Jeg har fået en bums.
   Jeg mærker den første gang i 6. Lektien, lige efter jeg for 5. gang har bedt Albert, Jonas og Nethe lade hinanden være.
   De fjoller på en flirtende måde.
   Jeg kan ikke lade bumsen være.
   Jeg rører den hele tiden, mens smartboardet viser en tysk miniserie, noget om to brødre.

Da jeg sætter mig ind i bilen, slår jeg straks solskærmen ned.^
   Jeg besigtige den i spejlet, nidstirrer den.
   Den er imponerende, stor, gul og rød, et pusfyldt bjerg på min kind.

Jeg kører ud af byen og hjemover, men fortsætter ned til skolen.
   Må ringe ind for at høre hvor skole/hjem-samtalen er.
   Pædagog fra SFO'en vil gerne hjælpe.
   Ind af hoveddøren, sprit af, masker ikke nødvendigt.
   Så sidder vi der.
   Rose mellem os, lærerne over for.
   Hun larmer jo en del, siger de, hun kæmper jo med dansk.
   Og matematik.
   Kan godt lide de kreative fag, ja, gid der var flere af dem.
   Vi smiler, siger, at vi kan genkende det hjemmefra.
   Prikker til Rose, "Du ved det jo godt, skat".
   Jeg prøver, at lade små bemærkninger falde på de rigtige tidspunkter, så de forstår, at jeg også er lærer.
   Mig skræmmer de ikke.
   Bagefter sidder jeg i bilen med Rose, hun skal til gymnastik.
   Hun spiser, et æble, en bolle med pålægschokolade.
   Jeg overhaler.
   Skal lige google noget, men lader være. Ikke med Rose i bilen.

Rose løber ind, vi er sent på den.
   Hun vinker.
   Ikke.

Jeg finder en podcast på mobilen.
   Den vil først ikke tænde, de to streger ændrer sig til pil igen. Og igen.
   Jeg tænder bilen, slukker mobilen, tænder den igen.
   Nu virker det.
   Gæsten er forfatter, der er også en vært, han er også forfatter.
   Forfatteren har skrevet en ny bog.
   Jeg gasser op, kommer lidt hurtigt rundt i svinget.
   Uretfærdigheder, børn, hævn.
   Pæne formuleringer.
   Jeg suser udenom en cyklist, tæt på.
   Cyklisten slingrer, men bakspejlet fortæller, at han får rettet op igen.
   Chokolade. I handskerummet.
   Jeg åbner med den højre hånd, læner mig derhen, kigger over rattet.
   Endelig udenfor byen.
   Nålen når de trecifrede, foden gør det af sig selv.
   Øjnene følger hånden, som famler udenfor mit synsfelt.
   Ha, der var den!
   Podcasten stopper igen.
   Jeg pakker chokoladen op med den ene hånd på rattet, tager en bid.
   Jeg lægger resten på sædet ved siden af, tager mobilen op, kigger skiftevis på vejen og på skærmen.
   Fingrene fumler, da jeg vil trykke igen, kan tommelfingeren ikke nå.
   Hånden smider mobilen op i luften, bare en centimeter, så den lander anderledes i min hånd.
   Vejen svinger og jeg svinger med.
   Telefonen har sin egen vilje, rammer hånden forkert, i stedet for at gribe, skubber den.
   Væk fra mig, hen på passagersædets gulv.

Min krop spørger ikke, den kaster sig efter.
   Øjnene ser den anden bil, lige foran mig.
   Kroppen krænger sig sammen, hænderne river i rattet.
   Jeg hører braget, hovedet rammer ruden, bilen kastes ud af kurs, men jeg retter op.
   Bakspejlet viser den anden bil. Den holder der, midt på vejen.
   Den ryger lidt, omkring den og i den er alt stille.
   Jeg kan mærke rystelserne i min bil, men den fortsætter, kender vejen.

"Hej skat!", råber han.
   Jeg smider sko og jakke, fortsætter ind på badeværelset.
   Læner mig ind over vasken.
   Smider vand i hovedet, inden jeg ser mig selv i øjnene.
   Tager dybe indåndinger, inden jeg læner mig ind mod spejlet, ser mig selv tæt på.
   Jeg sætter en pegefinger på hver side af bumsen og trykker.