Som væddeløbshunde, der har været holdt tilbage i alt for trange bokse indtil startskuddet lyder, styrter passagererne ud fra togets vogne, i samme sekund dørene åbnes. Stine retter på sin skuldertaske og fortryder, at hun ikke pakkede murstensromanen i kufferten, som er efterladt i hotellets varetægt. Hun kunne sagtens have flyttet bogen over i skuldertasken senere, og hun får alligevel ikke tid til at læse før på hjemturen.
   Omsider dukker veninderne op fra togets indre. Helle først, i intens diskussion med Birgitte.
   "Det er fandeme ikke i orden at dømme andre på den måde!"
   "Vend den dog rundt og hav ondt af manden, han.."
   "Jeg er ikke i humør til en af dine lektioner i at vende den anden kind til, Birgitte! Hej Stine, hvor befriende at se et fornuftigt menneske."
   Stine gengælder Helles knus.
   "Hej Helle, skønt at se dig igen. Ved du godt, at der er ild i dit hår?"
   Birgitte, som står bag Helle, ryster advarende på hovedet.
   "Hvis du ikke kan komme på noget bedre, tror jeg, du skal overveje at forlade forfattergerningen."
   "Du har ret Helle, det var en kliche. Men hvorfor lige dén røde nuance?"
   "Der skulle ske noget."
   "Hvad siger de på arbejdet?"
   "Det er jo ikke AP Møller, vel? Det er tilladt at vise lidt af sin personlighed."
   "Du har vist også lånt lidt af Lisbeth Salanders. Havde hun ikke samme asymmetriske snit i en af Milleniumfilmene?"
   "Jo. Men sort bliver for dystert, så jeg tog den røde farve. Og var det ikke bare tre fede film i øvrigt? Dem skal vi altså se sammen. Tøseaften. Fremragende idé, Stine. Hvornår kan I andre?"
   Birgitte ruller med øjnene men overgiver sig til latteren, idet hun går ind i Stines arme.
   "Hej Stine, den fik du reddet dig ud af på fornem vis."
   "Og at dømme ud fra din reaktion skal jeg vist bare prise mig lykkelig og ikke spørge yderligere?"
   Birgitte gør plads til Anne, som står klar med sine teatralske kindkys samt en forklaring.
   "En habit bad Helle om at sætte sig ned, i stedet for at mase rundt med sin rygsæk og blokere midtergangen for.."
   "..vi er jo nogle, der skal på arbejde og tjene penge til samfundet!" afbryder Helle i et tonefald, der lander mellem en hvæsen og en vrængen.
   "Uhh, den er heller ikke god."
   "Nej, vel? Hvad fanden bilder han sig ind? Nå, pis med ham. Skal vi komme af sted?"
   Mens de har haft travlt med deres hilseritualer, er alle andre hastet væk fra perronen. De fire veninder sætter ligeledes kurs mod trapperne.
   "Hvordan er storbyvejret i dag?" spørger Birgitte.
   "Perfekt til formålet: klar blå himmel og ikke ret meget vind," oplyser Stine.
   "Men hundekoldt!"
   "Vi er i december måned, Helle. Hvad havde du forventet?"
   "Jeg håber, de har givet damen tøj på, ellers bliver hun sgu forkølet," griner Helle uden at svare.
   Birgitte opgiver at tale fornuft med Helle og vender tilbage til dagens program:
   "Kan vi gå via Strøget? Jeg vil gerne se den nye juleudsmykning."
   "Mener du ikke den nye gamle juleudsmykning? Jeg hørte, at de ville gå tilbage til den traditionelle med gran, hjerter og så videre?" kommenterer Anne.
   "Det håber jeg, du har ret i. Sidste års diodelyskæder kaldte ikke julestemningen frem hos mig. Apropos julestemning, havde den indfundet sig til oplæsningsseancen på forlaget i går?"
   "Fra juleudsmykning til min forfatterkarriere, skal jeg lægge noget i det, Birgitte?" driller Stine, inden hun svarer veninden: "Forlaget er næsten kommet sig over, at jeg trak den så længe med manuskriptet, at de måtte på overarbejde for at få romanen klar til julehandlen, så jo, stemningen var helt fin."
   "Kassetænkning"
   "Noget skal jeg jo leve af, Helle."
   "Åbenbart at vi andre aldrig ved, hvad vi skal ønske os i julegave," tilslutter Birgitte sig med et stort smil.
   "Skulle vi se at komme på Strøget?"
   Anne smiler ad Stines uelegante forsøg på at skifte emne, men hjælper hende så lidt på vej:
   "Er der åbent i butikkerne?"
   "Den helt store shopping må vist vente til bagefter, hvis vi skal nå derud."
   "Jeg er desværre enig med Birgitte. Der er omkring fire kilometer, og til fods tager det sin tid."
   "Stine og Birgitte ... hvorfor var det lige, vi inviterede jer med?"
   "Du glemmer vist, at det var Stine, der foreslog, at vi alle tog herover i dag?"
   "Anne, du er heller ikke velkommen."
   "Det bedste selskab er ens eget, eller hvordan?"
   "Præcis," storgriner Helle.
   Det lykkes dem at komme igennem Strøget uden at have været inde i samtlige butikker. Enkelte vinduesudstillinger var dog komplet uimodståelige, selv for Stine og Birgitte, så da de rammer Kongens Nytorv, bærer de alle på mindst en pose.
   "Nyhavn ligner altså ikke sig selv."
   "Er det første gang, du ser julemarkedet på Nyhavn, Helle?" spørger Birgitte.
   "Ja, jeg forbinder mere stedet med fortovsservering."
   "Det er der jo stadig. Der er bare gået gran, gløgg og æbleskiver i den. Skulle vi?" spørger Anne.
   Da sulten er stillet med varme æbleskiver, fortsætter turen - nu i et lidt højere tempo.
   "Hvor er Operaen?"
   "Du kan se den, når vi passerer Amaliehaven."
   "Hvad med Marmorkirken?"
   "Helle, du kigger til højre, når vi kommer til Amaliehaven. Anne, du kigger til venstre."
   "Og jeg kigger også til venstre, for jeg vil gerne se Amalienborg."
   "Vi er en køn forsamling turister," sukker Birgitte.
   "Turister? Vi er en del af velkomstkomiteen, er vi. Plejer man måske ikke at byde folk velkommen hjem fra lange rejser ved at møde op i lufthavnen? Og ti måneder i Shanghai.."
   "Helle, lufthavnen ligger på Amager. Vi er på vej til Langelinie."
   "Fordi det er der, hun ankommer, Stine. Hun bliver jo hejst på plads, altså er hun luftbåren. Hvad har hun for øvrigt lavet i Shanghai?"
   "Du mener ikke i fuldt alvor, at du ikke har hørt om Expo?" udbryder Anne forfærdet.
   "Som om! Men hun er jo ikke selvskreven deltager i Expoudstillingerne. Hvorfor skulle hun netop sendes til Shanghai?"
   "Kineserne er vilde med H.C. Andersens eventyr. Skulpturen har været brugt som trækplaster," forklarer Anne med lærerindestemme.
   "Mange kinesere kan eventyrene udenad," supplerer Birgitte.
   "Fordi de er så hjernevaskede af deres kommunistiske topstyre, som bestemmer hvad de må læse. Eventyr er harmløse og nok det eneste.."
   "Har du selv læst H.C. Andersens eventyr?" afbryder Stine, for at få bremset Helle.
   "Ja da."
   "Hvilke?" følger Anne op.
   "Den med fyrtøjet og hundene med øjne så store som tekopper."
   "Det var vist kun den ene hund, der havde øjne som tekopper.. " begynder Stine, men bliver afbrudt af Birgitte.
   "Det er da den mest elendige timing."
   "Hvad mener du?" spørger Anne.
   "Her midt i finanskrisen havde det været smartere at lade kineserne valfarte til København for at se Den Lille Havfrue - og bruge penge. Hvorfor forære turismen væk?" uddyber Birgitte hovedrystende.
   "Nu er det vist dronningen af B&B, der taler. Og du som tidligere var efter mig for at tænke i profit," driller Stine.
   "Jeg er stadig frustreret over, at en sølle bronzeskulptur har været helt i Kina. Jeg har aldrig været uden for Europa. Vel at mærke det gamle Europa," sukker Anne.
   "Du var da i Bratislava," trøster Stine hende.
   "Få timers shopping klemt ind imellem en sejltur på Donau og en bustur tilbage til vandrerhjemmet i Wien tæller vist ikke som et ophold...
   Debatten afbrydes af et mindre heppekor fra Helles lomme, som meget insisterende råber "mor" i alskens udformninger, herunder en decideret plagende variant "moooaaarrr". Helle slår beklagende ud med armene og hiver mobilen frem.
   "Det er fra tøserne. Der er angiveligt faldet sne i absurd rigelige mængder i Val Thorens," oplyser Helle og sender hurtigt en sms retur til sine to døtre.
   "Er det ikke underligt, at far1 og far2 kommer så godt ud af det med hinanden, at de ligefrem tager på skiferie sammen?" spørger Birgitte i et forsigtigt bliv-nu-ikke-sur-på-mig-tonefald, men Helle tager slet ikke anstød af spørgsmålet.
   "Næh, de faldt begge to for mig, så hvorfor ikke for hinanden? - Nej, altså ikke på den måde!" tilføjer Helle, da de tre andre begynder at fnise.
   "Se til højre, henholdsvis venstre," proklamerer Birgitte, da de i det samme når til Amaliehaven.
   "Hvad skal den forestille?" spørger Helle, mens hun lægger hovedet let på skrå, først med hældning til venstre og bagefter til højre.
   "Operaen," foreslår Stine.
   "Ja?!"
   "Det er dét, den skal forestille: Operaen forestiller Operaen."
   "Der må da have været større tanker bag? Taget ser ud til at være for stort til bygningen. En kraftig vind fra en forkert retning kan få hele bygningen til at lette."
   "Jeg tvivler. Og vi skal altså videre, hvis vi skal nå det," skynder Birgitte på dem.
   Da veninderne når frem til Langelinie, er de ikke alene. Der er adskillige tv-hold, endnu flere fotografer i alle kategorier samt et utal af turister.
   "Populær dame," bemærker Stine.
   "Vi har også været sygt længe om at nå herud, klokken er næsten 12!" brokker Helle sig.
   "Nu har vi jo heller ikke ligefrem taget den direkte rute," kommenterer Birgitte.
   "Hvad? Gik vi en omvej?!"
   "Jeg tror, Birgitte hentyder til tøjbutikkerne og æbleskiverne?!" svarer Anne grinende.
   "Nåeh."
   Stine bemærker et par politifolk, der bevæger sig rundt i yderkanten. Hun håber, at mængden gemmer på flere civilklædte af slagsen, for det ville være et oplagt terrormål, hvis man ønskede at ramme danskerne. De der muhammedtegninger bliver ved med at spøge.
   "Du ser bekymret ud? Er du nervøs for, at vi ikke får et glimt af hovedpersonen?"
   "Næh, jeg tænkte at alle disse mennesker i kombination med Den Lille Havfrue og direkte tv-transmissioner ville være guf for terrorister."
   "Du må ikke sige den slags, nu bliver jeg paranoid." Birgitte begynder straks at se sig om efter skumle typer og forladte tasker, og Stine giver sig selv et mentalt spark over skinnebenet for at plapre op om den slags.
   "Er den næste roman allerede på vej?" vil Helle vide.
   "Måske."
   "Husk at gengive mig troværdigt!"
   Stine ryster grinende på hovedet ad venindernes vidt forskellige reaktionsmønstre og forsøger at finde et hul i mylderet, så de kan komme tættere på, da flere voldsomme brag fylder luften, efterfulgt af en ubestemmelig lyd.
   "Taget brasede sgu sammen!" udbryder Helle. Stine følger Helles synsretning og ser en røgsky vokse til enorm størrelse et stykke borte.
   "Det er operahuset!" råber flere, efterhånden som de får lokaliseret hvor lydene kommer fra. Der udbryder total forvirring. Nogle skriger. Flere hiver mobiltelefoner frem. Tv-holdene pakker sammen og løber hen mod deres biler. Kameraer i alle prisklasser knipser løs og deres ejermænd begynder at løbe tilbage mod Esplanaden for at få et bedre udsyn. Helle er lige ved at løbe med strømmen, da Anne griber fat i hende.
   "Vent lige, vi er nødt til at holde sammen."
   "Hvad fanden skete der?"
   "Birgitte dog, du bander jo," driller Helle. "Kom nu, Operaen er styrtet sammen."
   "Det gjorde den jo nok ikke af sig selv, vel?!" svarer Birgitte vredt og drejer rundt mod Stine med en beslutsomhed, der får de lange, mørkblonde krøller til at svirpe i luften.
   "Hvad mener du?"
   "Om hvad?" spørger Stine nærmest apatisk.
   "Stine, jeg ved godt at du er i slowmotion lige nu, men dette er ikke tiden til at suge indtryk til dig og udtænke mulige vinkler. Det her er virkeligt, og vi har brug for dig!"
   Annes bøn trænger igennem til barndomsveninden, og Stine slukker for observationsmodulet.
   "Tv-holdene er på vej væk, hvor er havfruen?"
   "Skid da hul i havfruen, kom nu, vi skal hen at se, hvad der sker." Helles ønske ignoreres.
   "Kan det være en afledningsmanøvre?" spørger Birgitte.
   "Styrte Operaen i grus for at stjæle en bronzeskulptur?" spørger Stine.
   "Nå nej, det er nok lige i overkanten," medgiver Birgitte.
   Luften fyldes med sirener. Det er umuligt at skille dem fra hinanden. Måske fordi alt disponibelt mandskab er på vej mod Operaen.
   "Hvis det er terror, hvorfor så Operaen?" tænker Anne højt.
   "Mere relevant for vores sikkerhed: Hvis man tager Operaen, hvad vil man så tage som det næste?" spørger Stine.
   "Tror I, det fortsætter?" Birgitte ser sig nervøst omkring.
   "Jeg ved det ikke. Men dels vil vi være i vejen for redningsarbejdet, hvis vi går mod Operaen, dels vil vi risikere at gå tættere på potentielle mål."
   Stine ser rundt på den opløste mængde, men kan ikke få øje på betjentene. De må være søgt mod Operaen.
   "Amalienborg og Marmorkirken?" foreslår Birgitte.
   "For eksempel. Hvis det var dødsofre og tv-opmærksomhed man ønskede, ville vi have været ramt. De går efter symboler," svarer Stine henkastet, stadig lettere opslugt af sine tanker.
   "Havfruen er også et symbol?!" panikken i Birgittes stemme er hørlig.
   "Og derfor går vi, men ikke i retning mod Operaen," fastslår Stine og får øjenkontakt med Birgitte for at berolige hende.
   "Øv, I er altså nogle lyseslukkere! Det her bliver begivenheden alle taler om, vi var her, da det skete, men vi vil absolut intet vide."
   "Helle, det står dig frit for at gå ned til Operaen. Men jeg vil være sikker på at komme hjem til min familie i aften," svarer Birgitte.
   Helle ser fra den ene til den anden, sukker så dybt og spørger "Hvilken vej går vi?"
   "Den anden vej rundt om Kastellet, via Østre Anlæg og Botanisk Have," afgør Birgitte, der nu er ved at genvinde overblikket.
   "Det lyder langt," mukker Helle.
   "Det er det også. Måske kan vi finde en café med et fjernsyn, så vi kan orientere os og hvile fødderne."
   "Vi kunne også tage en taxa," foreslår Anne.
   "Hvorhen?" spørger Stine.
   "Hovedbanegården, skal vi ikke hjem?" eksploderer Helle.
   "Jo, men ikke før vi ved, hvad der foregår," svarer Stine.
   "Så I vil gerne vide, hvad der sker - I vil bare gå en mega omvej for at finde ud af det. Kom Anne!" Helle tager Anne under armen og tramper af sted.
   "Helle og hendes temperament," sukker Birgitte og trækker Stine med, så de indhenter de andre.
   "Er du ikke hende den kendte forfatter ... Stine ...?" spørger en mand, der netop er steget ud ad en varevogn fra et rengøringsfirma.
   "Åbenbart ikke kendt nok, men jo, jeg er Stine Ravnsdal."
   "Stjernenykker!" Helle laver øjne.
   "Bo Jensen."
   Mens de giver hånd bemærker Stine en nervøse trækning ved Bos højre øje.
   "Er der noget galt?"
   "Hvad? Nej. Slet ikke. Jeg tænkte bare, om jeg måtte få en autograf? Til min kæreste, altså. Hun er en stor fan?!"
   "Naturligvis. Har du noget at skrive på og med?", svarer Stine efter at have tøvet et øjeblik.
   "Ja, bag i vognen."
   Stine overlader med et undskyldende smil sin pose med strøgtursbytte til Anne og følger efter Bo hen til siden af varebilen. Bo åbner skydedøren og træder ind blandt rengøringsartiklerne. Stine kaster et blik over skulderen efter veninderne, som gør tegn til hende om at skynde sig. I det samme bliver Stine grebet bagfra og mere slæbt end løftet ind i bilen, mens Bo råber til chaufføren:
   "Kør for helvede, kør!"
   "Hvorhen?"
   "Lejligheden."
   Skydedøren bliver lukket, bilen sætter i gang og Stine vælter over i en støvsuger af ældre model. Hendes ribben bryder sig ikke synderligt om behandlingen, og Stine ømmer sig.
   "Giv mig din mobiltelefon!"
   Bo står over hende med højre hånd rakt frem mod hende. Stine overvejer at nægte ethvert kendskab til mobilen, men så vil han sikkert bare give sig til at lede efter den. Og finde den. Altså lyner hun op til brystlommen og rækker ham sin telefon.
   "En iPhone, smart. Du har sikkert råd til en ny," konstaterer han og rækker telefonen om til førersædet: "Her, smid den ud ad vinduet."
   Bilen standser nogle gange. Lysreguleringer. Stine forsøger at holde regnskab med antallet af standsninger og ændringer i kørselsretning, men må opgive. Kort efter en standsning, drejer de til venstre og holder så ind. Da sidedøren åbnes, trækker Bo hende ud. Lidt til venstre for sig, ser Stine gavlen af en lille murstenskirke med et rundt vinduesparti over søjleindgangen, inden hun bliver skubbet mod højre, over til en gul etageejendom. Chaufføren låser hoveddøren til opgang 18 op og holder glasdøren åben for dem. Stine bemærker dørtelefonanlægget på venstre side, inden hun skubbes videre gennem opgangen og ind i stuelejligheden, hvor Bo smækker døren bag dem. Chaufføren puffer Stine videre ind i en stue, hvor vinduet er hermetisk forseglet af et tætsluttende mørklægningsgardin.
   "Hvor skal vi gøre af hende?" vil chaufføren vide. Stine bemærker, at han sveder kraftigt, men at dømme ud fra de mange bumser i hans ansigt og skjolderne på hans arbejdstøj, er det måske ikke usædvanligt for ham.
   "Lås hende inde på badeværelset," afgør Bo.
   "Hvad så når vi skal pisse?"
   "Enten må hun se på, eller også må du gå ud i gården."
   "Det er jo pissekoldt?!" brokker chaufføren sig, men trækker alligevel Stine ud i gangen, hvor han åbner døren til et lille klinkebeklædt badeværelse med badekar. Han skubber Stine ind i rummet, tager nøglen og låser døren udefra.
   Stine sætter sig ned og lægger øret mod døren.
   "Ring efter de andre." kommanderer Bo.
   "Det er Brian. I skal komme tilbage til lejligheden. ... Det ved jeg godt, men.."
   "Giv mig telefonen. ... Få nu bare lettet røven og kom herhen, ik?"
   Stine tager sit store halstørklæde af og folder det et par gange, så hun har et blødere underlag end klinkegulvet. Hun knapper vinterfrakken op men beholder den på. Det føles rart med et ekstra lag mellem hende selv og verden lige nu.
   Nogle minutter senere går hoveddøren op, og flere mænd ankommer.
   "Bo for helvede, jeg troede ikke, vi skulle tilbage hertil?" stemmen er lys, med et strejf af panik.
   "Mona har taget røven på os!" oplyser Bo.
   "Døde hun ikke i eksplosionen?" lyder en myndig stemme.
   "Det ved jeg ikke. Jeg sendte hende en sms lige inden," svarer Bo, tydeligt frustreret.
   "Og?" insisterer den myndige stemme.
   "Hun svarede ved at sende mig et link. Til en fucking video! Soen har lagt en video på nettet om det hele. Med vores navne, ansigter, det hele."
   "Er du sikker?"
   "Her, tjek det selv."
   Der bliver stille. Hvis der er lyd på videoen er den så svag, at Stine ikke kan høre den gennem døren.
   "Så kan vi jo ikke blive her?" den lyse stemme har nu opgivet at skjule sin panik.
   "Hvor skal vi ellers tage hen?" spørger Bo.
   "Hvad med damen?" blander Brian/chaufføren sig.
   "Hvilken dame?" vil den myndige stemme vide.
   "Bo kidnappede en forfatterdame fra Langelinie. Hun er låst inde på badeværelset." oplyser Brian.
   "Er du rablende vanvittig? Hvorfor gjorde du det?" Den myndige stemme lyder rasende.
   "Hun er jo et gidsel, ik? Vi skal sgu da have noget at forhandle med!" forsvarer Bo sig.
   "Du er langt ude. Vi skal da bare køre over broen til Sverige ..." forsøger den lyse stemme sig.
   "Og hvad så derefter? Sverige er jo med i EU, Interpol og alt det lort," svarer Bo.
   "De finder os nok, uanset hvad vi gør," Brian lyder opgivende.
   "Men vi skal da ud af landet ikke?" forsøger den lyse stemme sig igen.
   "Jeg kan ikke tænke på tom mave," meddeler Bo.
   "Johnny, hent noget mad. Og et tv. Der er stadig tv i stikket ikke?" vil den myndige stemme vide.
   "Jo, det er betalt for måneden ud." svarer Brian.
   "Hvorfra?" stemmen er ny, det må være Johnny.
   "Jeg er pissehamrende ligeglad. Skaf det! Vi er for helvede nødt til at finde ud af, hvor meget der er nået ud i pressen, hvis vi skal lægge nogle ordentlige planer!" eksploderer Bo.
   "Hvorfor lige mig?"
   "Fordi du er den eneste, der ikke var med på videoen. Mona så dig aldrig, vel?
   "Nej."
   "Altså kan hun heller ikke have afsløret dig. Hvad med damen, er hun ved bevidsthed?" fortsætter den myndige stemme.
   "Ja for helvede, men hun har kun set Brian og mig," svarer Bo.
   "Har nogen tænkt på at tjekke hende for en mobiltelefon?" Den myndige stemme nok engang.
   "Hvor dum tror du, jeg er? Den konfiskerede jeg allerede i bilen og Brian smed den ud undervejs, så de ikke kan spore hende."
   "Så bliver hun her. I første omgang," afgør den myndige stemme.
   "Mens du er ude, så skaf os af med firmabilerne."
   Johnny svarer Bo ved at smække døren efter sig. Stine rykker sit hovedkvarter hen til badekarret og lister den ultratynde bærbare op fra tasken, imens hun beder til, at hun efterlod den på lydløs, efter at have surfet i hotellets restaurant samme morgen.
   Pc'en starter op, heldigvis lydløst. I taskens sidelomme finder hun USB modemmet og tilslutter det. Kort efter har hun internetforbindelse, og et par tasteklik bringer hende til politiets hjemmeside. Afsnittet med kontaktinformationer er ikke ligefrem overskueligt. Der er en e-mailadresse, hvis man vil korrigere en tidligere anmeldelse. Men hvor anmelder man en forbrydelse, der er i gang? Fanebladet borgerservice har et underpunkt, der hedder anmeldelser. Men det er kun til tyverisager. For fanden da ... hun sætter sig til at læse den forklarende tekst, som anfører, at alle andre sager skal anmeldes på den lokale politistation - og i hastende sager ved at ringe 112. Nu kan hun jo hverken spadsere ind på den lokale politistation eller ringe til nogen som helst.
   Trin i gangen får Stine til at klappe låget ned på den bærbare og stille den op i badekarret. Hun når lige at trække romanen ud fra skuldertasken og slå op på en tilfældig side, inden døren går op.
   "Du er så forbandet stille, hvad laver du?" vil Bo vide.
   "Vil det gøre nogen forskel, hvis jeg sparkede på døren mens jeg råbte og skreg?"
   "Nej, så ville vi bare binde dig. Og stoppe noget i kæften på dig."
   "Så kan jeg jo lige så godt lade være, ikke?"
   "Hvad læser du?"
   Stine holder bogen op og viser ham bogens forside.
   "Ken Follett. Er det ikke ham, der også har skrevet Jordens Søjler?"
   "Jo!"
   "Du behøver sgu da ikke at lyde overrasket. Troede du ikke, at jeg kunne læse?"
   Uden at afvente svar, smækker Bo døren i. Stine finder atter pc'en og tjekker batteristatus: under to timers strøm tilbage. Politiet må hun opgive. I stedet logger hun ind på sin Hotmail og bombarderer veninderne med korte e-mails om alt, hvad hun ved om sine kidnappere og det sted, hun befinder sig.
   Da Johnny vender tilbage, er der under en times strøm tilbage. Stine prioriterer at spare på strømmen, til hun har flere informationer at dele med veninderne og sætter pc'en på standby, inden hun atter rykker hen til døren. De er ved at tilslutte tv'et.
   "Hvad fanden er det?" spørger den lyse stemme, som hun endnu ikke har sat navn på.
   "Ananas," svarer Johnny.
   "Hvem spiser frugt på deres pizza? Giv mig en af dem med skinke," forlanger Bo.
   "Har du ikke købt en for meget?" spørger den myndige stemme.
   "Skal hun måske ikke have noget at spise?" svarer Johnny.
   "Brian, giv hende den med ananas," afgør Bo.
   Døren åbnes længe nok til at en pizzabakke kan blive smidt ind på gulvet til Stine. Æbleskiverne mætter dog stadig, så hun udsætter spisningen og bliver siddende for at lytte med.
   "Drej om på News, de må vise noget om det," beordrer den myndige stemme, da der kommer lyde fra tv'et.
   "Redaktionen modtog sekunder før sprængningen af Operaen en e-mail fra en af de formodede gerningsmænd. E-mailen indeholdt et link til en hjemmeside med en længere videosekvens, som politiet nu er i færd med at analysere. De følgende klip er alle fra denne video."
   "Du skulle absolut vælge et kvindemenneske med interesse for teknik, ikke?" spørger den myndige stemme med kulde i stemmen.
   "Det er for helvede da ikke min skyld, at ..." forsøger Bo sig.
   "At hun er gået på hævntogt? Det var din fremragende ide at slå hende ihjel. Hvis..."
   "Hold nu kæft og lad os høre det her," afbryder Brian den myndige stemme.
   Der bliver skruet op for lyden, og en kvindestemme fylder lejligheden på den anden side af badeværelsesdøren.
   "... fortælle min side af historien. Fra den anden side af graven, om man vil. "Hvis dette når offentligheden, er brandalarmen udløst. Der er kun få minutter tilbage. Planen er, at jeg skal begraves levende under Operaen. Fordi min kæreste ikke kan leve med at være blevet fyret fra byggeprojektet. Og fordi han ikke kan klare tanken om, at jeg har haft andre mænd før ham."
   "Du var en fucking luder! Andre mænd? Ja det skal jeg love for!" fnyser Bo.
   "Sprængningen af operaen er nøje planlagt af disse mænd."
   "Det er fandeme videooptagelser af os! Her i lejligheden!" udbryder Brian.
   "Nu lukker I alle sammen kæften og ser med!" beordrer den myndige stemme.
   "Jeg hedder Mona og er 33 år. Da jeg var seksten, stak jeg af hjemmefra og kom til København. Dagene flød sammen for mig. Indtil jeg mødte Bo. Den dyre kjole, jeg omsider havde fået sparet sammen til, skaffede mig ind på en af dyre natklubber. Bo fejrede sit nye job i et anerkendt arkitektfirma. Jeg smurte lidt tykt på, da jeg sagde, at jeg var i servicebranchen. Resten var som taget ud af Pretty Woman. Minus limousinen og brandstigen. Og den lille detalje at Bo aldrig fik sandheden at vide."
   Total stilhed på den anden side af døren. Stine gætter på, at der bliver vist mere video.
   "Bo har altid været så stolt af sin evne til at tænke helt ned i detaljen. Så da bygherren på Bos hidtil største projekt i 2004 forlangte ændringer, som Bo ikke kunne stå inde for, sagde han fra - og blev fyret. Bo tilgav aldrig sin arbejdsgiver, men mest af alt var han bitter på bygherren. Bo skiftede tit job efter dette, og da han i vrede forlod endnu et job sidste sommer, svor han, at han aldrig mere ville arbejde som arkitekt. Han tog i stedet jobbet som arbejdsmand på en byggeplads og begyndte at hænge ud sammen med Brian, Dennis og Jens."
   "Hun sagde mit navn!" lyder det fra den lyse stemme, som altså må tilhøre Dennis eller Jens.
   "Hold nu kæft, Jens. Hun har nævnt os alle sammen," svarer Bo.
   Igen er der pause i talestrømmen.
   "Bo mere og mere af sin realitetssans. Hans tanker kredsede omkring hævn over bygherren, der havde sat en stopper for hans karriere. Og de andre kom med flere gode ideer til hævnplaner. Under et drukgilde i efteråret satte Bo selv ord på den ultimative plan: Projektet skulle jævnes med jorden. De andre jublede.
   Brians bror Dennis skaffede dem alle ind i det rengøringsfirma, han selv arbejdede for. Derefter begyndte Dennis også at komme i huset. Da jeg første gang hilste på Dennis, havde jeg frygtet, at han ville genkende mig og afsløre min hemmelighed for Bo. Men Dennis sagde ikke noget. Tværtimod skaffede Dennis også mig job i firmaet, som barselsvikar for en tilsynsfunktionær. Direktøren undrede sig over, at jeg ville forlade min faste stilling som serviceleder i det rengøringsselskab, jeg var startet hos få dage efter mødet med Bo. Men da jeg henkastet nævnte noget om sexchikane, blev der ikke spurgt mere til dét."
   Nok en pause i indtalingen.
   "Hele natten er gået med at montere sprængladningerne. Ikke med at gøre rent. Altså har kunden ringet til mig for at klage. Og vi er i samlet flok vendt tilbage til Operaen. Hvilket giver os mulighed for at rigge de sidste ting til. Vi skulle evakueres på grund af brandalarmen. Alle sammen på nær mig. Bo har med vilje oplyst mig et forkert tidspunkt for eksplosionerne. Jeg skal befinde mig så langt nede i kælderregionerne, for at armere den sidste sprængladning, at jeg umuligt kan nå ud. Det er hans hævn. Fordi Dennis alligevel fortalte ham om min fortid."
   "Dette er de klip, vi kan vise på nuværende tidspunkt. Politiet eftersøger disse mænd: ...."
   "Hvad helvede, det kan da ikke stoppe her?"
   Lyden på fjernsynet forsvinder og et større skænderi bryder ud i stuen.
   Der var intet om Stines kidnapning i nyhederne. Måske har ingen forbundet de to ting med hinanden endnu. Stine vækker pc'en og tjekker sin indbakke. Ingen respons. Måske er veninderne stadig ved at blive afhørt af politiet. Hun ville nok heller ikke tænke på at tjekke sin e-mail. Men mobilen, Helles var tændt tidligere i dag. Stine logger ind på sin brugerprofil og afsender en sms fra webtjenesten: "Det er Stine. Tjek jeres e-mail. Alle sammen. NU!!" Kan man sende en sms til politiet? En søgning afslører, at det kan man godt - men kun hvis man har fået det fortrolige nummer oplyst af Døves Landsforbund eller et høreinstitut. Hvilket Stine ikke har.
   Stine er lige ved at grine over det vanvittige i situationen. Hun er låst inde på et badeværelse. Hendes mobiltelefon skilte kidnapperne sig af med straks, så hun kan ikke ringe til nogen. Men hendes lille bærbare opdagede de ikke. Og takket være det mobile bredbånd, har hun faktisk en enestående mulighed for at selv at lede politiet på sporet af sine kidnappere. De sidder lige ude på den anden side af døren. Men der er ingen kontaktmuligheder, udover en masse e-mailadresser, som ingen måske ser. Men derfor kan hun jo godt prøve. Tyve minutters strøm tilbage. Stine opretter hurtigt en mailgruppe med samtlige adresser fra politiets kontaktside og sender hele gruppen en e-mail med overskriften: "Jeg er i en lejlighed sammen med de terrorister, I leder efter" og kopierer så informationerne fra venindernes e-mails over i beskedfeltet. Da hun trykker på send, kommer der en stak autosvar retur. Men ingen egentlige livstegn.
   Advarselsboksen om at pc'en arbejder på reservestrøm dukker op på skærmen. Stine sender endnu en sms til veninderne med besked om at tjekke deres e-mails og at hendes pc er ved at løbe tør for strøm. Hun når lige at se sms'en blive afsendt, inden skærmen bliver sort. Hun pakker den bærbare væk og gemmer USB modemmet helt ned i bunden af tasken.
   Hun sætter sig hen til døren og lytter til de fortsatte skænderier på den anden side af døren, mens hun spiser pizzaen. Ananasstykkerne er heldigvis så store, at hun kan pille dem af.
   Da bakken er tom pakker Stine jakken rundt om sig og arrangerer halstørklædet som hovedpude. Hun fortæller sig selv, at det er vigtigt at være udhvilet for at kunne tænke klart, men søvnen vil ikke indfinde sig. Mændene på den anden side af døren er ikke længere så højrøstede, men det er ikke nødvendigvis en god ting for hende...
   Et brag efterfulgt af råben og tumult uden for badeværelsesdøren hiver Stine ud af den døs, hun var sunket ned i. Hun lader sig vælte op i badekarret, som i hvert fald på film yder større beskyttelse end en dør af træ. Hun ligger stadig i badekarret, da nøglen bliver drejet og en politimand dukker op i døren.