Mathilde nød sommersolen sammen med sin mor. De gik side om side mod Grenen, for at komme ud til den friske vind fra havet.
   "Er det rigtigt, at mariehøns er farlige?" spurgte Mathilde. "Dem behøver du ikke bekymre dig om," forsikrede hendes mor. Det så dog ikke ud til, at Mathilde var parat til at acceptere sin mors udsagn. " ... Men kan de ikke finde på at bide, hvis det er varmt?" spurgte Mathilde. Mathildes mor havde aldrig hørt om nogen, der var blevet bidt af en mariehøne; men nu hvor Mathilde var begyndt at spekulere over mariehøns, var hun blevet overbevist om, at de var farlige.

"Jeg har hørt, at der er forsvundet nogen og da politiet nåede frem, var der mariehøns over det hele; det må være mariehønsene, der har ædt dem?" Mathildes mor så ikke ud til at være overbevist. "Mariehøns er ikke farlige; desuden er der masser af politi, der hvor vi skal hen."
   Da de nåede frem, var der dog ingen politi at se, faktisk var der slet ingen at se. Hvad kunne der dog være sket? - Pludselig så de noget, der øjeblikkeligt fik dem til at stoppe op.

Foran dem lå der en uden hoved og lidt længere væk lå der et afrevet ben. Det var som en ond drøm. De vendte om for at komme væk og så en kæmpestor mariehøne komme hen i mod dem. "Vi må væk i en fart," råbte Mathildes mor. Nu var der ikke længere nogen tvivl - mariehøns var farlige! De stavrede af sted, det bedste de havde lært.
   "Der er noget jeg ikke har fortalt dig," sagde Mathildes mor, "jeg har udviklet vinger." Mathilde kiggede overrasket på sin mor. Ganske rigtigt, på ryggen var der dukket et par vinger frem. Mariehønen nærmede sig med hastige skridt. "Nu må jeg vist helle flyve min vej," sagde Mathildes mor. Så foldede hun vingerne ud og fløj væk.

Mathilde stod og så efter sin mor, indtil hun kunne hun høre mariehønen nærme sig.
   Hun kikkede sig febrilsk omkring efter politiet, men der var aldrig en myre i nærheden, når man havde brug for en. Det sidste hun så, var mariehønens store kæber, inden den bed hovedet af hende og begyndte at tygge sig igennem hendes grønne skælvende krop.
   Mathildes mor fløj over på en gren, på et træ i nærheden. Her var der endnu ingen af hendes artsfæller, så her kunne hun starte en ny koloni.