Stående på den ujævne gårdsplads misser hun mod det skarpe sollys og har svært ved at tro sine øjne. Er det virkelig her, hun skal bo de næste fire uger? Hun løsriver sig fra det betagende syn af den rustikke bygning foran sig og kaster et blik på nøglen i sin hånd. Nøglen virker alt for lille og moderne i forhold til den historisk udseende vingård, der med sine tre etager er et imponerende syn. Da Sebastian sagde, at han kendte en vinbonde i Italien, hvis gård hun måske kunne låne for en periode, havde hun slet ikke forestillet sig noget i denne retning. Særligt ikke da Sebastian konsekvent omtalte stedet som Ruinen.
   Hun træder hen til indgangspartiet, hvor den todelte dør af træ sidder solidt monteret i buen af omhyggeligt udhuggede og monterede sten. Dørens slidte udseende, med malingen der skaller af, snyder: Nøglen glider uden at møde nogen form for modstand ind i den velsmurte lås, og sekunder senere står hun i Ruinens kølige indre. Hun sætter de to store rejsetasker fra sig inden for døren og lader de mange indtryk bundfælde sig. Entreens bare vægge suppleres af rå, ujævne stengulve. Fra de synlige træspær hænger rummets eneste lyskilde i form af nøgne elektriske pærer i enkle, hvide fatninger. Lofter og lampeskærme er åbenbart ikke noget, man bruger i Toscana. Hun lukker døren bag sig og rækker ud efter afbryderen på væggen for at tænde lyset men opdager så, at det ikke er nødvendigt. Et vindue øverst i dørhvælvingen sikrer rigeligt med dagslys.
   To døråbninger fører til henholdsvis køkkenet og spisestuen. Hun vælger spisestuen, som er domineret af et smukt, antikt udseende langbord af træ omgivet af enkle træstole med fletsæder. Der er ikke andet i rummet. Ud over altså de nøgne elpærer, de bare vægge og de rå, ujævne stengulve, som åbenbart er et gennemgående tema. Der er ingen malerier, skulpturer eller anden pynt. Dog har væggene i dette rum fået en svag gul farve i modsætning til den knækkede hvide farve, der var brugt i entreen. Fra spisestuen kan hun atter vælge at komme ud i køkkenet, eller ud i en fordelingsgang. Hun vælger gangen. De tre døre på højre hånd fører alle ind til identisk indrettede soverum: en seng, en dragkiste til fralægning og et klædeskab til hvert rum. Alt i mørkt træ som står i flot kontrast til de bare vægge i den knækkede hvide farve. Den eneste dør på venstre hånd fører ind til et aflangt baderum. Synet, der møder hende, er nærmest surrealistisk, og hun trækker på smilebåndet ved tanken om artiklen i det danske boligmagasin, hun læste i taxien på vej herop: "Badeværelset - oasen der kalder på din indre gudinde". Der er ikke meget oase eller gudinde over dette baderum. Som i de andre rum er her synlige træspær og rå vægge, herinde i den svage gule farve. Derudover et helt enkelt hvidt toilet med matchende håndvask. Og for enden af rummet den store bruseplads, der er markeret ved, at gulvet i den ende er et par centimeter lavere i hele rummets bredde. Ud fra endevæggen hænger et brusehoved og et armatur til at regulere mængden af henholdsvis koldt og varmt vand. Brusedør eller badeforhæng findes ikke. Der er lang vej til det velværetempel, der var afbilledet i artiklen: marmorgulve, spa og bruseniche med ikke bare en bruser, men et helt brusepanel med massagestråler. Men så længe der er vand i hanen, kan hun da få sig et bad. Hun går ned til endevæggen for at teste det med vandet i hanen. Jo, det virker skam.
   På vejen tilbage stopper hun op ved rummets store nordvendte vinduesparti og nyder udsigten over gårdens vinmarker. Hun kørte langs med dem på vej op til vingårdens indgang, men da var de bare en masse grønt uden for en bilrude. Dette er noget ganske andet. Da hun slipper det flotte syn, bemærker hun de indvendige skodder. Og har dermed fundet endnu en effekt, der understreger det rå, nærmest ufærdige udseende overalt i Ruinen: de manglende gardiner. Vil man skærme af for lyset, sker det ved at lukke de indvendige skodder af træ for vinduerne. På vej ud fra baderummet hæfter hun sig ved dørens udseende. Den er ikke anderledes end de andre, og alle som en er de ... tja, forfærdelige. De er så skrammede og beslagene ser rustne ud. Hvorfor har man dog ikke valgt at male dem eller skifte dem ud? For enden af gangen fører en trappe op til de to øvrige etager, der begge indeholder et antal soverum og et baderum, alle indrettet som i stueetagen med en præcision, der nærmer sig det skræmmende.
   Tilbage i stueetagen når hun via spisestuen ud i køkkenet, hvor der står der endnu et langbord, også af træ. Dette er mere råt i sit udseende, konstrueret af mørke egetræsplanker. Igen flankeret af de enkle træstole med fletsæder. Køkkenet er stort, med store dybe skabe af træ, der gemmer på fade, tallerkener og krus, alt udført i solid keramik i kraftige gule, grønne og blå farver. Det matcher faktisk rummets intense solgule vægfarve. Hvor mon køleskabet gemmer sig? For sådan et er der vel? Hendes bange anelser bliver gjort til skamme, da hun i et særskilt rum i den ene ende af køkkenet, ude af syne så illusionen bevares, finder både køleskab og fryser, kaffemaskine, elkedel, ja sågar en mikroovn. Og længere inde i denne tidslomme fra nutiden finder hun også vaskemaskine og tørretumbler. Tilbage i selve køkkenet bemærker hun den ro, der er over rummet. Og forstår, hvorfor man har valgt at placere alle de nymodens hjælpemidler i et rum for sig selv.
   En ruin er det ikke. Alt virker planlagt. Ejeren må have ønsket og ihærdigt arbejdet sig frem mod dette resultat. Det må siges at være minimalisme i sin ypperste form. Spartansk er måske endda mere passende. Minimalisme tillader jo trods alt en lædersofa. Sofa. Hun har ikke set en eneste sofa eller tilsvarende behageligt møbel under sin rundtur. Bortset fra sengene i soverummene, der alle så yderst indbydende ud. Altså ingen sofa. Det bliver nok den største udfordring. Det manglende tv og internet var hun forberedt på hjemmefra og har derfor medbragt et udvalg af gode bøger, hun længe har ønsket at få læst. Bøgerne kommer dog til at vente. Hun er blevet tørstig og går tilbage til tidslommen, hvor hun finder køleskabet fyldt til randen med et udvalg af dagligvarer. Enten har Sebastian overdrevet hendes ønsker overfor vinbonden eller også har toscanske vinbønder en særegen opfattelse af "det mest nødvendige til de første par dage". Hun udvælger sig en flaske med et billede af en appelsin og teksten "succo di arancia". Det må være appelsinjuice konkluderer hun, helt uden hjælp fra sin nyindkøbte italienske rejseparlør.
   Med tørsten slukket føler hun sig klar til at udforske arealerne rundt om Ruinen. En dør fører fra køkkenet ud på en stor vestvendt terrasse, udstyret med et tredje langbord. Hvad er der med de italienere og deres langborde? Har de aldrig hørt om "middag for to"? Fra terrassen er der en fænomenal udsigt over vinmarkerne, der som en stor grøn sø omgiver vingården på alle sider. Terrassen fortsætter rundt om bygningen, som var den en ringmur, og udvider sig på bygningens sydvendte langside for at give plads til et sandt drømmesyn: en pool. Hvordan kan hun have overset denne overdådige luksus under sin rundtur? Hun kaster et blik ind ad de glasklædte døre, der fører ud til denne del af terrassen, men bliver alle tre steder mødt af lukkede skodder. Soverummene! Skodderne havde været lukkede i samtlige soverum. Hun havde konkluderet, at det måtte være for at holde varmen ude, og havde derfor ladet dem forblive lukkede. Hun bemærker knapt, at smilet omsider har fundet tilbage til hendes ansigt, da hun går ind, hanker op i rejsetaskerne og bærer dem ind i stueetagens midterste soverum.

Hun er i vildrede. Hun er lige vågnet. Skoddernes sprækker afslører, at det er lyst udenfor, og efter et par sekunders tankevirksomhed husker hun, hvor hun er. Ruinen i Toscana. Alene. Som hun har været det i to uger nu.
   Hun ryster på hovedet i et forsøg på at få de mange billeder, der bliver ved med at dukke op på hendes nethinde, til at fortrække til underbevidstheden, hvor de hører hjemme. Hun ved, at hun er vågen, men porten til drømmeverdenen står tilsyneladende fortsat på vid gab. Hun beslutter sig for at tage en dukkert. Om ikke andet kan det kolde gys måske vække portneren, så hun igen kan tænke klart. En svømmetur senere ser hun stadig yderst detaljerede billeder, ja nærmest små filmsekvenser for sit indre øje. En ny plan er påkrævet, hvis hun vil generobre retten til selv at vælge, hvad hun vil se. Måske skulle hun prøve at skrive det hele ned.
   En hurtig omklædning, et stykke frugt og et glas mælk senere sætter hun sig til rette i en af solvognene ved poolen, bevæbnet med notesblok og kuglepen. Fast besluttet på at trække billederne ud af sin bevidsthed og ned på papiret, lader hun blækket erobre den ene side efter den anden. Et par gange i løbet af dagen tvinger tørsten hende tilbage til virkeligheden, og hun lægger modstræbende blokken fra sig for at tilfredsstille kroppens behov. Som eftermiddagen skrider frem står det klart, at kuglepennen er i gang med uropførelsen af noget, hun endnu kun ser i glimt, men som føles uendeligt vigtigt. Følelsen er så intens, at hun overvejer at springe den daglige gåtur til landsbyen over. Et par skiver brød med pålæg kan vel gøre det ud for aftensmad? Hun bladrer siderne igennem, overrasket over omfanget. Men billederne er ikke længere så påtrængende, så planen virker. Eller også er det sulten, der har overtaget styringen.
   Solen er på vej mod horisonten, da hun lettere splittet rejser sig fra solvognen og sætter kurs mod velværetemplet, som hun med et strejf af ironi har døbt baderummet. For enden af vejen møder hun Vincenzo, manden der i det daglige passer vinmarkerne. De to har udviklet en særegen kommunikationsform bestående af en uskøn blanding af engelsk og italiensk samt diverse fagter og kropsprog. Vincenzo brokker sig atter over vejret, han ønsker sig regn. Det har ikke regnet siden midten af juni, og det er nu midten af juli. Hun peger på kunstvandingsanlægget og siger, at det nok skal gå. Kunstvandingen er vel netop til for at sikre, at planterne får de nødvendige mængder vand. Vincenzo sparker i jorden, så det hvirvler op med støv og gestikulerer sigende, mens han fremkommer med en længere svada om tørken. Hun medgiver, at det er tørt, men slår samtidig ud med armene og argumenterer for, at helhedsindtrykket stadig er grønt og frodigt. Vinmarker, olivenlunde og solsikkemarker afløser hinanden, og ingen af markerne ser ud til at lide under den manglende regn. Vincenzo griner og peger på sig selv, mens han tilkendegiver, at han lider. Grinende tager hun afsked med Vincenzo og fortsætter ned til landsbyen, hvor hun lidt forsinket i forhold til normalt indfinder sig hos Alessandro's, restauranten på det lille torv.
   Tjeneren Gino byder hende velkommen og stiller det obligatoriske, men unødvendige spørgsmål: Hun ønsker et bord til hvor mange personer? "Per una persona, per favore" svarer hun og beder til, at hun får endelser og udtale korrekt. En rejseparlør er en god ting, men hun kan jo ikke ligefrem stå og læse op af den. Gino viser hende hen til et af de små borde langs væggen og rækker hende et menukort. Hun bestiller straks en karaffel vand, en portion salat og lidt brød inden Gino overlader hende til menukortets store udvalg. Hun beslutter sig for at prøve spaghettien og afgiver bestillingen, da Gino vender tilbage.
   Få øjeblikke senere er hun atter alene ved bordet, og i tankerne følger hun op på Ginos spørgsmål. Det evindelige spørgsmål. Hvorfor spiser, rejser og lever hun alene? Hvorfor kan hun ikke få det til at fungere med en mand? Falde til ro, som man siger. Hvis hun bare kunne finde en mand som Sebastian, en som vil forstå, hvad hun mener, tænker og føler. Selv når det, hun siger, er usammenhængende eller ligefrem volapyk. Hun ved godt, at hun stiller store krav, for store krav. Det har mere end én mand gjort hende opmærksom på indtil dato. Og det er heller ikke retfærdigt af hende at trække paralleller til Sebastian. Han har jo immervæk et betragteligt forspring, i og med at de har kendt hinanden, siden de begge gik med ble. Sebastian boede sammen med sine forældre i nabohuset, og deres glæde var stor, da de kom til at gå i samme klasse. Efter folkeskolen fortsatte hun på handelsskolen, mens Sebastian valgte gymnasiet. Efter tre års studier kastede hun sig ud i erhvervslivet, mens Sebastian rejste ud i verden. De næste to år var det strømmet ind med postkort fra så forskellige steder som Finland, Guatemala og Toscana. I dag ville man vel betegne de to år som fjumreår, særligt fordi Sebastian mest af alt var rejst ud i verden for at finde ud af, hvad han ville med sit liv. Toscana var blevet endestationen for fjumrehovedet. Efter en sæson som medhjælp på vingården, var Sebastian rejst hjem til Danmark, fuldstændig afklaret om sine fremtidsplaner: Han ville være pædagog! Det kalder stadig et smil frem på hendes ansigt, når hun tænker på Sebastians mange forgæves forsøg på at forklare, hvordan vinplukning kan føre til en sådan åbenbaring. Spydighederne må hun hellere afstå fra, når hun kommer hjem. Den vinbonde, der ejer Ruinen, er den samme som for godt ti år siden gav Sebastian tag over hovedet i nogle måneder. Heldigvis for hende har Sebastian holdt kontakt til vinbonden, eksempelvis deltager han så godt som hvert eneste år i høsten.
   Tankerækken afbrydes, da hendes spaghetti alla bolognese ankommer, og hun bemærker, at restauranten denne aften er godt besøgt af andre turister. Således er flere forskellige tungemål repræsenteret alene ved bordene i hendes umiddelbare nærhed. Dansk hører hun dog aldrig. Det virker til, at hendes landsmænd endnu har til gode at opdage det afsides landlige og bjergrige Toscana. Det er heller ikke nemt for bjergkæder, vandløb, søer, marmorbrud, grotter, hyrder og vinmarker at konkurrere med kendte byer som Firenze og Pisa. For slet ikke at tale om andre dele af Italien, herunder verdensberømte Rom eller Venedig. Men de sprog, der tales denne aften, afslører, at i hvert fald englændere, tyskere og en flok nordmænd har fundet vej hertil.
   Gruppen fra Norge ligner et sølvbryllupsselskab: Et ældre ægtepar, der har inviteret deres fire børn og disses ægtefæller samt den yngste gren af familien, børnebørnene, på en rejse til Toscana i stedet for at holde en fest i anledning af sølvbrylluppet. Hun har endnu ikke set alle børnebørnene sidde på deres stole samtidigt, så hun er usikker på antallet, men der er vel en otte-ti stykker. Som alle løber rundt og leger med hinanden, når de ikke lige er henne ved bordet for at få stillet sult eller tørst. Familieidyl.
   I det samme bryder et højrøstet skænderi ud ved tyskernes bord. Tysk lærte hun i folkeskolen, men valgte det fra på handelsskolen til fordel for fransk. De sidste par uger har hun ønsket, at hun havde valgt italiensk. Så vidt hun kan tyde skænderiet, er de to børn blevet uenige om, hvis tur det er til at sidde på forsædet. Forældrene forsøger at mægle og rede trådene ud, men begge børn fastholder, at det er deres tur. Alle ved bordet hæver stemmerne, og far ender med at beslutte, at ingen af børnene sidder på forsædet under hjemturen, hvilket fremkalder et sandt raseri-inferno hos begge børn, og et undskyldende smil fra mor til de øvrige gæster i restauranten. Sikke en ballade.
   Hun burde ikke være overrasket. Det har været mønsteret så længe tilbage hun kan huske: Hver gang hun har været vidne til en vellykket familiesituation, er denne blevet afbrudt eller fulgt op af et ditto mareridts-scenario. Og hun bliver dermed bekræftet i, at det er det rigtige valg hun har truffet. Ikke at få børn altså. Hvilket igen er en af hovedårsagerne til, at hun ikke er faldet til ro. En enkelt gang havde hun fundet sammen med en mand, som hun sagtens kunne se sig selv blive gammel med. Men han forstod ikke hendes modvilje mod at få børn. Selv så han frem til at blive far med alt hvad dette indebar. Hertil hørte naturligvis ikke, at han skulle opgive sin karriere, for det var jo hende, der som moderen, var den mest nærliggende til at blive hjemme hos børnene. Måske kunne hun genoptage arbejdet på deltid, når børnene blev lidt større ... Ligestilling. Ha! Ikke at hun behøver at bekymre sig om at miste sin position på arbejdsmarkedet længere. Man kan vist ikke komme længere ned i hierarkiet end arbejdsløs.
   Hun er blevet færdig med hovedretten og beslutter at forkæle sig selv med en dessert. Gino remser op, hvor mange forskellige "gusti" hun kan vælge imellem indenfor kategorien "gelato", med en lidenskab, der er beundringsværdig, når man tager i betragtning, at det er noget, han formentligt gør flere gange dagligt. Hun beslutter sig for en is komponeret af kugler med henholdsvis chokolade-, vanilje- og, på Ginos anbefaling, kaffesmag.
   Hun bemærker ikke den kølige aftenluft, som tager imod hende uden for restauranten. Som var hun på autopilot, begynder hun gåturen tilbage til Ruinen, alt imens hendes tanker fortsætter med at kredse om hendes aktuelle karrieremæssige situation. Hun krymper sig stadig, når hun tænker tilbage på den ydmygende oplevelse. Aldrig havde hun troet, at det skulle ske for hende. Det var en fredag eftermiddag, sidste hverdag i måneden. Hun blev kaldt ind til direktøren, hvor hun i korte vendinger fik forklaret, at hun kunne undværes. Direktøren forsøgte at pakke det pænt ind, forklare at hun bestemt var talentfuld og havde været til stor hjælp for virksomheden og en hel masse andet, som hun slet ikke opfangede. I slutningen af samtalen skubbede direktøren et ark papir over bordet og bad hende underskrive det. Det var hendes opsigelse. Hun forlod direktørens kontor, gik hen til sit eget kontor to døre længere henne ad gangen og satte sig bag sit skrivebord. Et par kolleger stoppede ud for hendes dør på deres vej hjem, stod der et par sekunder, tydeligt beklemte, inden de ønskede god weekend og så flygtede videre ned ad gangen. Hun sad bare.
   De næste to uger havde tæret på hende. At skulle stå op om morgenen, iføre sig et af de figursyede jakkesæt, der havde været hendes uniform de sidste mange år, sætte det lange hår op i en fiks frisure, lægge en diskret make-up, der fremhævede hendes klare blå øjne og høje kindben. Blot for at tage ud til virksomheden og indtage sin plads i en stol lidt bag skrivebordet, hvorfra hun instruerede sin efterfølger i løsningen af diverse opgaver. Hun havde følt sig udnyttet, men havde besluttet, at hun ville fuldføre sin opgave.
   Fritstillingen efter de to ugers indkøringsperiode for den nye medarbejder havde været en gave og en forbandelse på samme tid: Den havde givet hende en masse fritid. Faktisk havde det ikke givet hende andet end fritid. Den situation havde hun aldrig været i før. Inden hun fulgte Sebastians råd og rejste væk, havde hun læst sin genpart af det famøse papir så mange gange, at hun huskede ordlyden bedre end Fadervor: "Det er med stor beklagelse, at vi ser os nødsaget til at opsige dig fra din stilling som marketingchef. Opsigelsen er nødvendiggjort af virksomhedens fortsatte ekspansion, herunder den nylige beslutning om at opdyrke udenlandske markeder, hvilket kræver, at stillingen udfyldes af en medarbejder med international erfaring. Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige dig tak for din yderst engagerede og kompetente arbejdsindsats gennem de seneste 12 år." Derefter var der et par afsnit om alle de praktiske detaljer: løn i en seks måneders opsigelsesperiode, fritstilling fra det øjeblik den nye medarbejder, der skulle overtage hendes stilling, var sat ind i tingene, tre måneders løn som fratrædelsesgodtgørelse og en flot anbefaling.
   Hendes fagforening havde forklaret hende, at da hun ikke havde international erfaring, var virksomheden i sin gode ret til at opsige hende for i stedet at ansætte en anden og bedre kvalificeret medarbejder i stillingen. Desuden havde fagforeningen sagt, at hun skulle være taknemmelig, fordi virksomheden gav hende tre måneders løn som godtgørelse. Ifølge loven var hun kun berettiget til en måneds løn. Taknemmelig?! Hun fnyser ved tanken og skridtene bliver længere. Hun havde brugt godt tolv år af sit liv på den virksomhed. Hun var startet som kontorelev, og da en stilling i marketingsafdelingen blev ledig i tilknytning til udløbet af hendes elevtid, sagde hun ja tak til at blive i virksomheden. Hendes ildhu, kreativitet og ufejlbarlige intuition angående markedets reaktionsmønstre, havde hurtigt ført hende til tops i afdelingen. Desværre gav ingen af disse egenskaber hende den eftertragtede internationale erfaring. Det går op for hende, at hun allerede er slået ind på den vej, der fører op til Ruinen, og hun sætter tempoet ned. Hun er blevet helt svedig af det raske tempo. Til hvilken nytte? Jobbet er ikke længere hendes. Men der er andre jobs at få. Hun må bare i gang med jobsøgningen, når hun kommer hjem. Heldigvis får hun jo sin løn de næste tre måneder med. Fratrædelsesgodtgørelsen har hun besluttet at sætte til side. Det er altid rart at have noget i baghånden.

Hun lukker skodderne for vinduerne i soverummet for sidste gang og lader tankefuldt fingrene løbe hen over træet. Hvad hun i begyndelsen opfattede som råt og ufærdigt, føles nu helt rigtigt.
   Taskerne står klar ved fodenden af sengen. De mange sider, hun har fået skrevet gennem de sidste par uger, er omhyggeligt pakket ned i hendes håndbagage. Det viste sig at være en roman, der trængte sig på. Hun skrev en del i sin ungdom, men siden anvendte hun al sin kreativitet på jobbet. Nu er det hendes tur til at skulle forklare Sebastian, hvordan et ophold på en vingård kan føre til beslutningen om at forlade marketingsbranchen for i stedet at forsøge sig som forfatter.
   Der er meget, hun ønsker at tale med Sebastian om.