Helt stille. Mørke, altomsluttende, uigennemtrængeligt mørke. Så viser et lille lys sig. Det kommer hurtigt nærmere, bliver større og større, til det rammer ham. Lyset er over alt, om ham og i ham. Han kan ikke se andet end lyset. Han ved ikke, om hans øjne er åbne eller lukkede, men han mærker lysets varme omkring sig.
   Så rammer han jorden, hårdt, men uden smerte. Han sætter han sig hurtigt op. Minder vælter ned over ham: et reb, en stol der vælter, følelsen af at blive kvalt, kampen for at få rebet væk, og så: mørke. Det mørke, han lige er kommet ud af. Han indhalere en stor mundfuld luft, tager hænderne op til halsen. Rebet er væk. Men... Det var der jo lige? Lige før da han...
   Måske var det en drøm? Han kan høre pulsen hamre i ørene, men begynder så at slappe lidt af. Han kigger sig omkring. "Hvor er jeg?," tænker han. Alting er så lyst. Og pænt. Det ligner en reklame fra et ferieparadis: perfekt natur. Han sidder i en lille lysning. Bag ham er en klippe, hvorfra et lille vandfald har sit udspring. Vandet ender i en lille bæk, som fortsætter ligefrem, for så at dreje til højre bag nogle træer, ud af hans synsfelt. Omkring bækken står flotte blomster og træer, hvis tykke, høje stammer tyder på, at de har stået her i mange, mange år.
   Og så er der det utrolige lys. Som om lyset har flere lyspartikler end normalt; mere koncentreret lys. Der er også varmere end den november-kulde han kommer fra. Hvor langt hjemmefra er han mon? Han tager sig til halsen igen. Der mangler altså noget. Det reb burde have efterladt noget; ophævede mærker, smerte. Hvad som helst. Han synker prøvende. Nej, ingen besvær what so ever.
   Han rejser sig forsigtigt op, prøver at gøre det så stille som muligt. Lytter. Kan ikke høre andet end bækkens lave hvislen. Ingen dyrelyde, intet der tyder på, at der skulle være noget som helst levende i området. Han går hen til bækken og kigger ned i dens klare vand. Han kan se bunden og planterne dernede. Han ligger sig ned på alle fire for at komme tættere på. Der er heller ingen dyr under vandet. Han tænker sig om et kort øjeblik. Så skovler han en mundfuld vand op i sin hånd og drikker det. Det er meget koldt, men det smager ikke rigtigt af noget. Han tager en håndfuld mere op, den smider han i ansigtet på sig selv. Han læner sig tilbage og tørrer vandet væk med kanten af sin T-shirt. Så får han øje på den, T-shirten; Det er helt klart hans T-shirt. Den har stadig brændemærket fra dengang han skulle smage Peters cigaret, og i sin brandert tabte den tændte Prince Light ned på det dengang helt nye og ret dyre stykke tøj. Men. Den er anderledes nu. Renere...? Han rejser sig op og kigger på resten af sit tøj. Fra de udtrådte sneakers til de hullede jeans, det er præcis det samme: hans tøj, men det ser alligevel anderledes ud. Han snuser sig diskret under højre armhule. Hurtig tællen siger, at det er mindst fem dage siden han sidst var i bad og lige så længe siden han skiftede tøj, og alligevel: ingenting. Ingen dårlig lugt, faktisk slet ingen lugt. Det her bliver mere og mere underligt...
   Han indser, at han ikke finder nogle svar ved at blive siddende, så han rejser sig op og beslutter sig for at følge bækken. Seks skridt senere drejer han med bækken til højre. Han har lige tænkt på, hvad han mon skal gå efter, men som han drejer til højre giver det sig selv: et par kilometer længerere fremme, lige foran ham, er solen. Og foran solen er en lang række af... Noget? Han kan ikke se det så langt fra, men noget fortæller ham, at det er lige præcis dér han skal hen.
   Han begynder beslutsomt at gå. Og han går langt. For hvert skridt han går, bliver synet foran ham tydeligere: Det er hvide porte, mindst 20 styks ved siden af hinanden i en lang linje. Foran dem står folk i kø, og mellem køen og portene står der personer i hvide gevandter. De lyser op, som om tøjet er lavet af det samme materiale som lyset omkring dem.
   Da han kommer hen til portene stiller han sig i køen tættest på. Der står 4 personer foran ham. De forreste er en mor med sin lille datter. Han kan høre at moderen fortæller hvem de er. Hun fortæller også, hvad det sidste, hun husker, er. Det er noget med et trafikuheld. Hun knuger sin datters hånd. Han synker berørt fra sin plads bagerts i køen.
   Kvinden ved porten stopper blidt moderen ved at lægge en hånd på hendes skulder. "Jeg ved det," siger hun mens hun ser kvinden i øjnene og smiler. Moderen slapper synligt af. Så viser kvinden dem hen til porten og sætter en nøgle i, hvorefter den svinger op for at lade de to komme igennem. Derinde er lyset endnu kraftigere. Da de er indenfor smækker porten i, tilsyneladende uden at nogen rører ved den.
   Den næste i køen er en pænt udseende mand. Han er velsoigneret, har jakkesæt og spidse, sorte sko på. Han ser bekymret ud og glatter febrilsk sit hår. "JAN EMSHØJ JACOBSEN", siger en stemme højt. Drengen kigger chokeret på kvinden i det hvide tøj. Kom stemmen fra hende? Det lød ikke som den trøstende stemme han hørte før.
   "Jjjja, det er mig," stammer manden nervøst mens han kigger op. Drengen kigger også op. Han kan ikke se noget, men kvinden står og kigger ned ved et podie ikke langt fra porten. Det virker ikke til, at det er hende der snakker.
   "DER ER IKKE PLADS TIL DINE HANDLINGER I MIT RIGE." Manden ser sig panisk omkring. "Nej, nej, lad mig gøre det godt igen! Det... Det var ikke min mening! De små børn, de, de kom til mig! Alle sammen! Vent, vær nu sød!". Mere når han ikke. Der åbner sig pludseligt et hul under ham, og han falder. Han er øjeblikkeligt ude af syne. Drengen rejser sig op på tæer, prøver at kigge ned i hullet, men han når ikke at se noget før jorden igen lukker sig. Der er intet tegn på, at der for et øjeblik siden var et hul.
   Kvinden i det hvide tøj kommer igen hen til køen. Hun vinker en ældre mand frem. Han går tøvende derhen, hvor der for sekunder siden var et hul. Hun kigger på sine papirer: "Ove Hansen?". Han nikker, uden at flytte øjnene fra jorden. "Du skal ikke være nervøs," siger hun mens hun smiler varmt til ham. Ove, som manden hedder, nikker til hende, som om han ikke helt tror på det.
   Kvinden tryller en lille vægt frem. Den er tom, men da hun puster på siderne skiftevis, tilter den alligevel pludselig til højre. Kvinden smiler: "Præcis jeg troede. Nok har du svindlet lidt med skattene som ung, men siden har du strammet dig an for at blive et bedre menneske. Gud ser, at du har ændret dig, Ove". Hun viser ham hen til porten, og den svinger endnu engang op og lader manden gå igennem.
   Da porten lukker, bliver kvinden opmærksom på drengen. "Hej, " siger hun forvirret, "Sjov, jeg syntes ikke...". Hun går hen til sit bord i hjørnet. Han kan høre, at hun rasler med nogle papirer. Hun ser på ham. Så kommer hun hen til ham igen. "Jeg har ingen papirer på, at du skulle komme. Hvad er dit navn?". Han får det varmt. Var det en fejl at gå herhen? Tør han overhovedet sige sit navn? Hvad nu hvis hun også sender ham... Nedad?
   "Jeg øh... Jeg hedder Martin. Martin Flenstrup". Han synker. Kvinden kigger søgende op. Et lys rammer hende og holder stille på hendes ansigt. Hun fortsætter med at kigge op i det, ryster lidt på hovedet. Så nikker hun og lyset forsvinder. Hun kigger alvorligt på Martin. "Martin, kom du med mig," siger hun så. Hun vinker Martin med sig, og går hen til en mindre dør, som Martin først nu opdager.
   Kvinden åbner døren og Martin kigger nysgerrigt ind. Det er en gammel elevator. Han går ind. Kvinden rækker ind og trykker på den eneste knap der er der. Der står "Op". Mens døren lukker sig får Martin øjenkontakt med kvinden, som stadig kigger alvorligt på ham. Da døren er gledet i sætter elevatoren i bevægelse.
   Martin føler sig ubehageligt til mode inde i det lille, lukkede rum. Hvad er det her for noget? Porte, folk i hvidt, uforklarligt lys, stemmer... Og folk i frit fald. Måske han bare skulle være blevet i lysningen. Man kan leve længe på vand.
   Pludselig stopper elevatoren med et ryk og døren går langsomt op. Rummet på den anden side er ikke et rum. Ikke i ordets klassiske forstand, i hvert fald. Det er afgrænset, ligesom et rigtigt lokale, men det her er ikke bygget af mursten og mørtel. Det ser slet ikke ud til at være bygget. Væggene er ikke massive, de bølger frem og tilbage, måske røg, måske skyer. Der er ingen lamper i rummet, heller ikke vinduer, men alligevel er der meget lyst. Martin går ud af elevatoren, og den synker langsomt ned af igen.
   Ved et hvidt skrivebord i midten sidder en mand. Han har mørkt, langt hår og skæg. Hans øjne er alvorlige og der er ikke antydning af smil på hans læber. Han har ikke rynker og slap hud, men han ser gammel og træt ud. Som om han har set alt. Han kigger direkte på Martin. "Martin, kom her hen og sæt dig," siger han så. Han rækker en hånd ud, og mens han snakker dukker en brun læderstol op. Martin tøver kort, men han tør ikke andet, så han går hen og sætter sig.
   "Vi forventede dig ikke allerede, Martin. Det er 2. gange på kort tid, at der er dukket en person op, som ikke var ventet. Anden gang du sender en person hertil". Martin siger ikke noget. Han ved godt, hvad manden mener, men han ved ikke hvad han skal sige til det. Manden kigger på ham, opslugt af tanker.
   "Jeg vidst ikke hvad jeg skulle gøre," siger Martin endeligt.
   "Du må vide, at mord er en synd, men vidste du også, at selvmord er det?", svarer manden. To synder. Martin prøver at bearbejde det. Den gamle mand kom igennem porten, men han havde kun en lille synd på sig; en, der ikke havde kostet menneskeliv.
   "Men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Hun led jo!," Martin har stillet sig op uden at lægge mærke til det, han råber desperat af manden. Så tager han sig sammen, og siger: "Det var ikke ondt gjort... Det var en god gerning. Og hun bad mig om det". Martin kigger på manden, håber han forstår det. "Hun var alt jeg havde... Jeg ville ikke havde gjort det, hvis der var nogen anden vej. Det var af kærlighed, hvordan kan du kalde det en synd?". Martin råber igen. Det var ikke meningen, men han kan ikke styre det.
   "STILLE", brøler manden så, mens han rejser sig op. Det er den samme vrede stemme som da den pæne mand blev sendt ned i hullet.
   Manden rejser sig op, der er lyn i hans øjne: "Det er for Satan ikke så nemt som du gør det til!". Der er et øjeblik helt stille, mens de stirrer intenst ind i hinandens øjne.
   Så lyder der et højt brav, og derefter lyden af stål mod stål. Det hviner så højt at Martin må holde sig for ørene. Han kigger op på manden. Manden ser lettere panisk ud. "Årh nej, ikke nu" siger han så.
   Martin kigger sig rundt for at finde årsagen til larmen. Så kommer elevatoren op. Den samme som Martin kom med, men da larmede den ikke så meget.
   Manden rækker sin hånd hen mod elevatoren da den når helt op. Der lyder en raslen som af kæder. Døren prøver på at åbne, men det lykkes ikke. Så lyder der en dæmpet knipsen indefra, og elevatorens metaldør bliver til det klareste glas.
   På den anden side står en smuk, mørkhåret kvinde. Hendes perfekte krop er svøbt i en tætsiddende, lang, rød kjole med høje slidser i siderne. Hendes læber er røde og de sexede, mørke øjnene emmer af utrolig viden og... Noget mørkt? Martin er opslugt af kvinden, kan ikke kigge væk.
   Så taler hun til manden: "Jahve darling, hvad skal dette til for?," hun peger rundt på glasset. "Du inviterer mig, hidkalder mig, og når jeg så smider alt hvad jeg har i hænderne for at komme, så vil du ikke lukke mig ind?".
   Manden udånder tungt, giver fortabt. Han rækker igen hånden ud mod elevatoren og straks lyder der en raslen. Sekundet efter svinger døren op. Kvinden går elegant ud, hendes høje hæle klaprer mod gulvet. Hun bemægtiger sig rummet, og Martin har stadig ikke kigget væk en eneste gang.
   "Jeg har ikke hidkaldt dig, Lucifer, det var en fejl...". Manden ser stadig besejret ud. Kvindens tilstedeværelse gør ham tilsyneladende utilpas. Rummet er også blevet mørkere.
   "Årh, stop, jeg hørte dig sige mit navn. Eller, du råbte det vel nærmest," hun kigger selvsikkert på ham mens hun går hen imod ham. "Det minder mig om gamle dage," hvisker hun kælent mens hun rører let ved hans skuldre og går rundt om ham. Manden svinder nærmest ind, som om hendes tilstedeværelse tapper ham for energi.
   Da hun er gået hele vejen rundt om ham, sætter hun kurs direkte mod Martin. "Og hvem har vi så her?," spørger hun. Martin kæmper med svaret, men tager sig så sammen: "Ma-Martin... Jeg hedder Martin". Kvinden smiler. "Jamen, dog, Ma-Martin. Hvad har du dog bedrevet siden du får den kære Jahve til at påkalde mig? Det sker så umådeligt sjældent, må du vide". Hun smiler indsmigrende til ham, og Martin synker igen. "Altså... Øh...," begynder han, men han kan ikke koncentrere sig sammen med denne kvinde.
   "Martin har syndet," siger manden så. Kvinden ser på manden med et påtaget overrasket udtryk i sit smukke ansigt, "og dog er han her? Hos dig, og ikke et sted mellem dit himmelpalads og min ydmyge bolig, i ekstrem høj fart mens han prøver på at undgå skyer?". Martin tager sig sammen, "Jeg har... Jeg har dræbt min mor. Medlidenhedsdrab! Hun var syg og...". Kvinden holder en hånd op for at standse ham. "Tak, knægt, men jeg er ikke til sødsuppe-historier. Gysere, krimier med en masse død, det er mere mine genrer," hun smiler ondt, fornøjet ved tanken.
   Så vender hun sig atter mod manden. "Jahve, medlidenhedsdrab. Medlidenhed! Den slags har jeg ikke meget af nede hos mig. Det er din... Genre." Hun smiler og begiver sig hen til elevatoren.
   "Et mord er et mord, Lucifer, også selvom intentionerne er gode," siger manden bestemt. Damen stopper og vender sig mod ham. "Er du sikker på det?," spørger hun. Han tøver.
   Hun smiler bedrevidende: "Kæreste ven, hvordan skal menneskene kunne skelne, når selv deres gud ikke kan se hvad der er rigtigt og forkert, op og ned?". Der er helt stille i rummet, manden tænker.
   Så fortsætter kvinden: "Han hører i hvert fald ikke til nede hos mig; han er alt for kedelig. Giv ham en chance for at vise, at han vil passe ind dernede, og så skal jeg tage imod ham med åbne arme når den dag kommer".
   Manden ser forfærdet ud, han tager et par skridt hen imod kvinden, "En chance til? Jeg har aldrig sendt nogen tilbage fra de døde, ikke siden..." han stopper sig selv. Kvinden smiler tørt, "Nej, guderne har mange glæder, de indviede mange privilegier. Nogle skifter raskt væk mellem død og levende, mens en anden kan vente i evigheder på at blive inviteret op i sit tidligere hjem... Alvidende er du nok, Jahve, men algod bliver du aldrig. Og så vil jeg blæse på hvor mange bøger der står det modsatte i..." Hun kigger koldt på ham, hendes øjne lyner.
   "Nå, denne samtale keder mig, og mit firma er i gang med noget arbejde der kræver min tilstedeværelse. Jeg har ansat mangt et ondsindet væsen, men når der skal vælges mellem brand og tortur stoler jeg kun på min egen dømmekraft," hun griner en lille, perlende latter, endnu engang oplivet alene ved tanken om ondskab.
   Hun går hen til elevatoren, "At du sjældent genopliver, betyder jo ikke, at du ikke kan. Jeg siger ikke noget, hvis du ikke gør; your secret is safe with me," hun sætter en pegefinger for de rødmalede læber og tysser i en lang lyd, der mest af alt lyder som en slanges hvislen. Så stiller hun sig ind i elevatoren, "Og nu skal du sende mig ned, Jahve. Just like in the old days," hun smiler djævelsk, mens døren svinger i. Manden hæver armen i vejret og lader den køre langsomt ned. Elevatoren efterligner hans bevægelse mens larmen begynder igen. Larmen fortsætter længe efter elevatoren er forsvundet ud af syne.
   Da larmen endelig dør ud, er der helt stille hos dem. Martin tør ikke sige noget. Nervøs for, hvad fremtiden vil bringe, bange for, at han snart finder ud af det.
   Manden vender sig mod ham. "Lucifer var engang en af mine mest værdsatte engle." Han ryster på hovedet, retter sig selv: "Faktisk var hun mere end det, hun var en del af mig. Men hun brugte mig, manipulerede med mine svage sider. Da jeg opdagede det, vidste jeg straks, at jeg kun kunne slippe for hendes magt over mig, hvis hun også fysisk var langt fra mig." Martin tør knapt nok trække vejret. Manden fortsætter, "Så jeg sendte hende ned på jorden, som dengang endnu var ny. Men hun ramte jorden med vægten af mit forræderi, og hun stoppede ikke før hun var dybt nede under jorden. Der skabte hun sit rige, med plads til dem, som der ikke før var plads til. Alle mørkevæsner forguder hende, og hun bruger sin magt over dem til at skabe sorg og smerte. Siden har vi delt markedet mellem os. Hun får alle dem, der ikke passer ind heroppe. Jeg havde dog ikke forudset hvor langt hun ville gå for at få strømmen til at fortsætte ned til hende," manden holder pause, stirrer ned foran sig mens han tænker. Så kigger han beslutsomt op på Martin: "Jeg har besluttet at give dig en chance til. Du er så ung. Du skal gøre tåbelige ting. Men husk: Lucifers verden er ikke den fest hun selv mener det er, og hun har undersåtter derude der vil få farlige ideer til at lyde gode. Derfor: opfør dig ordentligt, og lad os mødes heroppe igen en dag." Så peger han mod elevatoren, der lydløst er dukket op bag Martin. Martin vender sig om, men han går kun et par skridt før han går i stå. Manden fornemmer, at Martin har mere på sinde. "Er der noget du vil spørge om, Martin," spørger han.
   Martin tøver. Han mærker en frygt for denne magtfulde mand bag sig. Endelig vender han sig om, "Kender du mit liv? Ved du hvad der vil ske, hvordan det vil gå mig?". Manden smiler, for første gang siden Martin er kommet. "For mange år siden traf jeg en beslutning om, at give mennesket fri vilje. At lade jer gøre hvad I vil, har både skabt stor stolthed og stor smerte i mit hjerte. Det har givet mig noget arbejde, mens det har lettet mig for andet. Men en ting har jeg lært om dig, Martin: du har potentiale til at skabe store ting. Om de ting er i min eller Lucifers tjeneste, det bestemmer kun du.". Martin nikker. "For at give et mere konkret svar på dit spørgsmål, så ved jeg hvad der sker, til du laver den næste store ændring. Jeg troede jeg vidste alt om dig, men det hele blev kastet op i luften da du kom hertil. Når du kommer tilbage, skal du gribe det hele igen". Martin tænker lidt over det. Manden kommer tættere på. "Og nu er det på tide, at du kommer tilbage til din verden. Det her," han hæver armene i vejret som favnede han det hele, " vil tidsnok blive din verden." Han smiler og Martin mærker for første gang at stedets varme kommer direkte fra denne mand foran ham.
   Martin går ind i elevatoren. Der er en sidste ting, han gerne vil, men han tør ikke spørge. "Du tøver. Jeg forstår. Kom med mig," siger manden, hvorefter han vender ryggen til Martin og går hen til den ene af de flyvske vægge. Martin hopper hurtigt ud af elevatoren og følger efter. Manden tegner en stor firkant i luften foran væggen med sine hænder. Skyvæggen forsvinder og i stedet er en stor "skærm", bortset fra, at der ingen glas er. Det er et vindue, men Martin forstår, at det, han ser, er længere væk end hvad øjet viser. Han ser sin mor. Hendes hår er tilbage og alt fra hud til former ser sundere ud end det har gjort længe. Hun ser glad ud, går rundt i en fantastisk have sammen med et par andre kvinder, der som hende er klædt i hvidt. De griner og hygger sig. Manden peger på en ældre dame, der går til højre for moderen. "Dette er din mormor." Martin siger ikke noget. Han nyder at se sin mor så fuld af liv. Ironisk at hun skulle dø for det. Han bliver med et ked af det. Han vil ikke tilbage, han vil blive her, sammen med hende. Gud tager ham om skuldrene. "Det er ikke din tid endnu, Martin. Det må du forstå. Det hele er klart for mig nu. Lucifer har ret. Med dine 15 år ved vi endnu ikke i hvilken retning du vil gå; selvom jeg har mine formodninger. Jeg kan ikke holde dig her for at beskytte dig. Det ville ikke være fair af mig, at berøve dig dit liv af angst for det ondes indgriben i det." Gud leder ham atter hen mod elevatoren. "Tag afsted, lev, elsk, had hvis du vil, dans til musikken og find en mening med livet. Og god tur hjem". Gud smiler til Martin mens elevatorens dør lukker sig. Martin mærker et ryk da elevatoren kører ned. Den kører i lang tid. Martin sætter sig ned i hug og slår armene om sine knæ. Han græder. Over sin mor. Det er første gang han græder efter hendes død. Hun var så syg at døden føltes som den eneste vej. Men der var hun, for lidt siden, så fuld af liv. Til sidst falder han i søvn.
   Han kommer pludseligt til sig selv. Han er nær ved at miste balancen, men han genvinder den hurtigt. Han er i skuret, og står med rebet i hænderne, begge ender. Resten hænger ned fra en bjælke i loftet. Han ved hvornår det her er: Han er blevet sendt tilbage til tiden lige inden han bandt den ene ende om dørhåndtaget og lavede den anden til en løkke. Mens han tænker, går døren op. Det er Emilie, hans nabo, klassekammerat og veninde. Det føles som længe siden han har set hende, og han kan mærke, at han har savnet hende. Hun kigger overrasket på ham. Han slipper rebet. "Hej," siger hun prøvende. "Hej," svarer han. "Jeg ville se til dig, men du var ikke inde i huset... Må jeg komme ind?". Han nikker og hun kommer ind af døren, går tættere på ham. "Jeg ville bare... Du ved... Er du okay?". Martin falder sammen. Det spørgsmål havde han ikke forventet, ikke allerede. "Nej," svarer han mens tårerne begynder at trille ned over hans kinder. "Slet ikke, faktisk". Hun kommer hen til ham og lægger armene om ham. Hans skuldrer bevæger sig op og ned mens han hulker ned i hendes tykke striktrøje. Sådan står de lidt. Så trækker han sig væk fra hende og spørger om hun vil med ind lidt. Det vil hun gerne, og de bruger resten af dagen på at spise frysepizza og se film. Og snakke, og mindes, og endda grine lidt.