mælkebøtter og hvide tusindfryd. Luka tog en dyb indånding og indsnusede duften af forår. Her var stille, bortset var vinden i træerne og nogle kvidrende fugle. Men det var en anden slags stilhed en på slottet. Man fornemmede livet, der puslede omkring i græsset. Han håbede, at harerne var begyndt at komme frem. Det plejede at vrimle med dem på denne årstid, og der var ingen bønder eller borgere, der måtte jage i Kongeparken. En gang havde Luka spurgt sin huslærer, mester Amoni, hvorfor det var sådan. Hvorfor skulle et stort område ligge ubenyttet hen?
   Amoni havde forklaret, at dyrelivet på en ø som Metopia var skrøbeligt. En gang for mange år siden, hvor høsten var dårlig, blev Metopia ramt af hungersnød. Det betød, at der blev drevet så meget jagt, at en dyreart, der hed hjorten, helt forsvandt. For at undgå at udrydde flere dyrearter, bestemte den daværende konge, at Kongeparken skulle være en slags dyrenes helle. Men helt et helle for dyrene var parken altså ikke længere. For Lukas far havde været glad for jagt og havde bestemt, at kongefamilien godt måtte jage i parken.

Brødrene passerede en stor samling orangebrune svampe, der stod i skyggen af et træ, men Victo ænsede dem ikke.
   "Sig mig, er du ikke på svampejagt?" spurgte Luka og pegede.
   Victo trak på skuldrene og traskede over til svampene uden nogen form for begejstring.
   I det samme opfattede Luka en bevægelse. En brun hare kom hoppende ned ad en bakke med retning lige imod dem. Den havde store øjne og lange ører, der stod lige op i luften. Luka ventede, mens den kom nærmere.
   "Æv," lød Victos stemme. "Det er galderørhatte. De er ikke spiselige!"
   Luka tyssede på ham. Haren var standset op og betragtede dem ængsteligt. Luka lagde en pil på buen og spændte. Buen var stadig lidt stor til ham, men det gik. Han tog højde for vinden og afstanden, som han havde lært af sin far, og sigtede lidt oppe og til højre for haren. Men i samme øjeblik han skød, hoppede haren til siden, og pilen borede sig ind i bakken, hvor den lige havde stået.
   "For Tristos da også," mumlede Luka.
   Haren tog nogle store spring væk, men standsede så.
   Luka listede forsigtigt nærmere, mens han lagde en ny pil på buen. Han tog sig god tid til at sigte. Haren sad helt roligt og gumlede på et mælkebøtteblad. Men lige i det øjeblik, hvor Luka skød, hoppede den videre, og pilen ramte endnu en gang lige, hvor den havde stået.
   Luka havde lyst til at råbe af ærgrelse, men ville ikke skræmme haren unødigt. Han satte efter haren, der hoppede af sted op over en bakke. Den skulle ikke have lov slippe væk!
   "Vent på mig!" råbte Victo bag ham, men Luka sagtnede ikke farten.
   Haren fortsatte ned på den anden side af bakken igennem en lille dalsænkning. Han fulgte med i passende afstand, indtil haren igen standsede.
   Victo nåede forpustet op på siden af ham. Han ville vist gerne sige noget, men Luka lagde en finger over læberne. Han lagde igen pilen på buen, men i det samme satte haren i spring. Denne gang i fuld fart. Luka løb alt, hvad han kunne, men haren forøgede sit forspring. Til sidst standsede Luka på toppen af en bakke, hvor han spejdede efter haren. Den var ikke til at få øje på.
   Han fyldte lungerne og råbte så højt han kunne udover bakkerne:
   "Bare vent! Jeg skal nok få ram på dig en dag!"
   Victo kom op og stillede sig ved siden af ham. "Du er ligeså stædig som far."
   "Skulle det være dårligt?"
   Victo så ud som om, han forsøgte at finde det rette svar. Luka vidste udmærket, hvad han tænkte på, så han fortsatte:
   "Det var ikke fars skyld. Det var en ulykke!"
   Så drejede han sig og begyndte at gå ned ad bakken - videre mod vest.
   "Hvor vil du hen?" råbte Victo.
   "Kom med!"
   "Men er vi ikke på vej ud imod kanten?"
   "Jo, netop."
   "Men det må vi jo ikke."
   "Siger hvem?"
   "Mester Amoni og ... far."
   "Og om to uger er jeg konge, råbte Luka. "Jeg går lige præcis hvorhen, det passer mig!"
   Victo indhentede ham: "Men det er jo farligt. Kanten kan skride, og vi kan falde af Metopia."
   "Pjat, det er bare noget, de siger. Jeg har været derude masser af gange." Luka smilede, da han så Victos overraskede blik. "Lad nu være med at være sådan en bangebuks. Jeg lover, der sker ingenting."
   Da de havde gået lidt tid i tavshed spurgte Victo:
   "Er du egentlig slet ikke bange for noget som helst?"
   Luka trak på skuldrene.
   "Er du slet ikke bange for at skulle være konge?" fortsatte Victo.
   Luka kiggede overrasket på ham:
   "Næ, hvorfor skulle jeg være bange for det?"
   "Alt det ansvar. Er du slet ikke nervøs for, om du kan finde ud af at regere landet?"
   Luka kneb øjnene sammen:
   "Tror du da ikke, jeg kan det?"
   "Jo, jo, selvfølgelig," svarede Victo hurtigt. "Jeg tænker bare på det med at blive konge så tidligt. Mester Amoni er jo kun lige begyndt at undervise os, hvordan man gør."
   "Folk får det altid til at lyde som om, det er så svært," svarede Luka. "Det handler bare om at vise alle, hvem der bestemmer, så de ikke finder på at lave ballade. Holde ro og orden og afholde nogle turneringer og fester, så folket er glade. At være konge er det letteste i verden, hvis man har, hvad der skal til!"
   Victo tav. Han havde vist lyst til at sige mere, men Luka gad ikke høre det. I stedet satte han i løb, for han genkendte klippen længere fremme. Bagved den var der bare luft, for det var kanten af Metopia.
   Da han trådte op på klippen, lå 'Verdenen Nedenunder' udstrakt under ham. Udsigten var aldrig den samme. Metopia svævede i de dage over en tæt, forårsgrøn skov, der glimtede i sollyset - dér hvor Metopia ikke skyggede. Bag skoven lå nogle røde bjerge, der næsten nåede op i højde med Metopia, og til højre - længere mod nord - lå en stor sø og bag den en vidtstrakt slette, der var delvist indhyllet i tåge. Det var et fantastisk syn. Vinden var stærkere herude og ruskede i hans hår.
   Bag Luka udbrød Victo et forpustet "Wow!"
   Luka drejede sig og smilede: "Bare kom tættere på."
   "Jeg kan godt se herfra."
   De stod lidt og nød udsigten.
   "Er det ikke en skam, at der ligger sådan en stor verden under os, men at vi bare skal være her hele vores liv på lillebitte Metopia?" spurgte Luka.
   "Metopia er da ikke lillebitte."
   "Drømmer du aldrig om at se, hvad der sker dernede?"
   "Jeg synes der sker så rigeligt heroppe," svarede Victo og blev fjern i blikket.
   "Du kunne leve hele dit liv på dit værelse og synes der skete for meget," grinede Luka.
   Victo trak på skuldrene.
   "Måske er Kleo dernede et sted," fortsatte Luka.
   Victo lyste op i et overrasket smil: "Ja, det må han være, og han er sikkert gigantisk nu! Vi ville have hørt om ham, hvis han var heroppe."
   Ja, de ville helt sikkert have hørt om et stort, hvidt, skællet firben med vinger som en flagermus og en frygtelig appetit. Dengang de fandt ham, havde han været ganske lille. Under én af brødrenes første ture alene i Kongeparken, var de stødt på en unaturligt stor rede, der lå under et træ. I reden havde der ligget et enkelt kulsort æg. Det så ud, som om det havde ligget der i flere år, for reden var halvvejs dækket af rådne blade. Luka havde nysgerrigt sat sig på hug for at samle ægget op, men i samme øjeblik han rørte det, flækkede det midt over. Et ganske lille, hvidt firben-agtigt væsen med små flagermusevinger kiggede op på dem med store, gule øjne.
   De havde ledt efter noget, de kunne fodre den med. Bær, blade, rødder og nødder forsøgte de, men den ville ikke spise. Først da Luka gav den en regnorm, slubrede den ivrigt ormen i sig og slikkede sig om sin lille mund med sin tvedelte slangetunge.
   I flere måneder havde de fodret lille Kleo, der efterhånden ikke var så lille endda. Orme slog ikke længere til, men Luka var allerede dengang en dygtig jæger, og det var forår, så han fangede harer. En dag, da de kom til reden, fandt de et par gedebukkehorn. Victo var blevet bekymret, for hvad hvis Kleo en dag spiste én af dem? Det mente Luka bestemt ikke, at Kleo kunne finde på.
   "Men hvad hvis han spiser et andet menneske?" havde Victo fortsat. Han havde dog ikke behøvet at bekymre sig, for dagen efter havde Kleo været pist borte, og de havde aldrig hørt eller set noget til ham siden. Væsner som han hørte til i verdenen nedenunder.

"Kom, lad os spise madpakke derude," foreslog Luka og trådte nærmere til kanten. Victo fulgte tøvende efter med små, forsigtige skridt. Luka satte sig helt ude, hvor han kunne kigge lodret ned, hvis han lænede sig frem. Victo satte sig en meter bag ham. Et stenkast fra dem gik et langt tyndt klippefremspring udover afgrunden. Lidt som en bro ud i ingenting. Luka sad og rodede efter deres madpakker i tasken, da han fik øje på noget, der gav ham en idé.
   "Hvad skal du med det?" spurgte Victo, da Luka fiskede et reb op. Det var af fineste kvalitet - smalt, let og smidigt, men praktisk talt umuligt at hive over. Det var importeret fra Lauburg, der lå helt ovre i den østlige ende af Metopia midt inde i en skov. Dér byggede folk huse i træerne og havde utallige hængebroer og derfor brug for gode reb. Luka havde aldrig selv været i Lauburg, men når han blev konge, var én af hans første planer at rejse hele Metopia rundt. Man måtte jo kende det kongerige, man regerede.
   Luka gik over til klippefremspringet og begyndte at binde rebet om maven.
   Imens kom Victo over til ham: "Hvad er det du laver?"
   "Jeg vil ud og stå på det yderste af kanten. Som en god konge må man have været i alle ender af Metopia, og jeg starter med den her." Luka smilede bredt og begyndte at se sig rundt. "Perfekt!" udbrød han, da han fik øje på en gammel pæl, der stod banket ned i jorden. Det var ikke til at se, hvad formålet med pælen var - eller havde været. Måske havde der engang ligget en bygning her. "Nu skal du se, hvordan man binder et dobbelt halvstik." Luka lavede to løkker af rebet og lagde det over pælen. "Vupti! Verdens bedste knude. Holder til hvad som helst, for jo mere man trækker, jo strammere bliver den."
   "Du er ikke rigtig klog," sagde Victo.
   Luka klukkede: "Det er godt, at det er mig, der skal være konge og ikke dig. Du har mod som en muldvarp. Hvis jeg falder - og det har jeg i øvrigt slet ikke tænkt mig at gøre - men hvis jeg gør, så redder rebet mig. Så skal du bare hive mig op."
   Victo rystede på hovedet.
   "Og hvis du ikke vil, så klarer jeg det nok selv," sagde Luka. "Jeg har gode armkræfter."
   Victo så bare på ham med rynkede bryn.
   Luka smilede og drejede rundt. Så begyndte han vandringen ud på det smalle klippefremspring. For opvisningens skyld strakte han armene ud til siderne og svajede lidt frem og tilbage. I virkeligheden var det overhovedet ikke svært at holde balancen. Det var lige så let som at gå alle mulige andre steder uden at falde. Den eneste forskel var, at hvis han faldt her, så var der flere kilometer ned. Men det var jo derfor, han havde rebet om livet.
   Han nærmede sig det yderste af klippen og manglede kun et enkelt skridt, da underlaget pludselig forsvandt. Det yderste af klippefremspringet knækkede simpelthen af Metopia! Efter et fald på nogle meter fik han en ordentlig mavepuster, da han blev bremset af rebet. Så hang han dér og dinglede, mens klippestykket faldt videre ned mod skoven under ham.
   Wow! Hans hjerte bankede heftigt, men det var en fantastisk fornemmelse. At hænge frit flere kilometer oppe luften var nok det tætteste, han nogensinde ville komme på følelsen af at flyve.
   "Tak Lauburg! Tak for jeres solide reb!" råbte han og satte i et vildt glædeshyl. "Wuhuu! Du skulle prøve det Victo! Hvis du kan lide udsigten deroppe, så skulle du prøve den hernede! Wuhuu!"
   Med ét forsvandt rebets pres på hans mave. Det var som om en voldsom blæst slog imod ham nedefra, og først efter nogle sekunder forstod han, hvad der foregik.
   Han faldt!