Det dunker i ørene, bassen og pulsen falder ind i sangens rytme. Johan Olsen synger højt "For evigt, måske for evigt, skal vi sammen, samme vej" i min øregang mens fødderne skiftevis rammer asfalten. Jeg udser mig et mål et par meter længere henne. Bare liiige over til lygtepæl nummer tre. Jeg når derhen, og udser mig det næste punkt. Bare liiiiige hen til svinget. Jeg når derhen og stopper. Kroppen læner sig automatisk fremad, jeg føler hvordan min brystkasse hæver og sænker sig hastigt, mens vejrstrækningen langsomt normaliseres. Så begynder jeg at gå hurtigt mens jeg fylder lungerne med luft ind gennem munden og så ud gennem næsen. Sangen slutter, en ny begynder. "Når hun begynder at synge, løber jeg igen," aftaler jeg med mig selv, og et splitsekund senere er jeg i gang igen.
   "Tine, er det dig, skat?", råber min mor da jeg kommer væltende ind i bryggerset. Hvem skulle det ellers være? "Skynd dig i bad, vi kører om et kvarter". Kører? Hvorhen? Der går et par minutter før jeg husker hvad vi skal i dag; Peders fødselsdag. Peder er min mors nye kæreste. De har været kærester i et par måneder, og nu er manden altså blevet 50 og holder stor fest. Jeg kender to der: Mor og Peder. Mor bliver ved med at fortælle mig, at det bliver hyggeligt, ja, endda sjovt. Der er flere på min alder der, har hun sagt. Peders søn, Mickie, som jeg endnu ikke har mødt, og så et par nevøer og niecer. "Min alder" plejer at være et vidt begreb for min mor, og jeg ved endnu ikke om de er 15, som mig, eller ældre/yngre. "Min alder" kan være alt mellem 5 og 20.
   Jeg skynder mig ind i køkkenet hvor jeg nedsvælger et glas koldt vand, inden jeg halvt løber ind på badeværelset. Svedigt løbetøj af, ind under bruseren. Shampoo i håret, sæbe på kroppen, hurtig omgang bad-barbering af udvalgte områder (ben, armhule, skridt), ud på måtten, tørre kroppen, creme på, mascara på, børste tænder, fjerne udsmattet mascara fra øjenområdet, redde håret, hårtørre i stikket, og så skal håret blæses igennem.
   "Årh, er du ikke færdig endnu? Det der," siger min mor mens hun peger på hårtørreren i min hånd, "Har du altså ikke tid til! Skynd dig at find noget tøj, helst en pæn kjole, måske den der med..." mere hører jeg ikke før hun igen har forladt badeværelset. Jeg rækker tunge mod den tomme døråbning mens jeg tænder hårtørreren igen.
   Da jeg kommer ind på værelset har hun lagt to kjoler på sengen. Jeg finder en tredje i skabet. Der er egentlig ikke noget galt med dem, hun har valgt, men hun skal jo ikke tro hun bestemmer. Den kjole, jeg har valgt, er en sort, kort kjole med stropper. Den sidder helt rigtigt og fremhæver og skjuler præcis de ting, den skal. Mens jeg kigger på mig selv i mit store spejl kommer min mor ind igen. Hun står stille og kigger på mig. "... Så skal du i hvert fald have en bluse eller en blazer over!," siger hun bestemt. Jeg nikker bare, det havde jeg sådan set også tænkt mig. "5 minutter, så kører vi," siger hun højt mens hun går igen. Jeg finder min taske i skabet og tjekker om der mon skulle ligge nogle cigaretter fra festen sidste weekend. Det er der, dejligt. Min pung er tom og min mor gider ikke betale for mine, citat: dårlige vaner. Peder køber hun rask væk Prince Light til, men det er åbent bart noget andet. Måske hun regner med at arve hvis han dør af lungekræft?
   10 minutter senere sidder vi i mors lille Kia Picanto. Turen er ikke lang, Peder har lejet et forsamlingshus i nabobyen. Der er allerede mange biler på parkeringspladsen, men min mor finder en lille plads til dytten. Småsten flyver rundt da hun drejer bilen ind og jeg kastes frem i sædet da hun bremser hårdt op. Hun har travlt med at komme ind. Jeg ville lige have røget en enkelt inden, men da jeg stopper op udenfor hoveddøren, gør min mor det samme mens hun sender mig et bestemt blik. Oookay, så venter jeg da bare. Vi går direkte ind, ikke noget med at spilde tiden i garderoben; jeg har kun min blazer på, og den har jeg fået strenge ordre om ikke at smide inden hovedretten. Min mor, hykleren, har bare arme.
   Forsamlingshuset er en stor sal med en forhøjet scene i den ene ende. Der står 7 opdækkede borde med ti pladser ved hver. Cirka halvdelen af pladserne er fyldte. Ved bordet længst væk fra døren sidder Mickie sammen med et par andre. Selvom jeg aldrig har mødt ham før, kan jeg kende ham selv på afstand. Peder har selvfølgelig flere billeder stående, men jeg har også været inde og tjekke ham ud på facebook. Flere gange. Måtte jo lige vide hvordan min papbror ser ud. Og han ser sgu godt ud!
   Mens jeg holder øje med Mickie uden at han opdager det, kommer Peder hen til os. Han giver min mor et kys, så giver han mig et knus, og så tager han rundt om min mor og føre hende hen til nogen hun bare MÅ møde. Jeg går med som det tynde øl.
   Peder fører os hen til et bord hvor hans storesøster og svoger sidder. Okay, så er her 4 mennesker jeg kender. Ved bordet sidder også Peders lillebror og hans kone, og Peders fætter og kone. Det er dem min mor skal møde. Min mor charmer sig ind som altid, og jeg kan se at Peder er stolt over at kunne kalde hende sin kæreste. Da de har konverseret i omkring 10 minutters tid, får Peder øje på mig, der stadig står to skridt bag dem. Han introducerer mig hurtigt, og skubber mig så i retningen af "ungdomsbordet". Mickies bord. Jeg skal til at spørge min mor om hun ikke vil gå med derned, men hun har allerede sat sig ned og er i gang med at fortælle fætterens kone om sit arbejde.
   Tak for hjælpen, så. Jeg tager en dyb indånding og går hen til bordet. Mickie sidder for enden af den ene langside med ryggen mod resten af salen. Der er bordkort og jeg vælger bevidst at kigge efter mit navn i den modsatte ende af bordet, hvor der endnu ikke sidder nogen. Jessica, Markus, Stella, Sigurd. Ingen Tine. Og nu er jeg nået op til Mickie og dem, han snakkede med. "Hej, jeg hedder," begynder jeg med hånden fremme og klar til et hand shake, men så bliver jeg pludselig revet tilbage, mister balancen og vrikler om på mine lidt for høje sko, så jeg sætter mig på røven. Fuck også, min taske sad fast i en af stolene! Jeg hører de andre grine af mig mens jeg prøver at komme hurtigt og graciøst op fra gulvet uden at vise mine trusser. Jeg kan mærke at jeg bliver rød i hovedet. Jeg vikler tasken ud af stolen. "Hov, klodsede mig," siger jeg med et smil jeg håber udstråler selvtillid og selvironi, mens jeg rækker hånden ud mod den nærmeste, en mørkhåret fyr der nok er på alder med mig. Han tager den smågrinende mens han præsenterer sig som Peders nevø, Mads.
   Jeg hilser på de andre ved bordet (Katrine, som er Mads' tvillingesøstre, og Peders fætters døtre, Nessie og Alberte). Mickie hilser jeg på som den sidste. Han kigger på mig, men siger ikke noget. "Nåmen øh... Har I set min plads?," spørger jeg. Mickie rækker hånden ud og peger på pladsen overfor ham. Jeg bliver rød i hovedet igen. Jeg havde ikke set, at den stod tom. Hans fåmælthed gør mig forvirret og jeg fejer et fyldt vinglas på gulvet da jeg skal til at sætte mig ned. Igen kigger Mickie bare på mig. Jeg skynder mig ned på gulvet og begynder at samle glasskår op. Pludselig knæler en person ned ved siden af mig og begynder at hjælpe. Jeg kigger op og ser ind i Katrines smilende ansigt. "Tak for hjælpen," siger jeg da vi sekunder senere rejser os op. "Det var da så lidt. Kom, køkkenet er den her vej," siger hun mens hun med glasskår i hånden går mod en hvid dobbeltdør i salens ene hjørne. Vi går derind og bliver modtaget af en meget sur servering der efter en meget sur bemærkning nærmest smider en våd karklud i hovedet på mig. Katrine og jeg skynder os grinende ud derinde fra. "Sure kost," siger Katrine højt inden svingdøren lukker sig bag os. Jeg tørrer hurtigt vinen op og beslutter mig for at lade karkluden ligge på gulvet. Gider ikke ud til mokken igen. Jeg sætter mig på min plads, hvorfra jeg har godt udsyn over resten af salen. Det ser ud til at alle gæsterne så småt er kommet. De tommer pladser ved vores bord bliver udfyldt af nogle yngre kusiner og fætre, der tilsyneladende har været ude at lege.
   Peder holder en kort velkomsttale, hvorefter forretten, rejecocktail, kommer ind. De andre ved bordet snakker, og jeg prøver at følge med, men de snakker ikke til mig. Jeg ville gerne snakke med Katrine, men hun snakker med Nessie, som rigtigt hedder Nathasia. Mickie snakker med Mads og ser slet ikke i min retning. Når man ikke snakker, er sådan en rejecocktail hurtigt væk. Jeg fisker min telefon op af tasken. En besked. Det er fra Jeanne. Hun spørger hvordan det går og spørger om jeg kommer hjem til hende senere. Hendes bror holder fest og han har seriøst nogle lækre kammerater. Men nok ikke. Mor har sagt at det her varer hele natten. Gosh, en aften/nat jeg har i vente hvis den fortsætter sådan her. Jeg svarer hende hurtigt, at jeg nok ikke når det, men nok skal skrive hvis det ændrer sig. Måske jeg kan få lov til at tage en taxa hjem senere hvis jeg virkelig keder mig?
   Tallerknerne bliver taget af bordet. Jeg overvejer at spørge en af tjenerne om et nyt glas vin, nu det sidste landede på gulvet, men det er hende den sure fra før der kommer hen til os. I stedet beslutter jeg mig for at gå ud og ryge. Da jeg går forbi Peders og mors bord kalder hun mig hen. Hun spørger hvordan det går, men jeg kan høre, at det kun er for at høre, at det går godt, så det siger jeg, så jeg kan komme videre. Udenfor sætter jeg mig på en bænk og fisker mine cigaretter og mobil op af tasken. Der er kommet en snap fra Jeanne. Hun ligger på ryggen på sengen og man kan se hendes ansigt. Mundvigene peger nedad og der står "øøøøøøøøøv" hen over. Thats right, 9 ø'er. Jeg tænder en cigaret inden jeg går ind på snappens kamera og vender det så jeg kan se mig selv. Mine mundviger følger Jeannes eksempler. Hmm. Det tager flere forsøg før jeg er tilfreds. Skriver "I knoooow" henover og smider også en utilfreds smiley på. Så sender jeg. "Selfies - en kunstform," lyder det bag mig. Det er Mickie. "Gir du en?". Jeg smider cigaretpakken hen til ham. Vi sidder stille lidt. Heller ikke udenfor er han den snaksalige type.
   "Nå, her er I. Der er hovedret nu," Peder står i døren og smiler til os. Jeg rejser mig straks og går ind, Mickie slukker sin cigaret mod forsamlingshusets murstensmur inden han gør det samme. Han går bag mig hele vejen ind og jeg kan dufte hans parfume. Da vi kommer ind er maden kommet på bordet og folk er så småt gået i gang med at spise igen.
   "Det her er såååå lækkert. Nyt kød, det er lækkert med nyt kød, ikke Micks?," siger Mads grinende og stønnende, og jeg er ikke i tvivl om, at det er en hentydning til, at Mickie og jeg var udenfor sammen. Mickie langer ind over bordet efter sin fætter, men Mads undgår grinende.
   "Rødvin?," spørger den sure tjener. Jeg takker ja, og hun fylder godt i.
   Da første omgang er spist går Mads og Mickie op til tag selv-bordet efter øl. De spørger ikke om jeg vil have en med, men da de kommer tilbage har de også til mig. Allerede inden maden kommer rundt 2. gang, er de oppe efter tredje runde. Skal der være fest, så lad der være fest!
   "Det er sgu ikke svært at se hvem I er sønner af," griner Peder, der er dukket op ved vores bord, mens han roder Mickie i håret og blinker til Mads. "Der kommer sprut i baren her efter maden," siger han med endnu et blink inden han smutter tilbage til sit eget bord og min ventende mor.
   Kødfadene kommer rundt igen, men vi spiser ikke så meget i vores ende. De voksne bliver mere og mere højlydt rundt omkring os, og de små ved vores bord begynder igen at løbe frem og tilbage. Jeg kan mærke, at mit hoved bliver lidt mere fyldt med bobler og fnis der stikker af ud af min mund. Vi når et par runder øl mere inden baren åbner. Mickie og Mads spørger om de skal tage med til os andre, men jeg vil se hvad de har, og går derop med Katrine. Der er lidt forskelligt, men det, der trækker mest, er vodka og cola, så de unge fyrer bag baren laver sådan to til Katrine og jeg. Da jeg sætter mig ned ved bordet igen kigger jeg over på Mickie og til min overraskelse kigger vi hinanden ind i øjnene. Jeg slår hurtigt mit blik ned. Både i forlegenhed, fordi jeg ikke forventede den bratte øjenkontakt, men også fordi hans blik gav mig kuldegys. På den dårlige måde. Der var noget ubehageligt i hans blik. Noget... Mørkt? Da jeg kigger over på ham igen, er han gået i gang med at fortælle Mads om en fest han har været til for nyligt. "Smager den godt?". Jeg kigger uforstående over på Katrine, der snakker til mig fra den anden side af Mads foroverbøjede ryg. "Din drink, smager den godt? Jeg synes min er stærk," siger hun, mens hun tager en tår og skærer ansigt. Jeg tager en tår af min og giver hende ret. "Pjat med jer, må jeg smage?," spørger Mickie. Han venter ikke på svar, men tager mit glas og drikker en slurk. "Hvorfor har I bestilt vodka? Captain Morgan smager da bedre. Drik ud, så henter jeg en omgang til os alle". Han rejser sig og går op mod baren. Mads følger med og Katrine tømmer sit glas, mens hun igen skærer ansigt. Når Mickie siger hop, spørger man åbent bart hvor højt, så jeg tømmer også mit. Drengene er hurtigt tilbage. Mickie stikker mig et stort smil da han sætter drinken foran mig. Jeg bliver helt varm i kinderne og smiler tilbage. Og jeg må give Kong Mickie ret: Den her smager faktisk bedre.
   20 minutter senere er vores glas igen tomme. Jeg begynder at føle mig lidt svimmel, men de andre snakker og griner videre, så jeg følger med i deres samtale så godt jeg kan. Pludselig står min mor og snakker højlydt til Mickie. De har mødt hinanden et par gange før. Min mor vinker Mickie op og giver ham et knus. Mor er ikke så høj og jeg kan se hans ansigt over hendes skulder. Han lægger ikke mærke til, at jeg kigger på ham, så han ser ikke, at jeg ser ham skære ansigt til Mads. Hvad var nu det? Kan han ikke lide min mor? Min mor opdager ingenting og er væk lige så hurtigt som hun kom.
   Imens jeg prøver at tyde Mickies reaktion, er der pludselig en der lægger en hånd på min skulder. Det er Katrine, hun vil have mig med ud på bænken lidt. Jeg takker ja, og rejser mig op for at følge med hende. "Vi går med," siger Mickie mens han signalerer til Mads at han også skal følge med. Katrine prøver at protestere, men Mickie stopper sin kusine med et enkelt blik.
   Jeg skvatter i mine sko igen da jeg overser en tabt serviet på gulvet, men Mickie når at gribe fat i mig. Han hjælper mig op at stå, mens han igen giver mig det der smil fra før, det der får mine kinder til at reagere.
   Vi skal forbi baren for at komme ud af døren og på vejen bestiller Mickie flere drinks til Katrine og jeg, samt øl til ham og Mads. "Kom nu smukke, vi fester jo," siger Mickie med et stort smil da jeg prøver at afslå. Uh, smukke? I like this! Jeg smiler tilbage og tager imod glasset.
   Udenfor på bænken sætter Mickie sig overfor mig, Mads på min ene side og Katrine må tage til takke med pladsen overfor sin bror og ved siden af sin fætter. Vi deler resten af mine cigaretter. Katrine er pludselig blevet meget stille. Hun har ofte øjenkontakt med Mads, der dog bare stirrer hårdt tilbage på hende. Jeg tænker igen over hvad det er jeg ser, men så afbryder Mickie mine tanker: "Tak for cigaretter, det er pænt af dig at give". Han smiler igen. Det er altså et pænt smil! Jeg smiler igen, "Tak for æh... den her", jeg løfter mit glas. Mickie løfter hurtigt sin øl og laver det til en skål. Han skåler også med Mads og Katrine, og jeg fornemmer, at vi afbryder dem midt i en telepatisk samtale. De stirrer meget intenst på hinanden. Mads' ansigtsudtryk ændrer sig hurtigt, men Katrine lader ikke til at kunne ryste det af sig. Den glade pige fra før er væk.
   Vi sidder en times tid, og Mads henter flere gange drikkelse til os. Jeg har fået det bedre, men bliver dog kun mere og mere fuld. Pludselig opdager jeg at tvillingerne er væk. Mickie går rundt om bænken og sætter sig ved siden af mig. Han begynder at kysse mig og det er så dejligt, at jeg slet ikke skænker papbror-delen en tanke. Jeg kan mærke hans hånd glide op af mit lår. Jeg får kuldegysninger, den gode slags denne gang. Jeg lægger hånden på hans skridt, hvor der, ikke overraskende, er kommet en bule. Vi snaver og gramser lidt. Så hiver Mickie mig op at stå og fører mig ind i salen igen. Jeg føler mig lidt snydt. Jeg troede jo lige... Og så skal vi tilbage til de andre?!
   Men han fører mig ikke hen til bordet. I stedet leder han mig hen til et af salens hjørner, hvor der er en dør. Jeg kigger rundt, men ingen lægger mærke til os. Mickie åbner døren og afslører en trappe. Vi går op af den, og med et befinder vi os på scenen, bag et tykt forhæng der skærmer os fra resten af salen. Mickie tryller et gammelt tæppe frem som han lægger på gulvet, mens jeg tager min blazer og sko af. Så trækker han mig ned til sig på gulvet og lyner min kjole op i ryggen. Jeg krænger den, trusser og BH af indtil jeg ligger nøgen ved siden af ham. Han tager bukser, strømper og boksershorts af, den kortærmede skjorte nøjes han med at åbne. Han har en sygt lækker overkrop! Jeg kysser ned af den til jeg når hans skridt. Så giver jeg ham et blowjob. Mine øjne er lukkede imens, men pludselig fornemmer jeg et blink i mørket. Jeg åbner straks øjnene og kigger rundt, men jeg kan ikke se noget. "Fortsæt, smukke," stønner Mickie mens han skubber mit hoved ned til hans pik igen. Det må være noget jeg forestiller mig. Jeg har aldrig reageret særlig godt på sprut. Jeg fortsætter mit forehavende. Mickie stønner mere og mere, men inden han kommer, skubber han mig ned at ligge og trænger ind i mig. "Det her er sååå lækkert, smukke. Tag lidt på dig selv," siger han så. Mine hænder finder hurtigt mine bryster, og jeg ælter dem mens jeg kigger ham i øjnene, slikker mine læber og stønner kælent. Jeg føler mig meget sexet.
   Pludselig tændes et lys. Det kommer fra en mobil. En mobil Mads holder! Han griner, højt, "Uh lala, sikke et lækkert sexshow I har kørerende heroppe! Fantastisk film, den skal nok sælge godt". jeg prøver at komme fri fra under Mickie, men han holder mig fast og knepper videre. Jeg ser ham uforstående i øjnene, og overraskes af det mørke blik fra tidligere. Jeg er ikke i tvivl om, at han vil fortsætte til udløsning, men jeg samler alle mine følelser i én kraftig bevægelse og får ham væltet af mig. Jeg skynder mig at tage min kjole på mens jeg forsøger at samle resten af tøjet. Jeg skal forbi Mads for at komme væk, men han vil ikke lade mig komme forbi. Han filmer stadig med den forpulede mobil. Jeg losser ham hårdt i skridtet med mit knæ og mens han falder sammen på gulvet, skynder jeg mig forbi og ned af trappen. For enden af trappen slynger jeg blazeren om mig og maser undertøjet ned i den ene lomme. Så tager jeg mig sammen, åbner døren og skynder mig igennem salen. Jeg slipper ubemærket ud, og går hen til bænken efter min taske. Men bænken er ikke tom, som jeg havde forventet. Katrine sidder der. Hun har tårer i øjnene og kigger selvbebrejdende på mig. Hun... vidste det?! Jeg tager hurtigt min taske og skynder mig ud af syne.
   Jeg står lidt på parkeringspladsen i mørket og overvejer hvad jeg skal. Så beslutter jeg mig for at gå. Min by ligger kun en 3-4 kilometer væk. I mørke, af landevej, men... Hvad skal jeg ellers? Jeg kan ikke vende om og gå ind igen. Min mor vil spørge og hvad skal jeg så sige? Hvad vil der ske med mor og Peder hvis jeg fortæller det her til nogen? Og hvad skal jeg sige? Mickie voldtog han mig ikke, vi havde jo bare sex... Frivillig sex. Måske drengene bare ville drille? Men Mickies blik... Ikke kun nu her, men gennem hele aftenen.
   Jeg går hurtigt og stortudende ud af byen.
   40 minutter senere når jeg hjem, uden at have mødt en eneste sjæl. Længe leve småbyer! Jeg låser mig ind, går gennem den mørke gang og direkte ud i bad. Jeg sæber hele kroppen grundigt ind. Aftenen spiller på repeat i mit hoved. En time senere går jeg ud af badet. Min hud er rynket og rød. Jeg går ind på værelset og tager nattøj på. Jeg finder min taske i gangen og tager min mobil op. Der er en besked fra min mor. Hun spørger hvor jeg er. Jeg skynder mig at svare. Jeg skriver, at jeg fik en af Jeannes storebrors venner til at køre mig hjem. Og at jeg håber de får en fortsat god nat. Hun skriver okay og et hjerte. Godt, så er hun ikke bekymret. Lad hende bare nyde det. Det er jo ikke hendes skyld at hendes kærestes søn er en iskold psykopat. Stille og roligt vender min ked af det-hed og skamfuldhed sig til vrede. Efter flere urolige timer i min seng falder jeg i søvn.
   Jeg sætter mig op i min seng. Det er tidlig morgen. Jeg trækker vejret hurtigt flere gange, men det hjælper ikke. Jeg må løbe ud til toilettet, hvor min mave kramper bræk op til den store guldmedalje. Jeg tørrer munden med en klump toiletpapir, kæmper mig op at stå, trækker ud og går ud i køkkenet. Jeg tager et glas ud af skabet og lade vandhanen løbe for at gøre vadet ekstra koldt. De første to slurke skyller jeg munden med, resten drikker jeg i grådige slurke. Natten har ikke ladet mig glemme, i stedet er det som om min hjerne har prøvet at bearbejde det hele ved at spille det igen og igen.
   Jeg er udmattet og kravler i seng igen. Mit hoved kan ikke mere og min krop har besluttet sig for at gøre det lidt nemmere for mig denne gang, så jeg falder hurtigt i søvn.
   Min mor vækker mig med et blidt tag i mine skuldre. Jeg kigger på mit vægur. Klokken er næsten 1 om eftermiddagen. Mor står i morgenkåbe og ditto hår. "Skat, vi snakker om at bestille noget mad fra Hjørnet. Vil du have noget?," spørger hun med et smil. Hun er hæs og hun har makeup i hele hovedet, men hun er i godt humør. Der er ikke noget jeg har mindre lyst til end mad. "Ja tak, bare pommes frites," siger jeg, mens jeg håber at kvalmen ikke lyser ud af mit ansigt. Jeg tager mig sammen og forsøger at lyde så ligeglad som muligt: "Er det kun til os tre eller er der nogen der har overnattet her?". Min mor ser ud som om hun tænker lidt. "Nej, det er kun os... Nå, du tænker på Mickie?". Min mor blinker til mig. Jeg siger ingenting. "Nej, han blev hentet af et par kammerater, de skulle videre i by der klokken 4. Om jeg fatter hvor I unge får jeres energi fra," hun slår en hæs latter op.
   "Nå, pommes. Det bestiller jeg," siger hun så. Hun kysser mig på panden inden hun vender om og går ud af mit værelse. Hun lukker døren efter sig, det er noget jeg har opdraget hende til. Jeg vender mig, begraver ansigtet i min hovedpude og begynder at tude.
   Da jeg er færdig, trækker jeg vejret dybt ind og puster ud flere gange inden jeg går ud på badeværelset. Der går jeg på toilet (ikke med hovedet først, denne gang) og efter jeg har vasket fingrer, plasker jeg koldt vand i hovedet. Det føles godt, bedre end badet i nat. Så går jeg ud i køkkenet, lige i det øjeblik Peder kommer ind af døren med dampende poser i hænderne. "Så er der mad til mine piger!", proklamerer han glad. De to MÅ have tømmermænd, men hold da op, hvor de håndterer dem godt!
   Mens vi spiser, snakker mor og Peder om hvor god en fest det var. Jeg lytter med et halvt øre, mens jeg koncentrerer mig om kun at bevæge fritterne i en retning, nedad. Da jeg skal til at rejse mig fra bordet tager samtalen en mere alvorlig drejning. Peder er nervøs. For Mickie. "Hørte du ikke min fætters kone? Det, hun havde hørt i byen?". Min mor nikker bekymret. "Hvis han er ude i noget skidt igen, så... Så må han væk lidt. Hans mors familie har jo kørt den der kostskole i England i en evighed. Den er godt nok lidt dyr... men måske vi kan få lidt rabat, nu hvor Abby kender dem...," Peder knækker sammen. Min mor tager hans hånd i sin, og jeg lister af.
   På værelset finder jeg min mobil, men den er løbet tør for strøm, så jeg putter den i opladeren. I stedet tager jeg min bærbar computer ud af tasken og tænder den. Facebook er min startside. Der er tre nye beskeder på messenger: En fra Jeanne. En fra Katrine. Og en fra Mickie. Kuldegysene overmander mig og kvalmen mangedobles. Jeg knalder skærmen ned i tasteturet. Så trækker jeg vejret. Dybt og mange gange. Hvad vil han? Hvorfor vil han ikke lade mig være i fred?!
   Jeg sidder flere minutter på den måde. Så tager jeg mig sammen, flipper skærmen op igen og klikker på Mickies navn i bunden af skærmen. Allerede inden den åbner, ved jeg hvad det er. Det er billedet, lysglimtet. Mig med Mickies pik i munden. Hans ansigt vender væk fra kameraet, man kan ikke se at det er ham.
   Da jeg scroller ned kommer filmen. Den afspiller automatisk. Jeg er tæt på igen at flippe skærmen i, men noget stopper mig. Der står noget hen over filmen. "Tak for i nat, luder. Kom så, fortæl din mor om det. I dare you...".
   Jeg lukker samtalen. Uden at se filmen. Jeg ved jo hvad der sker. Så åbner jeg den fra Jeanne. "Hey smukke. Jeg savnede dig i går. Var det en god fødselsdag? Savner dig stadig! Skriv senere, så kan vi se en film i aften". Jeg må svare på den senere. Nu vil jeg se hvad Katrine skriver. Jeg klikker på hendes navn. "Hej Tine. Undskyld i går. Undskyld, undskyld, undskyld! Jeg skulle have advaret dig, det skulle jeg virkelig! Ring til mig, please. Jeg kan hjælpe dig" og så hendes nummer. Hjælpe mig? Med hvad? Jeg ville have påskønnet hendes hjælp i går, men nu? Kan det betale sig? Jeg tager min telefon og ringer op. "Heeeej smukke. Whats up?," lyder det i den anden ende. Da jeg hører Jeannes stemme knækker jeg sammen i gråd.
   Vi aftaler at jeg skal komme derover, og da jeg er holdt op med at græde, hopper jeg i tøjet og skynder mig derhen. Vi går direkte ind på Jeannes værelse, hvor hun tvinger mig til at fortælle hende alt. Derefter viser jeg hende beskeden fra Mickie. Jeanne er meget vred på mine vegne. Jeg begynder at tude igen. Jeanne finder Katrines nummer i beskeden og ringer hende op. Jeanne giver hende hele turen. Hun råber så højt at Katrine ikke får indført et ord. Så smækker Jeanne på. Hun står lidt med telefonen i hånden og ser meget tilfreds ud med sig selv. Så ringer telefonen. "Øh... Det er hende igen?". Jeg rækker ud efter telefonen, men Jeanne vender sig væk fra mig og besvare opkaldet med et hårdt: "Hvad?!". Derefter er hun stille mens hun lytter til stemmen i den anden ende. Så rækker hun mig uden et ord telefonen og sætter sig ned på sengen ved siden af mig. Jeg prøver at efterligne Jeannes "Hvad?!", men det lyder ikke engang vredt. Først er Katrine stille. Det lyder som om hun tager tilløb. "Hør her, Tine. Der er ikke noget jeg kan sige, der opvejer for i går. Undskyld at jeg ikke var der, jeg skulle have advaret dig. Det er Mickie, han... Han hader sin fars kærester. Han prøver altid at skræmme dem væk. For et par år siden var Peder sammen med en rigtig sød bogholder, Elise hed hun. Mickie forførte hende og fik Mads til at tage billeder af det, og så afpressede han hende med dem. Sagde, at hvis hun ikke gik frivilligt, så ville han melde hende til poltiet. Du ved, fordi han var mindreårig". Jeg holder vejret mens jeg lytter. Det er næsten mere end mit hoved kan kapere. "Men jeg kan hjælpe..." siger Katrine så. "Hvordan?," hvisker jeg ned i røret mens mine øjne løber over. "De vil ikke dele filmen. Ikke til at starte med, i hvert fald. Det er kun for at presse dig til at få Peder og din mor til at gå fra hinanden. Jeg har billeder af både Mickie og Mads der tager stoffer. Hårdere stoffer... Måske du kan kontra-presse dem?". Vi er begge stille lidt. "Dit forslag er ikke dårligt. Men mit er bedre," siger jeg så.
   Hen over aftenen begynder vores plan at tage form. "Plan" er vel egentlig så meget sagt, jeg skulle jo bare skubbe Peder lidt mere den vej han allerede var på vej ud af.
   Mens vi planlagde, var Mads og Mickie sammen i byen igen. Det var der som sådan ikke noget nyt i, men netop denne nat var de begge crashet hos Mads. Mads, hvis værelsesdør var lige ved siden af sin tvillingesøsters. Katrine, der følte at hun skyldte big time, lyttede efter hvornår de to kom hjem og, endnu vigtigere, hvornår de faldt i søvn på Mads' værelse. Så listede hun derind og fiskede to styk mobiler op af to bukselommer. Efter et par gæt fik hun låst dem begge op. 16 årige drenge er bare ikke særligt opfindsomme.
   Katrine formåede at få slettet både film og billeder. Hun tjekkede endda Mads' ICloud, men han havde slået automatikken fra og havde grundet alkohol ikke fået gemt "Materialet". Mickies udgave lå tilsyneladende kun som besked til mig. Det slettede hun i samme omgang.
   Så sendte hun mig billederne af drengene der tog stoffer. Dem printede jeg ud og gik ind i stuen, hvor mor og Peder var. "Peder," sagde jeg alvorligt. "Det, du snakkede om i går. Med Mickie og stoffer. Jeg synes du skal se det her." Jeg smed billederne foran ham og min mor. "Det... Mickie! Og Mads. Men... Hvor har du de billeder fra?," min mor så lamslået på mig. "Byen. Sådan noget kommer rundt". Peder sad med billederne i hænderne, men han så ikke rigtigt på dem. Så slog han hårdt i bordet så både min mor og jeg fløj op. Han rejste sig vredt og gik lidt rundt om sig selv i stuen. Han tog sin mobil op af lommen og ringede op med hårde tryk. "Abby, vi bliver nødt til at snakke... Om Mickie". Jeg mærkede min mor kigge på mig og vendte mig mod hende. Hun lavede et nik i retningen af stuedøren, og jeg skyndte mig ud af den. Hun havde ret, det var nok ikke en samtale for mig.
   Det er nu et halvt år siden. Mickie blev hurtigt sendt udenlands. Kostskolen er også gymnasie, så der går et par år før han kommer hjem. Han har selvfølgelig været i Danmark til jul og i ferier, men hans konfliktsky mor har bildt ham ind, at det var Peder der tvang hende til at sende ham afsted, så Mickie er meget vred på ham. Jeg klager ikke.
   Mads har jeg set par gange. Han er kun en skygge af sig selv. Ikke så meget fordi Mickie ikke er her, mere fordi han virkelig er faldet i stofferne nu. Det sker jo.
   Katrine. Første gang jeg så hende til noget familiehalløj var hun én stor undskyldning. Så forstod hun, at hun er tilgivet. Nu ser jeg hende som en af mine gode veninder. Hun hjalp mig meget, og det var ikke let for hende. Mads og Mickie var virkelig hårde ved hende. F.eks. brændte de hende flere gange med cigaretter. Men så blev Mickie sendt afsted og Mads fik travlt med... Andre ting. Godt, sådan nogle typer vil jeg ikke have tæt på mig. Helt ud af mit liv kommer de dog ikke. Mor og Peder skal nemlig giftes. Hvis Mickie en dag tilgiver Peder, så må jeg tage den derfra. Med ondt skal ondt fordrives, hvis det bliver nødvendigt... Igen :)