"Vi skal nok blive gode venner; som søstre, du og jeg", siger Barbara Palmer og smiler til dronningen, idet hun griber fat i dronningens arm.
   Dronning Catherine smiler tilbage til sin ny hofdame, mens hun langsomt begynder, at bevæge sig ned mod springvandet midt i haven, med hofdamen under armen: "Jeg har hørt, at De er lidt af en botaniker Lady Castlemaine og forstår dem på roser?"
   "Det er rigtigt, at jeg interessere mig for haveanlæg, men roser har nu aldrig fanget min interesse".
   "Men De kender da til Isabella da Mina?".
   Barbara Palmer stopper op midt i et skridt og udbryder efter en kort pause: "Vil De ikke nok kalde mig Babara; Lady Castlemaine lyder så formeldt. - jo, selvfølgelig kender jeg Isabella da Mina, de vokser flere steder i slotshaven. De har sådan en intens rød farve".
   Barbara Palmer skal lige til at fortsætte, da dronningen afbryder hende: "Men kender De historien bag Isabella da Mina? - Ja, lad os være uformelle; vi kommer jo til at tilbringe så meget tid sammen".
   "De må hellere berette historien, jeg er sikker på, at De kender den meget bedre end jeg", siger Barbara.
   Dronningen sender hende et sødt smil og begynder at fortælle: "Isabella var en smuk kvinde, som blev elskerinde til en magtfuld adelsmand i mit hjemland, Portugal; han var gift med en af mine forfædre, Beatrice da Viseu. Pludselig en dag blev manden fundet død. Trods rygter om, at Beatrice havde forgiftet sin mand, fik hun overbevist alle om, at det var Isabella. Det siges, at rosen har fået sin røde farve fra Isabella da Minas blod, da hun blev halshugget".
   "Det er nogle drabelige historier deres majestæt kan. - Er der ikke også en rose i haven ved navn Anne Boleyn?".
   "Nej, det er jeg ganske sikker på det ikke er. Jeg ville vide det, hvis der var en sådan rose i min have".
   Charles ser dronningen og elskerinden gå arm i arm ned af havegangen. Han går dem i møde, mens han betragter dem. Hvor er det skønt, at de ser ud til at komme så godt ud af det med hinanden. "Jeg ser at I har fundet hinanden", siger han.
   Kvinderne smiler og griber ham om hver sin arm. "Ja, jeg var lige ved at fortælle den kære Lady Castlemaine, at jeg overvejer, at få opkaldt en rose efter hende", svarer dronningen.
   "Det lyder som en god gestus; Barbara holder vist meget af roser", siger Carles, mens han med en kvinde ved hver arm bevæger sig mod slottet.
   - "Deres majestæt, the Lord Chancellor ønsker at tale med dem omgående, han siger det er yderst vigtigt", lyder det pludselig. Det er kammerherren, der kommer løbende.
   "De damer må have mig undskyldt" siger Carls. Der må være noget galt, for det kan umulig være godt, hvis Lord Ashley ønsker, at tale med ham nu.
   Carls haster af sted til sit arbejdsværelse, hvor Lord Ashley venter, med kammerherren løbende lige i hælene. Et par vagter fra den kongelige garde står på hver side af døren og træder til side, da de får øje på kongen. Kammerherren når lige at overhale kongen, og kaster sig frem, så han kan nå at åbne døren for majestæten.
   Lord Ashley står og ser ud af vinduet, da kongen træder ind i rummet. Uden at vende sig om siger han: "Plottet mod deres majestæt ser ud til at være mere omfattende, end vi først havde antaget. Her til morgen arresterede vi fem fremtrædende katolske adelsfolk, for at have deltaget i planlægningen af mordet på deres majestæt".
   "Hvad har de?", udbryder kongen: "Jeg gav udtrykkelig besked på, at det var Lord Danby der skulle undersøge den sag".
   "Det ser ud til at Lord Danby har skjult sagens fulde omfang for dem deres majestæt. Vi er i øjeblikket ved at ransage Lord Danbys ejendom for beviser".
   "Jeg håber meget for dem, Lord Ashley, at De finder beviser for denne påstand. - Hvem er de fem katolske adelsmænd, som er arresteret?".
   "Markien af Powis, Viscount Stafford, Baron Arundell, Baron Petre og Baron Belasyse, deres majestæt. De befinder sig allerede i The Tower og venter på en rigsretssag".
   Carls ser væk fra Lord Ashley, mens han meget langsomt ryster på hovedet. Så retter han sig op og ser direkte ind i øjnene på Lord Ashley: "Viscount Stafford og Baron Arundell hader hinanden for et godt ord; De har ikke været på talefod i 25 år. Det er jo vandvittigt at tro, at de kunne samarbejde om noget som helst; og Baron Belasyse er så plaget af gigt, at han knapt nok kan stå oprejst ved egen hjælp. Jeg håber meget for dem, at beviserne holder. - De kan gå nu, men hold dem fra flere arrestationer uden mit vidende".

Advokaten Robert West sidder på sit kontor begravet i papirer, da det banker på døren. Sekretæren rejser sig fra sin plads i forkontoret og går ud for at lukke op. Et øjeblik efter dukker hun op i døren med et brev, som hun rækker frem. Robert West tager brevet og går hen til skrivebordet, mens han nøje studerer det med fingrene. Fint stift papir, med en riflet overflade, silkebånd og midt i det hele et stort rødt laksegl, prydet med Hertugen af Monmouths våbenskjold. Han skal lige til at åbne brevet, da han ser, at sekretæren stadig står i døren, med øjnene rettet mod brevet. "De kan gå nu", siger han.
   "Undskyld", siger hun og skynder sig tilbage til sin plads.
   Robert West bryder seglet og læser brevet med et alvorligt udtryk i ansigtet. Da han har læst det grundigt igennem tre gange, antænder han det over stearinlyset og anbringer det på lille sølvbakke. Så tager han gåsefjer og blækhus frem. Med sirlig skrift begynder han at skrive navne ned på at stykke papir: Thomas Walcott, John Row, Josiah Keeling, Hugh Speke og Richard Rumbold. Han tager bøssen med sand og drysser det fine sand ud over papiret, så blækket kan tørre hurtigere. Da han vurderer at blækket er helt tørt, ryster han forsigtigt sandet af papiret og ned på sølvbakken med aske. Så folder han papiret sammen på midten og kalder på sekretæren: "Vil De være venlig at give disse mænd besked på at mødes med mig i morgen aften. Deres adresser står i kartoteket ... og skaf et lokale på The Rose Tavern, hvor vi kan sidde uforstyrret".
   Sekretæren tager imod papiret og lægger i det samme mærke til, at der lugter brændt. Hun lader hurtigt øjnene glide rundt i lokalet.
   "Ja, og så må De gerne skaffe dette af vejen", siger Robert West, idet han rækker hende sølvbakken med sand og aske. Da sekretæren er gået finder Robert West en kridtpibe frem fra skuffen og stopper den omhyggeligt med tobak fra en lille sølvæske, som han har i lommen på sin vest. Så sætter sig godt til rette, med piben i munden og forsvinder ind i sine egne tanker.

I et aflukket lokale på The Rose Tavern har nogle mænd netop hilst på hinanden og skal til at tage plads om et mørkt egetræsbord. Robert West rømmer sig: "Baggrunden for mødet i aften, er et brev jeg har modtaget fra Hertugen af Monmouth, som beder om vores hjælp. - Da det ikke er alle, som kender hinanden, vil jeg starte med en lille præsentation".
   Robert West peger først på en høj, slank mand, i mørkt tøj, med klap for det ene øje: "Richard Rumbold og jeg støder ofte på hinanden på The Rose Tavern; han har mere end en gang sendt uterlige gæster på gaden. Han var officer i Oliver Cromwells personlige garde. Hvis det kommer til kamp, er der ikke nogen jeg hellere vil have ved min side".
   Dernæst peger han over på en fin herre med brun silkevest: "Thomas Walcott kender jeg fra mit arbejde som advokat, mens han stadig var dommer og endnu ikke var valgt ind i underhuset. Thomas Walcott har også en fortid som officer. - og så er der John Row".
   Robert West vender sig mod en høj, kraftig, rødmosset fyr, med krøllet hår: "John Row er glødende republikaner og modstander af alt hvad der er katolsk. Hvis ikke han var sådan et stort brød havde Richard Rumbold sikkert smidt ham ud fra The Rose Tavern mere end en gang".
   John Row, ler med en dyb og klukkende latter, ved beskrivelsen af ham selv.
   Så rækker Robert West hånden frem mod James Burton: "James Burton har en fortid i flåden og er officer i den kongelige garde. Det sidste kan vise sig yderst nyttigt; og til sidst, men ikke mindst, er der Josiah Keeling og Hugh Speke. Begge kender jeg fra the Green Ribbon Club. Hugh Speke fik vist nærmest egenhændigt smidt katolikkerne ud af London".
   Hugh Speke smiler stolt af sin præsentation og får et lille anerkendende puf i siden af Josiah Keeling.
   "Inden vi starter på den mere alvorlige del af mødet trænger jeg til en pibe tobak. Er der andre, der har lyst til at ryge en pibe med mig?".
   "Send du bare tobakken herned" kommer det med en brovtende skotsk accent fra John Row.
   Richard Rumbold giver Robert West et lille nik, for at indikere, at også han godt kan ryge en pibe tobak. Robert West bestiller sin sædvanlige tobak til tre og får en bakke med tre kridtpiber, et fyrtøj, et stykke cedertræ og en trææske med tobak. Han stopper forsigtigt en pibe til sig selv og sender bakken videre til John Row, der samler en kridtpibe op med sine store plader til hænder. Han skal til at stoppe piben, da pibehovedet går i stykker og mens han forsøger at holde pibehovedet sammen, knækker pibespidsen. "For fanden", brummer han og hans store hoved skifter pludselig til en let rødlig nuance.
   Et øjeblik er der helt stille i lokalet, så begynder Richard Rumbold at le, så hans ene øje bliver helt blankt. Pludselig ler de alle sammen, bortset fra John Row selv, der smider resterne af piben på gulvet og stamper på den. Det får bare de andre til at le endnu højere. John Row ser rundt på de andre og pludselig kan han heller ikke holde sin dybe og klukkende latter tilbage.
   - Da de alle har fået grinet af og Robert West har fået røget sig en pibe tobak med Richard Rumbold og John Row, bestiller de en omgang øl.
   Så tager Robert West ordet: "Hertugen af Monmouth er klar til at tage magten, hvis der skulle tilstøde hans far kongen noget. Om få dage tager Kong Charles og hans broder Jacob, Hertugen af York, sammen til Newmarked for at se på hestevæddeløb, langt fra den kongelige garde og slottenes beskyttende mure. Spørgsmålet er, om vi er klar til at gøre det der skal til, for at bringe Hertugen af Monmouth til magten?". Robert West ser rundt på de andre for at vejre stemningen.
   Thomas Walcott læner sig ind over bordet, mens han ser på Robert West: "Hvordan kan Hertugen af Monmouth, som uægte søn af kongen, være arving til den Engelsk trone? Jeg nærer stor sympati for Hertugen, men et uægte barn vil aldrig kunne få kirkens velsignelse eller nyde opbakning, til at siddende på tronen ret længe".
   "Jeg forstår deres skepsis", siger Robert West: "Hertugen har for længst skaffet to vidner og en præst, der er villige til at lægge ed på, at der har fundet et ægteskab sted mellem kong Charles og Hertugens mor, Lucy Walter; men så længe Charles lever, vil han benægte det og holde fast i hans katolske broder Jacob, som den eneste legitime arving til tronen".
   Nu læner Thomas Walcott sig igen ind over bordet: "Jeg skal gerne lede et angreb på den kongelige garde midt i London, men jeg er ikke kongemorder".
   "Jeg har det selv lidt på samme måde. Vi må ikke udelukke en større væbnet opstand, som kan knuse Stuart-familien og deres katolske støtter en gang for alle. Hvor står I andre i denne sag?", spørger Robert West.
   Richard Rumbold ser rundt på de andre med sit ene øje: "Jesuitterne står lige nu svagt med folkelig modstand og flere af deres fremtrædende trosfælder bag lås og slå; vi må slå til nu, det er ikke sikkert vi får chancen igen".
   Hugh Speke sætter begge sine hænder i bordet: "For få dage siden blev Jarlen af Essex myrdet; højt sandsynligt af Hertug Jacobs katolske støtter. Jesuitterne skyer ingen midler. Hvis ikke vi er villige til at gøre det samme, ender det med at Jesuitterne tage magten og genindføre enevælden, som vi kender det fra Frankrig".
   "Hørt", lyder det fra Josiah Keeling.
   Så banker John Row sit krus i bordet: "Hvis stemningen er for et overfald på kongefamilien, skal jeg ikke lægge mig i vejen". Han rejser sit krus og skåler: "Død over kongen".
   Spørgsmålet om der er opbakning til kongemord afgøres, da alle ølkrus mødes på midten af bordet, med den fælles skål: "Død over kongen".
   Efter en kort pause siger Richard Rumbold: "Jeg har tidligere lejet en gammel borg: Rye House, der ligger på vejen mellem London og Newmarked. Jeg vil foreslå, at vi mødes der, med alle de mænd vi kan nå at samle sammen".
   "Er det en aftale? Tre dage fra nu mødes vi ved Rye House?", spørger Robert West. De andre nikker.

De mørke skygger bevæger sig næsten lydløst frem af den smalle skovsti. Jorden i skoven er stadig fugtig af nattens dug og de første fugle er begyndt at give lyd fra sig. Forrest ridder Richard Rumbold. Han holder den ene hånd på hestens tømmer og den anden i et fast greb om sablen. Han stirer ud i mørket med sit ene øje, parat til at forsvare sig, mod alt hvad der måtte springe frem fra mørket. Bag Richard Rumbold ridder John Row. John Row er iført en skotskternet officersuniform, med bred læderskrårem og skotskternede ridebukser. Yderst har han en lang sort jakke og på hovedet bærer han en skotsk albehue.
   "Auu, for helvede", lyder John Rows brovtende skotske stemme, da en gren rammer ham lige i ansigtet.
   "Sssshhhh" hvisker Robert West, som ridder lige bag ham: "Man kan høre dig helt til Newmarked".
   Robert West er klædt på, som havde han lige forladt sit advokatkontor, med en fin tynd jakke over vesten og blanke sko med sølvspænder. Bag Robert West kommer en lang række af bevæbnede mænd, der ser ud, som om de er på vej i krig.
   "Holdt", lyder det sagte, men bestemt, fra Richard Rumbold. Den smalle ufremkommelige skovsti ender i en bred vej, med tydelige hjulspor. "Så er vi lige straks fremme".
   Mændene rider ud på vejen og samler sig i to koloner, med Richard Rumbold forrest.
   Mørkt og dystert toner Rye House sig op i landskabet. Over borgens portbygning, lyser to store vinduer, som øjne, der stirer ildevarslende ud i mørket. Da de ridder over voldgraven, åbner porten sig, med en knagende lyd.
   "Nu bliver vi ædt", hvisker John Row med et forsigtigt grin, mens de bevæger sig ind gennem porten.
   "Velkommen" lyder en tør knækkende stemme, i det samme. Man kan lige akkurat skimte en ældre krumbøjet mand, med gråt tjavset hår: "De har et større følge med, end jeg havde forventet hr. Rumbold, jeg bliver nødt til at rede nogen flere senge op". Han ser mistroisk rundt på det barskt udseende følge.
   "Der kommer flere i morgen formiddag", meddeler Richard Rumbold: "men lige nu kan vi godt bruge noget at spise og godt med øl; men ikke det tynde pjask de serverer i London" - "Følg mig", siger han henvendt til John Row, Robert West og resten af følget.
   Richard Rumbold fører dem ind i en stor sal med lange plankeborde, oplyst af store messing-lysekroner. Væggene er dækket af gobeliner, med motiver i mørke jordfarver. Ved indgangsdøren står en gamle rustning og på væggene hænger lange rækker af våbenskjold. To store kaminer varmer lokalet op. Mændene begynder at tage plads. Robert West sætter sig for den ene bordende og finder en kridtpibe frem af lommen. Richard Rumbold forsvinder ud af lokalet, med et par af mændene. Kort efter kommer de trillende med en øltønde og hænderne fulde af store krus.
   "Der er et par dage til at det går løs, så vi kan lige så godt muntre os lidt imens", udbryder han.

Medlemmerne af kongens råd har lige afsluttet deres møde og Lord Ashley skal til at forlade Windsor, da han hører en ung pigestemme bag sig: "Lord Ashley, sir, hendes majestæt Dronningen ønsker at tale fortroligt med dem". Lord Ashley vender sig undrende om og får øje på en af dronningens kammerpiger.
   "Jaså og derfor sender hendes majestæt en af sine unge kammerpiger?".
   Pigen ser skræmt ud og holder forsigtigt en finger for munden, mens hun visker: "Lord Ashley, sir, hendes majestæt Dronningen beder dem følge med op til hendes personlige gemakker, hvor I kan tale i fortrolighed".
   "Jeg har et andet præsterende ærinde" og mon ikke hendes majestæt havde sendt en anden end en kammerpige, hvis det var så vigtigt.
   "Det handler om rigets sikkerhed. Hendes Majestæt Dronningen insisterer på at tale med dem omgående, under fire øjne, Lord Chancellor, sir"
   "Jaså, så må jeg vel hellere følge med".
   Pigen ser sig omkring, som for at sikre, at der ikke er nogen, der lægger mærke til dem, mens de bevæger sig ned mod den del af slottet, hvor dronningen residerer med sit private hof.
   "Kom inden for Lord Chancellor", lyder Dronning Catherins stemme, da de bevæger sig ind gennem døren: "Jeg er meget glad for, at De kunne finde tid til at mødes".
   Kammerpigen trækker en stol ud og går ærbødigt et skridt tilbage for at gøre plads til Lord Ashley. Lord Ashley sætter sig ved siden af dronningen, mens kammerpigen skænker ham en kop the. Hun slår sukker af en sukkertop, der står midt på det lille anretterbord og putter stumperne Lord Ashleys kop med en lille guldske.
   "Min kære Lord Ashley, jeg ønsker at forhøre mig, om den nyligt vedtagne lov, der udelukker katolikker fra offentlige embeder. - Gælder det også ansatte ved hoffet?".
   "Deres majestæt har en særlig evne, til at skære lige ind til sagens kerne. - Ja, det gælder i særlig grad ansatte ved hoffet, da formålet er at forhindre, at jesuitterne igen kommer til magten".
   "De må love, at holde det jeg nu fortæller dem strengt fortroligt", Lord Ashley nikker mod dronningen som fortsætter: "Som de ved nærer min mand, i modsætning til jeg, stærke katolske sympatier. De må forstå; han er loyal over for Church of England, men ønsker samtidig ikke at tage initiativer, der forringer jesuitternes rettigheder".
   "Jeg kender kongens holdninger til den sag, men stoler på majestætens dømmekraft", siger Lord Ashley.
   "Det ved jeg, det er også derfor, at jeg føler, at jeg kan betro mig til dem", dronningen rømmer sig: "Ingen ved hoffet er blevet bedt om at gennemfører hvad testloven foreskriver. Ud over kogens bror Jacob, er ingen blevet bedt om at modtage herrens nadver, i overensstemmelse med Church of Englands ritualer".
   Lord Ashley ser forskrækket på dronningen: "Er der jesuitter ansat ved hoffet?".
   "Hvor mange ved jeg ikke; men jeg ved med sikkerhed, at min nærmeste medarbejder, Lady Castlemain, er jesuit".
   "Hvorfor afskediger de så ikke bare deres hofdame?"
   "Det kan jeg ikke; for det er ikke jeg, som har ansat hende".
   Lord Ashley ser overrasket på dronningen.
   "De må huske deres løfte, om at holde vores samtale fortroligt. Min mand har ansat Lady Castlemain efter han gjorde hende med barn. Carles agter at anerkende barnet, som han gjorde det med Hertugen af Monmouth i sin tid; men de forstår nok, at jeg ikke ønsker, at have denne katolske skøge ved mit hof".
   Lord Ashley nikker forstående: "Kongen er på vej til Newmarked for at se på hestevæddeløb. Når han vender tilbage vil Lady Castlemain ikke længere være ved hoffet, det kan jeg forsikre dem for deres majestæt".