Ansigtet med de sorte øjne, den krumme næse og den spidse hage falder af og afslører et forbrændt menneskehoved. Resten af heksedragten går op i flammer og en hel menneskekrop står i brand. Midsommerbrisen sender et vindpust i Amalies retning, og maven gør oprør ved lugten af det brændte kød.
   Opkastreflekserne vækker Amalie fra den mareridtslignende genudsendelse af gårsdagens begivenheder, og hun styrter ud til toiletkummen. Der er kun mavesyre tilbage at ofre. Hun ruller ud og går direkte ind under bruseren. Sæbeduften og det varme vand kan dog ikke udvirke mirakler: Selvom det store spejl er helt dækket af vanddamp, da hun rækker ud efter håndklædet, husker Amalie stadig alle de grufulde detaljer. Elendig timing. Hun har brug for at være fokuseret i dag. Mon den knælange sort/grå tunika i asymmetrisk snit er at skyde over målet? Hvis hun kombinerer den med gladiatorsandalerne bør resultatet blive tilpas afslappet. Hvad havde de andre på? Jeans. Men var det ikke kun Richard, fotografen? Den mandlige fotograf. Hun er vist klar til at date igen.
   Morgenkåben tager sig af de sidste dråber på huden, og et håndklæde viklet om det lange hår starter tørringsprocessen øverst, mens Amalie rister brød og koger vand. Tankerne kredser igen om den frygtelige oplevelse ved sankthansbålet. Mødrene gennede hurtigt børnene væk fra stranden, mens spejderlederne organiserede de tilbageværende i en kæde fra vandkanten til bålet og tilbage igen. Inden brandvæsenet nåede frem, havde Amalie løftet sin andel af spandene. Allerede i 70'erne, mens hun selv var en af ulveungerne, skulle hver spejder medbringe en spand til sankthans. Hun var ikke den eneste forhenværende spejder, der stadig medbragte spand til den årlige midsommerfest, selvom der aldrig havde været brug for dem. Før i går. Det vender sig atter i hende. Det lugter brændt, og en lille røgsøjle fra brødristeren afslører, at brødet har fået for meget. Amalie synker et par gange, trykker på udløserknappen og smider den rygende brødskive over i håndvasken. Teen bærer hun med hen til skrivebordet, hvor dagens e-mails ankommer til indbakken. De fleste er nyhedsbreve fra diverse foreninger, som hun burde få sendt til sin arbejdsmail fremover. Sin nye arbejdsmail. Mon Per husker, at hun starter i dag? Der er gået to måneder siden jobsamtalen på redaktørens kontor. En af de mere usædvanlige af slagsen. Per bladrede gennem bunkerne på sit skrivebord efter hendes ansøgning og var synligt lettet, da Amalie rakte ham et ekstra eksemplar, men i næste sekund lagde han papirerne fra sig uden at have set på dem.
   "Ved du, hvorfor du er her?"
   "Fordi jeg har søgt jobbet som journalist?"
   "Det var der mange, der gjorde. Hvorfor er DU her?"
   "På grund af min utraditionelle og indlevende skrivestil?"
   Per trak på smilebåndet.
   "Vi skal nok lære dig journalistikken. Vi kan derimod ikke give dig historierne. De skal komme fra dit netværk. Og sjældent har jeg mødt et menneske, der kender så mange. Sover du aldrig?"
   Amalie svarede noget i retning af, at når hun ikke sov, foretrak hun andres selskab. Hvilket er sandt. Hun har altid haft en stor kontaktflade, men at det skulle blive afgørende for hendes ansættelse, var hun faktisk lidt stødt over. Efter de mange år indenfor reklame- og kommunikationsbranchen behøver hun ikke oplæring i at formulere sig. Hun forsøgte at dække over sine følelser ved at spørge ind til de mange tegninger, der prydede væggene.
   "Værkerne er vel pigernes? Hvor gamle er Ida og Maja nu, syv og fem?"
   Manden på den anden side af bordet lyste straks op i et blændende smil og lod stolen vippe bagover.
   "Ida er lige fyldt otte. Hun bidrager ikke længere helt så ivrigt til min kunstsamling."
   "Måske skulle Rita låne hende et par lærreder. De kunstneriske gener er vist gået i arv, og børnetegninger er ... ja for børn."
   "Lige nu er Ida mere interesseret i heste. Og når hun ikke er på rideskolen med kusinerne, er hun til spejder med fætrene."
   "Så de er faldet godt til i din store familie?"
   "Pigerne ja. Alene det at have fået bedsteforældre! Rita var mere ... overvældet. Hun havde jo kun sin søster og pigerne. Men nu hvor Rita har været igennem samtlige familietraditioner mindst tre gange, hjælper det på det. At jeg kan tage over med pigerne, giver også Rita mulighed for at tage på flere af sine retreats. Og vi er da kommet helt væk fra emnet, det her er ikke et interview til en portrætartikel. Du ville nu egne dig fortrinligt til det, så mind mig om at sætte dig på den type opgaver også."
   Dermed var Amalie ansat.

Computeren er gået i dvale, da hun rejser sig. På badeværelset konspirerer væg til væg-spejlet og de skarpe spots i loftet om at hive Amalie ud af eventuelle vildfarelser, og selvom maven stadig kan gå for at være flad, og appelsinhuden på lårene er minimal, stiller hun sig nærmere spejlet, så kun brystpartiet og opefter er synligt, mens hun føntørrer det mørke hår. Hun tjekker rødderne og laver en mental note om at bestille tid til farvning. De fine rynker ved øjnene kamufleres med makeup. Hun har altid været glad for de klare blå øjne, og hun fremhæver dem gerne med både mascara og eyeliner. I dag må der også lidt brunt på øjenlåget for at dække over den dårlige nattesøvn. I sidste øjeblik beslutter hun sig for at supplere tøjvalget med den korte, tætsiddende jakke.
   Den blafrende lyd af politiets afspærringstape ved nedgangen til stranden får hende til at se mod højre: Solen er for længst stået op, der er ingen skyer, havet er roligt. Smagen af saltvand fylder atter luften. Kun den rød/hvide strimmel afslører, at der er sket noget grusomt. Amalie låser cyklen op og kaster et blik tilbage mod bygningen. Helt som ventet får hun øjenkontakt med Østtyskeren, der sidder ved sit vindue. Det er ikke pænt at give andre mennesker øgenavne, og Østtyskeren er jo slet ikke tysker. Men hun følger med i naboernes gøren og laden i en sådan grad, at Stasi med garanti ville have udnævnt hende til æresborger. Da cyklen svinger ind på vejen mod centrum, flyttes Amalies fokus til lokalavisen: Ingen avis læses mere af indbyggerne i byen og de omkringliggende lokalsamfund. At man kommer i et af de større blade går upåagtet hen, men har man været i lokalavisen, SÅ bliver der talt om det. Amalie kæmpede en hård kamp for at få sine seneste arbejdsgivere omtalt positivt i netop denne avis. Men en ting er at bruge avisen i markedsføringssammenhæng, noget andet er at arbejde for den. Alle på redaktionen er uddannede journalister. Og bortset fra Per er de alle kvinder. Som ifølge rygterne havde udset sig en mandlig, journalistuddannet ansøger til at udfylde hullet efter Kjeld, da han fik job på et af de større dagblade. Per valgte Amalie.

Amalie skubber døren op til avisens redaktionslokale og bliver mødt af et højrøstet skænderi fra Pers kontor, som slutter da Richard stormer ud derfra.
   "Så er Rita på et af sine retreats igen. Hver gang bliver Per helt umulig," Richard ruller med øjnene og slår ud med armen: "Denne vej, Amalie. Vi skal netop til at starte et redaktionsmøde."
   Hun følger efter Richard gennem det åbne kontorlandskab og ind i personalekantinen.
   "Hvis de damer har et øjeblik? Det her er Amalie, vores nye kollega. Ved vinduet har vi Lone, som dækker indbrud og andre sindsoprivende begivenheder. For enden af bordet er det Jane, vores kaffe- og kage reporter. Jeg skaffer de billeder, der gør avisen værd at læse. Per får det hele til at gå op i en højere enhed, sammen med Bitten, hans højre hjernehalvdel. Hvad du skal lave står hen i det uvisse."
   "Tak Richard, vi skal nok lige have en snak om, hvordan man tager imod nye medarbejdere. Godmorgen Amalie og velkommen til."
   Amalie tager imod Bittens fremstrakte hånd.
   "Tak. Og der er ingen skade sket."
   "Godt. Lad os komme i gang. Per støder til om et øjeblik."
   "Jeg går ud fra, at det ekstraordinære redaktionsmøde skyldes, at nogen har stoppet et menneskelig ind i årets heks og futtet det af, uden at nogen anede uråd?" indleder Richard.
   "Er vi sikre på, at vedkommende var død inden?" indskyder Amalie.
   "Jeg kan godt lide din tankegang!" smiler Lone.
   "Lone har siddet for længe med krimistoffet! Kun en person med en syg, syg tankegang, ville ønske for nogen at blive brændt levende," forklarer Richard.
   Inden Lone kan nå at tage til genmæle, byder Jane ind med en oplysning.
   "Det samme skete i et afsnit af Bones."
   "Hvad er Bones?" vil Richard vide.
   "Hvor meget ligner vores Heksemord?" spørger Bitten.
   "Der skulle være et bålarrangement på universitetet før en vigtig kamp. De studerende stjal konkurrenternes maskotuniform. Da de satte ild til uniformen, var der et menneskelig indeni," uddyber Jane, mens hun undertrykker et smil fremkaldt af Richard, der forsøger at se såret ud.
   "Hvornår blev det afsnit af Bones vist?" spørger Lone og noterer ivrigt på sin medbragte blok.
   "Det er ikke helt nyt, men der vises genudsendelser på forskellige tidspunkter," forklarer Jane.
   "Hvordan kan det være, at I alle kender den samme makabre tv-serie?" forsøger Richard sig igen.
   "Den mandlige hovedperson er lækker, okay?!" svarer Jane og anlægger samme tonefald som mødre anvender til deres børn i supermarkedet sidst på eftermiddagen.
   "Jeg går ud fra, at Heksemordet er min historie?" spørger Lone og ser hen mod døren, hvor Per har taget opstilling.
   "Naturligvis. Og resten af redaktionens. Men du er på krimi-vinklen. Tal med politiet og følg efterforskningen. Richard, jeg vil have billeder. Tag med Lone på stranden og skaf nogle billeder i dagslys. Gerne med en masse politifolk, der snuser rundt. Jane, du tager den menneskelige vinkel. Få fat i dem, der var til stede og få deres oplevelser på tryk. Amalie, du kender spejderne ikke?"
   "Jo."
   "Fint, så dækker du optakten. Hvad skete der, inden det gik galt. Du kan hente dækningen fra de foregående år frem i arkivet. Hvis du retter nogle få faktaoplysninger, skulle din del være klar til at gå i trykken. Vi må udsætte den journalistiske oplæring til næste udgave. Sæt i gang, vi har travlt."
   "Sæt i gang", vrænger Richard og forsvinder sammen med Lone og Jane, mens han mumler noget om økuller.
   Bitten ser efter ham med et par mindre klædelige rynker ved de sammentrukne øjenbryn, men sender så Amalie et smil.
   "Amalie, du får Kjelds skrivebord. Inden du går i gang, får du en hurtig intro til vores it samt en rundtur til annoncesælgerne og resten af tandhjulene. Ja, den titulering foretrækker de administrative."
   Amalie er nået igennem introduktionspakken, og den diktafon, hun har gennemsøgt indholdet af Kjelds skrivebord for at finde, har netop åbenbaret sig, da Per kommer hen til hende.
   "Mangler du noget?"
   "Nej, Kjeld har vist efterladt alt på nær sine familiefotos, så jeg er godt forsynet."
   "Fint. Jeg smutter tidligt, for jeg er alene med pigerne i denne uge. Men jeg arbejder hjemmefra, så bare ring eller skriv. Bitten har mit nummer og min mailadresse"
   "Per, måske hører det under Lones vinkel, men jeg kunne også prøve at tale med min overbo om Heksemordet?"
   "Din overbo?"
   "Ja. Vi bor jo lige ved nedgangen til stranden, og Barbara ser alt. Virkelig alt. Fra sin stue kan hun se bålpladsen og et godt stykke af stranden."
   "Stranden? Jamen så tal du med hende. Men spejderne først. Når du har et udkast klar, sender du det til min mail."
   Amalie nikker og ringer til den lokale gruppeleder.
   "Hej Rasmus, det er Amalie. Er du på arbejde?"
   "Nej, jeg har taget fri i dag. Efter det der skete i går, har jeg stillet mig til rådighed for politiet."
   "Ude ved spejderhytten?"
   "Ja."
   "Må jeg komme forbi?"
   "Det er sandt. Du har fået nyt job, frøken journalist. Men ja, kom du bare forbi. Jeg sætter te over."

Rasmus vinker hende ind i selve spejderhytten, hvor duften af nybrygget te fylder rummet.
   "Politiets teknikere kaster nervøse blikke efter mig, hver gang jeg går udenfor, så nu bliver jeg her, til de er færdige."
   "Har de været herinde?"
   "Ja, til en start. Men siden jeg spurgte dem, hvordan vi skulle få et meterhøjt kors med tværbjælke ud gennem døren, har de huseret ude under halvtaget."
   De sætter sig på hver sin side af langbordet. Mens Rasmus hælder te op til dem begge, laver Amalie endnu en sammenligning, men finder heller ikke denne gang andre forskelle fra tvillingebroren end øjnene. Hvor Magnus' øjne udstråler alvor, er Rasmus' legende. Men ikke i dag.
   "Du ser træt ud, Rasmus. Er du sikker på det er okay, at jeg er her?"
   "Jeg har det bare svært med at netop min gruppes sankthansfest skulle ... forbandes. Men du er velkommen, Amalie. Hvordan har du det?"
   "Jeg sov ikke helt godt i nat. Men ellers har jeg det fint. I nyt job, men det ved du jo."
   "Og privat? Ser du nogen?"
   "Ikke lige nu."
   "Er det et tilbud?" Rasmus' blå øjne får i et kort øjeblik deres velkendte udtryk tilbage.
   "Jeg dater kun en bror pr. familie, ellers bliver det for indviklet. Er du ikke også på vej til Canada?"
   "Jo, jeg fik svar i sidste uge. Den udstationering bliver på mange måder som at starte et nyt liv."
   "Mens du er i det poetiske hjørne, skal vi så tage hul på spørgsmålene?"
   "Fyr løs."
   Amalie placerer diktafonen på bordet og trykker på optageknappen.
   "Var der noget usædvanligt ved dette års forberedelser?"
   "Niks, alt kørte på skinner. Spejderne delte løbesedler ud i kvarteret, så alle huskede at gemme træ og andre brændbare materialer. I weekenden før sankthans samlede forældrene det ind på trailere og kørte det til bålstedet på stranden."
   "Hvad med heksekostumet? Var det ikke mere kunstnerisk udført, end det plejer at være?"
   "Jo, skolens håndarbejdsklasse fik hjælp af nogle fingernemme mødre i år. Spejderne monterede heksen på korset."
   "Det er stadig spejderne, der står for selve trækorset?"
   "Ja. I år brugte vi godt nok nogle mere solide materialer, fordi vi ville sikre os, at heksen for en gangs skyld nåede til Bloksbjerg FØR korset gav efter for flammerne. Da Per kom for at hente Ida, var han helt med på ideen og nævnte flere fædre, som ville være stærke nok til at bære heksen ned til stranden. Nogle af dem brokkede sig nu alligevel over vægten."
   "Jeg var selv med i optoget fra hytten til stranden. Men hvad sker der, fra heksen er placeret på bålstedet, til vi kommer tilbage om aftenen?"
   "På stranden? Ikke noget. Vi venter jo netop med at pakke bålet rundt om heksen for at undgå, at smådyr søger tilflugt i brændestablen. Vi vil jo ikke brænde levende ..." Rasmus synker kraftigt et par gange, og Amalie skifter emne.
   "Så alle er med henne på boldbanerne?"
   "Ja. Det kræver faktisk en del at holde styr på de mange forskellige konkurrencer, uddele præmier og sælge snobrød, pølser og juice. Det store bål blev tændt kort før klokken ti. Da ilden fik fat, sang vi midsommervisen. Normalt følger så lyden af heksehyl og balloner, der springer."
   "Var der heksehyl og balloner i år?"
   "Det skulle der være. Vi fyldte dragten ud, som vi plejer. Men jeg husker kun skrigene. Og lugten."
   "Hvor fylder I heksedragten ud?"
   "Under halvtaget," svarer Rasmus og peger ud mod politiets teknikere.
   Amalie ser på sit armbåndsur. Klokken er allerede blevet halv tre. Per venter på hendes udkast.
   "Giver du lyd fra dig, hvis du får noget at vide? Jeg skal tilbage på redaktionen."
   "Selvfølgelig."

"Jeg skulle være taget med dig i stedet, Amalie. Nu må vi klare os med din øjenvidneberetning!" udbryder Richard, inden døren har lukket sig bag hende.
   "Øjenvidne...?"
   "Sig ikke, at du var kørt inden anholdelsen?"
   Amalie kan ikke helt afgøre, om Lone lyder truende eller skræmt. Hun ser fra Lone til Richard og tilbage igen. Begge ser blot afventende på hende. Bitten træder til med en forklaring:
   "Politiet har anholdt spejderlederen. Er det ikke Rasmus, han hedder?"
   Amalie nikker.
   "Var du der?" vil Lone vide.
   "Ikke da han blev anholdt, men ... Det må være en fejl, jeg kender Rasmus!"
   "Han stoppede kvinden ind i heksen ude ved spejderhytten, og lod fædrene bære hende ned til stranden," oplyser Lone og smækker sin blok ned i bordet.
   "Hvorfor skulle han dog gøre det? Han er på vej til Canada."
   "Måske kom kvinden på tværs af hans rejseplaner?" foreslår Bitten.
   "Har de fundet ud af, hvem hun er?"
   "Ikke endnu. Brandskaderne er for omfattende til identifikation. Det kræver DNA eller tand-ID. Og politiet har ikke fundet et match endnu. Efter obduktionen kunne de oplyse, at kvinden var død, inden hun blev brændt. Og at det er en kvinde mellem 35 og 50 år, cirka 170 cm høj og almindelig af bygning," oplyser Lone, der igen har samlet blokken op.
   "Det kan jo være hvem som helst," indvender Amalie og konstaterer, at resten af redaktionen har fået travlt med at se optagede ud ved deres skriveborde.
   "Præcis. Men hvis nu Rasmus giver dem et navn, har politiet noget at sammenligne med, og så kan kvindens familie få besked," svarer Lone.
   "Det er altså ikke Rasmus!"
   "De fandt blod og andre tekniske beviser i spejderhytten, Amalie."
   "Tjek dine kilder, Lone. Det var garanteret ikke i spejderhytten, men under halvtaget hvor alle og enhver har adgang."
   Amalie går hen til sit skrivebord og kalder sidste års artikel omkring sankthansforberedelserne frem. Hun blinker hidsigt nogle gange for at tvinge sine tårer tilbage og begynder at redigere i teksten. Per havde ret, det meste kan genbruges. Efter flere gennemskrivninger føler Amalie, at hun har gjort teksten til sin egen, og mailer udkastet til Per for godkendelse. Hun lukker computeren ned og tager sin jakke.
   "Tror du stadig ikke, det er Rasmus?" spørger Lone, da Amalie passerer hendes skrivebord.
   "Nej. Og siden du allerede har dømt ham, vil jeg prøve at se, hvad jeg kan grave frem."
   "I kan altid forsøge jer med en omgang mudderbrydning for at afgøre, hvem der har førsteret til krimistoffet," foreslår Richard, uden at modtage nogen respons.

Vreden og medvinden bringer Amalie hjem på usædvanlig kort tid, og hun har derfor stadig ikke besluttet sig endeligt for, om hun vil aflægge Østtyskeren et besøg. Lone sagde jo, at politiet havde fastslået, at liget blev anbragt i heksen ude ved spejderhytten. Omvendt sagde Lone også, at Rasmus var morder. Da hun nærmer sig bygningen, ser hun, at der ikke er tændt lys hos overboen. Malerpaletten, også kendt som Amalies anden overbo Danny, er ved at tømme sin postkasse.
   "Hej Danny. Skulle der et sommersolhverv til, før hun opdagede, at vi er gået over til sommertid?" spørger Amalie og nikker op mod Østtyskerens lejlighed. Danny følger hendes bevægelse med øjnene.
   "Hvad mener du?"
   "Hun plejer da altid at have adskillige lamper tændt"
   "Aner jeg ik' en skid om. Sidst jeg løb på den gamle kælling, påstod hun, at jeg skulle tage trappevasken på vores etage to ud af tre gange, fordi min trafik ud og ind ad bygningen er betydeligt større end hendes. Hun sidder ligefrem og noterer, hvor tit jeg kommer og går. Skide pensionist. Siden har jeg undgået hende."
   "Forståeligt. Måske skulle vi splejse til en ny notesbog? Vi to må give hende rigeligt at skrive om."
   Danny smågriner og holder indgangsdøren for Amalie, som hæfter sig ved, at den gode opdragelse ikke ligger ret langt under den rå facade, som borgmesterens søn sædvanligvis forsøger at skjule sig bag.
   "Hvis jeg lover ikke at notere noget, vil du så fortælle mig, hvem der får malet kongeblåt?"
   Danny peger på de seneste tilføjelser til arbejdstøjets hvide lærred, og Amalie nikker bekræftende.
   "Præstegården er ved at blive frisket op. Det bliver næsten som i en børnehave: Rød, gul og blå stue."
   "Jeg troede ikke, malere fik maling på tøjet?"
   "Så er det jo godt, at jeg stadig er lærling. Hov, skulle du ikke af her?" spørger Danny, da hun fortsætter med op ad trappen til næste etage.
   "Nej, jeg har lige et par spørgsmål til ... til Barbara."
   "God fornøjelse. Venter du ikke lige med at ringe på, til jeg har låst mig ind?"
   Amalie venter til Danny er nået i sikkerhed bag sin forældrebetalte hoveddør og ringer derefter på hos Barbara. Der kommer ikke en lyd fra lejligheden. Ikke engang lyden af ringeklokken. Og den plejer hun faktisk at kunne høre helt nede hos sig, når den en sjælden gang er i brug. Amalie banker på døren. Stadig ingen reaktion. Amalie overvejer at gå igen, men hvis nu Barbara ved noget, som kan rense Rasmus. Amalie tager i dørhåndtaget. Døren er ikke låst. Der er helt stille i lejligheden. Kan Barbara have glemt at låse?
   "Barbara, er du hjemme? Det er Amalie. Fra første sal."
   Intet svar. Amalie overvejer at hive sin mobiltelefon frem og ringe efter nogen. Men hvem? Ambulancen kommer kun, hvis der med sikkerhed er brug for den. Politiet sikkert det samme. Skal hun ringe på hos de andre i bygningen? Måske er Barbara blevet budt på kaffe. Amalie indser det usandsynlige i den tanke, straks hun har tænkt den, og træder i stedet et par skridt ind i lejligheden. Fra gangen kan hun se, at der ligger en person på sofaen. Måske sover hun bare? Sofaen ser dog ikke ud til at være af den behagelige slags. Hvor gammel er Barbara mon? Kan hun have fået et slagtilfælde? Er den slags overhovedet aldersbestemt? Amalie tænder lyset i gangen. Barbara sover ikke. Nylonstrømpen sidder alt for tæt rundt om halsen, hvor den slet ikke hører hjemme. Øjnene er spærret op, men ser ikke længere noget. Amalie bakker et par skridt, inden hun vender rundt og løber over til Dannys dør hvor hun banker med begge hænder, til han åbner.
   "Ring efter politiet. Barbara er blevet myrdet."

Lyden af flere sirener melder hjælpens ankomst. Ambulanceredderne fortsætter ind i Barbaras lejlighed og lader Amalie sidde, hvor hun er sunket sammen. Den sidste af betjentene stopper op.
   "Amalie, er du okay?"
   Amalie ser op og ind i Magnus' alvorlige blå øjne.
   "Ja. Men jeg er glad for at se dig."
   Magnus får hende på benene og gelejdet en etage ned til hendes egen lejlighed. Han henter et glas vand, mens Amalie sætter sig i sofaen.
   "Inden vi begynder ... Du besøgte Rasmus tidligere i dag?"
   Amalie nikker og tager imod glasset.
   "Tror du, at han kunne myrde en kvinde og brænde hende af?"
   Amalie ser overrasket op.
   "Gør du?"
   "Nej. Men jeg er hans bror."
   "Du er også betjent. Ville du ikke vide det?"
   Magnus svarer ikke, og Amalie forsøger med en anden indgangsvinkel.
   "Har du talt med ham?"
   "Han siger, at han er uskyldig."
   "Jeg tror ham!"
   "Så har vi to mordere på fri fod."
   "Du tror ikke, at det er samme morder?"
   "Bortset fra at begge ofre er kvinder, er der umiddelbart ingen sammenfald. Barbara er noget ældre end kvinden i heksen. Og der er ikke gjort noget forsøg på at skjule Barbaras mord eller skaffe sig af med liget."
   "Du havde nogle spørgsmål om Barbara?"
   Magnus nikker og tager sin blok frem. Politimanden i ham tager over med en sand regn af spørgsmål: Hvor længe har Barbara boet i bygningen, kendte Amalie hende godt, kom der mange gæster, havde Barbara mange kontanter liggende, havde Barbara fjender.
   "Fjender er måske så meget sagt. Men hun var ikke ligefrem populær. Hun ... fulgte meget opmærksomt med i alt hvad der skete i og omkring bygningen, og det skulle ikke undre mig, hvis hun også tog notater. Måske har hun noteret noget om sin morder?"
   "Vi tjekker," lover Magnus og indvier via radioen sine kolleger i Amalies oplysning. Derefter falder han tilbage i rollen som den, der stiller spørgsmålene: Hvorfor gik Amalie derop netop i dag, hvordan fandt Amalie hende, rørte Amalie ved noget.
   "Så kan jeg ikke komme i tanke om flere spørgsmål lige nu. Få noget søvn, Amalie."
   Magnus giver hende et knus og forsvinder ud på opgangen. Noget tid senere går hoveddøren op igen.
   "Sidder du stadig der? Vi har fundet en bærbar computer. Den var skubbet ind under sofaen, hvor ... hvor du fandt hende. Ved du, hvad Per ville interviewe hende om?"
   "Per? Min chef?"
   "Ja. Det sidste notat er at Per havde ringet og aftalt at kigge forbi. Hun var beæret over opmærksomheden."
   "Jeg troede, at han arbejdede hjemme."
   "Helt i orden. Vi kontakter Per for at afklare, om han så noget."
   Amalie nikker.
   "Kom så Amalie, rejs dig fra sofaen. Du skal have låst døren efter mig."
   Amalie adlyder og går direkte i seng.

Næste morgen vækkes Amalie af telefonen. Ringetonen afslører, at det er en af ekskæresterne. Hun tjekker displayet for mere information, og accepterer opkaldet.
   "Hej Magnus."
   "Sov du?"
   "Ikke længere."
   "Klokken er næsten elleve. Er du ikke stadig i din prøvetid på avisen?"
   "Jeg glemte at sætte vækkeuret til."
   Magnus sukker hørligt ned i sin mobiltelefon.
   "Jeg vil ikke se dette på tryk før efter grundlovsforhøret!"
   "Forstået." Amalie sætter sig op i sengen.
   "Vi hentede Per på redaktionen her til morgen. Blandt Barbaras MANGE notater var der et, der skilte sig ud. Det var skrevet to dage før sankthans. Barbara så Per og Rita i et voldsomt skænderi på stranden. Meteorologerne har bekræftet, at der var pålandsvind på tidspunktet, så det er meget sandsynligt, at Barbara opfangede dele af samtalen. Barbara skrev, at Rita ville flytte til Canada med Ida og Maja. Per greb fat i hende, men Rita kom fri og løb væk fra ham. Per råbte efter hende, at det blev over hans lig."
   "Hvad har dette med Barbaras mord at gøre?"
   "Per dræbte Rita. Og siden Barbara, fordi hun havde overværet skænderiet, som ville gøre ham til mistænkt for Ritas mord."
   "Men Rita er jo på kunstner-retreat?"
   "Nej. Det var Pers dækhistorie. Retsodontologen har ved hjælp af Ritas tandlægejournal bekræftet, at liget i heksedragten er Rita. Vi har fundet blod i Pers garage, som vi formoder er Ritas. Både på gulvet og på en hammer."
   "Men hvorfra vidste han, at Barbara.. Er Barbara død på grund af mig?"
   "Det var Barbaras nysgerrighed, der fik hende dræbt, Amalie."
   "Var det planlagt?"
   "Vi fandt en kuffert i hans bagagerum. Per havde pakket lidt af Ritas tøj og hendes toiletsager, for at underbygge sin historie om at Rita var bortrejst og dermed undgå mistanke, når Rita engang blev identificeret. Han tog nylonstrømpen fra kufferten, inden han gik op til Barbara."
   "Har han tilstået?"
   "Ja, ellers havde jeg været mindre meddelsom! Først benægtede han alt, også at han nogensinde havde talt med Barbara. Men da vi fortalte ham om Barbaras vane med at tage udførlige notater, knækkede han. Tag nu på arbejde, ikke? Grundlovsforhøret er klokken to i eftermiddag."
   "Tak Magnus."

Da Amalie træder ind på redaktionen, hænger Lone i telefonen og forsøger at opsnuse detaljer om Pers anholdelse. Bitten ser op fra de layoutforslag, hun er ved at gennemgå med Richard.
   "Er du okay?"
   "Ja, er I?"
   "Det skal vi være. Avisen laver jo ikke sig selv," svarer Richard afdæmpet.
   Lone snarere smider end lægger røret på og udstøder en klagende lyd.
   "Ingen vil sige noget før grundlovsforhøret!"
   "Per har tilstået. Både Heksemordet og mordet på min overbo," oplyser Amalie med påtaget ro.
   "Hvad siger du til, at vi tager til det grundlovsforhør sammen?" spørger Lone, efter at ingen har rørt på sig i flere sekunder.
   Amalie nikker.

Lone marcherer hjemmevant ind i retssalen og hen til en af tilhørerpladserne med skrivepult, hvor hun lader blokken falde ned på bordpladen. Amalie ser sig omkring i lokalet og får øje på Rasmus.
   "Hej Rasmus. Hvornår slap du ud?"
   "Her til morgen, da de havde hentet Per."
   Rasmus' blå øjne fyldes med tårer, og Amalie sætter sig på den ledige stol ved siden af ham.
   "Jeg ... Rita ... Rita var på vej til Canada sammen med mig. Hun ville forlade Per."
   "Det gør mig så ondt, Rasmus. Virkelig."
   "Amalie, du kan tale med gamle flammer senere. Jeg har lige hørt, at Per først fik ideen til at stoppe Rita ind i heksen, da han hentede datteren fra spejder og så heksen på korset."
   "Lone!"
   Lone bemærker omsider Rasmus' sindsstemning og foretager et hastigt tilbagetog til sin skrivepult.
   Amalie bliver siddende hos Rasmus. Hans krop gennemrystes af sorg.