Jeg slår dig tit ihjel.
Det er jeg ked af.
Til mit forsvar skal siges, at det aldrig er for min hånd. Det er et fly, der falder, en arbejdsulykke, et biluheld.
Noget hurtigt, for jeg kan ikke klare at se dig syg.
Som en vinterbader står jeg lidt på broen, inden jeg går et par trin ned af stigen.
Jeg hopper det sidste stykker, får først skuldrene under, derefter hovedet, lader mig trækker ned mod den bundløs sorg.
Det omslutter mig, savnet, sorgen, kulden indefra.
Så skynder jeg mig op igen, lægger mig tæt ind til dig. Mærker din varme, lytter til dine tunge vejrtrækninger i mørket. Falder i søvn til tanken om os to, dengang, nu, i fremtiden.
Jeg er ligeglad med, hvornår du dør.
Bare det er efter mig.