Mine hænder er bundet over mit hoved, min bagdel hviler på et af stigens ustabile trin, og under mig er også mine ben bundet fast. Mit udsyn herfra er godt, men der er ikke meget at se på; i det fjerne kommer mørke skyer rullende over himlen, og under mig er der stadig tomt; ingen mennesker, bortset fra et par af kongens vagter, biskoppen og områdets bøddel. Men de kommer snart, de andre; tilskuerne. Det må være omtrent en halv time siden kirkens klokker sidst lod verden vide, at endnu en time var gået. Næste gang de lyder, vil være den sidste gang, jeg høre dem i dette liv.
   Jeg kan se de første komme. Min mand, min Hans, kunne være i blandt dem. Jeg har ikke set ham siden kongens mænd rev mig ud af min seng, mit hjem og mit hidtidige liv en råkold nat. Jeg har pr. brev bedt ham om ikke at komme, for jeg ved, det vil være hårdt for ham.
   Jeg vrider mine hænder. De har sultet mig de sidste par dage, så jeg ikke ville kæmpe imod. Det fortalte fængselsinspektøren mig selv, hovmodig og arrogant som han er.

Min mand kom, og nu går han rundt dernede, kigger op på mig og vrider sine hænder i en uendelighed. Jeg kan se hans sorg heroppe fra. "Gå," råber jeg ned til ham med gråd i stemmen, "Skynd dig væk, før det er for sent". Til sidst gør han, som jeg siger.
   Jeg er uskyldigt dømt. Det var ikke mig, der var skyld i, at Godsejer Sønderstrøms kone og søn døde i barselssengen, ej heller at Laurids Skomagers hus brændte, mens hele familien var derinde. Intet af dette har med mig at gøre.
   Nu står de dernede. De andre. De snakker og griner højlydt, kaster til tider hoverende blikke mod mig. De tror på dommen, på at kongen ved mere om mig, end de, som har kendt mig hele mit liv, gør.
   Og det er det værste af det hele: At de tror, jeg ville gøre det. Efter alt hvad jeg har gjort for dem; Maren Hansdatters udslæt kurerede jeg med salve, og da Petter Kudsks kone ikke kunne skænke ham sønner, gav jeg hende urtete at drikke, hvorefter der kom hele 4. Nu står de alle og glor og knevrer om alt det, jeg måske har gjort.

Kirkeklokkerne ringer og biskoppen beder folkemængden om ro. Han begynder at tale. Sidst jeg så ham, tilstod jeg, til hans store tilfredshed. Det var ikke første gang, jeg så ham i denne sammenhæng, men første gang han fik, hvad han ville have. Og hvilken tilståelse! Årh, alt det, jeg har brugt sorte katte, kirkegårde og selveste djævlens tilstedeværelse til! Intet af det er sandt, naturligvis, man med tilstår de særeste ting, hvis blot afhøringen er hård nok.
   Biskoppen gør korsets tegn, hvorefter han laver et andet tegn til bødlen. Bødlen nikker, og antænder den store bunke grene under mig. Stilheden sænker sig, mens spændingen stiger; nu begynder underholdningen!

Ilden tager fat og folks jubel stiger til vejrs, de begynder endda at synge. Jeg vrider mig, mest for syns skyld. Jeg mærker varmen stige op, og jeg begynder at skrige dramatisk. Jeg kigger ned, alles øjne er på mig. Godt.
   Så knipser jeg, og rebene smuldrer om mine håndled og ankler. Jeg griner højt, fornemmer tydeligt folks overraskelse. De mørke skyer er nu over os, sorte ulmer de faretruende deroppe. Jeg tager et skridt væk fra stigen, og skønt grundlaget burde være ustabilt, står jeg fast. Folk gisper, men forbliver fastlåst til stedet, præcis som jeg har bestemt. Min stemme er højere og mere kraftfuld end normalt, da jeg råber: "I fæ! I var fuldt ud tilfredse, så længe jeg var til jeres tjeneste, men så snart I manglede en syndebuk, kastede I mig for bødlens fødder! Det skal ikke gå ustraffet hen!". Jeg rækker armene i vejret, ikke ulig den stilling jeg netop var bundet i, og mumler den remse, jeg har øvet mig på hele mit fangenskab. Straks jeg er færdig, åbner himlen sig, og vand og lyn rammer jorden, mens tordenen buldrer igen og igen. Jeg vender mig væk, svæver ud over kanten af den brændende bunke, til lyden af de mange menneskers skrig, væk, væk fra det alt sammen.