To små piger leger ubekymret i parken. Pigerne er begge iklædt smukke silkekjoler med fine broderier. Den mindste af pigerne, Anne, er spinkel og usædvanlig lys i huden. Hun har knaldsort krøllet hår. Den ældste af pigerne, Mary, virker mere robust og har mørkebrunt hår. Pigerne er ved at bygge en lille båd af kviste og blade. Mary samler båden, mens hun sender Anne ud efter det byggemateriale hun skal bruge. Mary placerer forsigtigt bladene på vandoverfladen med stilken udad. Med et lille stykke snor binder hun stilkene sammen og trækker enden af bladene ind mod midten. Et par kviste udgør ballast og er med til at stabilere den spinkle kvist der udgør masten. Til sidst bliver et par af de største blade, som Anne kan finde, bundet sammen til et sejl, så vinden kan føre båden ud på søen. - Nu er båden færdig. Anne har fundet to små sten, som hun vil have med i båden. Den ene sten er hende selv, den anden er Mary. Mary lægger stenene i bunden af båden. De giver båden en god ballast, så den ikke vælter, tænker hun.

Mary sætter forsigtigt båden i vandet. Pigerne ler og vinden tager fat i den lille båd og bærer den i retning af øen ude midt i søen. De holder vejret, mens de håber på, at vinden vil bære den lille skrøbelige båd hele vejen ud til øen. Anne forestiller sig, at pigerne er om bord på båden. Den lille hvide sten forrest i båden er Anne selv, den lidt større brune sten er Mary. De er på ekspedition, på vej mod øen hvor ænderne holder til. Mary laver en bølge med hånden, for at hjælpe båden på vej. Anne gør det samme og lægger slet ikke mærke til at hendes fine blå kjole bliver mudret til. De gyldne broderier er flere steder helt dækket af mudder. Nu får vinden fat i sejlet og sender båden langt ud på søen. Bare et lille vindpust til, så vil båden være fremme, men nu krænger den voldsomt i den ene side og tager vand ind. Anne giver et lille gisp fra sig og griber ud efter storesøsterens hånd. Mary giver Annes hånd et lille klem og sender lillesøsteren et stort smil.

Natten forinden havde Anne haft en uhyggelig drøm. En af den slags meget virkelige drømme, man siger kan være et varsel. Hun var vågnet op badet i sved og var løbet ind til sin storesøster. Anne havde grædt længe og Mary havde forsikret hende om, at hverken hun eller deres forældre var væk. De ville altid være sammen og der var intet at være bange for. Der var ikke gået længe inden drømmen var svundet ind til et tåget minde. Anne kunne svagt huske, at en stor og venlig kvinde, der havde præsentere sig som Anne Denman, havde talt til hende og trøstet hende. Kvinden havde fortalt hende noget som virkede vigtigt, men nu var det væk. Da Anne vågnede havde hun følt sig alene, kunne hun huske, som om alle hun holdt af havde forladt hende; men nu skinnede solen, den lille båd pigerne havde lavet sammen sejlede ude på søen. Drømmen var glemt og Anne var lykkelig. Hun kunne aldrig blive rigtig bange, når hun havde sin storesøster til at passe på sig. Pigerne havde hinanden og det kunne intet i verden ændre, var hun sikker på.

To mænd betragter pigerne med alvorlige miner. Det er tydeligt at se, at de ikke har pigernes ubekymrede leg i tankerne. "Kan vi ikke vente bare sommeren ud!", lyder det fra den ene af mændene. Det er James, Hertugen af York, pigernes far. Han er iklædt sort tøj, med en lang enkelt jakke med hvid broderet krave. Den anden af mændene har prangende gevandter på, i røde og blå farver, med fine broderier. Manden sender James en streng mine. "Vi er på renden af borgerkrig, vi kan ikke udskyde det længere. Skibet ligger allerede i havn". Han gestikulere med store armbevægelser. James ser anspændt ud og bevæger sig langsomt og forsigtigt. Han ved, at han ikke har noget valg. I sidste ende er hans bror Charles ord lov og kongen har besluttet sig. Familien skal splittes op og de to små piger, som han elsker så højt, skal vokse op et andet sted, langt fra hinanden og langt fra deres far og mor. Alt sammen for at beskytte dem mod det som er på vej. James går ind for at hidkalde en vogn. Hånden glider ned over ansigtet, for ubemærket at fjerne en tåre. Han må virke stærk, særligt over for Charles. Han vil gøre hvad der er nødvendigt for at beskytte familien, uanset hvor stort ofret er og ingen må se ham svag.

Tankerne løber gennem hovedet. Han husker hvordan deres far, Charles den I, i al hastværk flygtede fra St. James's Palace, med nogle få betroede mænd. James var blevet vækket midt om natten, af en officer fra den kongelige garde. Officeren havde kort informeret ham om et igangværende statskup. Han havde kun fået tid til at samle nogle få ejendele. Da han mødte sin far nede i hallen, havde han forventet, at de skulle rejse sammen, men hans far havde andre planer. Charles den I ville tage til Skotland, mens James skulle smugles ud af England på et Hollandsk handelsskib. Et kort øjeblik havde James fået lov at holde om sin far. Han huskede den knude han havde haft i maven, hvordan alting sortnede omkring ham. De sidste ord hans far havde sagt til ham var: "Stol aldrig på nogen, følg dit hjerte og beskyt familien for enhver pris". Det var sidste gang James så sin far. Charles den I flygtede til Skotland, omgivet af ryttere fra den kongelige garde, mens James, forklædt i laset sømandstøj, blev smuglet ud.

Året efter have Charles den I overgivet sig og var blevet halshugget for forræderi. "Din far viste mod til det sidste", havde en ven af familien, baron North, sagt og fortalt hvordan Charles havde bedt om at få to skjorter på, så kulderystelser ikke ville blive opfattet som et tegn på frygt. James havde været ligeglad med trøstende ord om stolthed og mod. Han havde mistet sin far. En tronraner, der kaldte sig "Lord Protector", ved navn Oliver Cromvell, havde taget magten.
   Nu havde hans bror Charles genvundet magten, men magten balancerede på en knivsæg.

James bliver revet ud af sine tanker ved lyden af sin brors stemme: "Jeg er glad for, at du denne gang tænker på familien først". James kan høre sarkasmen i sin brors stemme. James er godt klar over, at Charles mener, han har svigtet familien. Først giftede sig under sin stand med Anne Hyde. James giftede sig af kærlighed, frem for at tænke på familiens fremtid og sikkerhed. Et giftermål med en rivaliserende adelsfamilie, eller en udenlandsk alliancepartner, havde været broderens forventning til ham. Måske endnu værre i Charles øjne, Anne Hyde havde overtalt James til at konverterer til katolicismen. Det kunne skaffe familien mange fjender og bringe arvefølgen i fare. Deres landsmænd ville aldrig acceptere, at hverken Frankrig eller paven fik indflydelse på de politiske forhold i England, det var James godt klar over. Charles havde beholdt James som sin stedfortræder, med titlen Hertug af York, men Charles vil ikke acceptere flere "svigt". Derfor har James ikke noget valg. De to små piger må i sikkerhed langt væk og de må opdrages som protestanter. - "Jeg forventer at se dig på Windsor i morgen, vi har en delegation fra Frankrig, hvor jeg kan bruge din særlige ekspertise", lyder det omend endnu mere sarkastisk fra Charles, idet han vender ryggen til sin bror og går.

Båden bevæger sig i små ryk mod øen. Pigernes blik er fikseret. Den kan nå det endnu. Anne forestillede sig, at hun og Mary lige straks kan hoppe fra borde og gå i land på ændernes ø. Børnene har slet ikke bemærket, at en mindre gruppe voksne med alvorlige miner, er kommet helt tæt på. James træder et skridt frem. "Anne" siger han med et fast tonefald, "kom her". Det giver et sæt i børnene. Anne vender sig om og ser i hans øjne, at der er noget galt. "Vi leger, båden den ..." begynder hun. Hun ser ned af sin mudrede kjole og håber et øjeblik, at det bare er det der er galt. "Du skal med nu", siger han. Anne, havde om aftenen drømt, at noget var helt galt og nu var det her, det var hun ikke længere i tvivl om. Hun griber om sin søster og slår armene om hende. Også Mary har fornemmet, at der er noget galt.

De to piger knuger sig ind til hinanden, som vil de aldrig give slip. Verden har rottes sig sammen mod dem. I dette øjeblik har de kun hinanden og de vil holde fast, til alt er blevet godt igen. Igen skal skille dem ad. Stærke arme vrister pigernes tag fra hinanden. Anne begynder at skrige. Begge piger græder. Armene bliver trukket fra deres tag og Anne trækkes væk fra sin søster. Endnu kan deres hænder mødes, men om lidt vil de være skilt og et skib vil sende Anne alene til et fremmet sted. - Længe inden optrinnet er slut er Charles på vej til Windsor. En konge bekymrer sig om de store linjer, ikke om nogle små pigers oplevelser. Hvis James er berørt af optrinnet viser han det ikke. Hans position er allerede svække og han har ikke råd til at miste yderligere anseelse nu.

Mens en tjener slæber Anne mod St. James Palace, for at blive klædt på til rejsen, når den lille båd af kviste og blade frem til ændernes ø, men der er ikke længere nogen der følger båden. Anne og Mary kommer ikke i land på ændernes ø. Et vindstød sender båden ud på søen igen. Nu tager den for alvor vand ind. Den hvide sten ryger ud over kanten og synker alen ned i dybet. Pigernes opdagelsesrejse er forbi og om lidt vil også båden være helt fyldt med vand og den vil synke ned i dybet, med den brune sten som pasager.

Snart sidder Anne i en vogn på vej til havnen. Over for hende sidder hendes far. "Hvor er mor?", græder hun, "jeg vil ha' min mor", men der er ingen mor, kun James, der sidder i sine egne tanker og en hofdame, som skal passe på hende på rejsen. "Du kommer til at se din mor igen", siger han, men han virker ikke sikker. Han forklarer, at hun er på vej til sin farmor Henrietta Maria, som skal passe på hende. Hun skal bo på Château de Colombes et "skønt" sted lidt uden for Paris. Anne har aldrig før mødt sin farmor og føler sig mere alene end nogensinde før. James sider som forstenet og ser ud i luften, mens vognen bumler af sted. Ingen af dem siger noget resten af turen.

Vognen stopper brat. De er fremme ved havnen. Kusken åbner døren og de stiger ud. Der er masser af liv på kajen. Havde det været en helt almindelig dag, var Anne rendt rundt at tage alle indtrykkene ind, men nu står hun bare helt ubevægeligt, med hænderne ned langs siden. Soldaterne der sidder på deres heste for at holde vagt, sømændene der er i gang med at lodse skibene, kvinder som siger farvel til deres mænd, en måge der taber noget på kajen; det betyder ikke noget. James tage Anne op og trykker hende ind til sig. Anne trykker sig så tæt ind til ham som hun kan. Hun føler sig helt lille, som om hun hvert øjeblik kan forsvinde helt. Så trækker James pigen af, som er hun en ekstra frakke og rækker hende til hofdamen. Han tager et fast tag i Annes skulder, mens han visker noget i hendes øre: "Stol aldrig på nogen, følg dit hjerte og beskyt familien for enhver pris" er de sidste ord hun hører, inden hofdamen bærer hende om bord på det store skib.

James sider i sine egne tanker på vej hjem. Hans forklaring til Anne Hyde når hustruen kommer hjem: Lille Annes øjensygdom er blevet værre og hun er sendt til dygtige læger i Frankrig. Det er ikke forkert, Anne kan bruge dygtige læger, som kan gøre meget mere for hende, end deres egen hoflæge. Anne er skrøbelig og har brug for, at der er nogen, som kan passe på hende. Det kan de franske læger og Henrietta vil holde af hende og passe på hende. Snart vil også Mary være sendt væk. Han vil savne sine børn, men de er beskyttet. Der skal kun en lille gnist til at sætte England, ja hele Europa i brand. Hvem der kommer ud på den anden side er ikke til at vide. Skulle han ende som sin far, vil der stadig være nogen til at føre slægten videre, det er trods alt vigtigere, end det afsavn han føler lige nu og som han ved, at hans døtre føler. "Beskyt familien for enhver pris", de ville forstå det, når de er gamle nok.