Titus Oates er i chok - Han havde set frem til at møde jesuitordnens leder, hans støtte og gode ven Richard Strange. I stedet står han nu over for tre mænd med strenge miner. Titus ser sig om i salen. Han har været her før, men nu virker lokalet langt fra så imødekommende, som han husker det. Ved indgangsdøren står to vagter. Langs væggene er der lange rækker af tomme, fint udskårne stole, i mørkt træ. Nogle tunge gardiner kaster dystre skygger på marmorgulvet. For enden af salen står et bredt bord, bag hvilket mændene sidder. Mindst fem meter fra bordet står en enlig lav stol. Den midterste af mændene nikker mod stolen. "Tag plads", siger han med en fast stemme. Titus har set ham før; det er Thomas Whitbread, den mand der talte imod hans frifindelse for Sodomi. Havde Richard Strange den gang lyttet til Whitbread, havde Titus ikke siddet her. Han var blevet dømt til døden.
"Numquid melior nuper Latine?" kommer det fra Whitbread. Ingen af ordene giver nogen mening for Titus. Han sidder som forstenet og ser ud i luften. "Loquutio est pastoris principale instrumentum", lyder det videre fra Whitbread. Mændene fortsætter med på skift, at tale til ham på latin; havde han bare fulgt ordentlig med latintimerne, mens han gik på Gonville and Caius College. Titus har svært ved at få vejret. Hans hjerte springer et slag over og det sortner for hans øjne. Han har kun en ting i hovedet, han må ud herfra. Han rejser sig og vakler hen mod døren. Vagterne går et skridt frem og krydser deres hellebarder, så de spærre for udgangen. Titus vender sig om mod de tre mænd. "Så let slipper du ikke denne gang", lyder det fra Whitbread: "Sid ned". Titus er anspændt i hele kroppen. Det er som om han pludselig er blevet mindre, da han modvilligt bevæger sig tilbage til stolen igen. Tankerne flyver igennem hans hoved: Hvad er formålet med dette møde? Anklagerne for overgreb mod en skibsdreng, mens han var feltpræst på Adventurer; ville de tage dem op igen nu, flere år efter Richard Strange fik ham frikendt?
"Richard Strange er her ikke længere, til at holde hånden over dig", lyder det fra den ene af mændene. "...men jeg blev frikendt for alle anklager", fremstammer Titus. Whitbread sender Titus et skævt smil: "De er ikke under anklage. Jeg vil ikke tage den gamle sag op igen, selvom beviserne mod dig allerede den gang var overvældende; men fra og med i dag, kan du ikke længere gemme dig bag din præstekåbe - En præst der ikke kan tale latin er ikke en præst!". Titus Oates skælver. Mændene visker indbyrdes. Så rejser Thomas Whitbread sig op: "Beslutningen er enstemmig, de er ikke længere en del af vores orden. Fra og med i dag er de Persona non grata, i hele den Romersk katolske kirke". Titus Oates forsøger at rejse sig, men hans ben vil ikke lystre ham. "De kan gå nu", lyder det fra en af mændene. - Det suser i Titus ører og tankerne farer gennem hans hoved: Det kan de ikke gøre mod ham, ikke efter alt det han har gjort for dem og kirken. Titus knytter hænderne. Vreden vældede op i ham: Hvem tror de, de er? Han rejser sig og sætter med hastige skridt kursen ud af rummet. Vagterne trækker i dørgrebene til den tunge dobbeltdør og Titus bevæger sig direkte mod den nu halvåbne dør og vælter ud af salen, som en olm tyr, så døren springer helt op med et brag. Stadig sydende af raseri vender han sig om mod salen en sidste gang, retter sig op og råber af al kraft: "Det vil I komme til at fortryde!". Så bevæger han sig med hastige skridt mod udgangen, ud på gaden og forsvinder i menneskemylderet.
"Et krus øl mere" råber en beruset mand med kraftige sorte øjenbryn og mørkt kruset hår. Manden sidder alene ved et bord. Det er sent om aftenen og stearinlys er den eneste lyskilde i the Rose tavern. En dreng kommer gående med et stort krus; "Deres øl, mr. Oates", siger han og stiller kruset på bordet. Drengen skal til at tage det tomme krus med tilbage, da han pludselig giver et skrig fra sig. Manden havde knebet ham bag i; forskrækket småløber han tilbage uden det tomme krus. Da manden kort tid efter bestiller endnu et krus øl, er det en af pigerne der bringer det. Manden grynter nogle uforståelige ord og river kruset ud af hånden på pigen, inden hun når at stille det på bordet. Døren til beværtningen går op og en høj mand kommer ind. Han ser sig om i lokalet og får øje på Oates. "Titus Oates", siger han med en kraftig stemme og går over mod bordet hvor Oates sidder.
Oates rækker hånden frem mod den tomme stol. "Ezreel? - Ezreel Tonge, sid ned - Jeg ville give en øl, hvis det ikke stod så småt til med penge for tiden", siger Oates med sløret stemme. "...og jeg ville give en omgang, hvis ikke det så ud til, at du allerede havde fået mere end rigeligt", ler Tonge. Tonge tager nu en mere alvorlig mine på: "Jeg hører, at du er blevet smidt ud af Jesuitternes hellige orden?". - "Jeg ved for meget; den flok banditter, det er også godt det samme", brummer Oates og banker kruset hårdt ned i bordet. "Du ved for meget? - Hvad er det du ved?", spøger Tonge og bøjer sig frem mod Oates, for bedre at kunne høre. "Kongen; de vil slå kong Charles ihjel og overtage magten - Da jeg nægtede at være med, fik de mig smidt ud og sværtet mit gode navn og rygte til, med falske beskyldninger", hvæser han vredt og banker endnu engang kruset ned i bordet, denne gang så øllet sprøjter ud og danner en lille sø på gulvet. Tonge ser forskrækket på Oates: Planlægger den katolske kirke virkelig et statskup?
Oates og Tonge sidder hele natten og taler om kongemord og risikoen for en nært forestående katolsk magtovertagelse. Efterhånden er Tonge ikke bare overbevist om at den katolske kirke planlægger et plot, men også at katolikkerne står bag branden, som ryddede en stor del af London, nogle år før, hvor hans elskede kirke St. Mary Staining gik op i flammer. Han må for enhver pris forhindre, at Pavens plot mod den protestantiske kirke vil finde sted; men hvem vil tro deres ord? Måske vil nogen tro ham, St. Mary Stainings tidligere rektor, men det eneste vidne han har er Titus Oates, som har fået sit gode navn og rygte ødelagt, med anklager om sodomi og manglende evner som præst. Det vil være deres ord mod hele den katolske præstestand og magtfulde katolske adelsfamilier. - Ud på morgenen forlader de to mænd beværtningen med en fast overbevisning om at det er dem mod hele den katolske kirke.
De næste uger går med at skrive anklagerne ned, både det Titus Oates mener at kunne huske og det de selv kan regne ud eller gætte sig til. Alt skal med. Om dagen kan de sidde uforstyrret i lægen Sir Richard Barkers stue, hvor Tonge er logerende. Efterhånden har de fået skrevet navnene ned på flere hundrede katolikker, både mere ubetydelige borgere og betydningsfulde katolikker, som Thomas Whitbread, biskopper og adelsfolk. Da det færdige anklageskrift endelig ligger på bordet foran dem, sidder de lidt og ser på hinanden. "Hvad nu?", spørger Tonge. "Nu må vi sikre, at manuskriptet kommer i de rette hænder", brummer Titus. "Kongen skal have manuskriptet", udbryder han pludseligt og retter sig op. - "kongen? Hvordan forestiller du dig, at vi får bragt manuskriptet til kongen?", spørger Tonge overrasket. "Det arbejder jeg stadig på", siger Titus. Pludselig hører de døren gå. "Sir Barker, han er tidligt hjemme!", hvisker Tonge. Titus griber resolut anklageskriftet og ser sig om i stuen. De kan ikke risikere, at det falder i de forkerte hænder. Titus får øje på en smal sprække bag et af panelerne. Lynhurtigt lader han manuskriptet dumpe ned bag panelet. - "God eftermiddag", lyder Sir Barkers rolige stemme i det samme fra døren. Hjertet sidder oppe i halsen på Titus: Har Sir Barker set ham gemme manuskriptet? - "De er tidligt hjemme; må jeg præsentere min gode ven Titus Oates", udbryder Tonge, mens han rækker hånden frem og præsentere Titus. Sir Barker rækker hånden frem mod Titus; uden at give antydning af, at have set Titus gemme noget bag panelet.
Næste morgen mødes Titus og Tonge i Sir Barkers lejlighed, for at lægge planer for, hvordan de får bragt manuskriptet til kongen. Titus lader forsigtigt fingrene løbe ned bag panelet, for at fiske manuskriptet op. "Det er her ikke!", udbryder han overrasket. De ser forskrækket på hinanden. Tonge går hen for selv at mærke efter. "Kan det være falder længere ned?", spørger han usikkert. Så hører de døren til Sir Barkers arbejdsværelse gå op. "Er det det her I leder efter?", lyder Sir Barkers stemme. Han står med manuskriptet i hænderne. Begge mænd står som forstenet uden at svare. - "Hvor har I det fra?", spørger Sir Barker, da de har stået lidt foran hinanden uden at sige noget. "Jeg har fundet det", siger Tonge forsigtigt: "Efter vi havde læst indholdet, besluttede vi at gemme det, indtil vi havde fundet ud af hvad vi skulle gøre med det". - "Jeg har sidder hele natten og læst det igennem, hvis bare det halve af det der står er sandt, kan det forandre England for altid", siger Sir Barker: "Vi må sikre os, at de rigtige får fat i manuskriptet, så plottet kan blive grundigt efterforsket og stoppet". Både Titus og Tonge er lettede, hvis manuskriptet var havnet i det forkerte hænder, var de i bedste fald endt i tugthuset. "Vores plan er at give manuskriptet til kongen. Han er bare ikke så let at komme i nærheden af", siger Tonge. Sir Barker står lidt og tænker: "Jeg kender en der måske kan hjælpe - Min gode bekendte kemikeren Christopher Kirkby har assisteret hans majestæt kongen, I hans videnskabelige eksperimenter, de kender hinanden; jeg er sikker på at kongen vil lytte til ham".
Kong Charles er ude at spadsere i St. James's Park, da en mand kommer gående mod ham fra den modsatte side af stien. Et par vagter går ind foran kongen, for at sikre, at den pågældende ikke kommer for tæt på. Charles vinker dem væk. "Christopher Kirkby, hvad gør de her?", siger kongen og sender manden et smil. Christopher Kirkby ser alvorligt på kongen og bukker dybt: "Deres majestæt, jeg har dårlige nyheder. Jeg har noget foruroligende til dem". Kirkby rækker manuskriptet frem mod kongen. Charles ser undrende på Kirkby og tager mod anklageskriftet. "Det er kommet i en af mine gode venners besiddelse. Han har det fra Hertugen af Nordfolks katolske familiepræst og St. Mary Stainings tidligere rektor". Charles bladre håndskriftet hurtigt igennem og ser spørgende på Christopher Kirkby. "Det indeholder meget alvorlige anklager mod navngivne jesuitter, som planlægger at myrde deres majestæt", siger Kirkby forsigtigt. Charles ser overrasket ud og beder straks en tjener om at hente Lord High Treasurer, Lord Danby. "Lord Danby er en grundig og retskaffen mand, han kan vurdere anklagerne med den rette diskretion", siger Charles mest henvendt til sig selv og sætter sig på en bænk, for at se nærmere på manuskriptet. "hmmm, hhhh. Det virker ikke overbevisende på mig", siger kong Charles så. "Deres majestæt?", lyder Lord Danbys stemme. "Jeg har modtaget dette skrift fra Christopher Kirkby her. Han har det fra nogle præster. Det afdækker tilsyneladende et paveligt plot mod kronen. - Det virker dog ikke særligt overbevisende", siger Kong Charles og rækker skødesløst manuskriptet til Lord Danby. "Se det grundigt igennem og kom med din vurdering; men hold for enhver pris manuskriptet hemmeligt", siger han så og vender sig mod Christopher Kirkby: "De kan gå nu, men stil dem til rådighed for Lord Danby, skulle han få brug for det".
Hertug Monmouths assistent var ikke helt tryk ved situationen, da han forsigtigt bankede på døren indtil hertugens kontor: "En officer fra den kongelige garde, ved navn Hugh Jennings, ønsker at tale med deres højhed; han ser lurvet ud. Jeg ville have sendt ham væk straks, hvis ikke jeg var klar over, at han tidligere har talt med dem bag lukkede døre". "Det er i orden; send ham ind og luk døren", lyder det bestemt fra hertugen. Da officeren er kommet ind på kontoret og assistenten har forladt lokalet vender den unge hertug sig mod Jennings: "Deres informationer har været til stor hjælp tidligere. Hvad er deres ærinde denne gang?". "Jeg overhørte en samtale mellem hans majestæt kongen, Lord Danby og en ukendt person, der omtalte et katolsk plot mod kronen", begynder Jennings. Hertugen ser straks meget opmærksom ud. "Den pågældende afleverede et manuskript til hans majestæt, som efterfølgende overlod det i Lord Danbys varetægt". "Hørte de mere om indholdet af manuskriptet?", spørger hertugen ivrigt. "Kun at manuskriptet stammer fra nogle præster og at det nævner flere fremtrædende katolikker". "De gjorde ret i at komme til mig med de oplysninger. Det kan vise sig, at være den chance jeg har ventet på". Hertugen går hen til skrivebordet og finder en læderpung frem og rækker den til Jennings, som ser meget tilfreds ud. "Hvis de kan skaffe mig en kopi af manuskriptet vil de blive rigt belønnet", siger hertugen, mens han viser officeren ud. "Jeg skal gøre hvad jeg kan", siger Jennings, giver hertugen hånden og sender ham et slesk smil.