Jorden var forlængets gold og forladt. Mennesket havde beboet den så kort tid og havde allerede fortæret dens skønhed og mangfoldige liv, som et virus. Nu drog menneskerne videre ud i universet, for at finde nye planeter at kolonisere. Kolonimagterne var de store pengestærke konsortier. Havde du en værdi, i form af viden eller nogle gode gener, havde du chancen for at komme af sted. Ellers måtte du blive tilbage på en døende planet og kæmpe om de knappe resurser.

Det lykkedes et af de store konsortier, at finde et ormehul, som mundede ud i galaksen NGC 5128. Fra galaksen ud-strømmede en kraftig radiostråling, der kunne udnyttes som energikilde, til nye baser og i sidste ende til at terraformere hele planeter.
   Knapt halvdelen af ekspeditionens 1200 deltagere var soldater. Det var deres opgave, at stå for det praktiske og at sikre, at der ikke udbrød mytteri, hvilket havde været et stort problem, på de tidligere ekspeditioner. Allerede som små børn blev soldaterne udvalgt. De fik numre i stedet for navne og al personlighed blev taget ud af dem. Ofte var forældrene glade for at afgive deres børn, da det kunne sikre dem en fremtid, i et af konsortierne.
   Den anden halvdel af ekspeditionen bestod af videnskabsfolk, ingeniører, fysikere og andre vidende mennesker, hvis rolle det var at stå for den faglige del, når den nye koloni skulle bygges op; og så bestod den af alfaerne. Alfaerne var udvalgt på baggrund af deres gode gener og deres hovedformål af at ”producere” børn, som koloniens fremtid afhang af. I dette tilfælde var alfaerne primært udvalgt, på baggrund af deres evne, til at modstå radiostråling.

Størstedelen af NGC 5128 - galaksen var ubeboelig, men i udkanten af galaksen fandt de et stjernesystem med flere planeter, hvor der kunne skabes grundlag for liv. De første mange år gik med at opbygge nye baser. Den vigtigste basis for liv var vand. Frosset vand, var der masser af. På den af planeterne, hvis atmosfærer lignede jordens mest, startede man industrien op. Industrien blev skabt af robotdrevene fabrikker, der skulle fremstille flere fabrikker og transformerstationer, hvis rolle det var, at omdanne atmosfæren, så man i sidste ende kunne bebo planeten. Efterhånden som industrien udviklede sig, blev også de andre planeter langsomt koloniseret.
   100 år efter de ankom, var tre planeter gjort beboelige og 5 andre var bebygget med baser, som husede mineindustri. Dyr og planter, medbragt fra jorden, bredte sig hurtigt på planeterne. De 1200 deltagere var blevet til knapt 40.000 beboere. Langsomt men sikkert voksede samfundet, til et fredeligt samfund, i økologisk balance, hvor der ikke længere var brug for et militær. Men pludselig en dag skulle alt ændre sig.

Stjerneskibet kom fra galaksens centrum. En stråle fra skibet tilintetgjorde på et øjeblik baserne på de yderste af planeterne. Kolonien angreb, med alle de bevæbnede skibe de havde. 15 skibe med deres besætninger gik tabt, inden det til sidst lykkedes, at tilintetgøre stjerneskibet. Flere tusind mennesker havde mistet livet. Det virkede, på alle måder, meningsløst. Et uprovokeret angreb på en koloni, som ikke var nogen trussel.
   Nu vendte alle øjne sig mod den aldrende officer P347, som havde ansvaret for koloniens forsvar. Som en af de oprindelige kolonister, havde han et ganske anderledes syn på krig, end mange af de unge. Inden han for knapt 105 år siden, var sendt af sted på ekspeditionen, havde han som ung soldat, været en del af frontlinjen, i kampen om jordens sidste resurser. Han vidst bedre end nogen anden, at det eneste effektive forsvar, var et angreb. De måtte sende en styrke, værre end det stjerneskib de havde mødt, mod centrum af galaksen.
   Tørsten efter hævn bredte sig i kolonien og det tog ikke lang tid for P347, at overbevise rådet om, at alle koloniens resurser skulle sættes ind, på at skabe en flåde af stjerneskibe, med det formål en gang for alle, at fjerne truslen, der hvilede i galaksens centrum.

Det første stjerneskib var bygget ud fra de informationer kolonien havde opsnappet, fra det angribende stjerneskib og indeholdt den mest avancerede krigsteknologi de kendte. Det var bygget til at ligne stjerneskibet, der havde angrebet dem, så fjenden ikke ville ane uråd, før det var for sent.
   Da tørsten efter hævn var stor, blev skibet sendt af sted, inden resten af flåden var bygget færdig.
   P347 meldte sig som frivillig, til at lede angrebet og styrede stjerneskibet, mod det område, midt i galaksen, hvorfra fjenden var kommet.
   For sent opdagede besætningen, at det pågældende sted var et sort hul. De havde ingen mulighed for at gøre sig fri, men blev lige så stille suget ind i galaksens mørke centrum.

Det var som om de blev trukket fra hinanden. Alting stod stille. Så med et, var de ude på den anden side. Der var målet, fjenden, som de havde ventet på. Alle våbnene blev armeret. De angreb først en base, så en base til. En mindre flåde af skibe kom imod dem, men de var tydelig ikke nogen mach for stjerneskibet.
   Pludselig kom meldingen, der bredte sig som en løbeild på skibet. De var tilbage hvor de startede. De baser de havde tilintetgjort var deres egne og de skibe, som de havde skudt ned, var deres koloniens skibe. De stoppede angrebet og det sidste de så, var koloniens stjerneskibe der angreb og tilintetgjorde stjerneskibet.
   På kolonien gik man i gang med at opbygge en flåde af skibe. Først sendte man stjerneskibet. Siden sendte man en en flåde af skibe. Da fejlen blev opdaget var det for sent. Kolonien havde tilintetgjort sig selv.

I virkeligheden handlede kolonien ikke meget anderledes end andre nationer der fører krig. For er vi ikke selv vores værste fjende og er dem vi bekæmper ikke dem der ligner os selv mest?