Jarlen af Argyll retter sig op og ser ud over forsamlingen. Han bærer en mørkebrun paryk og har sort tøj på, med gyldne broderier på ærmerne, der afsluttet af hvide flæser med broderier. Langs riddersalens borde sidder nogle af Skotland og Englands mest magtfulde protestanter; adelsfolk, præster og velhavende borgere. De ser alle forventningsfuldt i jarlens retning. Han rømmer sig; "Deres excellence, deres højheder, mine herrer. Jeg har indkaldt jer til dette fortrolige møde, af hensyn til rigets fremtid og vores alles sikkerhed - jeg får brug for jeres hjælp". Jarlen hæver stemmen: "Det er vigtigt, at intet fra dette møde slipper ud. - Først vil jeg give ordet til hans højhed, Hertugen af Monmouth, som er kommet i besiddelse af foruroligende oplysninger, der gør, at det kan blive nødvendig, meget snart, at skride til handling". Forsamlingen bliver med et helt stille og ser rundt på hinanden, som for at afkode hvad det kan være for oplysninger". Hertug Monmouth, der sidder lidt længere nede i lokalet, rejser sig: "Tak deres deres højhed". Han er også klædt i sort og er noget højere og slankere end jarlen. Med målbevidste skridt går han tværs gennem salen, med alles øjne hvilende på sig og stiller sig ved siden af Jarlen: "Lad mig gå direkte til sagen: Med pavens velsignelse planlægger jesuitterne et plot mod kronen, med det klare formål, at erstatte hans majestæt kongen med en katolik og tage magten". Der går et gys gennem salen og en sagte hvisken forplanter sig i rummet.
Hertugen er ved at tale sig varm: "Det er alvorlige tider. Der er ikke mange i dette rum, som ikke har forfædre, der måtte lade livet på bålet sidst jesuitterne tog magten. Det er op til os, der er samlet i dette rum, at sikre, at det ikke sker igen". Man kan høre nogen der taler sagte et sted i salen. Hertugen ser resolut i retning af de to mænd der taler sammen: "Er der noget de herre ikke er enige i". Mændene ser forskrækket op og den ene rømmer sig: "Undskyld forstyrrelsen, deres højhed. Vi talte blot om hvilke beviser deres højhed måtte være i besiddelse af. Hans majestæt kongen er kendt for at have gode forbindelser til Frankrig, såvel som til den katolske kirke, hvilken interesse kan den katolske kirke have i at erstatte hans majestæt, der er så positivt stemt over for jesuitterne?". Hertug Monmouth ser direkte ind i øjnene på den som har talt: "Jeg forstår jeres skepsis. Hvis I blot vil udvise lidt tålmodighed, vil jeg forklare baggrunden; men først må I have den venlighed at præsentere jer: "Hugh Speke, deres højhed, jeg er advokat". Hertug Monmouth ser nu på den anden af mændene: "Thomas Hayward Dare, guldsmed, deres højhed". "Godt", siger hertugen så: ". . . og I undre jer sikkert over hvorfor netop I er inviteret med til dette møde?". Mændene nikker. "Det er ikke tilfældig. Det er mig der har inviteret jer", siger hertugen med et skævt smil.
"Hugh Speke, er det korrekt, at de kender til en præst ved navn Titus Oates?". Hugh Speke ser overrasket på hertugen.: "Det er korrekt deres højhed. Vi mødes tit på the Rose tavern...". "Hvad er deres indtryk af denne Titus Oates", spørger hertugen. Hugh Speke ser endnu mere undrende ud: "Indtryk deres højhed?". "ja, er han til at stole på?", uddyber hertugen. "Det vil jeg mene deres højhed. Hvis Titus Oates siger noget, kan man stole fuldt og fast på det han siger, han er jo præst deres højhed". "godt", siger hertugen så: "Er det også korrekt, at de er med i Green Ribbon Club". Hugh Speke nikker: "Det er korrekt deres højhed, lige som min fader var det, er jeg mellem af Green Ribbon Club". Flere i salen nikker bekræftende. "Godt" siger hertugen: "Når tiden er inde har jeg brug for støtte fra patrioter som Green Ribbon Club; for det jeg vil afsløre for jer i dag, skal ikke forblive en hemmelighed meget længere". Så vender han sig mod Thomas Dare: "De har skabt dem selv en anseelig formue gennem succesfulde forretninger; og de har et stærkt netværk hos de handelsdrivende. Vi får brug for anseelige midler, når borgerkrigen kommer. Jeg vil gøre dem ansvarlig for at indsamle til vores sag". Thomas Dare retter sig stolt op. Hertugen ser ud over forsamlingen: "Det er mænd som disse vi får brug for og det er mænd som jer, der skal sikre Church of England - Denne præst Titus Oates, hvis troværdighed Hugh Speke her kan stå inde for, har sammen med en anden præst afsløret et nært forestående plot mod kronen, såvel som mod kirken. Jeg er kommet i besiddelse af et manuskript, hvor de pågældende præster udpeger fremtrædende jesuitter. Så snart manuskriptet er kopieret, vil I få mulighed for, at se hvor dybt dette plot stikker". - Efter at Hertug Monmouth har holdt en kort pause rækker Jarlen af Argyll en knyttet hånd i vejret og råber "for Church of England". Hele salen svare: "Church of England, Church of England, Church of England . . .", så det runger i riddersalen.
En af Lord Danbys assistenter sidder sent om aftenen på kontoret, ved stearinlysets skær og skriver et manuskript af. De seneste måneder har han og flere af hans kollegaer arbejdet næsten i døgndrift på at kopiere et fortroligt manuskript. Han er bagefter med arbejdet og knokler hårdt, så han kan komme hjem til familien. Rundt om i rummet, som kun er oplyst af et par stearinlys, kan man i mørket skimte lange rækker af skrivepulte. Assistenten er så optaget af arbejdet, at han ikke opdager skyggen, der langsomt sniger sig langs skrivepultene ind i rummet. Gåsefjerden han skriver med virker ikke så godt mere. Han han rejser sig og skal lige til at hente en ny fjerpen, da han pludselig mærker en smerte i baghovedet, det sortner for hans øjne og han falder livløst om på gulvet. En hånd tager en færdig kopi af manuskriptet fra skrivepulten, lægger det forsigtigt ned i en lædertaske og lister så stille ud af rummet. - Hugh Jennings smiler veltilfreds, mens kan lister ned gennem Londons gader. Han er sikker på en anseelig belønning, når han afleverer manuskriptet til Hertugen. - Da Lord Danbys dagen efter møder op på kontoret, kan han se at døren er brudt op. På kontoret står de ansatte i en ring rundt om assistenten, som ligger på gulvet. En læge prøver uden held at få liv ham. Et medlem af den kongelige garde træder frem: "Lord Danby sir. Der er sket et overfald. Må jeg stille dem nogle spørgsmål". Lord Danby ser lige ind i øjnene på soldaten: "Denne hændelse har aldrig fundet sted. Jeg vil bede dem glemme det der er sket". Så henvender Lord Danby sig til lægen: "Vil de tage dem af manden. Jeg skal sørge for, at der bliver taget hånd om betalingen".
Kong Charles kan ikke sætte fingere på hvad det er, men han kan fornemme, at der er noget galt, da Lord Danby træder ind i rummet: "Lord High Treasurer, hvad kan jeg gøre for dem?". Lord Danby ser på kongen med en meget alvorlig mine: "Deres majestæt, jeg har dårlige nyheder. - der er forsvundet en kopi af det manuskript, som de har overladt i min varetægt". Kongens ser overrasket på Lord Danby: "Hvem, ud over os, kender til manuskriptets eksistens?". "Ud over præsterne kun meget få og pålidelige medarbejdere; det vil sige det var jeg sikker på indtil i morges, hvor en af mine medarbejdere blev fundet livløs på gulvet og jeg kunne konstaterer, at der manglede en kopi af manuskriptet. - Det spørgsmål vi må stille os er, hvem der kan have en interesse i, at få fingrene i manuskriptet?", siger Lord Danby. Kongen ser tænksomt på Lord Danby: "Kan det være nogen af de Jesuitter manuskriptet udpeger? Selvom manuskriptet ser ud til at være at falsum, så har den slags beskyldninger det med at få konsekvenser". "Hvis der havde været jesuitterne, er jeg sikker på, at de ikke blot havde taget et enkelt manuskript. De ville have fjernet dem alle. Nej, jeg er sikker på, at det er taget af nogen, der har en interesse i, at indholdet kommer ud, på en måde og på et tidspunkt, så det kan gøre mest mulig skade. Det kan være den gnist, der sætter bålet i brænd".
- Efter en lille tænkepause siger kongen: "Da vi ikke ved hvem det er, har vi kun en mulighed for at begrænse skadens omfang. Vi må selv lægge kortene på bordet". Lord Danby nikker: "Jeg vil foreslå, at deres majestæt lader deres broder fremlægge sagen i parlamentet og forlange en undersøgelse. Hertugen af York er selv katolik og står ikke nævnt i manuskriptet. Når undersøgelsen er afsluttet, er sagen faldet ned; med lidt held kan vi stadig nå at inddæmme problemet".
Det er ud på eftermiddagen. Titus Oates ligger og sover, da han bliver vækket af, at det banker på døren. Han har drukket tæt natten inden og hans hoved dunker af smerte. Bare den ved døren vil forsvinde igen; men nu banker det endnu hårdere. Titus vælter ud af sengen og får sparket til en flaske på gulvet og hans knæ rammer et bord, der står midt i rummet. Han bander i arrigskab og tumler mod hoveddøren. Han når lige at rette lidt på sit tøj, inden døren bliver sparket ind. En deling soldater, fra den kongelige garde, træder ind i rummet og griber fat i ham. En officer siger med høj dyb stemme, at han skal følge med. Titus er endnu ikke ædru fra gårsdagens besøg på the Rose tavern og bortset fra nogle næsten utydelige eder, magter han ikke at gøre modstand. Soldaterne slæber nu Titus efter sig som en våd klud gennem Londons gader. Han kan skimte husene i gadelygternes flakkende skær, men det hele snurrer rundt og han har ingen idé om hvor han befinder sig. - Han rammer hovedet mod dørkarmen, da vagterne slæber ham gennem en lav åbning og ned af en stejl fugtig trappe. Så bliver han smidt ned i et fangehul. Her ligger han ubevægeligt på gulvet, mens hans øjne langsomt vænner sig til mørket. Der er en ækel stank af råddenskab og afføring i rummet. Han må kæmpe med sig selv for ikke at kaste op. Inden døren går i og lyset helt forsvinder kan han skimte noget, der ligner en bænk og slæber sig op på den. Så falder han i søvn. - Han bliver vækket af, at en nøgle bliver drejet i døren. Et øjeblik bliver han blændet af lygten. Så kan han se en bakke med en grålig masse, som han gætter på er grød og snavset tinkrus med vand bliver skubbet ind på gulvet. Langsomt kommer Titus til sig selv. Han kan kun i brudstykker huske hvad der skete aftenen for inden. Hvor er han? Og hvorfor er han her?
Jacob kan mærke hjertet banke. Han er svedig i hænderne. Parlamentet har ikke været ham venligt stemt på det seneste. Særligt "the Country Party", der er stærkt modstandere af katolicismen og ser gerne magten flyttet fra kongefamilien og over i parlamentet. Det er ikke første gang, at Jacob skal tale for parlamentet, men denne gang er der meget mere på spil, end der har været tidligere. Parlamentet har ikke haft mulighed for at læse manuskriptet, så det er ham der afgør hvad de får at vide. Han tænker sin tale igennem. Den er kort og enkel. Det er et plot mod kronen, ikke mod kirken. Det er særligt vigtigt ikke at nævne, at de udpegede kupmagere er katolikker. Manuskriptet antyder at han selv kan have noget med plottet at gøre, så det er vigtigt at han får overbevist dem om at han er på sin broder kongens tide. Han går langsomt ned af gangen mod det kongelige værelse, der støder op til parlamentet. Her kan han sidde sammen med sin sekretær Edward Colman og forberede sig, inden parlamentet når til hans punkt på dagsordnen. Edward Colman er en høj slank mand, der sjældent siger noget før han bliver spurgt. Edward Colman er som et leksikon af viden, om alle rigets vigtige forhold. Da Jacob har siddet lidt og samlet sine tanker kommer en af de ansatte for at hente dem. Han retter sig op og tager en dyb indånding. Idet han træder ind bliver han præsenteret med høj ryst: "Lord High Admiral, Hertugen af York". Edward Colman går lige bag ham. Alles øjne er rettet på Jacob. Det er nu det gælder.
Det er helt mørkt og Titus har været her hvor længe? To dage, tre? Han ved det ikke, for i mørket er det svært at vide, om det er nat eller dag. Han har efterhånden vænnet sig til stanken. Den første tid ville han ikke røre maden; men nu er han kommet over det punkt, hvor han får opkastningsfornemmelser, når han forsøger at spise. Når der noget der bevæger sig i grøden fjerner han det og spiser videre. Han drikker indholdet af det fedtede tinkrus. Vandet har en mærkelig sur bismag, men også den har han vænnet sig til. I mørket famler han sig frem frem langs vægen, mens han bevæger fingrene langs de fugtige sten, for at føle hvor han befinder sig i rummet. Han har valgt det hjørne, der er længst væk fra bænken han sover på, til at besørge i, så det bliver samlet et sted. Gulvet skråner også svagt i retning mod hjørnet, så han kan tisse, uden at sprede det over hele gulvet. Han regner med, at dem der har været her før, har besørget samme sted. Han lægger sig på bænken igen. Er det de gamle anklager om Sodomi? Eller kan det have noget med manuskriptet at gøre? - Pludselig kan han høre nogen uden for døren. Døren går op. Soldater kommer ind i rummet og griber ham og slæber ham med. "Slip mig", hører Titus sig selv sige. Han får et slag i hovedet og mister bevidstheden. - Titus vågner igen, da indholdet af en spand med koldt vand rammer ham. Han sidder på en stol hvor to soldater holder ham fast. Fakler langs væggene oplyser rummet. En mand sidder ved et rustikt træbord nogle få meter fra ham. En tredje soldat stiller en tom træspand på gulvet. "Velkommen, jeg har nogle spørgsmål; om du nogensinde kommer ud i friheden igen, afhænger af hvordan du svarer", siger manden bag bordet, det er Hugh Jennings: "Er det dem, som har forfattet manuskriptet?". Så er det det det handler om, tænker Titus og fremstammer: "Nej, vi fandt det. Jeg har blot haft det i min besiddelse...". "Tilbage i hullet med ham", råber Hugh Jennings. Soldaterne griber Titus og slæber ham tilbage mod fangehullet. "Vent, vent", råber Titus, "det var mig. Jeg har skrevet det. Det hele er noget jeg fandt på. . . ", men det ser ikke ud til at hans ord har nogen effekt. Titus ryger tilbage i mørket. Han ryster over hele kroppen og krummer sig sammen på bænken, her ligger han og græder i mørket.
Jacob, Hertugen af York ser ud over forsamlingen: "Jeg har en meget alvorlig meddelelse. Jeg er kommet i besiddelse af et manuskript, som afslører et muligt plot mod kronen"; Der bliver stille i salen; "manuskriptet peger på en række navngivne personer. - Vi ved endnu ikke om der er tale om falske påstande, men jeg har forlangt en formel undersøgelse af sagen, som jeg overdrager til Lord Danby. - På grund af sagens karakter, kan jeg ikke afsløre hvem der er under anklage, kun at det drejer sig om et muligt plot mod hans majestæt Kong Charles". Jacob nikker til formanden for parlamentet, som signal til, at han har sagt det der skal siges. Han forestiller sig at sagen nu er slut, bortset fra nogle spørgsmål fra parlamentet, som han kan afvise med, at sagen endnu ikke er undersøgt. Så tager lord Ashley fra "the Country Party" ordet og siger langsomt, med et ironisk tonefald: "Kan hans højhed bekræfte, at alle kupmagerne, uden undtagelse, er jesuitter?", der lyder en tydelig mumlen i salen, og lord Ashley hæver stemmen: "...og kan deres højhed bekræfte, at deres egen sekretærs navn står nævnt i manuskriptet?", Lord Ashley peger direkte på, Edward Colman, som forskrækket træder et skridt tilbage. Lord Ashley, forsøget igen at taget ordet, men nu råber alle i salen i munden på hinanden. Formanden banker sin hammer i bordet gentagende gange og råber for at få orden i salen. Jacob har svært ved at få vejret. Han kan mærke hjertet hamre og han føler ubehag i hele kroppen. Da der er blevet lidt ro, råber han ud over salen "De herrer. Jeg kan forsikre dem om, at sagen vil blive undersøgt. Hver en sten vil blive vendt". Så bakker han langsomt ud af salen, mens han støtter sig til Edward Colman og overlader den videre diskussion til "the Country Party" og det andet store parti i parlamentet "The Torrys".